Emnet for artikelserien, som vi begynder på i dette nummer af MANIFEST, er en af kapitalismens almene lovmæssigheder d.v.s. en lovmæssighed, som er knyttet til det kapitalistiske produktionsforhold. Denne almene lovmæssighed skifter fremtrædelsesform, ligesom kapitalismens fremtrædelsesform i det hele taget ændrer sig gennem tiden. I dag fremtræder denne lovmæssighed som en deling af verden i en rig og en fattig del. Den rige del består af højtudviklede industrilande, som undertrykker og udbytter en langt større del af verden, der består af lavtudviklede lande, hvor kapitalistiske produktionsforhold først fornylig er blevet det dominerende produktionsforhold.
Den opdeling af verden, som kapitalismens udbredelse har medført, har i dag delt verdens befolkning i to dele nemlig de rige industrilandes befolkning og de fattige ulandes befolkning. Groft sagt er forholdet mellem disse to dele af verdens befolkning følgende:
De rige industrilandes befolkning lever i almen velstand og overflod, hvilket er betinget af og betinger, at størstedelen af verdens befolkning lever i almen fattigdom og elendighed. Under kapitalismen er nogle menneskers rigdom og velstand altid betinget af andre menneskers fattigdom, sult og elendighed. Dette almene forhold ændres ikke af, at nogle ulande har gjort op
med kapitalismen og valgt vejen mod socialisme – verden er stadig en kapitalistisk verden og de materielle betingelser for socialisme er ikke tilstede i noget u-land endnu. Socialisme findes ikke i noget land i dag. Men kampen mod kapitalismen som føres i u-lande fremmer kapitalismens undergang og dermed udviklingen mod socialisme i verden som helhed. Det gør den absolut.
Det er vores erfaring, at forståelsen af ovennævnte forhold er af afgørende betydning for mennesker, der vil bekæmpe kapitalismen. Det er nemlig ikke muligt at vurdere de objektive kræfter, som i dag er eller vil blive rettet mod kapitalismen uden at kende baggrunden for borgerliggørelsen af de rige industrilandes arbejderklasse, og på den anden side at kende baggrunden for undertrykkelsen, sulten og elendigheden, som er hverdagen for u-landenes folkemasser.
Hensigten med denne artikelserie er derfor at uddybe vores egen og forhåbentlig også andre interesseredes forståelse af det nævnte træk ved kapitalismen. Vores fremstilling får form af en historisk fremstilling af kapitalismen med hovedvægten lagt på forholdet mellem udbyttende lande og udbyttede lande. Vi starter med den oprindelige akkummulations proces, hvor netop kolonisystemet tager sin begyndelse under handelskapitalens ledende stilling. Den næste store epoke starter med industrikapitalens sejr over handelskapitalen og dermed den kapitalistiske produktionsmådes begyndelse. Under industrikapitalen udvikles og fuldendes kolonisystemet, og geografisk kommer de koloniale imperier til at omfatte hele verden. Den næste etape i udviklingen sker under monopolkapitalens ledelse, og den indebærer en opløsning af kolonisystemet, som fører frem til det nuværende forhold mellem rige industrilande og u-lande.
Det bliver altså ikke kapitalismens historie som sådan, eller en analyse af kapitalismens udvikling, som forklarer sammenhængen mellem produktivkræfter, produktionsforhold og politiske forhold. I så henseende må vi henvise til Marx og Engels.
Første afsnit, som bringes her, omhandler handelskapitalens periode fra 1400-tallet til ca. 1700, hvor vi allerede kan følge nogle af de tendenser, som senere førte til verdens systematiske opdeling. England i denne periode er emne for det næste afsnit.
[Andet afsnit: “Verdens deling i to (2): Kapitalismens gennembrud i England” blev bragt i Manifest nr. 7.]