Vietnam og vietnambevægelserne

Der er ikke noget overraskende i, at den Demokratiske Republik Vietnams regerings og Sydvietnams Nationale Front for Befrielses centralkomites ændrede holdning til spørgsmålet om forhandling med de amerikanske imperialister også har ført til en ændret holdning til de revisionistiske partier. Bortset fra en helt uberettiget ros af og støtte til de sovjetiske revisionisters virksomhed udviste de vietnamesiske ledere en vis forsigtighed i omtalen af de revisionistiske partiers virksomhed. Men nu kommer der både fra den nordvietnamesiske regering og Vietnams Arbejdets Parti og fra befrielsesfrontens centralkomite officielle anerkendelser  af en række revisionistiske partiers initiativer omkring krigen i Vietnam, uanset at disse initiativer i deres sigte går stik imod det vietnamesiske folks interesser.
 

Knud Jespersen og DKP får det blå stempel

Såvel under en dansk partidelegations besøg i Hanoi i begyndelsen af januar i år under Knud Jespersens ledelse som på DKPs 23. kongres har de danske revisionister modtaget det blå stempel af de nordvietnamesiske parti- og regerings-ledere og af ledere i befrielsesfrontens centralkomite.

Under partidelegationens besøg i Hanoi gav DRVs udenrigsminister, Nguyen Duy Trinh, der er medlem af VAPs politbureau, Land og Folk et interview, hvori han bl.a. udtalte:

“Vi tillægger den kraftige bevægelse i det danske folk til støtte for vort folks modstand mod den amerikanske aggression, for den nationale redning meget stor værdi. Kammeraterne i det danske kommunistiske parti har sat vort folks bidrag højt i kampen mellem krigens og fredens kræfter i verden. Kammerat Knud Jespersen, partiets formand, har endnu en gang bekræftet dets uforbeholdne støtte til det vietnamesiske folks retfærdige og sejrrige kamp, til DRVs regerings forslag i fire punkter og til den sydvietnamesiske nationale befrielsesfronts politiske program.

Denne værdifulde støtte har gjort det muligt for bevægelsen at udvikle sig og opnå større og større tilslutning fra forskellige befolkningslag. Den danske kommunistiske partidelegations besøg markerer en ny udvikling i relationerne mellem de to partier og de to folk og er samtidig en faktor, der er egnet til at give det danske folks støttebevægelse for Vietnam et endnu kraftigere opsving.”

Denne tankegang kom også til udtryk i det communique, som blev udsendt efter forhandlingerne mellem DKP og VAP, og som er underskrevet af Knud Jespersen og VAPs første-sekretær Le Duan. Nordvietnams Arbejdets Partis delegationsleder på DKPs 23. kongres, Nguyen Van Kinh, udtalte sig på lignende måde. I alle disse erklæringer fandtes der tillige en henvisning til DKPs kamp mod NATO og mod imperialismen med USA i spidsen!

Men det er ikke blot de nordvietnamesiske ledere, der har udtrykt anerkendelse af de danske revisionisters virksomhed. Lederen af Sydvietnams Nationale Front for Befrielses centralkomites delegation til DKPs 23. kongres, Hong Bich Son, medlem af befrielsesfrontens centralkomite, sagde i sin hilsen bl.a.:

“Sydvietnams folk værdsætter meget højt det danske folk, som kæmpede mod Hitler-fascismen og bidrog til de europæiske folks og verdens folks fælles sag: at besejre den tysk-italiensk-japanske fascisme.

Det danske folks sejr i dets udholdende kamp mod Hitler-fascismen skyldes det danske kommunistiske partis rigtige ledelse. I den anden verdenskrig – fra 1940 – da Danmark var besat af Hitler-fascisterne, løftede det danske kommunistiske parti kampfanen, organiserede modstandsbevægelsen, tog initiativet til oprettelsen af Danmarks Frihedsråd, og det lykkedes at samle en så stor del af folket, at den daværende regering blev tvunget til at afbryde samarbejdet med de tyske fascister.

I dag videreudvikles det danske partis traditioner, og Danmarks arbejderklasse og folk har vundet mange sejre i kampen for at beskytte den nationale uafhængighed, beskytte freden og neutraliteten, sikre de demokratiske frihedsrettigheder og højne levestandarden, såvel i kampen mod imperialismen med USA i spidsen, mod anbringelsen af atomvåben i Danmark, mod at atombærende amerikanske fly overflyver dansk territorium som mod ethvert atomvåbenforsøg på dansk jord.

Danmarks kommunistiske Parti stiller sig altid skulder ved skulder med ofrene for slaveri, undertrykkelse og udbytning og understøtter altid befrielsesbevægelsen i hele verden, især det vietnamesiske folks mod-standskamp mod USA-aggressionen.”

Vi bringer ikke disse uddrag af de vietnamesiske lederes erklæringer alene for at vise de åbenbare overdrivelser af DKPs rolle og betydning – vi har måske endnu lov til at håbe, at de vietnamesiske ledere ikke har gennemskuet Knud Jespersens eller andres letfærdige omgang med sandheden under informationsmøder om DKPs virksomhed nu og før – men for at vise, at de vietnamesiske ledere øjensynligt svæver i vildfarelse om to ting, nemlig om, at DKP fører antiimperialistisk kamp rettet mod den amerikanske imperialisme og dens danske håndlangere, og om, at det skulle være i overensstemmelse med kendsgerningerne, at DKPs “værdifulde støtte har gjort det for bevægelsen (Vietnambevægelsen,red.) at udvikle sig og opnå større og større tilslutning fra forskellige samfundslag”, som udenrigsminister Nguyen Duy Trinh udtrykker det. Det forholder sig simpelt hen direkte modsat denne opfattelse.

Hvis de vietnamesiske ledere har fulgt DKPs kongres-forhandlinger nøje, kan dette heller ikke været undgået deres opmærksomhed. Trods demagogiske overskrifter i Land og Folk som: Kommunistisk Partis eksistens betyder uforsonlig kamp mod imperialismen” og Poul Emanuels udtalelse på kongressen: “Selve eksistensen af det kommunistiske parti er i sig selv en kamp mod imperialismen”, så indeholder kongresresolutionens punkt 1. Vietnam-solidariteten ikke en gang en forsikring i ord om, at DKP for at støtte det vietnamesiske folks kamp vil føre antiimperialistisk kamp. De vietnamesiske ledere vil ovenikøbet have hørt denne Knud Jespersens for en gangs skyld utvetydige erklæring:

“I debatten om Vietnambevægelsen (på kongressen, red.) har parolen om bekæmpelse af den amerikanske imperialisme været inddraget. Lad det stå klart: Kampen mod imperialismen skal sættes ind på dens svageste led, og dens svageste led er i dag den amerikanske imperialismes stilling i Vietnam. Der må vi ikke sprede os. For os er hele den folkelige frihedsbevægelse mod krig og imperialisme personificeret i det tapre vietnamesiske folk.”

Land og Folk tilføjer smagfuldt, at denne kapitulationistiske erklæring blev hilst med vældigt bifald af kongressens delegerede.

Denne erklæring viser, at DKPs ledende revisionister klart og tydeligt indretter deres holdning til hele Vietnam-spørgsmålet efter de sovjetiske revisionisters behov for at videreudvikle deres samarbejde med de amerikanske imperialister om en nyopdeling af verden i to indflydelsessfærer, hvorfor det gælder om at kvæle de undertrykte folks befrielseskampe og hindre opståen af kraftige antiimperialistiske bevægelser i arbejderklassen og folkene i imperialismens bagland.
 

De vietnamesiske ledere og DKP hånd i hånd

Sammenholder man DKPs praktiske politik og erklæringerne fra kongressen med de vietnamesiske lederes blå stempel på DKPs virksomhed, bliver resultatet, at de vietnamesiske ledere rækker hånden til en revisionistisk politik, der i al dens gemenhed er et forræderi ikke alene mod det vietnamesiske folks kamp, men tillige er et forræderi over for alle andre undertrykte folks befrielseskampe og mod det internationale proletariats kamp for socialisme.

Denne holdning fra DKPs side til hele Vietnambevægelsen er ikke noget nyt. Ustandselig har de danske revisionister – og revisionister i hele verden – forsøgt at hindre, at Vietnambevægelsen udviklede sig til en klar antiimperialistisk bevægelse. De vietnamesiske lederes positive holdning til DKP og andre revisionistiske partier vil hæmme dannelsen af Vietnambevægelser på et klart antiimperialistisk og vil tillige åbne mulighed for en højredrejning af allerede dannede Vietnambevægelser.

En sådan højredrejning af Vietnambevægelsen har vi også set her i landet. Denne højreudvikling er ikke blot et resultat af de vietnamesiske lederes ændrede holdning til forhandling med de amerikanske imperialister, men også et resultat af den voksende forståelse i visse dele af Vietnambevægelsen af nødvendigheden af at stille sig på et klart antiimperialistisk grundlag og en voksende forståelse af, at det vietnamesiske folks kamp ikke kan ses isoleret fra alle andre undertrykte folks befrielseskampe.

Denne deling af vandene kom tydeligt til udtryk på de Storkøbenhavnske Vietnam-komiteers landskonference den 7.-8. december 1968 i diskussionen om komiteernes organisatoriske og politiske grundlag og i de diskussioner og initiativer efter konferencen, der førte til dannelsen af Frit Vietnam og den humanitære indsamling “Vietnam 1969”.

De Storkøbenhavnske Vietnam-komiteers grundlag er:

“1. Vietnamkomiteerne ser det som sin hovedopgave at styrke solidariteten med det kæmpende vietnamesiske folk, hvis kamp vi anser for at være afgørende i det antiimperialistiske opgør. Det politiske grundlag for vor solidaritet er 4 og 5 punkts erklæringerne samt erkendelsen af vietnamkrigens karakter som et led i USAs forsøg på at undertvinge den tredje verden.

2. Vietnamkomiteerne påtager sig at udbrede kendskabet til det vietnamesiske folks kamp, til dens politiske grundlag og dens militære sejre samt at udbrede kendskabet til den amerikanske imperialismes undertrykkelse af folkenes frihedskamp overalt i verden.

3. Vietnamkomiteerne påtager sig at yde direkte støtte til det vietnamesiske folks kamp gennem pengeindsamling og ved at angribe den fælles fjende – USA-imperialismen – overalt, hvor den formulerer sig, også under vore egne politiske vilkår. Vi anser i denne forbindelse den politiske kamp mod NATO og afsløringen af amerikansk infiltration i dansk erhvervsliv og politik for væsentlig.”

Dette grundlag er naturligvis ikke tilfredsstillende, hverken som grundlag for en bevægelse for støtte til det vietnamesiske folk, eller som grundlag for en bevægelse mod den amerikanske imperialisme.

Ikke desto mindre ser dette grundlag for Vietnam-komiteernes landsledelse anderledes ud end det grundlag de Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer tidligere har stået- på. Det kan derfor se ud, som om det er et skridt i den rigtige retning – og endnu kan man ikke afskrive, og bør ikke afskrive muligheden af, at det også kan blive et skridt i i den rigtige retning.

Som allerede nævnt var dette grundlag for meget for de fleste DKP’ere på konferencen, og L&F åbnede da også straks en offensiv mod det og skrev i en ledende artikel den 12. december bl .a.

“Vedtagelsen vil givetvis medføre, at ikke alle Vietnam-komiteer kan og vil være med. Vejene skilles, og det er beklageligt. Hvis det skal have nogen betydning, må hovedopgaven i et komitearbejde for en så stor opgave som solidariteten med Vietnam være et fælles grundlag og en fælles målsætning med konkrete arbejdsopgaver – ikke kamp imod det kapitalistiske samfundssystem. Det har vi politiske partier og gruppe-ringer til.”

Revisionisterne i Dkps ledelse tøvede ikke med at oprette “fælles grundlag og en fælles målsætning” ved at kaste sig ud i organiseringen af en humanitær landsindsamling “Vietnam 1969”, der blandt sine anbefalere har hele “blomsten” af de “venstreorienterede” i skøn samdrægtighed med NATO-politikere med Frode Jakobsen i spidsen. Man satte også ind for at sprænge Vietnam-komiteerne ved at beordre DKPister til i fællesskab med SFere at starte en ny “Vietnam-bevægelse” under navnet Frit Vietnam.

Under de herskende betingelser i Danmark og på baggrund af Paris-forhandlingerne, der har gjort det “ufarligt” for de brede venstreorienterede småborgerlige kredse at være med, er det ikke utænkeligt, at disse initiativer vil få en vis tilslutning.

Dette kan naturligvis rent talmæssigt være til gene for Vietnam-komiteerne og dermed eventuelt yderligere medvirke til at hæmme fremkomsten af en virkelig Vietnam-bevægelse i Danmark. Men hovedfaren for en sådan bevægelse ligger imidlertid stadigvæk på det politiske felt.

I denne henseende lover det ikke for godt, at Otto Sand, lederen af Vietnam-komiteerne, i en pressemeddelse hilste den nye indsamling velkommen, når han ved, at denne indsamling ikke tjener de formål, han selv forsøger at fremme. Når L&F hyklerisk beklager, af DKPisternes opportunistiske splittelsesarbejde har ført til, at vandene skilles – bør Otto Sand ikke forsøge at tilsløre, at vandene skilles: han bør hilse det velkommen.

Sagen er jo den, at de Storkøbenhavnske Vietnam-komiteer gennem hele deres eget arbejde i de forløbne år har bidraget af alle kræfter netop til at skabe den politisk-ideologiske situation, som DKPisterne nu drager konsekvenserne af i forbindelse med netop det bombestop og de forhandlinger, som Vietnam-komiteerne har propaganderet så ivrigt for og endnu så ivrigt støtter!

Hvis DKPisternes skillen sig ud skal have nogen positiv betydning, hvis Vietnam-komiteernes nye grundlag skal blive et skridt i den rigtige retning, er en grundig drøftelse og vurdering af Vietnam-initiativernes politiske og ideologiske grundlag i går, i dag og i morgen absolut nødvendig.

Man må herunder gøre sig klart, at Paris-forhandlingerne ikke kan løse det vietnamesiske folks problemer. Man må gøre sig klart, at så længe det sydvietnamesiske folk fortsætter sin befrielseskrig mod amerikansk aggression, gælder det ikke blot om at fastholde og propagandere for forståelsen af dets ret til at bekæmpe den amerikanske imperialisme, men også om at fastholde og gøre propaganda for en forståelse for dets ret til at afvise kompromis og kapitulation!

Man må gøre sig klart, at fremkomsten af en egentlig Vietnam-bevægelse, omfattende blot nogenlunde store dele af arbejderklassen, forudsætter en ubønhørlig og langvarig kamp mod moderne revisionisme, socialdemokratisme og anden borgerlig tankegang. Man må gøre sig klart, at arbejdet for en sådan bevægelse kræver en lynende klar politisk stillingtagen uden antydning af halehængstilbøjeligheder eller opportunisme, og at det kræver en utrættelig og langvarig indsats. Dette politiske og ideologiske arbejde har nemlig kun mulighed for at fænge i den danske arbejderklasse i takt med en skærpelse af imperialismens krise som følge af folkenes frigørelseskamp. Man må endelig gøre sig klart, at det afhænger af dette arbejdes kvalitet og “mængde”, om muligheden bliver en realitet.