INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Apropos 4. maj

[Ungkommunisten årgang 1, maj 1968, nr 5]

4. maj 1945. En mærkedag i Danmarks historie, nazisternes okkupation ophørte. Aldrig før havde DKP stået stærkere i den danske befolkning. Gamle DKP'ere taler endnu om, hvordan folk stod i kø visse steder for at blive meldt ind i partiet. Da Aksel Larsen vendte hjem fra KZ-lejr, bragte Berlingske Tidende en hyldest både til ham og til partiet. Naturligvis: DKPisterne havde kæmpet bravt og tappert – for det borgerlige samfund. Den forfejlede ”folkefrontspolitik” gjorde sin virkning, partiets formand i ”befrielsesregeringen” – som trafikminister – var en narresut, en ”tak for hjælp” fra de borgerlige, en betydningsløs taburet. De ”røde” var blevet salonfähige og faldt pladask for borgerskabets leflen.

Hvordan greb DKP nu sin nye rolle som genetableret legalt masseparti an? I sommeren 1945 udsendte forlaget Tiden en pjece ”Socialismens grundtræk” forfattet af Gelius Lund. Den anbefaledes fra centralkomiteen til brug i vinterens studiekredse til skoling af de mange nye kammerater. Men ak, allerede dengang var revisionisten Gelius Lund galt afmarcheret og ude af trit med marxismen-leninismen.

Når man betænker, at det var samtidig med proletariatets diktatur i Sovjetunionen, er det forunderligt, at der i den 30 sider store pjece kun vies knapt 1 side til at udrede de mange misforståelser af dette begreb. Forklaringen slutter af med følgende passus: ”Hvis det besiddende mindretal respekterer demokratiet, folkets styre, vil der intet grundlag være for et 'proletariatets diktatur'” (s. 7).

Men det er ikke det værste. Lyt videre til Gelius Lunds visdomsord fra 1945: ”... folket må fortrænge kapitalisterne fra statsapparatet …. fra pengeinstitutternes ledelse og selv dirigere produktionen. Det må blive skridt i retning af socialismen, hvis der skal blive noget ud af forsøget.” (G.L.s understregning, s. 19). En god gammeldags reformistisk tankegang.

GL skriver videre: ”Når Marx og Engels og senere Lenin energisk hævdede, at man ikke måtte forlade sig alene på stemmesedlen, pegede de på den historiske erfaring ... (s. 27). ”... at man ikke måtte forlade sig alene på stemmesedlen ...”. Hvilken uhyrlig tilsnigelse: Lenin påpeger gang på gang, at parlamentarisk arbejde kun må være en biting i et kommunistisk partis virksomhed, at det aldrig må indtage hovedpladsen.

Rent bortset fra det, kan enhver sige sig selv, at det er en tåbelighed af rang under bourgeoisiets diktatur at udlevere 16.000 af sine medlemmers og sympatiserendes navne og adresser til efterretningsvæsenet. DKP burde have lært af sine dyrekøbte erfaringer under krigen.

Videre skriver GL: ”Skal der absolut en revolution med åben kamp til for at folket kan få den politiske magt og skaffe sig rådighed over produktionsmidlerne? Fra gammel tid har det været et stridsspørgsmål i arbejderbevægelsen, om socialismen kunne indføres ad fredelig vej, ved at vinde et vælgerflertal ved et rigsdagsvalg – eller om det blev nødvendigt at anvende magt, selvom flertallet var vundet for tanken om en statsmagt med arbejderklassen som vejviser ... (s. 27).

Man fornemmer klart, hvor den gode Gelius kvier sig ved tanken om en ”revolution med åben kamp”. Umiddelbart efter det største menneskeslagteri i verdensmålestok, historien kender til, så kvier DKP sig ved at tage fat om ondets rod og huske på Lenins ord: ”At erstatte den borgerlige stat med den proletariske er ikke muligt uden revolution med, magt.” (Lenin: Staten og revolutionen. Udv. V. bd. 8, s. 26). ”Staten og revolutionen” er en energisk gendrivelse af den illusion, at det er muligt at gennemføre en magtovertagelse ad fredelig vej, men DKP vandrede altså troskyldigt videre efter de paroler, der blev fremsat af Dimitrof på III. Internationales 7. kongres i 1937.

På s. 30 i ”Socialismens grundtræk” citeres Aksel Larsen da også i en udtalelse fra 1938, hvori det bl. a. hedder: ”Vi tilstræber ikke at nå dette mål (socialismen) ved forfatningsstridige midler, voldsanvendelse, mindretalskup eller lignende.” Og for at det ikke skal vare helt løgn, jubler GL derefter: ”Vi står på grundlovens grund, vi agter at kæmpe for denne grundlov og dens udvikling til et stadig mere ægte politisk og økonomisk demokrati.” ”... vi agter at kæmpe for denne grundlov ….” I guder, og det skulle være et kommunistisk parti: Grundloven om den hellige ukrænkelige ejendomsret, borgerskabets legalisering af sit eget diktatur:

Med en sådan grundbog i studiekredse i 1945 får DKPs udvikling op til i dag et noget andet perspektiv, man begynder at forstå en hel del mere om de hjemlige revisionisters udvikling. Den idelige flirten med socialdemokratiet har gjort dem selv til socialdemokrater, men grunden blev lagt lang tid før.