INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

På det jævne, på det jævne. Tillæg:

Friedrich Engels om Danmark og den danske krig

Breve og artikler 1846-1867
Til oversigt

Brev fra Engels til Marx (uddrag)

Paris, december 1846

... Som uskyldig ekstraforhøjelse har jeg i den sidste, sløje tid foruden pigerne også drevet nogen omgang med Danmark og det øvrige Norden. Sikken et svineri! Hellere den mindste tysker end den største dansker! Et sådant højdepunkt af moral-, laug- og stænderelendighed eksisterer ingen steder mere. Danskeren anser Tyskland for et land, hvortil man tager for ”at holde elskerinder og forøde sin formue sammen med dem” (imedens at han reiste i Tydskland, havde han en Maitresse, som fortärede ham den bedste del af hans midler, hedder det i en dansk skolebog!) - han kalder tyskeren en tydsk vindbøjtel og anser sig selv for den ægte repræsentant for det germanske væsen - svenskeren på sin side foragter danskeren som ”fortysket” og udartet, sludrevorn og blødagtig - nordmanden ser ned på den forfranskede svensker og hans adel og glæder sig over, at der hos ham i Norge endnu hersker den samme stupide bondeøkonomi som på den ædle Kanuts tid, og derfor bliver han på sin side foragteligt behandlet af islænderen, der endnu taler helt det samme sprog som de smudsige vikinger af anno 900, søber tran, bor i jordhytter og går kaput i enhver atsmosfære, der ikke stinker af rådden fisk. Jeg har mange gange følt mig fristet til at være stolt af, at jeg i det mindste ikke er dansker eller endog islænder, men kun tysker. Redaktøren af det mest avancerede svenske blad ”Aftonbladet” har to gange været her i Paris for at komme til klarhed over arbejdets organisering. har i mange år holdt ”Bon Sens” og ”Démocratie Pacifique”, har begejstret underholdt sig med Louis Blanc og Considérant, men han har ikke forstået et kuk og er kommet lige så klog tilbage, som han tog afsted. Nu slår han som hidtil på tromme for den frie konkurrence, eller som det hedder på svensk næringsfrihed eller själfförsörjningsfrihet, selvforsyningsfrihed (det er da endnu smukkere end erhvervs-frihed). Naturligvis, de sidder endnu i laugsdyndet til op over ørerne, og i rigsdagene er netop borgerne de mest rasende konservative. I hele landet kun 2 ordentlige byer, med henholdsvis 80.000 og 40.000 indbyggere, den tredje, Norrköping, har kun 12.000, alle andre omkring 1000, 2000, 3000. Der bor nogen på alle poststationer. I Danmark er det næppe bedre, der har de kun een eneste by, hvor de gudsjammerligste laugsprocesser forekommer, mere afsindige end i Basel eller Bremen, og hvor man ikke må gå på Promenaden uden adgangskort. Det eneste gode ved disse lande er, at man gennem dem kan se, hvad tyskerne ville gøre, hvis de havde pressefrihed, nemlig, som danskerne faktisk har gjort det, straks stifte et ”Selskab til den frie presses rette brug” og lade trykke kristeligt-velmenende almanakker. Det svenske ”Aftonbladet” er lige så tamt som ”Kölner Zeitung”, men betragter sig selv som ”demokratisk i dette ords rette betydning”. Derfor har svenskerne frøken Bremers romaner og danskerne Herr Etatsråd Oehlenschlæger, Commandør af Dannebrogsordenen. Der findes også en forfærdelig masse hegelianere dér, og sproget, hvoraf hvert tredje ord er stjålet fra tysk, passer fabelagtigt til spekulation. …

Oversat fra Marx/Engels: Werke, Dietz Verlag, Berlin 1965, bd. 27, s. 71-72.

 

Våbenstilstanden med Danmark

„Neue Rheinische Zeitung“, nr. 52, den 22. juli 1848.

Köln, 21. juli. Som vore læsere ved, har vi altid betragtet den danske krig med den største koldblodighed. Vi har lige så lidt istemt de nationales øredøvende bravader som den falske slesvig-holstensk-havombruste begejstrings evige melodi. Vi kendte vort fædreland for godt, vi vidste, hvad det ville sige at forlade sig på Tyskland.

Begivenhederne har til fulde retfærdiggjort vor holdning. Danskernes uhindrede erobring af Slesvig, landets generobring og marchen til Jylland, tilbagetrækningen til Slien, hertugdømmets fornyede erobring til Kongeåen - denne fuldstændigt ubegribelige krigsførelse fra først til sidst har vist slesvigerne, hvilken støtte de kan vente fra det revolutionerede, store, stærke, enige o.s.v. Tyskland, fra det angiveligt suveræne folk på 45 millioner. Men for at de skulle miste enhver lyst til at blive tyske, for at den ”danske undertrykkelse” skulle blive dem langt kærere end den ”tyske frihed” - derfor har Prøjsen i det Tyske Forbunds navn forhandlet sig til en våbenstilstand, som vi i dag bringer i fuld ordlyd.

Ved en våbenstilstands indgåelse var det hidtil almindeligt, at begge hære beholdt deres stillinger, og i det højeste at der blev lagt en smal, neutral stribe land mellem dem. I denne våbenstilstand, det første resultat af den ”prøjsiske våbenære”, trækker de sejrrige prøjsere sig mere end 20 mil tilbage, fra Kolding til på denne side af Lauenburg, mens de slagne danskere beholder deres stillinger ved Kolding og kun opgiver Als. Mere endnu: Dersom våbenstilstanden bliver afblæst, så rykker danskerne igen frem til de stillinger, som de indtog den 24. juni, d.v.s. de besætter igen, uden sværdslag, en 6-7 mil bred stribe af Nordslesvig, hvorfra de to gange er blevet slået tilbage, medens tyskerne kun atter må rykke frem til Åbenrå og omegn. Således bliver de ”tyske våbens ære holdt i hævd”, og Nordslesvig, der er udmattet efter fire gange at være blevet overskyllet af tropper, får en femte og en sjette invasion stillet i udsigt.

Tegning af Madsen. Kort over Slesvig og Holsten

Men det er stadig ikke alt. Selv under våbenstilstanden bliver en del af Slesvig besat af danske tropper. Slesvig skal ifølge artikel 8 besættes af kernen af de i hertugdømmerne udskrevne regimenter, d.v.s. dels af de slesvigske soldater, der har taget del i bevægelsen, dels af dem, der på det tidspunkt var garnisoneret i Danmark, har kæmpet mod den provisoriske regering, bliver kommanderet af danske officerer og i enhver henseende er danske tropper. De danske aviser ser også sagen fra dette synspunkt.

”Fædrelandet” fra den 13. juli skriver:

”Upaatvivlelig vil nemlig de troe slesvigske Troppers Nærværelse i Slesvig betydelig styrke den Folkestemning, som nu, efterat Landet har prøvet Krigens Ulykker, med Kraft vil reise sig mod disse Ulykkers Ophavsmænd.”

Og nu selve den slesvig-holstenske bevægelse. Den bliver af danskerne kaldt et oprør og af Prøjsen behandlet som et oprør. Den provisoriske regering, som Prøjsen og det Tyske Forbund har anerkendt, bliver nådesløst ofret; alle love, forordninger o.s.v., der er udstedt siden Slesvigs uafhængighed, bliver sat ud af kraft; de ophævede danske love bliver derimod igen virksomme. Kort sagt, det svar vedrørende Wildenbruchs berømte note (32), som hr. Auerswald vægrede sig ved at give - det svar ligger her i artikel 7 i udkastet til våbenstilstand. Alt det i bevægelsen, der var revolutionært, bliver hensynsløst tilintetgjort, og i stedet for den af revolutionen fremgåede regering træder en legitim, af tre legitime fyrster udnævnt forvaltning. De holstenske og slesvigske tropper bliver igen kommanderet på dansk og pryglet på dansk, de holstenske og slesvigske skibe forbliver som tilforn ”Dansk Eiendom” på trods af den provisoriske regerings nyeste forordning.

Og den påtænkte regering sætter sluttelig kronen på værket. Man høre ”Fædrelandet”:

”Der er ingen Rimelighed for, at vi indenfor vor indskrænkede Valgkreds kunne finde den Forening af Energi og Talent, af Intelligens og Erfaring, som Preussen paa sin Side uden Vanskelighed vil kunne tilveiebringe”, dette er ikke afgørende. ”Bestyrelsens Medlemmer skulle vistnok vælges iblandt Hertugdømmernes Befolkning; men Ingen forbyder at tilforordne dem Secretairer og Medhjælpere, som ere fødte og bosatte andre Steder end netop der.....I Valget af disse Secretairer eller Regeringsraader kan man altsaa uden locale Hensyn vælge efter Dygtighed og Talent, og det er ikke usandsynligt, at disse Mænd ville have en betydelig Indflydelse på Administrationens hele Aand og Gang. Heller ikke er det at befrygte, at selv høitstaaende danske Embedsmænd ville undslaa sig for at overtage en saadan med Hensyn til Embedsrangen underordnet Post, fordi de skulde staae under mindre fremragende Individualiteterr enhver god Dansk vilde under nærværende Forhold gjøre sig en Ære af en saadan Stilling.”

Tegning af Madsen. Danske soldater

Det halv-officielle blad stiller altså ikke blot hertugdømmerne en oversvømmelse af danske tropper i udsigt, men også af danske embedsmænd. En halv-dansk regering vil oprette sit sæde i Rendsburg på anerkendt tysk forbundsterritorium.

Dette er våbenstilstandens fordele for Slesvig. Fordelene for Tyskland er ligeså store. Der bliver ikke sagt ét ord om Slesvigs optagelse i Forbundet, tværtimod bliver forbundsbeslutningen formelt til sidesat gennem den nye regerings sammensætning. Det Tyske Forbund vælger for Holsten, Kongen af Danmark på Slesvigs vegne. Slesvig står altså under dansk, ikke under tysk jurisdiktion.

Tegning af Madsen. Tysk soldat

Tyskland kunne i denne danske krig virkeligt have indlagt sig fortjeneste ved at gennemtvinge ophævelse af Sundtolden, dette gammelfeudale røveri. De tyske havnebyer, der blev hårdt ramt af blokaden og af opbringningen af deres skibe, ville gerne have båret denne byrde længere endnu, hvis man havde opnået ophævelse af sundtolden. Regeringerne meddelte også overalt, at ophævelsen af sundtolden under alle omstændigheder ville blive gennemtvunget. Og hvad kom der ud af dette praleri? England og Rusland ønsker sundtolden bibeholdt, og det lydige Tyskland giver naturligvis afkald.

At de forsyninger, der blev rekvireret i Jylland, skal tilbagebetales til gengæld for skibenes tilbagelevering, siger sig selv ud fra den grundsætning, at Tyskland er rigt nok til at betale for sin hæder.

Dette er de fordele, som ministeriet Hansemann byder det tyske folk i dette udkast til våbenstilstand! Det er frugterne af tre måneders kamp mod et lille folk på 1½ million! Det er resultatet af alle vore nationale avisers, vore gevaldige dansker-haderes storpralerier!

Det siges, at våbenstilstanden ikke bliver gennemført. General Wrangel har, opmuntret af Beseler, på det bestemteste vægret sig ved at underskrive den, på trods af alle bønner fra grev Pourtales, der bragte ham Auerswalds befaling om at underskrive, trods alle henvisninger til hans pligt som prøjsisk general. Wrangel erklærede, at han frem for alt står under den tyske centralmagts kommando, og at denne ikke vil indvillige, hvis ikke hærenes nuværende stilling bliver bevaret og den provisoriske regering bliver siddende til fredsafslutningen.

Det prøjsiske udkast bliver således næppe ført ud i livet; men det er stadig interessant som bevis på, hvordan Prøjsen, når det stiller sig i spidsen, forstår at tage vare på Tysklands ære og interesser.

Oversat fra Marx/Engels: Werke, bd. 5, s. 256-259.

(32) I den note, som major Wildenbruch i hemmelig mission fra den prøjsiske konge den 8. april 1848 overrakte den danske regering, blev der henvist til, at krigen i Slesvig-Holsten af Prøjsen ikke blev ført for at fravriste Danmark hertugdømmet, men kun for at bekæmpe de ”radikale og republikanske elementer i Tyskland”. Den prøjsiske regering undgik på enhver måde en officiel anerkendelse af dette kompromitterende dokument. (Note i Marx/Engels: Werke, s. 529)

 

Den dansk-prøjsiske våbenstilstand

„Neue Rheinische Zeitung“, nr. 99, 10. september 1848.

Köln, 9. september. Vi vender tilbage til den danske våbenstilstand endnu engang - nationalforsamlingens grundighed, der i stedet for rask og energisk at træffe beslutning og fremtvinge nye ministre lader udvalget rådslå i ro og mag og overlader afslutningen på ministerkrisen til den kære Gud, - denne grundighed, der kun dårligt skjuler ”vore kære bekendtes manglende mod”, giver os tid dertil.

Krigen i Italien har hele tiden været upopulær i det demokratiske parti og har i lang tid været upopulær selv hos demokraterne i Wien. Den prøjsiske regering formåede gennem forfalskninger og løgne kun at holde den offentlige modviljes storm mod tilintetgørelseskrigen i Poznan tilbage i nogle få uger. Gadekampene i Prag fremkaldte blandt folket trods alle den nationale presses bestræbelser kun sympati for de besejrede, men ikke for sejrherrene. Men krigen i Slesvig-Holsten har fra begyndelsen været populær også blandt folket. Hvordan kan det være?

Medens tyskerne i Italien, i Poznan, i Prag bekæmpede revolutionen, har de i Slesvig-Holsten støttet revolutionen. Den danske krig er den første revolutionære krig, som Tyskland fører. Og derfor har vi fra starten, uden at dette betyder det ringeste fællesskab med den havombruste, borgerlige ølstuebegejstring, gjort os til talsmænd for en energisk førelse af den danske krig.

Sørgeligt for Tyskland, at dets første revolutionære krig er den mest komiske krig, der nogensinde er blevet ført.

Til sagen. Danskerne er et folk, der står i total kommerciel, industriel, politisk og litterær afhængighed af Tyskland. Det vil være bekendt, at Danmarks faktiske hovedstad ikke er København, men Hamburg, at den danske regering et helt år igennem efterlignede alle den Forenede Landdags eksperimenter fra den prøjsiske regerings side, der døde på barrikaderne, at Danmark får alt sit litterære gods, såvel som det materielle, via Tyskland, og at den danske litteratur - med undtagelse af Holberg - er en mat kopi af den tyske.

Så afmægtig Tyskland end fra urgammel tid har været, har det dog den tilfredsstillelse, at de skandinaviske nationer og især Danmark er kommet under dets indflydelse, og at det sammenlignet med dem endda endnu er revolutionært og progressivt.

Ønsker De beviser? Læs polemikken mellem de skandinaviske nationer indbyrdes, efter at skandinavismens ide er dukket op. Skandinavismen består af begejstring for den brutale, smudsige, sørøveriske, oldnordiske nationalitet, for hin dybe inderlighed, der er ude af stand til at klæde sine eksalterede tanker og følelser i ord, men nok i gerninger, nemlig i råhed overfor kvinder, permanent fuldskab og berserkergang afvekslende med tårevædet sentimentalitet.

Skandinavismen og stammeslægtskabet med det havombruste Slesvig-Holsten dukkede samtidig op i Kongen af Danmarks lande. De hører sammen, de har gensidigt fremkaldt hinanden, bekæmpet hinanden og derved holdt sig i live.

Skandinavismen var den form, hvorunder danskerne appellerede til svenskerne og nordmændene om støtte. Men som det altid går med den kristentgermanske nation, udbrød der straks strid om, hvem der var den ægte kristengermaner, den sande skandinav. Svenskeren erklærede danskeren for ”fortysket” og degeneret, nordmanden både svenskeren og danskeren, islænderen alle tre. Naturligvis, jo mere rå en nation var, jo nærmere dens sæder og skikke lå den oldnordiske, desto mere ”skandinavisk” var den.

Foran os ligger ”Morgenbladet” fra Christiania af 18. november 1846. Dette charmerende organ indeholder i en artikel om skandinavisme følgende fornøjelige sætninger.

Efter at have skildret hele skandinavismen som et blot og bart forsøg fra danskernes side på at fremkalde en bevægelse i deres egen interesse, siger bladet om danskerne:

”Hvad har dette muntre og livsglade Folk med den gamle alvorlige og vemodsfulde Kjæmpeverden at bestille? Fremdeles: hvorledes kan denne Nation med sin - som en dansk Forfatter tilstaar - bøjelige og sagtmodige Villie tro at staa i Aandens Slægtskab med den gamle Fortids djærve, kraftfulde og energiske Mand? Og hvorledes kunne disse Mennesker med den sydligtbløde Udtale indbilde sig at eie et nordisk Tungemaal? Og skjønt det er et Hovedtræk baade ved vor Nation og ved den svenske, ligesom ogsaa ved de gamle Nordboer, at Følelserne mere trække sig tilbage til Sjælens Inderste uden at lade sig videre tilsyne i det Ydre, saa tro disse følsomme og hjertelige Mennesker, der saa let forbauses, bevæges, henrykkes, hvis Aandsbevægelser saa hurtigt og tydeligt afpræge sig i deres Ydre - at de ere støbte i nordisk Form og at de ere af beslægtet Natur med de andre to skandinaviske Nationer?”

Morgenbladet tilskriver danskernes degeneration deres forbindelse med Tyskland og den tyske nations ”indpas” i Danmark. Tyskerne har ganske vist ”tabt sin helligste Eiendom, sit nationale Præg, ... (men) saa kraftløs og mat den tydske Nationalitet end er, saa gives der dog i Verden en, som er endnu kraftløsere og endnu mattere, nemlig den danske. ... Mens tydsk Sprog og tydsk Leveviis blandt Elsadserne og Waadtlænderne i Schweitz, ja selv ved sammentræf med Slaverne er bleven trængt tilbage, vandt den tydske Nation i Norden, hvor den støder sammen med den danske, en fuldstændig Seir.”

Danskerne, hedder det, måtte sætte deres nationalitet op imod tyskerne, og med dette for Øje opfandt de skandinavismen.. Danskerne var ude af stand til at gøre modstand,

”thi den danske Nation var, som anført, skjønt den vel ikke havde antaget det tydske Sprog, dog væsentligen fortydsket. Forfatteren har seet selv et dansk Blad erkjende dette, at den danske Nationalitet ikke er væsentlig forskjellig fra den tydske.”

Så vidt ”Morgenbladet”.

Naturligvis lader det sig ikke benægte, at danskerne er en mere eller mindre civiliseret nation. Arme danskere!

Med samme ret som den, hvormed franskmændene har taget Flandern, Lothringen, Elsass og før eller senere vil tage Belgien, med den samme ret tager Tyskland Slesvig: Med civilisationens ret over for barbariet, fremskridtets ret over for statisk stabilitet. Og selv om aftalerne var til fordel for Danmark - hvilket endnu er tvivlsomt - gælder denne ret mere end alle aftaler, fordi det er den historiske udviklingsret.

Så længe den slesvig-holstenske bevægelse forblev en ren borgerlig-fredelig, legal filisteragitation, vakte den kun begejstring hos velmenende småborgere. Da den nuværende danske konge før februar-revolutionen ved sin tronbestigelse lovede en liberal forfatning for alle sine stater med lige antal deputerede for hertugdømmerne og for Danmark, og da hertugdømmerne opponerede herimod, trådte den slesvig-holstenske bevægelses småborgerlige sognekarakter i ubehagelig grad frem. Det drejede sig dengang ikke så meget om tilslutning til Tyskland - hvor fandtes dengang et Tyskland? - som om løsrivelse fra Danmark og oprettelsen af en lille selvstændig lokalstat.

Men så kom revolutionen, og den gav bevægelsen en anden karakter. Det slesvig-holstenske parti måtte enten gå til grunde eller selv vove en revolution. Det vovede revolutionen, og det gjorde det ret i: De danske tilsagn, der før revolutionen var meget fordelagtige, var efter revolutionen utilstrækkelige; tilslutningen til Tyskland, der før var en frase, fik nu mening; Tyskland havde en revolution, og Danmark gjorde den, som altid, efter i provinsiel målestok.

Den slesvig-holstenske revolution og den af den fremgåede provisoriske regering havde til en begyndelse selv endnu en meget spidsborgerlig karakter. Men krigen tvang den snart ind på demokratiske baner. Slesvig-Holsten har gennem denne regering, hvis medlemmer er lutter gammelliberale ærværdigheder, tidligere åndsfrænder til Welcker, Gagern, Camphausen, fået mere demokratiske love end nogen anden tysk stat. Af alle tyske forsamlinger er landdagen i Kiel den eneste, der ikke blot hviler på almindelig stemmeret, men på direkte valg. Det af regeringen forelagte forfatningsudkast er det mest demokratiske, der nogensinde er affattet på tysk. Slesvig-Holsten, der hidtil var taget på slæbetov af Tyskland, er gennem den revolutionære krig pludselig nået frem til mere progressive institutioner end hele det øvrige Tyskland.

Tegning af Madsen. Holstensk bonde nedskyder dansk officer

Den krig, vi fører i Slesvig-Holsten, er altså virkelig en revolutionær krig.

Og hvem har fra starten været på Danmarks side? De tre mest kontrarevolutionære magter i Europa: Rusland, England og den prøjsiske regering. Den prøjsiske regering har, så længe den kunne, kun ført en skinkrig - herom vidner Wildenbruchs note, den beredvillighed, hvormed den efter engelsk-russiske henstillinger gav ordre om tilbagetrækning fra Jylland, og sluttelig de to våben-stilstandaftaler! Prøjsen, England og Rusland er de tre magter, der har mest grund til at frygte den tyske revolution og dens første resultat, den tyske enhed: Prøjsen, fordi det dermed ophører at eksistere, England, fordi det derved bliver berøvet muligheden af at udbytte det tyske marked, Rusland, fordi demokratiet derved ikke blot rykker frem til Weichsel, men også helt til Dvina og Dnjepr. Prøjsen, England og Rusland har svoret sig sammen mod Slesvig-Holsten, mod Tyskland og mod revolutionen.

Den krig, der muligvis kan blive resultatet af beslutningerne i Frankfurt, ville blive en Tysklands krig mod Prøjsen, England og Rusland. Og netop en sådan krig har den indslumrende tyske bevægelse behov for - en krig mod kontrarevolutionens tre stor-magter, en krig, der virkelig får Prøjsen til at gå op i Tyskland, der gør forbundet med Polen til den mest uomgængelige nødvendighed, der straks medfører Italiens befrielse, der netop er rettet mod Tysklands gamle kontrarevolutionære allierede fra 1792 til 1815, en krigr der bringer ”fædrelandet i fare” og netop derigennem redder det, idet den gør Tysklands sejr afhængig af demokratiets sejr.

Bourgeoisiet og junkerne i Frankfurt skal ingen illusioner nære: Beslutter de at forkaste våbenhvilen, så beslutter de dermed deres eget fald, ganske som girondinerne i den første revolution, der deltog i begivenhederne den 10. august og stemte for ekskongens død, dermed forberedte deres eget fald den 31. maj. Hvis de derimod godkender våbenhvilen, så beslutter de stadig deres eget fald, så giver de sig ind under Prøjsens overhøjhed og har dermed intet mere at sige. De kan vælge.

Sandsynligvis er nyheden om Hansemann kommet før afstemningen i Frankfurt. Måske vil den få betragtelig indflydelse på afstemningen, især da det ventede ministerium Waldeck og Rodbertus som bekendt anerkender Nationalforsamlingens suverænitet. Vi får se. Men vi gentager: Tysklands ære er i dårlige hænder!

Marx/Engels: Werke, bd. 5, s. 393-397.

 

Våbenstilstandens ratifikation (uddrag)

„Neue Rheinische Zeitung“, nr. 107, 20. september 1848.

Köln, 19. september. Den tyske Nationalforsamling har ratificeret våbenstilstanden. Vi tog ikke fejl: ”Tysklands ære er i dårlige hænder”.

Medens fremmede, diplomater o.s.v. trængte sig frem til de deputeredes bænke, under tumulter og i fuldstændigt mørke foregik afstemningen. Et flertal på to tvang forsamlingen til samtidigt at stemme om to helt forskellige ting. Med et flertal på 21 blev våbenstilstanden godkendt, Slesvig-Holsten ofret, ”Tysklands ære” trådt under fode og Tysklands gåen op i prøjsen besluttet. ...

Marx/Engels: Werke, bd. 5, s. 408.

Tegning af Madsen. Soldat på vagt

Brev fra Engels Til Marx (Uddrag)

Manchester, 2. november 1864

... Min rejse strakte sig så langt som til Sønderborg, jeg tog ikke til København, dels af tids- og pasmangel, dels fordi redaktøren af ”Dagbladet”, Bille, netop kom til Lübeck, mens jeg var i Kiel, og jeg derfor ikke havde et eneste tilknytningspunkt i København, da jeg ingen steder så de andre blade.

Slesvig er et besynderligt land - østkysten meget smuk og rig, vestkysten også rig, i midten hede og ødemark. Bugterne er alle meget smukke. Folket er afgjort en af de største og kraftigste menneskeracer på jorden, især friserne på vestkysten. Man behøver kun at rejse gennem landet for af blive overbevist om, at hovedstammen af englændere kommer fra Slesvig. Du kender de hollandske frisere, især disse kolossale friserinder med den fine, hvide og friskrøde teint (der også er fremherskende i Slesvig). De er urtypen på nordenglændere, og især er de også her i England eksisterende kolossale kvinder alle af den afgjort frisiske type. Jeg er sikker på, at de sammen med anglere og saksere til England indvandrede ”jyder” (Eotena cyn angelsaksisk) var frisere, og at den danske indvandring i Jylland såvel som i Slesvig først daterer sig fra det 7. eller 8. århundrede. Den nuværende jyske dialekt er alene bevis herpå.

Disse folk er store fanatikere og tiltaler mig af den grund overordentligt. Du har sikkert læst om den sære ”Dr. K. J. Clement fra Nordfrisland”. Den mand er typisk for hele racen. Kampen mod danskerne er for disse folk bitter alvor og deres hele livsopgave, og den slesvig-holstenske teori er for dem ikke et mål, men et middel. De betragter sig som en race, der er danskerne fysisk og moralsk overlegen, og de er det også. At tro, at han kunne klare den slags folk på sin manér var virkelig en af Bismarcks smukke illusioner. Vi har holdt ud i femten år mod danskerne og har forsvaret vor jord, og vi skulle lade os underkue af de prøjsiske bureaukrater? Sådan sagde de folk.

Sprog- og nationalitetsforholdene er meget ejendommelige. I Flensborg, hvor efter danskernes opgivelser hele den nordlige del er dansk, især omkring havnen, talte alle børn, der i massevis legede ved havnen, plattysk. Nord for Flensborg derimod er dansk - d.v.s. den platdanske dialekt, som jeg dårligt nok forstod eet ord af - folkesprog. I Sundeved talte bønderne på værtshuset skiftevis dansk, plattysk og højtysk, og hverken der eller i Sønderborg, hvor jeg til stadighed tiltalte folk på dansk, fik jeg andet end tyske svar. Under alle omstændigheder er Nordslesvig stærkt angrebet af tyskheden og ville være meget svær at gøre helt dansk igen, sikkert sværere end tysk. Jeg så helst, det blev dansk, thi man må alligevel senere anstændigvis afgive noget til skandinaverne her.

Jeg har i den senere tid bedrevet noget frisisk-jysk-skandinavisk filologi og arkæologi og kommer også her til det resultat, at danskerne er et rent advokatfolk, der af der af partihensyn lyver direkte og bevidst også i videnskabelige spørgsmål. Hr. Worsaae om danskerne o.s.v. i England er et vidnesbyrd herom. Derimod vil jeg, når du næste gang kommer herop, vise dig en i det væsentlige særdeles god bog af den gale Clement fra Nordfrisland om Slesvig og indvandringen til England i det 6.-8. århundrede. Trods al sin besynderlighed sidder han inde med stor viden. Men han forekommer mig at drikke temmelig tæt. ...

Oversat fra Marx/Engels: Werke, Dietz Verlag 1965, bd. 31, s. 6-7.

 

Dansk rejsenotits

I 1867 foretog Engels en rejse til Danmark-Norge-Sverige. Det følgende er et uddrag af hans rejsenotater.

København. Virkeligt mere Hovedstaden i storhed og liv end Stockholm, men dog stadigvæk lille og beskeden. Tysk er afgjort fremherskende, selv på gaderne. Glade børn, alle slags fornøjelser, frem for alt indrettet for børn. Karusel mindst 100 gange. Også de ældre barnliggjorte; ballet, cirkus o.s.v. Selv børnenes grusomhed, der finder sin største fornøjelse i børneplageri. Tivoli karakteristisk i denne henseende. Smukke træer i hele København. Smuk indsejling i havnen. Gamle krigsskibe - malerisk indtryk. Indtrykket af bondehovedstaden, der udbytter 1½ mill. bønder, overalt umiskendeligt.

Oversat fra Friedrich Engels: Auf Reisen, Dietz Verlag, Berlin 1966, s. 191.

Til oversigt