INDHOLD

Forlaget Manifest

Ud over egne udgivelser, trykkede Forlaget Manifest også tidsskrifter for bevægelser i den 3. verden. Det skete som led i det praktiske/materielle støttearbejde:

Isandlewana Revolutionary Effort

Black Conscious Movement - i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Støtten gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Materialet blev sendt til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika.

Liberation

Tidsskriftet Liberation, udgivet i Dar es Salam, Tanzania og redigeret af Karrim Essack, blev i en årrække trykt hos Forlaget Manifest.

Kapitel II: Det ulige byttes historiske oprindelse

[Imperialismen i dag : Det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt verden. Manifest, Kbh. 1983. 225 s.]
Kapitel I Indhold Kapitel III

Indhold i Kapitel II:

 

Kapitalismens udvikling i 18-hundredetallet

De første tendenser til opdelingen af verden i en rig imperialistisk del og en fattig udbyttet del kan man se i sidste halvdel af 1800-tallet. På det tidspunkt syntes det, som om den kapitalistiske produktionsmåde allerede var ved at have udspillet sin rolle som progressiv kraft. Den kapitalistiske verden rystedes af stadig dybere økonomiske kriser med kortere og kortere mellemrum. De sociale konsekvenser af disse kriser fik kommunismen til at spøge i Europa.

Imperialismen og den deraf følgende opdeling af verden i rige og fattige lande gav imidlertid kapitalismen nye vækstbetingelser. Krisen blev overvundet, og kapitalismen udvikledes som aldrig før. Kommunismens spøgelse blev manet i jorden. Dette vendte op og ned på de forestillinger, som Marx og Engels havde gjort sig om kapitalismens udviklingsmuligheder. I det følgende vil vi se nærmere på de modsigelser, der førte til de kapitalistiske kriser – og hvad der omkring århundredeskiftet løste op for dem.

 

Englands industrimonopol

De ydre forudsætninger for Englands fremvækst som kapitalistisk land var et handelsherredømme, som gav sig udslag i grundlæggelsen af et verdensomspændende koloniimperium. England blev centrum for verdenshandlen, og der udvikledes en industriel arbejdsdeling i forhold til de oversøiske lande. Disse leverede råvarer til den engelske industri, der til gengæld leverede færdigforarbejdede produkter. England blev verdens værksted, og landets industri ekspanderede i et internationalt vakuum skabt af dets flåde. Monopolet på det internationale marked gav altså England et tilsvarende monopol på industriel fabrikation. Et monopol, landet besad i første halvdel af 1800-tallet. [1]

Den engelske kapitalisme udviklede sig i denne første periode på bekostning af håndværket nationalt som internationalt, hvilket betød, at de engelske industrivarer var forholdsvis billigere – den britiske industri kunne sælge alt, hvad den kunne fremstille.

 

Modsigelsen produktion – konsumption

Det kapitalistiske England var imidlertid allerede i 1840erne præget af kriser. Disse havde karakter af overproduktionskriser, der var et resultat af modsigelsen produktion – konsumption. Denne modsigelse karakteriserer den kapitalistiske produktionsmåde. Kapitalisterne producerer alene for at forøge deres kapital. For at opnå størst mulig profit er kapitalisterne til stadighed tvunget til at udvide produktionen, indføre ny teknik og kaste et stadigt større antal varer på markedet. Men omfanget af befolkningens forbrug begrænses af de love, som den kapitalistiske udbytning sætter. Kapitalisterne kæmper på den ene side for at holde lønnen så lav som muligt for at opnå størst mulig profit. Lønnen udgør på den anden side en væsentlig del af den efterspørgsel, som ved varekøb skal realisere profitten.

Den kapitalistiske akkumulationsform har således tendens til at ødelægge sit eget marked. Hvis kapitalisterne øger lønnen, begrænser de deres profitmulighed, hvis lønnen sænkes, begrænses markedet. I begge tilfælde vil kapitalisterne stoppe deres investeringer. I det første tilfælde vil de ikke have mulighederne, og i det andet tilfælde vil der mangle markedsstimuli.

Engels skriver om dette forhold:

”Vi har set, hvordan de moderne maskiners evne til stadig at forbedres – der drives til det yderste – gennem samfundets produktionsanarki forvandler sig til et tvangsbud for den enkelte industrikapitalist, der er nødt til stadig at forbedre sine maskiner, stadig at forøge deres produktionskraft. En reel mulighed for at udvide sit produktionsområde forvandler sig til et tilsvarende tvangsbud for ham. Storindustriens enorme udvidelseskraft, mod hvilken luftarternes er den rene børneleg, fremtræder nu for vore øjne som et kvalitativt og kvantitativt udvidelsesbehov, som spotter ethvert modtryk. Modtrykket skabes af forbruget, afsætningen, markederne for storindustriens produkter. Men markedernes udvidelsesevne, ekstensiv såvel som intensiv, beherskes først og fremmest af ganske andre love, der virker langt mindre energisk. Markedernes udvidelse kan ikke holde trit med produktionens udvidelse. Sammenstødet bliver uundgåeligt, og da det ikke kan bringe nogen løsning, sålænge det ikke sprænger den kapitalistiske produktionsmåde selv, bliver det periodisk. Den kapitalistiske produktion frembringer en ny 'ond cirkel”.

F. Engels: Socialismens udvikling fra utopi til videnskab. MEUS II, s. 141.

 

Marx' og Engels' syn på kapitalismens udviklingsmuligheder

Allerede 1840ernes England var præget af sådanne overproduktionskriser. På den ene side havde den hastige akkumulation i århundredets første årtier betydet en kolossal forøgelse af produktionsapparatets kapacitet. På den anden side betød de lave lønninger en begrænsning af det nationale marked, og internationalt var fransk og amerikansk industri begyndt at blive konkurrencedygtig. Industrien konkurrerede ikke længere blot mod håndværket. Den indbyrdes konkurrence mellem kapitalisterne blev den vigtigste.

Denne første periode af industrikapitalismens udvikling medførte en revolutionering af produktivkræfterne og en enorm udvikling af produktiviteten. Udviklingen fra spinderok til spindemaskine, fra håndvæv til maskinvæv, udviklingen af dampmaskinen, indførelsen af jernbaner.... forøgede produktiviteten mangefold. Denne produktivitetsforøgelse betød dog på ingen måde bedre forhold for arbejderklassen – tværtimod. I hele perioden svingede lønnen omkring det fysiske eksistensminimum. [2]

Modsigelsen mellem produktionens stadige udvidelse og forbrugets stagnerende tendens førte til fald i profitraten – til overproduktionskriser. Kapitalismens eneste mulighed for at undslippe kriserne var at søge ud i verden efter nye markeder for varer og kapital. Kapitalismen kan ikke begrænses til et land, den må ifølge sin natur til stadighed udvide sig. Marx skriver herom i det “Kommunistiske Manifest”:

”Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkter jager bourgeoisiet ud over hele kloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned over alt, at knytte forbindelser overalt....

Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidler. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er istand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde, det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber en verden i sit eget billede.”

K. Marx, F. Engels: Det kommunistiske partis manifest. MEUS I, s. 30-31.

Marx beskriver ligeledes, hvordan den engelske kapital må søge ud for at finde rentable investeringsmuligheder:

”En faktor, der er virkelig foruroligende for England.... er den, at England øjensynlig ikke i indlandet er i stand til at finde et tilstrækkeligt stort virksomhedsfelt for sin kæmpestore kapital, derfor må det i stadig stigende grad låne penge ud og i denne sammenhæng selv smede våbnene til sine konkurrenter, på samme måde som Holland, Venedig og Genua i deres nedgangsperiode [3]. Det er tvunget til at fremme spekulationen i andre lande ved at give store kreditter, for at finde et virksomhedsfelt til sin overskydende kapital og må således sætte sin erhvervede velstand på spil for at øge kapitalen og opretholde den. Idet det er tvunget til at yde store kreditter til andre industrilande, som f.eks. det europæiske kontinent, forstrækker det selv sine industrielle rivaler med midler til at konkurrere med det og er følgelig selv behjælpelig med at fordyre råstofferne til sine egne produkter. Den lille profitrate, som der så bliver tilovers til de britiske fabrikanter, og som også bliver formindsket ved, at det stadig er nødvendigt for et land, hvis blotte beståen afhænger af dets monopol på at være verdens værksted, at underbyde hele den øvrige verden – for denne formindskede profitrate – bliver der så kompenseret ved nedskæring af arbejderklassens lønninger og en hurtig fremadskridende forarmelse indenlands. Dette er den naturlige pris, som England betaler for sin kommercielle og industrielle overlegenhed.”

K. Marx: Underskuddet på den britiske handelsbalance. New York Daily Tribune, 3/2-1858.

K. Marx, F. Engels: Verdensmarkedet II, s. 457. Modtryk, Århus, 1977.

Marx anskuede således kapitalismens udvikling som en centrifugal proces. Det var kapitalismens egne modsigelser, der var årsag til denne proces. Det var modsigelser, der kom til udtryk i de faldende muligheder for profitable investeringer i de mest udviklede kapitalistiske lande. Samtidig kunne der opnås mere profitable investeringer i kolonilande og i de mindre udviklede lande. Disse forhold førte til en kapitaleksport. Marx forestillede sig, at dette ville medføre, at kapitalismen dermed ville sprede sig på over hele verden. Han forestillede sig dog ikke, at denne proces ville resultere i en “fast” opdeling af verden i et højt udviklet imperialistisk center og i en udbyttet og underudviklet periferi. Marx mente, at engelsk kapital ville strømme ud og gøre resten af verden til et spejlbillede af England, og dermed på globalt plan udvikle de samme modsigelser, som truede kapitalismen i England. [4]

”Det i industriel henseende mere udviklede land viser kun det mindre udviklede land et billede af dets egen fremtid.”

K. Marx: Forord til Kapitalen. MEUS I, s. 445.

England havde gennemført den første fase af den industrielle revolution omkring 1830. På det tidspunkt havde det kontinentale Europa og USA knap nok påbegyndt deres industrielle revolution. Disse lande blev ikke periferi til England. Tværtimod var engelsk kapital i høj grad med til at gøre dem til højtudviklede kapitalistiske lande. USA overhalede England få årtier senere. Marx forestillede sig udviklingen i kolonierne i Asien og Afrika på samme made. Når England havde fået nedbrudt de oprindelige samfund og indført kapitalismen, ville disse kolonier gennemløbe en hastig udvikling, der ville gøre dem til et spejlbillede af England selv. Marx skriver om Englands rolle i Indien:

”England har en dobbelt mission at udfylde i Indien: en ødelæggende og en skabende: tilintetgørelsen af det gamle asiatiske samfund og skabelsen af det materielle grundlag for et vestligt samfund i Asien.... Jeg ved, at det engelske millokrati har til hensigt at forsyne Indien med jernbaner med det ene formål at udvinde bomuld og andre råmaterialer til deres egne produkter med formindskede omkostninger. Men når man en gang har indført maskineriet som befordringsmiddel i et land, der besidder både jern og kul, er man ude af stand til at hindre fremstillinger deraf. Man kan ikke opretholde et jernbanenet i et umådeligt stort land uden at indføre alle de industrielle processer, der er nødvendige for at imødekomme jernbanebefordringens umiddelbare og vedvarende behov, og herudaf må nødvendigvis vokse anvendelsen af maskineri i de grene af industrien, der ikke er umiddelbart tilknyttet jernbanerne. I Indien vil jernbanesystemet derfor for alvor blive forløberen for den moderne industri.”

K. Marx, F. Engels: Verdensmarkedet kapitaleksporten Modtryk, Århus, 1977.

Åbningen af nye markeder i Afrika og Asien, kapitaleksporten til Nord- og Sydamerika ville midlertidig udskyde kapitalismens sammenbrud. Det ville dog kun blive en stakket frist, det endelige resultat ville blot blive en endnu kraftigere akkumulation. Denne ville så medføre en ny og forstærket overproduktionskrise.

Engels ridser perspektivet for kapitalismens udvikling op således:

”Selv i helt barbariske lande gør bourgeoisiet fremskridt. I Rusland udvikler industrien sig med stormskridt og forvandler i tiltagende omfang endog bojarer til bourgeoiser. Livegenskabet begrænses i Rusland og Polen, hvorved adelen i bourgeoisiets interesse svækkes og der frembringes en klasse af frie bønder, som bourgeoisiet over alt har brug for... I Ungarn bliver feudalherrerne mere og mere til korn-, uld- og kvæghandlere en gros og optræder konsekvent som bourgeoiser på landdagen. Og alle disse gloriøse fremskridt for “civilisationen” i Tyrkiet, i Egypten, i Tunis, i Persien og andre barbariske lande, hvori består de andet end i forberedelserne til et fremtidigt bourgeoisiets blomstring? I disse lande opfyldes profetens ord: “Ban Herrens vej... I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind! Hvo er han den ærens konge?” (Det gamle testamente). Kongen er bourgeoisen.

Hvorhen vi end ser, gør bourgeoisiet mægtige fremskridt. Det bærer hovedet højt og udfordrer trodsigt sine fjender. Det forventer afgørende sejre, og det vil ikke blive skuffet i sine forhåbninger. Det vil indrette hele verden efter sin målestok, og det vil lykkes for det på en betydelig del af kloden.

Vi er ikke venner af bourgeoisiet, det vil være bekendt. Men vi under det denne gang dets triumf. Vi kan roligt smile af dets højtflyvende blik, hvormed det især i Tyskland ser ned på den tilsyneladende så ubetydelige skare demokrater og kommunister. Vi har ikke noget imod, at det overalt sætter sine hensigter igennem.

Og videre endnu. Vi kan endog ikke lade være med at smile ironisk, når vi ser, med hvilken frygtindgydende alvor, hvilken patetisk begejstring bourgeoiserne næsten overalt forfølger deres mål. De er indskrænkede nok til at tro, at med deres sejr vil verden få sin definitive skikkelse. Og dog er intet mere iøjnefaldende, end at de overalt kun baner vejen for os, demokrater og kommunister, og at de højst vil kunne erobre nogle års urolig nydelse for straks igen at blive styrtet.

... Kæmp altså kun modigt videre, I kapitalens nådige herrer. Vi har foreløbig brug for jer, vi har endog her og der brug for jeres herredømme. I må skaffe middelalderens og det absolutte monarkis rester af vejen for os, I må tilintetgøre patriarkalismen, I må centralisere, I må forvandle alle, mere eller mindre besiddelsesløse klasser til virkelige proletarer, rekruttér for os, I må med jeres fabrikker og handelsforbindelser levere os det grundlag af materielle midler, proletariatet behøver til sin frigørelse. Som løn for det skal I komme til at herske en kort tid. I skal komme til at diktere love, I skal komme til at bade jer i glansen fra den majestæt I har skabt, I skal komme til at spise i den kongelige sal og befri kongens smukke datter, men glem det ikke - 'Udenfor døren venter bødlen'. (Heinrich Heine).”

F. Engels: Bevægelserne i 1847. I: K. Marx, F. Engels: Verdensmarkedet I s. 35-36. Modtryk, Århus, 1977.

 

Modsigelsens nye fremtrædelsesform

Marx' og Engels' forudsigelser med hensyn til udviklingen af kolonierne og med hensyn til kapitalismens snarlige sammenbrud gik ikke i opfyldelse. Ikke fordi deres analyser af kapitalismen var direkte forkerte. Det kapitalistiske system, som det fungerede frem til midten af 1800-tallet, var faktisk ved at have udtømt sine udviklingsmuligheder. Kriserne kom med kortere og kortere mellemrum og antog en dybere og dybere karakter. Proletariatets styrke og kampvilje voksede i takt hermed. Hvad Marx og Engels ikke kunne forudse var, at netop proletariatets kamp for bedre levevilkår blev drivkraften bag en ændring af kapitalismens akkumulationsform på verdensplan. En ændring, der betød en udskydelse af kapitalismens sammenbrud. Samtidig med, at det tydede på, at de stadig voldsommere kriser varslede kapitalismens undergang, begyndte således en udvikling, som gav kapitalismen fornyet grokraft og liv, der selvfølgelig forudsatte værditilførsler ”udefra”.

Fra omkring midten af 18-hundredetallet begyndte proletariatets situation at ændre sig i Europa. For første gang i kapitalismens historie måtte kapitalisterne betale en løn over det blotte eksistensminimum. Denne første spæde fremgang var ikke først og fremmest et resultat af proletariatets egen kamp. Arbejderbevægelsen stod politisk svagere end tidligere, og charchismen var blevet svækket af splittelse og korruption. [5] Det var på grund af modsigelsen mellem de herskende klasser, at det engelske proletariat som det første i Europa fik disse forbedringer i løn- og arbejdsforhold.

England havde som tidligere nævnt i begyndelsen af 1800-tallet et faktisk monopol på industrivarer. Dette monopol gav en ekstraprofit. Denne profit var dog ikke hovedsagelig tilfaldet industrikapitalisterne. Den havde bestemt heller ikke givet sig udslag i højere realløn til arbejderklassen i denne denne første halvdel af århundredet. Ekstraprofitterne fra industrimonopolet var paradoksalt nok hovedsageligt tilfaldet godsejerklassen.

I kraft af deres historisk bestemte stærke position i parlamentet var det lykkedes godsejerne fra 1804 at gennemføre et importforbud mod korn og andre landbrugsprodukter til England. Dette importforbud medførte, at godsejerne kunne opretholde et kunstigt højt prisniveau på deres produkter. Det høje prisniveau medførte, at kapitalisterne måtte betale arbejderne en relativ høj nominel løn, blot for at de kunne betale deres eksistensomkostninger.

Lønningerne var dog stadig subsistenslønninger, der var ikke tale om reallønsfremgang.

Den kunstigt høje pris på korn medførte, at godsejerne tilegnede sig en stor del af de ekstraprofitter, som Englands industrimonopol gav. Dette betød da også, at industrikapitalisterne i 1840erne pressede voldsomt på for at få ophævet lovene om forbud imod import af udenlandsk korn. I alliance med arbejderklassen lykkedes det dem at få ophævet lovene i 1846. Åbningen af kornimporten fra specielt Preussen og senere fra USA medførte da også et fald i prisen på brød og andre fødemidler.

Fig. 2.1

Index over reallønnen, England 1850-1905

Index over reallønnen, England 1850-1905

Taget fra: R.B. Jones, Economic and Social History of England 1770 - 1970. London, 1974, s. 170.

Som følge af de faldende kornpriser søgte industrikapitalisterne at sænke de nominelle lønninger, men det lykkedes arbejderklassen at begrænse sænkningen og dermed at opnå en reallønsforbedring. Denne tendens blev yderligere forstærket med indførelsen af 10-timers arbejdsdagen, som arbejderklassen havde kæmpet for i 30 år. Den blev nu gennemført kort efter ophævelsen af kornloven, idet arbejderklassen fik uventet støtte fra godsejernes repræsentanter i parlamentet. De tørstede efter at få hævn over industrikapitalisterne.

Det engelske industrimonopols ekstraprofitter og den interne strid mellem godsejere og industrikapitalister betød altså, at den engelske arbejderklasse fik hævet lønnen over det fysiske eksistensminimum, hvorpå den hidtil havde befundet sig.

Henimod slutningen af århundredet forstærkedes denne tendens yderligere – nu som direkte følge af arbejderklassens kamp. Arbejderklassen organiserede sig i slagkraftige fagforeninger og blev indsluset i det borgerlige parlamentariske demokrati. Det lykkedes herefter dele af arbejderklassen at tilkæmpe sig stadig bedre løn- og arbejdsforhold og udvidelser af de politiske og faglige rettigheder. Denne lønfremgang – der først indtraf i England, senere i Frankrig, Tyskland og de andre vesteuropæiske lande – var medvirkende til at løse op for den dybe krise, kapitalismen befandt sig i i 1870-erne og 80erne. Lønstigningerne betød nemlig en udvidelse af det indre marked, forøgede afsætningsmuligheder og losning af overproduktionskriserne. Denne lønstigning og dermed markedsudvidelse lod sig gøre uden at profitraten faldt under det acceptable for kapitalens akkumulation. De historiske årsager til dette var først inddragelsen, d.v.s. proletariseringen og udbytningen, af et stadigt stigende antal mennesker i de koloniale områder i det kapitalistiske system. Ikke som tidligere blot som marked for industriprodukter, men nu i stigende grad som arbejdere i kapitalistisk drevne plantager, miner og fabrikker. Her var lønningerne imidlertid på det fysiske minimum – og derunder. Denne hensynsløse udnyttelse af arbejdskraften i kolonierne gav grundlag for højere profitter i kolonierne end ”hjemme”. Dernæst kunde kapitalbevægeligheden indenfor den enkelte kolonimagt og dens kolonier efterhånden medføre en tendens til udligning af profitraten. Kapitaler investeret ”hjemme” og kapitaler investeret i kolonierne gav generelt profit efter den investerede kapitals størrelse. Den gav ikke profit efter, hvor den var investeret, og hvor meget merarbejde den konkret aftvang. Det fald, man skulle forvente i profitraten som resultat af de stigende lønninger i Europa, blev således udjævnet af de stigende mængder af merarbejde i kolonierne. Merarbejdet – der blev aftvunget proletariatet i kolonierne – kompenserede for profitratens fald i koloniernes moderlande. Kompensationen slog igennem via en tendens til udligning af profitraten.

På det globale plan var dette begyndelsen til en midlertidig løsning af modsigelsen produktion – konsumption. På den ene side kunne kapitalen drage fordel af stigende lønninger ”hjemme” og de og de dermed forbedrede markeds- og afsætningsforhold. På den anden side sikrede de lave lønninger i de koloniale områder en høj profitrate. Disse forhold medførte en gradvis ændring af kapitalstrømmen indenfor de kapitalistiske verdenssystem. I stedet for at eksportere kapital begyndte de højtudviklede kapitalistiske lande – d.v.s. de imperialistiske lande – at suge kapital til sig fra kolonierne. Hvor kapitalen tidligere havde søgt at mildne sine krisetendenser ved at eksportere overskydende kapital, begyndte billedet nu at ændres. De imperialistiske lande kunne nu – som konsekvens af det voksende hjemmemarked - finde investeringsmuligheder hjemme for deres kapital. Der var ikke engang kapital nok. Kapital begyndte at strømme fra kolonierne til de imperialistiske lande. Ganske vist steg den engelske kapitaleksport kraftigt mod 1800-tallets slutning, men kapitalimporten – hjemtagningen af profitter – steg i takt med eksporten, således at der netto ikke var tale om nogen kapitaleksport i egentlig forstand. Den engelske kapitaleksport i denne klassiske imperialismes epoke kan derfor ikke tages som et udtryk for et hjemmemarked med overflod af kapital, der ikke kunne finde rentable investeringsmuligheder. [6] Hvor kapitalismen via en nettokapitaleksport således tidligere havde en tendens til at udligne forskelle i udviklingsgrad mellem de højt udviklede industrialiserede lande og kolonierne, begyndte nu en udvikling, der opdelte verden i udviklede og underudviklede – i rige og fattige lande. Denne opdeling af verden blev en historisk nødvendighed for den kapitalistiske produktionsmådes fortsatte ekspansion. Opdelingen dannede grundlag for en ny epoke i kapitalismens udvikling. Den skabte rammer, der betød, at kapitalismen kunne udvikle produktivkræfterne med fornyet kraft.

Vi vil gerne understrege, at det er en udvikling, en tendens, der tager sin begyndelse her i slutningen af 18-hundrede-tallet. Forbedringerne i løn- og arbejdsforhold ændrede ikke i begyndelsen radikalt på den engelske arbejderklasses materielle kår. De stigende lønninger omfattede i begyndelsen langt fra hele klassen. De begrænsede sig til den faglærte, bedst organiserede del af industriarbejderne. Målt med vore dages leveforhold i Europa, var selv disse arbejderes kår kummerlige. Men set i forhold til levevilkårene i første halvdel af århundredet – og i forhold til arbejderne og slavearbejderne i kolonierne – var der absolut forbedringer i løn- og arbejdsforhold og i politiske rettigheder. Ved indgangen til vort århundrede var den udbredte hunger og generelle nød – som vi ser det i tredie verden i dag – stort set forsvundet i England og i de andre vesteuropæiske lande.

Generelt set er det gået fremad for arbejderklassen i disse lande siden slutningen af 1800-tallet. Der har været tilbageslag og kriser, men de er blevet løst inden for systemets rammer – og løsningen har betydet en konsolidering af det kapitalistiske system i de rige lande.

På det politiske plan fik de nye økonomiske tendenser umiddelbart større betydning, idet de ændrede de betingelser, hvorunder klassekampen førtes. De økonomiske og politiske forbedringer, som kapitalistklassen ikke for sin død ville give i første halvdel af århundredet – fordi det dengang ikke var muligt for den – begyndte den at give mod slutningen af århundredet. Absolut ikke frivilligt. Europas og USA's arbejderklasse tilkæmpede sig deres økonomiske og politiske forbedringer i hårde faglige og politiske stridigheder med bourgeoisiet. Men før var forbedringer af klassens forhold et spørgsmål om selve kapitalismens eksistens. Det blev nu muligt at tilkæmpe sig væsentlige forbedringer indenfor kapitalismens rammer, fordi disse forbedringer blev betalt gennem udbytningen af koloniernes fattige klasser. De opståede lønforskelle mellem arbejderne i kolonierne og de imperialistiske lande medførte, at produkter fra kolonierne blev stadig billigere, mens produkterne fra de imperialistiske lande blev stadig dyrere. Hermed opstod en ny udbytningsform: Det ulige bytte, hvor de fattige lande udbyttes gennem handel med de rige lande. Den økonomiske betydning af det ulige bytte er vokset i takt med lønforskellene imellem de to landegrupper. Denne udbytningsform slår virkelig igennem efter 2. verdenskrig, som konsekvens af de store lønstigninger i Vesteuropa og USA. Afkoloniseringen betød samtidig en forøget international handel, hvilket har medført en øget udbytning af de fattige lande.

 

USAs udvikling fra koloni til udviklet kapitalistisk magt

USAs hastige udvikling illustrerer udmærket en af de vigtigste faktorer, der har betydning for udviklingen af kapitalismen - et stort hjemmemarked.

De gamle europæiske koloniers udvikling blev bremset af vendingen i kapitalismens udvikling. Undtagelsen var imidlertid settlerkolonierne i Nordamerika og senere Australien og New Zealand. De løsrev sig fra den europæiske dominans og gennemgik en hastig udvikling fra relativt underudviklede kolonisamfund til udviklede kapitalistiske samfund. Denne udvikling foregik på mindre end 100 år.

Der var flere årsager til, at koloniseringen af Nordamerika i 1600-tallet foregik vidt forskelligt fra koloniseringen af Sydamerika 100 år før. Spanierne og portugiserne kom fra feudale samfund. De kom i brynjer for at erobre og udplyndre de rige samfund, de mødte. Efter denne første plyndringsfase opbyggede de en økonomi, som baserede sig på feudalt prægede storgodser, hvor arbejdskraften hovedsageligt var slaver.

Kolonisterne i Nordamerika var af en anden type. Det var for en stor dels vedkommende småfolk. I den første fase, i 16-1700-tallet, var det ofte proletariserede håndværkere og bønder. De var resultat af 1600-tallets økonomiske og politiske omvæltninger i Europa. Borgerkrige og internationale konflikter i Europa havde revet dem ud af deres gamle levemåde. Det var ofte folk, der var udsat for forfølgelse p.g.a. deres politiske eller religiøse overbevisning. De havde ofte kæmpet for liberale ideer og religiøs frihed. Disse ideer var de fast besluttet på at bevare og forsvare i deres nye land. Heri kan man finde en del af det ideologiske grundlag for den senere amerikanske revolution. Den revolution, der medførte, at settlerne løsrev sig fra England.

Kolonisterne drog ud for at slå sig ned som småbønder eller håndværkere. De ville have jord, og de ville blive. Disse settlere indtog på denne måde en dobbelt rolle i forhold til kolonimagterne. på den ene side var de disse magters agenter, de egentlige kolonisatorer. Det var dem, der administrerede kolonierne og helhjertet nedkæmpede enhver modstand fra de koloniseredes side. På den anden side stod de i et modsætningsforhold til deres tidligere hjemland, til kolonialismen, fordi de selv ønskede hele det koloniale rov. De kappedes med ”moderlandet” om byttet fra udbytningen af de koloniserede folk og deres lands rigdomme. De var dermed konkurrenter til kolonialismen og senere til imperialismen. I den forstand er settlerne et antikolonialt og antiimperialistisk element.

Disse settlere mistede sledes deres økonomiske, politiske og religiøse tilhørsforhold til moderlandet. Fra den europæiske handelskapitals synspunkt var de ikke til megen nytte. [7] De producerede ikke nogle råvarer, som kunne afsættes i Europa. De aftog heller ikke europiske varer i nævneværdigt omfang, fordi de producerede deres egne livsfornødenheder. Den industrielle kapital i England fandt settlerkolonien unyttig og farlig farlig, fordi den kunne blive konkurrent. Modsigelsen koloni og kolonimagt skærpedes, da englænderne indførte protektionistiske love over for Nordamerika i begyndelsen af 1700-tallet.

Den engelske merkantilisme, forsøgte at opretholde monopol på al handel til og fra de nordamerikanske kolonier. Dette medførte konflikt, idet nordstaterne som sagt producerede mange af de samme varer som moderlandet. Med fisk og landbrugsprodukter var New England i stand til at underbyde England på det caribiske marked. Dette medførte, at englænderne mistede i millioner af pund i tabt handel og søfart. Til gengæld for deres varer modtog nordamerikanerne sukker, rom, tobak og andre af øernes varer også uden om englænderne. Englænderne forsøgte af al magt at hindre denne trafik med forbud og told-love. Dette forvandlede dog blot handelen til smugleri. Engelske forsøg på at effektuere lovgivningen og hindre smugleriet lagde en del af grunden til den amerikanske revolution.

Den engelske kolonialisme blev en lænke for settlersamfundets videre udvikling. Settlerne var efterhånden trætte af engelske skatter og direktiver, der underkendte deres frihed. Skatterne og direktiverne havde to formål. De skulle suge mest muligt hjem til England, og de skulle holde kolonien fast til imperiet. Konflikten mellem ”moderland” og settlere skærpedes yderligere. England måtte sende tropper afsted for at søge at holde oprørsbevægelsen nede. I 1776 erklærede kolonisterne britisk Nordamerika uafhængigt under navnet Amerikas Forenede Stater. Efter en krig frem til 1783 måtte England nødtvungent anerkende USA som en selvstændig nation.

Det er karakteristisk for USA, at det forvandler sig til en næsten ”ren” settlerstat. Alle de tidligere samfundsstrukturer og hovedparten af deres individer blev ryddet af vejen. Settlerne udbyttede ikke indianerne – de udryddede dem. Det indianske samfund blev ryddet af vejen for at give plads til det stadigt stigende antal farmere, der ønskede jord.

I 1800-tallet kom en ny bølge af settlere til USA. Det var arbejdsløse proletarer – skabt af den kraftige befolkningstilvækst og den øgede indførsel af maskiner i den engelske industri. Det var dele af den ”industrielle reservearme”. Det var udvandrere, der især kom fra Irland og England. De drog ikke ikke til USA for at hive profitter hjem til Europa. De drog ud for at skabe sig en ny tilværelse i USA som bønder. Denne nye bølge af indvandrere, som krævede jord, betød, at USA udvidede sig kraftigt geografisk. [8]

Geografisk set omfattede USA før freden med England i 1783 kun en kyststrækning mellem Atlanterhavet og Appalacherbjergene. Ved fredsslutningen med England erhvervede USA imidlertid det vældige landområde mellem Appalacherbjergene og Missisipifloden. Denne grænse er dog langt fra endelig. I løbet af præcis 50 år (1803-1853) erobrede USA et landområde på størrelse med hele Vesteuropa. Settlerne tog det ikke i besiddelse som koloni, de bosatte sig i området og gjorde det til en integreret del af USAs økonomi. De opbyggede og udvidede det amerikanske kapitalistiske samfund. De bragte USAs økonomiske system og politik med sig i deres fremtrængning vest og sydover.

USAs økonomiske udvikling i 1800-tallet var præget af to ting: For det første var der overflod af relativt frit tilgængeligt frugtbar jord. For det andet var der mangel på arbejdskraft. Disse to forhold hang sammen. Jorden var relativ billig, og som følge af dette var arbejdskraften relativ dyr. Hvis arbejdskraften ikke blev rigeligt aflønnet, kunne den blot drage vest på og erhverve sig jord. Jord, der var frit tilgængeligt og ikke belagt med afgifter, rente og andre restriktioner. Landbrugets fordelagtige betingelser lagde således en bundgrænse for prisen på arbejdskraft. I USA var den i første halvdel af 1800-tallet ca. det dobbelte af prisen i England. I anden halvdel af århundredet var lønningerne i USA ca. 50% større end i Europa, og det til trods for, at den amerikanske lønarbejder var af ringere faglig kvalitet end den europæiske. [9] Det var ikke de faglærte arbejdere, der udvandrede fra Europa til USA. De kunne finde relativt vellønnet arbejde hjemme. Den kapitalistiske udvikling af USAs landbrug og industri var altså stærkt betinget af følgende forhold: De rigelige mængder af jord – manglen på især faglært arbejdskraft – og det høje lønniveau.

Manglen på lønnet arbejdskraft indenfor det amerikanske landbrug betød, at der meget tidligt blev indført arbejdsbesparende teknik og maskineri. Dette førte til en stærkt stigende produktivitet. Jern- og senere stålplove i de nye forbedrede udgaver blev produceret og solgt i tusindvis i USA. [10] Den vigtigste opfindelse indenfor amerikansk landbrug i denne periode var den mekaniske hestetrukne høstmaskine. [11] Især var der mangel på arbejdskraft i høsttiden. Dette havde sat en grænse for, hvor store arealer den enkelte farmer turde tilså. Dette problem løste den nye høstmaskine. Maskinen fordoblede arbejdets produktivitet i høstningsprocessen. Allerede i 1855 var der over 10.000 af disse høstmaskiner i brug i USA. Mekaniske tærskeværker og såmaskiner blev indført i amerikansk landbrug i 1830erne og vandt ligeledes hurtig udbredelse. Den forøgede produktivitet betød større enheder især på østkysten. De småfarmere, der ikke kunne følge med den nye udvikling, gik fallit. De tog ofte vestpå og begyndte en gang til. Forøgelsen af landbrugets produktivitet ved hjælp af arbejdsbesparende maskiner var en af forudsætningerne for USAs hurtige industrialisering. Selv om landbruget beskæftigede et stadig stigende antal mennesker, var det en faldende andel af den samlede befolkning. De beskæftigede i landbruget kunne dog forsyne sig selv og de, der var beskæftiget i andre sektorer af økonomien. Ydermere var der et overskud til en stadig stigende eksport, der især var vendt imod det europæiske marked. Denne markedsorienterede udvikling af landbruget betød, at farmeren som håndværker forsvandt. Farmerne havde før fremstillet så at sige alt, hvad de behøvede selv. Det blev langt mere profitabelt for farmerne at koncentrere sig om landbruget. Hjemmeproduktionen kunne ikke konkurrere med de fabriksfremstillede varer, hverken på pris eller kvalitet. Farmerne blev derfor et hastigt voksende købedygtigt marked for både forbrugsvarer og for landbrugsmaskineri.

I begyndelsen var det især engelsk industri, der nød godt af dette nye store marked for industriprodukter. Dette ændrede sig fra midten af 1800-tallet. Hovedsageligt på grund af to forhold. For det første begyndte den amerikanske stat at føre en protektionistisk politik. For det andet blev den amerikanske industri selv mere og mere konkurrencedygtig. Dette var paradoksalt nok et resultat af de høje lønninger og arbejdskraftens lave faglige kvalitet. På grund af manglen på arbejdskraft var lønningerne i 1850ernes USA relativt høje. Det var derfor ofte mere profitabelt for de amerikanske kapitalister af mekanisere og spare på den dyre arbejdskraft. Samlebåndsmetoden var blevet introduceret i slagte- og kødpakningsindustrien allerede i 1840, og denne teknik bredte sig til andre industrigrene. [12] En våbenfabrikant, Eli Whitney, indførte udskiftelige standarddele i våbenfremstilling. Han havde fået en kontrakt på 10.000 geværer til regeringen. Førhen var hvert enkelt våben blevet samlet af individuelt tilpassede enkeltdele. Whitney ville få vanskelighed ved at finde tilstrækkelig med våbensmede til at opfylde ordren. I stedet gik han en anden vej. Han indførte maskiner, der var i stand til at arbejde med en sådan nøjagtighed, at de enkelte dele kunne standardiseres. Således at enkeltdelene kunne samles umiddelbart. Maskinerne havde erstattet håndarbejdets akkuratesse. [13] Standardiserede enkeltdele vandt op til 1860 også indpas i fremstillingen af låse, ure, symaskiner, skrivemaskiner, landbrugsmaskiner o.s.v.

I forhold til den engelske industri var den amerikanske baseret på masseproduktion. Det var de standardiserede dele og samlebåndsteknikken, der karakteriserede den. Prisen på den amerikanske arbejdskraft tilskyndede til mekanisering og indførelse af arbejdsbesparende organisering af produktionen. Samtidig tillod størrelsen og væksten af det amerikanske hjemmemarked en sådan masseproduktion. [14] Andre forhold bidrog til skabelsen af det store ensartede, samlede hjemmemarked. Udviklingen af den føderale amerikanske stat betød nedbrydning af alle hæmmende told- og afgiftsskranker mellem enkeltstaterne. Den amerikanske regering udbyggede infrastrukturen. Landets transportvæsen forbedredes gennem udvidelse af vej-, jernbane- og kanalnettet. Desuden blev der indført en fælles møntfod. USA tilvejebragte således de samme faktorer som England – relativt høje lønninger hos arbejderklassen og dermed det store hjemmemarked. Dermed etableredes forudsætningerne for at blive en imperialistisk stormagt. Allerede inden udgangen af 1800-tallet havde USA udviklet en produktionskapacitet, der på de fleste områder oversteg Englands.

De europæiske magters kolonisering af Asien og Afrika hindrede for en stor del amerikansk samhandel med disse områder helt frem til 2. verdenskrigs slutning. I stedet udviklede USA en stigende samhandel med Caribien og Mellem- og Sydamerika. I begyndelsen i skarp konkurrence med England, men med stigende amerikansk dominans. Caribien og Mellem- og Sydamerika blev USAs periferi.

 

Opsummering

Indien blev aldrig nogen kopi af England. Det blev derimod dele af det kontinentale Europa og settlerstaterne USA, Canada, Australien og New Zealand. Disse lande havde meget tidligt i deres udvikling de samme forudsætninger som England. De havde udviklet et stort hjemmemarked, hvilket tiltrak kapital.

Resten af kolonierne og Sydamerika udviklede sig ikke ad denne vej. De kunne simpelthen ikke. Udbytningen og underudviklingen af disse lande var nemlig forudsætningen for de rige nationers vækst.

Den kapitalistiske akkumulations almene lov siger:

”Akkumulation af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen....”

K. Marx: Kapitalen, MK. 1. bog 4, s. 908.

Denne lov fremstod i sin håndgribelige tydelighed i kapitalismens første år i Europa. Da foregik akkumulationen hovedsagelig på det nationale plan både i ”moderlandene” og i de koloniale områder. Men i takt med, at akkumulationen blev mere og mere international, fik denne lovmæssighed også en mere og mere international fremtrædelsesform. Som imperialismen voksede i økonomisk betydning, blev verdens deling i rige og fattige klasser tydeligere og tydeligere.

Vi vil i det følgende kapitel nærmere se på, hvordan værdioverførslen fra de fattige udbyttede lande til de rige imperialistiske lande foregår.

 

Kapitel I Indhold Kapitel III

Noter

[1] “I det 17. århundrede udviklede handelens og manufakturens koncentration til et enkelt land, England, sig uafbrudt og skabte efterhånden et relativt verdensmarked for dette land og dermed en efterspørgsel efter dette lands manufakturprodukter, som ikke længere kunne tilfredsstilles ved hjælp af de hidtidige industrielle produktivkræfter. Denne efterspørgsel, som voksede produktionskræfterne over hovedet, var den drivende kraft, der fremkaldte privatejendommens tredje periode siden middelalderen, idet den frembragte storindustrien – anvendelse af naturkræfterne til industrielle formål, maskinerne og den mest omfattende deling af arbejdet.”
K. Marx: Den tyske ideologi.
K. Marx: Skrifter i udvalg. Den tyske ideologi. Rhodos, København, 1974, s. 76.

[2] Det statistiske materiale fra første halvdel af 1800-tallet er meget sparsomt. E.J. Hobsbawm har – via undersøgelser af forbruget pr. indbygger af en række forbrugsvarer – undersøgt den engelske arbejderklasses levestandard i første halvdel af 1800-tallet, og når bl.a. til følgende resultater:
“... Fra slutningen af 1790erne til begyndelsen af 1840erne er der intet bevis for nogen større stigning i per capita forbruget af adskillige fødemidler. I visse tilfælde er der endog bevis for et midlertidigt fald, der ikke er fuldstændig rettet op for i midten af 1840erne. Hvis denne forringelse i levestandard, i denne periode, skal vises på et solidt grundlag, foreslår jeg, det bliver gjort ud fra forbrugsdata”.

Sukkerforbruget pr. indbygger årlige gennemsnit i lb

1800-09: 19,12   1840-49: 18,45
1810-19: 18,06   1850-59: 30,30
1820-29: 17,83   1860-69: 53,90
1830-39: 17,59   1870-79: 68,09

“Te, sukker og tobak, der udelukkende er importvarer, leverer tal, der divideret med den anslåede befolkning kan give et groft index på forbrug pr. indbygger... Alle tre serier viser først efter 1840 en stejlere stigning... Te, sukker og tobak viser således ingen markant stigning i levestandarden, men ud over dette kan der ikke udledes meget fra disse grove tal. Med kød forholder det sig anderledes. Her er vi i besiddelse af statistikken fra Smithfield kødmarked i London for perioden i sin helhed. Smithfield-tallene viser, at mens Londons befolknings index voksede fra 100 i 1801 til 203 i 1841, steg index for antal slagtet kødkvæg kun til 146, og får til 176 for den samme periode. Den følgende tabel giver tallene pr. årti: Index for Londons befolkning, samt for slagtekvæg og får ved Smithfield 1801-1851:

År Befolkning Kødkvæg Får
1801 100 100 100
1811 119 105 119
1821 144 113 135
1831 173 127 152
1841 203 146 175
1851 246 198 193

Det kan iagttages, at stigningen for kødkvæg sakker agterud for befolkningen i samtlige årtier indtil 1840erne. Med undtagelse af der første årti steg også mængden af fårekød mindre end befolkningen. I det hele taget er en nedgang i Londons kødforsyning pr. indbygger op til 1840erne således næsten sikker.
Om korn og kartofler, grundbestanddelene i den fattige mands kost, kan vi også konstatere noget. Den fundamentale kendsgerning er, som allerede samtidige vidste det, at hvedeproduktionen og -importen ikke holdt trit med befolkningsvæksten så hvedemængden til rådighed pr. indbygger faldt støt fra sidst i 1700-taller til 1850erne, medens mængden af kartofler omvendt steg i næsten samme takt.”
Hobsbawn beskæftiger sig desuden med arbejdsløsheden i samme periode. Han når på grundlag af en række case-studies frem til, at den har ligget på 20-50%! Hans konklusion er, at der i hvert fald ikke er grundlag for en levestandartforbedring i perioden, snarere en nedgang, mest markant fra 1800-1815.
E.J. Hobsbawn: The British standart of living, 1790-1850. fra The Standard of Living in Britain in the Industrial Revolution. Edited by Arthur J. Taylor, Methuen London/New York, s. XXXI og 76 - 78.

[3] Marx skriver ligeledes i Kapitalen:

“Således udgør det venezianske rovsystems gemenheder et sådant skjult grundlag for rigdommen på kapital i Holland, som Venezia, der var ved at gå i forfald, lånte store pengesummer. Mellem Holland og England er der et lignende forhold. Allerede i begyndelsen af det 18. århundrede er Hollands manufaktur langt overfløjet, og Holland er ikke længere en herskende handels- og industrination. Et af Hollands hovedhverv 1701-1776 er derfor at låne uhyre kapitaler ud, specielt til landets mægtige konkurrent, England. Noget lignende gælder i dag England og USA imellem. Mangen kapital, der i dag optræder i USA uden fødselsattest, er børneblod, der først i går blev kapitaliseret i England.
K. Marx: Kapitalen, Rhodos, København 1972, MK 1. bog, 4. s. 1052.

[4] Marx citerer professor i politisk økonomi H. Fawcett for følgende:
“Den samlede rigdom, der årligt opspares i England deles i to dele, den ene anvendes som kapital for at opretholde vor industri, den anden del bliver eksporteret til udlandet. Kun en del og muligvis ikke en stor del af den rigdom, der årligt opspares her i landet, bliver investeret i vor egen industri”.

Og Marx kommenterer:

“Størstedelen af det årligt påløbende merprodukt, som fravristes den engelske arbejder uden ækvivalent, bliver altså ikke kapitaliseret i England, men i udlandet”.
K. Marx: Kapitalen. MK 1. bog, 4. s. 862-863.

[5] Chartistbevægelsen blev grundlagt i 1836 af håndværkere og arbejdere i London. Den fik navn efter ”The peoples Charter”, som var en række krav om reformer af det parlamentariske system, med det formål at styrke arbejderbevægelsens indflydelse i parlamentet. Bevægelsen havde stor opbakning i arbejderklassen i 1840erne, uden dog at få gennemført sine krav om bl.a. bredere stemmeret. Bevægelsen døde ud i 1850erne.

[6] Se i øvrigt: Arghiri Emmanuel: Den hvide settlerkolonialisme og myten om investeringsimperialismen. Tidsskriftet ”Manifest”, nr. 3, København 1979.

[7] Hvor lidt handelskapitalen tillagde settlerkolonierne af betydning ses f. eks. af, at Frankrig valgte at afgive Canada efter den engelsk-franske krig i Nordamerika fra 1752-59, hvor de efter nederlaget havde valget mellem at afgive Martinique eller Canada.

[8] Hovedparten af imigranterne kom i årene mellem 1846-55. Det forhold reflekterer både det tryk, der var fra de hårde tider i Europa, specielt Irland, med arbejdsløshed og den store kartoffelsyge, der medførte i hundredetusindevis af døde og på den anden side det træk, der kom fra den boomende amerikanske økonomi.

Befolkningstilvæksten i USA var fra 1790 til 1860 fra 4 mill. til 32 mill.

[9] Adam Smith skriver:

”England er sandelig, for nuværende, et meget rigere land end nogen del af Nordamerika. Arbejdslønnen er imidlertid meget højere i Nordamerika end i nogen del af England”.
Adam Smith: Wealth of Nations, Edinbourgh 1814. (citeret fra UEX)

Malthus beregner, at lønnen for en arbejdsmand i USA er ca. 1 $ pr. dag, hvilket svarer til 4 shillings. Den engelske arbejder får dog blot 2 shillings, hvilket også er i overensstemmelse med amerikanske historiske statistiske undersøgelser.
Malthus: An essay on the principple of population, London 1872. (citeret fra UEX)

J.B. Say beregner, at de amerikanske lønninger er tre gange de franske.
American Historical Statistic. New York 1972, s. 162-164. J.B. Say: A Treatise on political economy, London 1821. (citeret fra UEX).

1874 skulle de amerikanske lønninger være ca. 25-50% højere end de engelske, 40-70% højere end de belgiske og 100% højere end de tilsvarende franske.
J.E. Cairnes: Essays in political economy: Theoretical and Applied, London 1873. (citeret fra UEX).

[10] På verdensudstillingen i 1851 viste de amerikanske plove sig de europæiske langt overlegne.
Dudley Dillard: Economic Development of the North Atlantic Community, New Jersey 1967.

[11] Høstmaskinen blev opfundet i 1833 af en indvandret skotte McCormick. Produktionen foregik i Chicago. Firmaet var det i dag eksisterende International Harvester Company.

[12] Indenfor slagterivirksomhed udviklede en rudimentær form for samlebånd sig. Industrien var centreret i Cincinnatti. I en typisk fabrik blev dyret hængt op på en krog og gled gennem virksomheden fra arbejder til arbejder. En sprættede op, én tog hjertet ud, en anden skar et bestemt stykke kød ud o.s.v., indtil kødet var saltet og pakket. Disse slagterier udnyttede hele dyret, de fremstillede rålæder, sæbe, lys o.s.v. af affaldsprodukterne.

Den amerikanske industrialisering havde visse særkendetegn. En af de bedste beskrivelser af amerikansk industri i 1850, gives af en gruppe engelske teknikere, der på den tid besøgte USA. De aflagde rapport til det engelske parlament, hvori de nøje fortæller om deres observationer. I følge disse rapporter skulle den amerikanske industri være langt mere mekaniseret og standardiseret end den engelske. Der blev udtaget flere patenter i USA end i noget andet land i denne periode.
Gerald Gundersen: A New Economic History of America, s 176.

[13] I 1850 besøgte en britisk parlamentskommission Eli Whitheys våbenfabrik. Den amerikanske producent tog ti geværer, et fra hvert af årene 1840-50, skilte dem ad og blandede delene. Derefter hentede han en arbejder fra fabrikken. Denne samlede i løbet af kort tid geværene med en skruetrækker. Englænderne var ”most impressed”. En uddannet engelsk våbenmager var mange timer om at tildanne og tilpasse enkeltdelene i et gevær, så det fungerede. En amerikansk arbejder kunne samle ca. 50 geværer på en dag – en englænder ca. 2. I sin udvikling af præsisionsværktøj til metalforarbejdning var den amerikanske våbenindustri i disse år ledende – dens know how blev benyttet i andre industrigrene.
G. Gunderson: Op. cit. s. 174.

[14] Jernkomfuret blev en af de første masseproducerede forbrugsvarer. Alene fra 1850-60 blev der produceret million komfurer i USA.
G. Gunderson: Op. cit. s. 169.