I sidste nummer af K.O. fulgte vi hovedtrækkene i den udvikling, der med den vestlige – senere også østlige – kapitalisme som drivkraft gjorde verden til eet samlet hele. Vi påviste, at fra det øjeblik, da man kan tale om en samlet udviklingsproces for hele verden, var den vigtigste modsigelse på de forskellige etaper at finde inden for den udviklede kapitalistisk-imperialistiske verden. Vi konstaterede slutteligt, at endnu ved anden verdenskrigs afslutning i august 1945 lå den vigtigste modsigelse i verden – den modsigelse der bestemmer og påvirker alle andre modsigelser – samme sted, i den imperialistiske verden. Hvordan har det set ud siden 1945?

Enorme forandringer i verden siden 1945

Lad os først opridse de vigtigste historie begivenheder. Østeuropas lande blev af krigshandlingerne selv revet løs fra fransk og tysk kapitals kontrol, afskaffede i årene derefter resterne af feudalismen og udråbte sig i slutningen af 40’erne til folkerepublikker under et kommunistisk partis ledelse. Indien blev selvstændigt i 1947. Kina gennemførte sin befrielseskrig og proklameredes i 1949 som folkerepublik under det kommunistiske partis ledelse. Vesteuropa og USA dannede forsvarsalliancen NATO, de østeuropæiske lande og Sovjetunionen svarede igen med Warszawa-pagten. Tyskland blev delt i to stater. Korea blev delt. Der udkæmpedes blodige krige i Korea og i Sydøstasien. Fællesmarkedet blev dannet i 1958. Afkoloniseringen tog fart i slutningen af 50’erne og fortsatte i hastig takt til midten af 60’erne. Den 20. kongres i Sovjetunionens kommunistisk Parti i 1956 markerede det afgørende spring i Sovjetunionens udvikling bort fra socialismen i retning af en “almindelig” stormagt i imperialistisk forstand. Den vestlige og østlige kapitalistiske verden gennemlevede en industriel revolution uden sidestykke, en produktions- og produktivitetsøgning af gigantiske dimensioner og gav deres befolkninger en materiel levestandard, som ingen ved krigsafslutningen blot kunne drømme om. Kina gennemførte sin kulturrevolution og fastholdt derigennem sine indre muligheder for at virkeliggøre socialismen. Mens de tidligere kolonier, nu selvstændige lande, i 60’erne i alt væsentligt villigt lod sig plyndre for råstoffer og var passive ofre for kapitaleksport og profithjemtagning, er en ny proces med opbygning af egen forarbejdningsindustri og egen kontrol med ressourcerne nu under udvikling.

Hvor har den vigtigste modsigelse ligget under alt dette?

USA altdominerende

Under den anden verdenskrig lå den vigtigste modsigelse, den der bestemte og påvirkede alle andre blot nogenlunde betydningsfulde samfundsmæssige modsigelser i verden, mellem de to grupper af krigsførende magter, “aksemagterne” og “de allierede”. Derom kan der næppe herske tvivl.

Ikke desto mindre begyndte allerede under krigen en ny modsigelse at stikke hovedet frem – eller rettere sagt: En modsigelse, der var af gammel dato, men som af krigen var blevet forvist til en afsides plads, begyndte henimod krigens afslutning at blive af større betydning igen, nemlig modsigelsen mellem imperialismen og “socialismen”, mellem de imperialistiske magter – også blandt de allierede – og Sovjetunionen.

Vi kender til Churchills ønske om, at de vestlige allieredes hære skulle nå til Berlin før sovjettropperne for at indsnævre Sovjetunionens indflydelsesområde i Tyskland – og vi kender til den engelske hærs “befrielse” af Grækenland fra Hitler-Tyskland, en befrielse der formede sig som en nedkæmpning af de “kommunistisk” kommanderede græske befrielsesstyrker og oprettelse af et reaktionært borgerligt regime. Vi kender til Albaniens afvisning af engelske forsøg på at gennemføre en lignende “befrielse” af Albanien.

Vi kender til modsigelserne i det besatte Europas frihedsbevægelser mellem “vestligt orienterede” og kommunister – skarpest vel i Polen, hvor de to grupperinger allerede under besættelsen bekæmpede hinanden, og hvor blodige sammenstød fortsatte flere år efter krigen, og vi kender til den polske London-regerings rolle i den tragiske opstand i Warszawa, der var et led i samme spil: Et forsøg især fra Englands side på på forhånd at dæmme op for sovjetisk indflydelse i Østeuropa – et udtryk for modsigelsen imperialisme-“socialisme”.

(Lad os med det samme forklare, hvorfor vi sætter “socialisme” i gåseøjne, og hvad vi mener med ordet. Vi sætter “socialisme” i gåseøjne, fordi Sovjetunionen under krigen endnu ikke var et socialistisk land, men et land på vej til socialismen, og fordi vi til dato intet socialistisk land har i denne verden (Se “Gotfred Appel: Revolutionens krogveje”, Futura 1972). Når vi bruger ordet “socialisme”, mener vi dermed lande, der under et kommunistisk partis ledelse har skabt eller arbejder på at skabe en samfundsorden, der gør det umuligt eller højst usikkert for de imperialistiske lande umiddelbart at eksportere deres kapital dertil, betjene sig af dets råstoffer og eksportere sine forbrugsvarer dertil på imperialismens egne betingelser.)

Vi har samtidig allerede konstateret, at Indiens selvstændighed i 1947 var et direkte resultat af en anden modsigelse, nemlig modsigelsen mellem England og USA – mellem USAs behov for nedbrydning af de engelske imperie-præferencer og Englands behov for at bevare sit kolonirige intakt. USA var det dominerende aspekt i denne modsigelse, Englands øjeblikkelige behov for våbenhjælp til krigen mod Tyskland var for stort – USA vandt, Indien blev selvstændigt (Se artiklen om hungersnød i Indien i K.O. nr. 2).

Vi ser i referaterne fra de forskellige konferencer i Cairo og Teheran under krigen mellem de “tre” og de “fire” store udslag af den samme modsigelse, og vi konstaterer, at f.eks. Stalin og Roosevelt var enige om, at kolonistyret gradvis og over en længere årrække burde afløses af selvstændighed for de koloniale lande, en enighed der var rettet først og fremmest mod England og Frankrig, men også mod de øvrige kolonimagter blandt de allierede.

I årene efter krigen synes snart den ene, snart den anden af disse to modsigelser at være den dominerende – snart er det modsigelsen imperialisme-“socialisme”, snart modsigelsen USA-de øvrige sejrrige vestmagter. Een ting har de to modsigelser tilfælles: USA spiller i dem begge den førende rolle.

Afkolonisering på USAs betingelser

Hvilken af de to, der er den dominerende på de forskellige etaper aflæses med nogenlunde klarhed af afkoloniseringsprocessen, der er en af de vigtigste processer i efterkrigstidens verdensudvikling.

England blev tvunget til af opgive sine imperie-præferencer i Indien på et tidspunkt, hvor krigen var i fuld gang, og hvor den altdominerende modsigelse var modsigelsen mellem de krigsførende grupper.

At Indien faktisk som den første store koloni (efter Ægypten, der blev selvstændigt allerede i 20’erne), skyldtes ikke en kraftig befrielseskamp i Hindustan, men at USA trådte ud af den anden verdenskrig som den eneste styrkede imperialistiske magt, og at USA ønskede de andre imperialistiske magters koloniriger opløst.

USA ønskede imidlertid ikke koloniherredømmet ophævet for enhver pris, men under former og med oprettelse af regimer, der sikrede den amerikanske kapital adgang til de tidligere lukkede områder – USA ønskede ikke “socialisme” i de tidligere kolonier, og heri var USA enig med de gamle europæiske kolonimagter.

Eet andet land var militært og politisk trådt styrket ud af den anden verdenskrig – Sovjetunionen, og Sovjetunionen havde udvidet sin indflydelse til at dække alle de områder, som deres tropper nåede under kampen mod Tyskland og senere Japan. Det blev efter krigen hurtigt klart, at Østeuropas lande ville forblive under sovjetisk indflydelse, og i de store europæiske kontinentalmagter skabte krigens svækkelse og de store kommunistiske partiers prestige fra befrielseskampen mod Hitler-Tyskland en vis fare for en udvikling i retning af “socialisme”.

Churchill startede under sit besøg i USA i 1947 den kolde krig og trak jerntæppet ned mellem Øst og Vest. Marshall-planen blev iværksat for en stor del for at sikre Vesteuropa mod sociale tilstande, der kunne få det til at følge Østeuropas eksempel. Europa var endnu i de første efterkrigsår hovedsagen også for USA – og det var bl .a. i ly heraf, at det lykkedes Kina at gennemføre sin befrielse fra Chiang Kai-shek og imperialismen.

Modsigelsen imperialisme-“socialisme” bestemmer i Østasien

Mao Tse-tung har på fortrinlig måde beskrevet situationen:

“Den amerikanske aggressionspolitik har flere mål. De tre hovedmål er Europa, Asien og Amerika. Kina, tyngdepunktet i Asien, er et stort land med en befolkning på 475 millioner mennesker. Ved at tilrive sig Kina ville de Forenede Stater besidde hele Asien. ..

Men for det første ønsker det amerikanske folk og verdens folk ikke krig. For det andet har de Forenede Staters opmærksomhed i høj grad været optaget af folkenes opvågnen i Europa, af folkedemokratiernes opståen i Østeuropa og især af Sovjetunionens overvældende tilstedeværelse – dette hidtil uset magtfulde bolværk for fred, der strækker sig over Europa og Asien – og af dets kraftige modstand mod den amerikanske aggressionspolitik. For det tredje, og dette er særdeles vigtigt, har det kinesiske folk fået øjnene op, og de væbnede styrker og folkets organiserede kraft under Kinas kommunistiske Partis ledelse er blevet magtfuldere end nogensinde.” (“Farewell, Leighton Stuart,” Selected Works, bd. IV, s. 433-34).

USA var nødt til at opgive det, som regeringen selv stillede op som en af tre muligheder med hensyn til Kina, nemlig direkte væbnet amerikansk intervention på Chiang Kai-sheks side, og måtte nøjes med at poste penge og våben i Kuomintangs hære. Kuomintang viste sig imidlertid ude af stand til at klare den stillede opgave. Folkets Befrielseshær vandt befrielseskrigen.

Det i denne sammenhæng afgørende for os er, at modsigelsen KKP-Kuomintang fik mulighed for at blive løst på Kinas egne indre betingelser uden direkte væbnet amerikansk intervention – med andre ord at denne modsigelse blev påvirket af modsigelsen imperialisme-“socialisme”, USA-Sovjetunionen, og især af dens europæiske virkninger.

Andre steder forløb begivenhederne ikke som i Kina – omend mulighederne syntes at være til stede netop på grund af modsigelsen imperialisme-“socialisme” og modsigelsen USA-kolonimagterne.

I første del af denne artikel citerede vi Mao Tse-tung for at have sagt, at det kun var i Kina, et land under indirekte imperialistisk styre og med kampe inden for det Hvide regime, at det i trediverne var muligt at oprette Røde baseområder. I en note til denne artikel i Maos udvalgte værker – første gang offentliggjort i 1951 – hedder det:

“Kammerat Mao Tse-tungs syn på spørgsmålet om at oprette selvstændige regimer i kolonier under direkte imperialistisk styre har ændret sig. Under den anden verdenskrig blev mange koloniale lande i Østen, der tidligere stod under Storbritanniens, de Forenede Staters, Frankrigs og Hollands imperialistiske herred ømme, besat af de japanske imperialister. Ledet af deres kommunistiske partier udnyttede arbejderne, bønderne og byens småborgerskab og medlemmer af det nationale bourgeoisi i disse lande modsigelserne mellem de britiske, amerikanske, franske og hollandske imperialister på den ene side og de japanske imperialister på den anden, organiserede en bred forenet front mod fascistisk aggression, byggede anti-japanske baseområder og førte bitter guerilla-krig mod japanerne. Således begyndte den politiske situation fra før den anden verdenskrig at ændre sig. Da de japanske imperialister blev fordrevet fra disse lande ved den anden verdenskrigs afslutning, forsøgte de Forenede Staters, Storbritanniens, Frankrigs og Hollands imperialister at genoprette deres kolonistyre,, at det imperialistiske system over hele verden var dybt rystet, fordi Sovjetunionen var blevet stærk, men disse koloniale folk, der havde opbygget væbnede styrker af betydelig styrke under den anti-japanske krig, nægtede at vende tilbage til den gamle livsform. Dertil kommer fordi alle de imperialistiske magter, med undtagelse af de Forenede Stater, enten var blevet styrtet eller svækket af krigen, og endelig fordi den imperialistiske front blev brudt i Kina af den sejrrige kinesiske revolution. Det er således, på en vis måde som i Kina, blevet muligt for folkene i alle eller i det mindste i nogle af de koloniale lande i Østen at opretholde store og små revolutionære baseområder og revolutionære regimer over en lang periode og at føre langvarige revolutionære krige, i hvilke de kan omringe byerne fra landdistrikterne og derefter gradvis gå over til at tage byerne og vinde landsomfattende sejr.” (Mao Tse-tung: Selected Works, bd. I, s. 71)

Ihærdige forsøg på at gøre netop dette blev gennemført i Østasien. Indonesien erklærede sig selvstændigt i august 1945 og opretholdt i årene under de hollandske kolonikrige selvstændige områder under indonesisk styre. Indo-Kina erklærede sig selvstændigt og befriede først landdistrikterne, før de væbnede folkestyrker gik til angreb på byerne, da franskmændene iværksatte deres kolonikrig. Der førtes guerillakampe fra revolutionære baseområder mod englænderne i Burma og Malaya. Der var guerillakrig mod amerikanerne på Philippinerne.

Vi kommer i senere artikler i K.O. tilbage til faserne i afkoloniseringsprocessen, men allerede nu forekommer det klart, at USAs holdning til disse befrielseskampe i Østasien var præget af to ting: Af den amerikanske imperialismes krav om afkolonisering – altså modsigelsen USA-kolonimagterne – og af ønsket om at se disse nye, selvstændige stater oprettet under regimer, der passede ind i USAs økonomiske, strategiske og politiske kram – altså modsigelsen imperialisme-“socialisme”. Englænderne førte barbarisk kolonikrig mod Malaya og fik fuld amerikansk støtte, fordi den malayiske befrielsesbevægelse var kommunistisk ledet. Holland førte i flere omgange kolonikrig mod Indonesien, men blev i 1949 – af USA – tvunget til at give Indonesien selvstændighed, fordi Indonesiens leder Sukarno og selvstændighedsbevægelsens politiske mål var “acceptable”.

Frankrig førte kolonikrig i Indokina og fik fuld amerikansk støtte, fordi befrielsesbevægelsen var kommunistisk ledet. Vigtigt er det imidlertid at huske, at den amerikanske støtte biev givet under forudsætning af, at Frankrig, når kommunisterne var slået, skulle give Indo-Kina selvstændighed. (Da Frankrig led nederlag ved Dien Bien Phu i 1954, trådte USA direkte ind i billedet, fordi det stod klart, at kommunisterne, dersom Geneve-aftalerne skulle holdes, ville vinde sejr i hele Vietnam. Nixon trak USA ud af denne direkte krigsførelse, bl.a. fordi modsigelsen imperialisme-“socialisme” ikke længere er den samme som før den 20. kongres i SUKP – men herom senere.)

For en tid dominerer således modsigelsen imperialisme-“socialisme”, men den anden modsigelse stikker ustandseligt hovedet frem. Når dette er muligt, skyldes det den kendsgerning, at i begge modsigelser spiller USA den dominerende rolle. I modsigelsen imperialisme-“socialisme” udgør USA det vigtigste element i aspektet imperialisme, og i modsigelsen USA-kolonimagterne er USA det dominerende aspekt.

Afkolonisering efter den 20. kongres

I sidste halvdel af 50’erne indtrådte et par afgørende forandringer i situationen. For det første kom Vesteuropa og Japan økonomisk på fode (takket være bl.a. den amerikanske Marshall-hjælp, takket være bl.a. det økonomiske opsving i kølvandet på Korea-krigen 1950-53 – med andre ord under påvirkning af modsigelsen imperialisme-“socialisme”). Dette havde som konkret udslag bl.a. Fællesmarkedets oprettelse i 1958 og de Gaulles ihærdige forsøg på at skabe en nærmere politisk-økonomisk alliance mellem Frankrig og Vesttyskland. Dette indeholder kimen til en ny modsigelse, ikke længere en modsigelse mellem USA og de øvrige, sejrende kolonimagter, men mellem USA og Vesteuropa, især kontinentet.

For det andet indtrådte det kvalitative spring i Sovjetunionens udvikling med den 20. kongres i ’56 med dens proklamation af “fredelig sameksistens”, “fredelig kappestrid” og “fredelig overgang til socialismen”. Dette betød, at modsigelsen imperialisme-“socialisme” svækkes for hurtigt at blive en helt anden modsigelse. Den socialistiske lejr ophører at eksistere. Sovjetunionens blotte eksistens og politik bidrager ikke længere til at skabe mulighed for befrielsesbevægelser i kolonierne af den art, Mao omtalte. Modsigelsen imperialisme-“socialisme” får nu alene Kina som sit ene aspekt, og Sovjetunionen bliver et aspekt i en ny modsigelse mellem supermagterne USA og Sovjetunionen.

Fra slutningen af 50’erne til midten af 60’erne har vi det store skred i afkoloniseringen, der langt de fleste steder gennemføres uden antydning af befrielsesbevægelse, hverken “kommunistisk” eller af anden art. En række lande – Madagascar, Malaya f.eks. – hvis “kommunistiske” befrielsesbevægelser var blevet druknet i blod af kolonimagterne, får i denne periode selvstændigheden – blot under helt andre, for imperialismen, for USA acceptable regimer. Specialstudier er nødvendige for at fastslå årsagerne til den specifikke udvikling f.eks. i Algeriet, hvor befrielsesbevægelsen fik magten, eller i Congo (Zaire), hvor selvstændigheden først blev en realitet efter meget voldsomme kampe mellem kræfter, der repræsenterede de hvide “settlers”, og kræfter der repræsenterede forskellige afskygninger af tilhørsforhold til udenlandske kapitalmagter.

Det altdominerende træk i afkoloniseringen i Afrika er imidlertid, at den finder sted uden befrielsesbevægelser eller med befrielsesbevægelser, der ingen reel indflydelse har på selvstændighedens opnåelse. De afrikanske koloniers skæbne bliver således endnu engang afgjort uden for kolonierne selv – afgjort af modsigelser inden for den imperialistiske lejr, modsigelser i “moderlandets” økonomi og modsigelser blandt imperialistiske lande, først og fremmest USA kontra de øvrige vestmagter.

KKP: De fire vigtige modsigelser – og KAK

Netop på dette tidspunkt indtraf den store polemik mellem Sovjetunionens og Kinas kommunistiske parti, der igen var den direkte årsag til, dannelse af antirevisionistiske partier og grupper verden over deriblandt KAK.

KAK blev dannet på grundlag af kinesernes vurderinger af verdenssituationen, og vi overså, at mange af de ting, som KKP sagde i striden med SUKP tog sigte på at føre Sovjetunionen tilbage til en politik, som den allerede havde forladt. Vi tog kinesernes ord for deres pålydende værdi (og kineserne gjorde intet for at retlede hverken os eller andre grupper, der handlede som vi) i stedet for at betragte dem delvis som udtryk for en bestræbelse for at standse den sovjetiske udvikling.

Vi lagde os f.eks. fast på kinesernes “forslag til generallinje for den internationale kommunistiske bevægelse” af 14. juni 1963 og gik med brask og bram ind for rigtigheden af følgende udsagn:

“Hvilke er de grundlæggende modsigelser i verden af i dag? Marxister-leninister er konsekvent af den mening, at det drejer sig om:

Modsigelsen mellem den socialistiske og den imperialistiske lejr,

modsigelsen mellem proletariatet og bourgeoisiet i de kapitalistiske lande,

modsigelsen mellem de undertrykte nationer og imperialismen og

modsigelserne blandt imperialistiske lande og blandt monopolkapitalistiske grupper.”

Da dette blev skrevet, var den socialistiske lejr imidlertid allerede ophørt at eksistere – det vidste kineserne bedre end nogen. Alligevel gjorde de modsigelsen mellem den socialistiske og den imperialistiske lejr til nr. 1 af de 4 vigtigste modsigelser i verden – fordi deres “forslag” var rettet mod de sovjetiske teser om fredelig sameksistens og fredelig kappestrid. Det varen “ideologisk” polemik. Virkeligheden var allerede dengang den, at Sovjetunionen havde ødelagt den socialistiske lejr, og at modsigelsen derfor allerede var forsvundet.

Vi lod os ydermere vort billede af verden diktere af følgende fra samme “generallinjeforslag”s punkt 8.

“De forskellige typer modsigelser i verden af i dag er koncentreret i de uhyre områder Asien, Afrika og Latinamerika. De er de mest sårbare områder under imperialistisk herredømme og stormcentrer for verdensrevolutionen, der retter direkte slag mod imperialismen.

De nationale demokratiske revolutionære bevægelser i disse områder og den internationale socialistiske bevægelse er de to store historiske strømninger i vor tid.

Den nationale demokratiske revolution i disse områder er en vigtig bestanddel af den proletariske verdensrevolution af i dag.

Folkenes anti-imperialistiske revolutionære kampe i Asien, Afrika og Lartnamerika hamrer løs på og underminerer grundlagene for imperialismens og kolonialismens herredømme, gammel som ny, og udgør en mægtig kraft i forsvaret for verdensfreden.

På en måde afhænger derfor hele den internationale proletariske revolutions sag af resultatet af folkenes revolutionære kampe i disse områder, der omfatter det overvældende flertal af verdens befolkning.”

Vi tog disse ord og vurderinger til os, gjorde dem til vore og handlede ud fra dem.

På den 9. kongres 1969 ændrede kineserne formuleringen af deres fire vigtige modsigelser i verden i dag. I beretningen til kongressen hedder det:

“… der er fire vigtige modsigelser i verden i dag: Modsigelsen mellem de undertrykte nationer på den ene side og imperialismen og socialimperialismen på den anden side; modsigelsen mellem proletariatet og bourgeoisiet i de kapitalistiske og revisionistiske lande; modsigelsen mellem imperialistiske og socialimperialistiske lande og blandt de imperialistiske lande; og modsigelsen mellem socialistiske lande på den ene side og imperialismen og socialimperialismen på den anden side.”

Modsigelsen mellem de undertrykte nationer og imperialismen er blevet nr. 1 i stedet for nr. 3, og aspektet imperialismen er blevet udvidet med socialimperialismen = Sovjetunionen. Modsigelserne blandt monopolkapitalistiske grupper er forsvundet.

Hvorfor kineserne endnu i 1969 fastholder dette verdensbillede – på trods af nu også for os åbenlyse kendsgerninger – forbliver uvist, og det afgørende er igen, at vi i KAK troede på det, gjorde synspunktet til vort eget og handlede ud fra det – dog med den ikke uvæsentlige undtagelse, at vi blankt nægtede at godtage modsigelsen mellem proletariat og bourgeoisi i de imperialistiske lande som en modsigelse, der for tiden spiller en væsentlig rolle.

Vietnam og USA-Sovjet

Under indtryk af Vietnam-krigen og under indtryk af palæstinensernes kamp mod zionismen og den arabiske reaktion formulerede vi, som nævnt i første del af denne artikel, i 1970 den vigtigste modsigelse i verden som modsigelsen mellem de neokolonialt undertrykte folk og imperialismen.

Vi gjorde det for dermed at udtrykke den opfattelse, at – netop som det blev sagt i “generallinjeforslaget” – den anti-imperialistiske kamp i de tidligere og nuværende kolonier og afhængige lande alene kunne undergrave, og var i færd med at undergrave, imperialismens fundamenter og dermed skabe forudsætningerne for en revolutionær situations opståen i de imperialistiske lande.

Senere, selvstændige, undersøgelser af verden har vist os, at denne “anti-imperialistiske nationale revolutionære demokratiske bevægelse” i Asien, Afrika og Latinamerika ganske enkelt ikke eksisterede i 60′-erne, og den dag i dag ikke eksisterer i en sådan målestok, at udtalelsen om den vigtigste modsigelse kan være korrekt.

Det var andre ting, der drev udviklingen frem i disse år – modsigelsen USA-Europa og modsigelsen USA-Sovjetunionen.

Sidstnævnte spiller formentlig hovedrollen f.eks. i Vietnam-krigen, som den udformedes fra de første amerikanske bombardementer af Nordvietnam i august 1964 (samtidig med at Vietnam-krigen på sin side spillede en uhyre rolle for den økonomiske udvikling i alle de kapitalistiske lande i samme tidsrum).

Der skal forskes langt mere i Vietnam-krigens historie. At USAs optrapning af Vietnam-krigen især fra februar 1965 på det nøjeste hænger sammen med den sovjetiske kovending i forholdet til Vietnam er imidlertid hævet over enhver tvivl.

Som det vil huskes, ignorerede Hrustjov totalt krigen i Sydvietnam mellem Ngo Dinh Diem og Befrielsesfronten, og det var først Kosygin – Hrustjovs efterfølger som ministerpræsident – der bragte Sovjetunionen ind i billedet.

Det skete netop i februar 1965 og på et tidspunkt, da Sovjetunionen allerede helt havde etableret sig som “almindelig” stormagt, altså på et tidspunkt, da modsigelsen imperialisme-“socialisme”, som modsigelse USA-Sovjetunionen, var blevet afløst af modsigelsen USA-Sovjetunionen i deres egenskab af stormagter med stormagtsinteresser.

Dette betyder, at den politik, som Sovjetunionen gennem sin indgriben i Vietnam-krigen, sin militære støtte, sin politiske virksomhed, ønskede ført, ikke tog sigte på at sikre et “socialistisk” styre i hele Vietnam, men tog sigte på at trække Nordvietnam ind i Sovjetunionens indflydelsessfære og lade USA afgøre selvstændighedens form og indhold i Sydvietnam.

Modsigelsen USA-Sovjetunionen gav sig i Vietnam som andre steder (Cuba-krisen 1962, Mellemøsten) udtryk dels i sovjetisk kapitulation, dels i konkurrence mellem de to magter om at fastholde sine egne og æde sig ind på den andens indflydelsessfærer.

Det var i dette regi, Vietnam-krigens sidste fase blev udkæmpet. Det var denne modsigelse, der bestemte og påvirkede de indre modsigelser i både Syd- og Nordvietnam, og både Befrielsesfronten og Saigon-regimet. Den øjeblikkelige, tragiske situation i Sydvietnam, med halvt fred og halvt krig, er netop i sidste ende resultat af denne ydre modsigelses påvirkning af de indre vietnamesiske modsigelser. Det er ikke helt lykkedes nogen af parterne – hverken USA eller Sovjetunionen – at få “deres” folk til at danse efter deres pibe, men deres indflydelse har været stor nok til at så ødelæggelse og skabe uvished, nød og kaos.

Kampen om dollar’en

Endnu mens Vietnam-krigen raser, træder den anden af de to vigtigste modsigelser i forgrunden – modsigelsen USA-Europa(Japan). De to modsigelser er der hele tiden begge to, deres vægt skifter fra periode til periode, måske endda fra område til område.

Kun grundige studier kan afsløre, hvilken af de to, der på et givent tidspunkt er den vigtigste. Virker skærpelsen af modsigelsen USA-Europa i slutning-en af 60’erne ind på modsigelsen USA-Sovjetunionen eller holder modsigelsen USA-Sovjetunionen den første tilbage i sin virkning?

Det er ikke så betydningsfuldt for vort nuværende formål. Her gælder det om at slå fast, at Europa – i første række Fællesmarkedet, og her igen især Frankrig – som resultat af den økonomiske udvikling (og som resultat af USAs svækkelse p.gr.a. Vietnam-krigen) indleder et felttog mod USAs guldbeholdning og mod dollar’ens dominans i den vestlige verden.

Det blev et felttog med vidtrækkende betydning for valutaforhold, for internationale finanser, for det økonomiske liv ikke blot i Europa og USA, men i hele verden (idet Kina må formodes at indtage en særstilling).

Ironisk nok var det i betydelig grad ungdomsoprørets glade maj-dage i Frankrig i 1968 med tilhørende strejker og fabriksbesættelser, der standsede det specielt franske stormløb mod dollar’en. Modsigelsen bestod imidlertid. Almindelig valutakrise blev resultatet – også af Vesteuropas og Japans relative styrkelse i forhold til USA.

(Det var også under indtryk af denne modsigelses skærpelse, at Nixon gjorde ende på den amerikanske militære deltagelse i Vietnam.)

Den tredje verden atter i centrum

Kampen inden for den imperialistiske verden blev ikke blot ført på valutaområdet. Konkurrencen om afsætningsmarkeder, om råstofferne mellem de forskellige landes nationale eller multinationale selskaber både i den Tredje Verden og i Sovjetunionen og Østeuropa var jævnt blevet skærpet siden Sovjets overgang til kapitalistisk økonomi og siden afkoloniseringen.

Sldeløbende med valutakrise og inflation i den vestlige verden, sideløbende med økonomiske vanskeligheder overalt i de gamle og nye kapitalistiske lande i Øst og i Vest oplever vi i 70’erne en ny økonomisk og politisk udvikling i den Tredje Verden.

De olieproducerende landes organisation, OPEC, strammer pris- og leveringspolitiken over for de store vestlige olieselskaber. Andre råvareproducerende lande, der leverer f.eks. bauxit (aluminium), kobber eller sukker, slutter sig sammen i organisationer til varetagelse af fælles interesser overfor den industrialiserede verden.

En bølge af nationaliseringer af vestlige selskabers ejendom går over den Tredje Verden – fra Iran til Peru, fra Zaire til Saudi Arabien – først og fremmest råvareproducerende selskabers ejendom.

En industrialiserings-bølge går over den Tredje Verden. I ly af ny magt indadtil, i trit med nationaliseringerne, vokser en markedsøkonomi, baseret på kapitalistisk landbrug og på stadigt større forarbejdningsindustri, frem – fra Iran til Peru, fra Zaire til Saudi Arabien og Brasilien.

Hvad er det, der foregår? Hvem repræsenterer shahen af Iran, hvem repræsenterer de katolske generaler i Peru, hvem repræsenterer Mobuto i Zaire i dag?

Er det et ny nationalt bourgeoisi? Vokser de nye magtstrukturer frem på grundlag af den begyndende nationale industrialisering? Eller er der omvendt?

Vokser industrialiseringen på de vestlige og østlige industrinationers betingelser, eller der tale om en “indbygget” selvstændighedstendens i den Tredje Verdens lande? Er den voksende forarbejdningsindustri et nyt udslag af konkurrence – en ny modsigelse – i den industrialiserede verden . mellem råvareproducerende og industrielt forarbejdende industrier?

Om dette og om problemernes forbindelse med kinesernes øjeblikkelige formulering af verdens-udviklingens hovedtendens – “Lande ønsker selvstændighed, nationer ønsker befrielse, folk ønsker er revolution” – handler tredje artikel i denne serie.