Indledning
Som det blev forklaret i det foregående kapitel, var det den kapitalistiske produktionsmådes indre modsigelser, der førte til de tilbagevendende og stadigt mere dybtgående overproduktionskriser i sidste halvdel af 1800-tallet. Modsigelsen produktivkræfter – produktionsforhold fremtrådte som et misforhold mellem produktion og konsumption, som førte til overproduktion. Modsigelsen ændrede imidlertid fremtrædelsesform omkring århundredeskiftet. Kapitalismen fik en ny international akkumulationsmåde, der kom til udtryk ved et stadigt stigende hjemmemarked i Vesteuropa og USA. Grundlaget for denne udvikling var en forøget udbytning af kolonierne og de øvrige fattige lande. Det ene lands udbytning af det andet blev et aspekt ved kapitalismen med stadig stigende betydning, et aspekt, der idag er kendetegnende for kapitalismen.
En analyse af kapitalismens akkumulationsform i dag må derfor basere sig på en global synsvinkel. Kapitalismen er i dag global, og kan derfor kun forstås ud fra en global analyse: Kun ud fra en sådan kan kapitalismens vidt forskellige fremtrædelsesformer i de rige og fattige lande forstås og forklares. Den danske velfærdskapitalisme kan kun forstås ud fra dens sammenhæng med de imperialistiske landes udplyndring af den tredje verden.
Denne globale analyse af kapitalismen må tage udgangspunkt i de økonomiske kendsgerninger, fordi imperialismen der er den kapitalistiske produktionsmådes internationale form – først og fremmest er et økonomisk forhold. Et økonomisk forhold, der er kendetegnet ved, at værdi overføres fra de udbyttede lande til udbytterlandene. De politiske, sociale og kulturelle forhold er konsekvenser af imperialismens økonomi. De andre aspekter virker naturligvis tilbage på økonomien, men det er de økonomiske kræfter, der er de grundlæggende. Imperialismen er derfor ikke nogen politik, som de imperialistiske lande kan vælge at føre eller ikke føre. Den imperialistiske politik er i sidste instans en konsekvens af imperialismens økonomi. En forståelse af den imperialistiske verdens politiske tendenser må derfor grunde sig i en forståelse af, hvordan den fungerer økonomisk.
Marx nåede aldrig selv at udforme en teori om det kapitalistiske verdensmarked og international handel, selvom det indgik i hans plan for beskrivelsen af kapitalismen i ”Kapitalen”. [1] Mange har siden beskæftiget sig med imperialismen, men har ikke formået at udforme en teori, der gælder verdensmarkedet. En marxistisk teori angående dette forhold formuleredes først med Arghiri Emmanuels teori om ”Det ulige bytte”. [2] Emmanuel blotlægger i sin teori de mekanismer, hvorved værdi overføres fra ét land til et andet. Hans teori om det ulige bytte bygger på Marx’ opfattelse af værdiloven. Vi vil derfor i det følgende kort resumere den del af Marx’ teori, der er nødvendig for forståelsen af teorien om det ulige bytte.
Den kapitalistiske akkumulationsform
Varen – varens værdi er en social relation
Marx tager i sin analyse af den kapitalistiske akkumulationsform udgangspunkt i en analyse af varen. En vare har to egenskaber. Den besidder brugsværdi, og den besidder bytteværdi. Brugsværdien er udtryk for, at varen er istand til at tilfredsstille et fysisk eller psykisk menneskeligt behov. Bytteværdien viser sig som det mængdeforhold, hvor brugsværdier af forskellig karakter udveksles med hinanden.
En vare er et produkt af menneskeligt arbejde, der med udveksling for øje er produceret af en uafhængig producent. Det er derfor ikke ethvert arbejdsprodukt, der er en vare. Hvis produktet udelukkende tilfredsstiller et personligt behov hos producenten, og altså ikke er beregnet på udveksling, er det ikke en vare, idet produktet kun besidder brugsværdi og ikke bytteværdi.
Vareproduktion er produktion med udveksling for øje. Et produkt regnes således for at være en vare udfra dets sociale egenskaber. Det er altså ikke en fysisk egenskab ved produktet, der afgør, om det er en vare. Man kan ikke umiddelbart afgøre med sine sanser, om en genstand er en vare eller ikke er det. I sidste instans viser det sig først, når varen kommer på markedet. Det er markedet, der bestemmer, om produktet kan udveksles, og dermed er bestemmende for om varen besidder brugsværdi.
Udvekslingsforholdet mellem forskellige varer ændrer sig efter de omstændigheder, hvorunder udvekslingen foregår. Udvekslingsforholdet kan ændre sig med tiden og stedet. Ved en umiddelbar betragtning kan vareudvekslingen derfor synes noget tilfældig. Det er imidlertid ikke tilfældet. Bytteværdien er nemlig udtryk for, at varerne har en fælles karakter. En fælles karakter, der beror på, at de er et produkt af menneskeligt arbejde. Bytteværdien er en fremtrædelsesform for den værdi, varen besidder i kraft at at være et produkt af menneskeligt arbejde. Det, der egentlig sættes i forhold til hinanden ved varebyttet, er ikke selve bytteværdien, men det menneskelige arbejde, der er nedlagt i varen. En vareudveksling er derfor ikke en relation mellem genstande eller ting. En vareudveksling er udtryk for en menneskelig relation, en relation mellem producenterne, hvilket er en social relation. Denne udveksling af værdier kommer bare til udtryk i forholdet mellem ting, men det er en socialrelation.
Engels skriver:
Den politiske økonomi begynder med varen, med det øjeblik, da produkter bliver udvekslet med hinanden, hvad enten det er enkelte personer eller primitive samfund, der gør det. Det produkt, der træder ind i udvekslingen er en vare. Men det er kun en vare, fordi der til tingen, til produktet, knytter sig et forhold mellem to personer eller samfund, forholdet mellem producenten og forbrugeren, der h& ikke mere er forenet i samme person. Her har vi straks et eksempel på en ejendommelig kendsgerning, der går gennem hele økonomien og har fremkaldt en slem forvirring i den borgerlige økonomis hoveder: økonomien handler ikke om ting, men om forhold mellem personer og i sidste instans mellem klasser, men disse forhold er altid bundet til ting og fremtræder som ting.
F. Engels: Karl Marx – Til kritikken af den politiske økonomi, MEUS I, s. 367. [3]
Til varens dobbeltkarakter svarer også en dobbeltkarakter i arbejdet. Grundlaget for brugsværdien er det konkrete arbejde; tømring, smedning, vævning o.s.v. Brugsværdien og det konkrete arbejde er af kvalitativ natur. Grundlaget for bytteværdien er det abstrakte arbejde. Det abstrakte arbejde, der er af kvantitativ natur, er forbruget af den menneskelige arbejdskraft. Det er dermed det abstrakte arbejde, der er grundlaget for produktets værdi, der i udvekslingen sættes i forhold til andre varers værdi.
Vareproduktion – alment defineret
Egentlig vareproduktion forudsætter en vis udvikling af arbejdsdelingen i samfundet. Vareproduktion kræver en så høj specialisering af arbejdet, at en udveksling af produkterne generelt er nødvendig og derfor finder sted. De enkelte producenter producerer brugsværdier i forventning om, at der findes et samfundsmæssigt behov for dem.
En vare er derfor et produkt af menneskeligt arbejde, der er produceret med henblik på at blive udvekslet med andre produkter af menneskeligt arbejde. Det er først på markedet, at det viser sig, om det arbejde, der er medgået til fremstillingen af varen, kan realiseres, om den har brugsværdi for andre, og der dermed kan ske en realisering af værdien. Samfundet skal altså anse den producerede vare for nødvendig. Der skal på et tidspunkt enten i fremtiden eller umiddelbart efter produktionen være et købedygtigt marked for den, ellers er det samfundsmæssigt set spildt arbejde og dermed værdiløst.
Simpel vareproduktion
Producenten ejer selv sine produktionsmidler
Varen udveksles til sin værdi
Det samfundsmæssige fænomen, der af Marx betegnes som simpel vareproduktion, hører til en bestemt historisk periode. Denne ligger forud for kapitalismen. Selve det at producere varer er et langt ældre fænomen end kapitalismen selv. I både slavesamfundet og feudalsamfundet fandtes der vareproduktion.
Den tidlige form for vareproduktion var karakteriseret ved, at producenten selv ejede produktionsmidlerne og produkterne. Producenten, der f.eks. kunne være en bonde eller en håndværker, var dermed den eneste deltager i produktionen. På dette tidspunkt var udbytningen af andre mennesker via lønarbejde endnu ikke fremtrædende. Arbejdskraften var endnu ikke en vare.
I et simpelt vareproducerende samfund, er der en tendens til, at varerne udveksles til deres værdi. Det vil sige, at de udveksles i overensstemmelse med den mængde menneskeligt abstrakt arbejde, der er medgået til fremstillingen indenfor rammerne af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid. Samfundsmæssig nødvendig arbejdstid vil sige, at der til fremstillingen er forbrugt den i samfundet normalt anvendte mængde af arbejdskraft af gennemsnitlig kvalitet og intensitet, og under anvendelse af den for det pågældende samfund normale teknik. Og endelig skal samfundet anse det fremstillede produkt for nødvendigt.
Vareproduktion under udviklet kapitalisme
Producent og produktionsmidler adskilt
Varerne udveksles til produktionspriser
Under simpel vareproduktion ejer producenten selv sine produktionsmidler. Under udviklet kapitalisme ejer producenten hverken produktionsmidlerne eller produktet. Proletariatet og bourgeoisiet opstår. Fremkomsten af disse klasser behandles kort i det følgende.
Den oprindelige akkumulation
Marx og Engels skriver i ”Det kommunistiske Manifest”:
… de produktions- og udvekslingsmidler, som var det grundlag bourgeoisiet udviklede sig på, blev skabt i det feudale samfund. På et vist trin i disse produktions- og udvekslingsmidlers udvikling svarede de forhold, som det feudale samfunds produktion og udveksling foregik under, – den feudale organisering af landbrug og fremstillingsvirksomhed, kort sagt de feudale ejendomsforhold – ikke mere til de produktivkræfter, der allerede var udviklet. De blev lænker for produktivkræfterne. De måtte sprænges, de blev sprængt. [4]
K. Marx, F. Engels: Det kommunistiske partis manifest. MEUS I, s. 31.
Opløsningen af feudalismen og skabelsen af forudsætningerne for den kapitalistiske produktionsmåde kalder Marx for ”Den oprindelige akkumulation”. Oprindelig, fordi kapitalismens fødsel ikke kan forklares ud fra den kapitalistiske produktionsmådes egen akkumulations lovmæssigheder. Ophobningen af de værdier, der blev til den oprindelige kapital, var ikke et resultat af kapitalistisk udbytning, lønarbejde, men af direkte vold og ran. Skabelsen af proletariatet var ikke en konsekvens af kapitalismen, men af kapitalismens historiske grundlag, altså dens udgangspunkt.
Marx uddyber i ”Kapitalen” i afsnittet ”Den såkaldte oprindelige akkumulation, hvad den oprindelige akkumulation indeholder. Han beskriver den som den proces, hvorved grundbetingelserne for den kapitalistiske produktion skabes. Dannelsen af ”frie”, ejendomsløse og fra produktionsmidlerne frigjorte arbejdere på den ene pol. Dannelsen af ejerne af penge, produktionsmidler og eksistensmidler – hvis eneste mål er at øge værdien af den værdisum, de ejer – kort sagt, kapitalisterne på den anden pol. De oprindelige kapitaler var for en stor dels vedkommende et resultat af udplyndringen af de koloniale områder.
Marx skriver:
… Opdagelsen af guld og sølv i Amerika, udryddelsen og underkuelsen af den indfødte befolkning, som levende begravedes i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Østindien, Afrikas forvandling til et område, hvor der i handelsøjemed blev drevet jagt på sorthuder, betegner morgenrøden for den kapitalistiske produktions epoke. Disse idylliske begivenheder er væsentlige led i den oprindelige akkumulation. I deres fodspor følger de europæiske nationers handelskrige med hele verden som skueplads.
De forskellige metoder for den oprindelige akkumulation fordeler sig i tidsmæssig rækkefølge mere eller mindre navnlig på Spanien, Portugal, Holland, Frankrig og England. I England sammenfattes de i slutningen af det 17. århundrede systematisk i kolonisystemer, statsgældsystemet, det moderne skattesystem og beskyttelsestoldsystemet. Disse metoder hviler tildels på den mest brutale vold, d.v.s. kolonisystemet. Men alle benytter de statsmagten, samfundets koncentrerede og organiserede vold, til kunstigt at befordre omdannelsen fra feudal til kapitalistisk produktionsmåde og til at forkorte overgangstiden. Vold er fødselshjælperen for ethvert samfund, der går svangert med et nyt. Den er selv en økonomisk kraft.
K. Marx, MK 1. bog, 4. s. 1045-46.
Ligesom den oprindelige kapitaldannelse, plyndringen af de koloniale områder, var en betingelse for kapitalismens gennembrud, var også skabelsen af et proletariat en nødvendighed. Det vil sige fremkomsten af en klasse af ”frie” arbejdere, ”frie” i dobbelt betydning. For det første må de frit kunne sælge deres arbejdskraft, og ikke som slaver eller feudale livegne være tilknyttet en bestemt produktion. For det andet må de være fri for ejendomsret til produktionsmidler, og ikke som bonden eller håndværkeren arbejde med egne produktionsmidler. De skal være frie og ledige på markedet, og dermed være tvunget til at indgå i den kapitalistiske produktion som lønarbejdere for at sikre deres eksistens. Under kapitalismen fremstår der således to grundlæggende klasser, bourgeoisiet og proletariatet. Kapitalisterne med kapitalen og dermed produktionsmidlerne og proletariatet, som ”berøvet” sine produktionsmidler kun har deres arbejdskraft at sælge. Under kapitalismen er arbejdskraften således også blevet en vare.
Arbejdskraften – Dens værdi og pris
Arbejdskraften er på flere måder ikke nogen almindelig vare. Dens pris, lønnen, er ikke i samme grad som andre varer bestemt af økonomiske lovmæssigheder. Lønnen er til forskel fra andre varers priser i første række bestemt af klassekampen i samfundet. Det er dog ikke kun klassekampen, der bestemmer lønnen. Marx skelnede således ved bestemmelsen af arbejdskraftens værdi mellem 2 elementer. Dels arbejdskraftens reproduktionsomkostninger, og dels det han betegner som det historiske og moralske element. Arbejdskraftens reproduktionsomkostninger vil sige prisen på de varer, der er nødvendig for at arbejderen og arbejderklassen som helhed kan fortsætte med sit arbejde, sin eksistens og reproduktion. Det drejer sig om den basale føde, tøj og tag over hovedet. Når arbejderen kun får en aflønning, der dækker de fysiske reproduktionsomkostninger, betegnes det som subsistenslønninger. Alle hidtidige forsøg på at bestemme arbejdskraftens pris alene ud fra dens fysiske reproduktionsomkostninger er mislykket. Hvis lønnen blot skulle være bestemt af disse forhold, ville det kræve et frit arbejdsmarked. Der har ikke generelt set været et sådant frit arbejdsmarked under kapitalismen, højst i et meget kort tidsrum efter at det kapitalistiske system etableredes. De komplekse regler og normer fra det feudale system, der gik forud, og klassekampen, der fulgte, gav et meget lille rum for et sådant frit arbejdsmarked.
Udover de rent fysisk bestemte livsfornødenheders priser bestemmes arbejdskraftens værdi af ”det historiske og moralske element”.
Marx siger:
…På den anden side er omfanget af de såkaldte nødvendige behov ligesom måden at tilfredsstille behovene på selv et historisk produkt og afhænger derfor i høj grad af et lands kulturtrin, blandt andet også væsentlig af under hvilke betingelser klassen af frie arbejdere er blevet til, og dermed hvilke vaner og krav til livet de har.
I modsætning til de øvrige varer indeholder bestemmelsen af arbejdskraftens værdi altså et historisk og moralsk element. For et bestemt land i en bestemt periode er den gennemsnitlige mængde og sammensætning af de nødvendige livsfornødenheder imidlertid givet.
K. Marx, MK, 1 bog 1, side 287.
De faktorer, der bestemmer arbejdskraftens værdi og pris – nemlig klassekampen og reproduktionsomkostningerne – påvirker gensidigt hinanden i et udviklingsforløb. På samme måde eksisterer der et dialektisk forhold imellem arbejdskraftens værdi og arbejdskraftens pris, lønnen. Arbejdskraftens værdi er således selv indirekte bestemt af lønnen. Selvom værdien er med til at bestemme lønnen, så virker lønnen tilbage på værdien. Idet arbejderklassen får mulighed for at inddrage flere varer til sin reproduktion, når de får fremtvunget en højere løn via klassekampen. Når den højere løn har eksisteret igennem længere tid, bliver denne pris på arbejdskraften lig med arbejdskraftens værdi.
Det historiske og moralske element – hvilket vil sige klassekampen og hele det historiske og økonomiske grundlag denne føres på – er således i høj grad bestemmende for lønniveauet under kapitalismen. Det historiske og moralske element er imidlertid også påvirket af tidligere praktiserede lønninger.
Hvis vi antager, at lønnen svinger omkring arbejdskraftens værdi, betyder det, at arbejdskraftens værdi er forskellig i verden. Hvor der betales relativt høje lønninger, befinder arbejdskraftens værdi sig på et relativt højt niveau. Modsat befinder arbejdskraftens værdi sig på et relativt lavt niveau, hvor der betales relativt lave lønninger. Arbejdskraftens værdi befinder sig følgeligt på et højt niveau i de rige imperialistiske lande og på et lavt niveau i de udbyttede lande i den tredje verden. Igennem en lang historisk periode har en høj løn i de rige lande medført reproduktionsomkostninger på et højt niveau. Reproduktionsomkostninger har her indbefattet et væld af forbrugsgoder af forskellig karakter og er dermed udtryk for en høj værdi. Det lave lønniveau i den tredje verden er ensbetydende med reproduktionsomkostninger på et lavt niveau og er dermed udtryk for en lav værdi. Reproduktionsomkostningerne indbefatter her langt overvejende fysiske subsistensvarer. Når vi på denne måde strengt teoretisk definerer arbejdskraftens værdi ud fra en national synsvinkel, er det fordi: det er et faktum, at prisen på varen arbejdskraft faktisk befinder sig på vidt forskellige niveauer i verden.
Der er således ikke nogen moralsk vurdering i værdibegrebet i denne sammenhæng. Det er en strengt økonomisk definition. Det, at arbejdskraften aflønnes til sin værdi, har ikke noget med retfærdighed at gøre.
Arbejdskraftens brugsværdi – den værdiskabende evne – påvirkes naturligvis ikke af disse forskelle i værdien af selve arbejdskraften. Arbejde med ens kvalifikationer er lige værdiskabende, ligegyldigt hvor arbejdet bliver ydet, og ligegyldigt hvilken værdi selve arbejdskraften har. Hvorfor skulle en havnearbejder i Esbjerg i Danmark være mere værdiskabende end en havnearbejder i Bombay i Indien? Blot fordi den danske arbejder har en løn, der er 50 gange større? Med ens kvalifikationer og ens intensitet vil værdien af deres arbejde være den samme, ligegyldigt hvilken værdi deres arbejdskraft har.
Lønnens størrelse er således afhængig af styrkeforholdet mellem klasserne og landets stilling i verden. Det får til konsekvens, at markedet for arbejdskraft adskiller sig fra det normale varemarked. Det er belagt med normer, regler, love og de krav, fagforeningerne har opnået at få opfyldt i forhold til arbejdsdagens længde, arbejdsforhold, overarbejde, mindsteløn, akkordtariffer o.s.v. Der er lagt relativt faste rammer for lønnens variation indenfor et land. Disse rammer er ikke umiddelbart udtryk for økonomiske lovmæssigheder, men for politiske forhold. Klassekampens internationalt forskelligartede forløb har skabt store internationale lønforskelle. Indenfor de enkelte lande – især de imperialistiske – er der derimod en tendens til en udligning af lønniveauet. Den udlignende tendens på det nationale plan fremkaldes dels af den relativt store bevægelighed af arbejdskraften indenfor landene og dels af politiske indgreb. [5]
På det internationale plan er en lignende tendens ikke slået igennem. Tværtimod, her er lønforskellene mellem de imperialistiske lande og de udbyttede lande vokset. Prisen på varen arbejdskraft har ikke fulgt den almindelige tendens mod etablering af en verdensmarkedspris. Den varierer relativt lidt indenfor en given periode, men meget fra sted til sted. Der er udpræget subsistenslønninger i den tredje verden og relativt høje lønninger i de imperialistiske lande. Derimod varierer prisen på de fleste varer ofte kraftigt med tiden, men relativt lidt fra sted til sted på jorden. Prisen på kobber eller hvede kan variere kraftigt fra måned til måned eller endog fra dag til dag, men geografisk varierer prisen meget lidt. På et givent tidspunkt er der én verdensmarkedspris.
Det omvendte gør sig gældende med lønnen.
Emmanuel skriver:
Fra den fjerneste antik og til begyndelsen af det 19. århundrede varierede reallønnen næppe fra land til land, den befandt sig på subsistensniveauet. Fra begyndelsen af det 19. århundrede og til idag har lønnen i visse lande bevæget sig stille og roligt opad… en sådan rolig ensartet bevægelse i en retning i visse perioder og lande, er ikke i overensstemmelse med økonomisk bestemte lovmæssigheder, som viser sig ved variation og elasticitet. Kun ekstraøkonomiske d.v.s. klassekampsmæssige kræfter kan skabe sådanne bevægelser.
På det internationale plan er lønforskellene uforenelig med eksistensen af et marked, fordi den essentielle funktion af et sådant marked netop er at sikre en ens pris for hver vare. Men for lønnen gælder det, at uligheden fortsætter uden mindste tegn på en udjævning, endog selvom arbejdskraften i visse perioder her og der havde en relativt stor bevægelighed. Hverken den store immigration af europæere til USA i løbet af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. eller den i vor tid betydelige immigration af nordafrikanere, portugisere, grækere o.s.v., siden sidste krig til de udviklede kapitalistiske lande har givet anledning til den mindste tendens imod en udligning af lønnen mellem de lande, hvor arbejdskraften kommer fra og værtslandene.
…. Der er ingen sammenhæng mellem konjunktursvingningerne i beskæftigelsen i forskellige lande og de tilsvarende lønrater i samme lande. F.eks. var 36,47% af den erhvervsaktive befolkning i USA i krisen 1929-39 arbejdsløse, mod 13,42% i Frankrig og kun 7% i Italien. Trods dette forblev den amerikanske løn under den værste krise 2 – 3 gange så høj som i Frankrig, og 3 – 4 gange så høj som i Italien.
Vi kan konkludere, at bestemmelsen af lønnen er mere en klassekampsmæssig end en økonomisk proces. Variationerne er udtryk for svingningerne i magtforholdet mellem de sociale klasser. Denne ekstraøkonomiske, institutionelle bestemmelse af lønnen muliggør den eksisterende kløft mellem arbejdskraftens pris og værdi. Imidlertid hænger disse to størrelser sammen i et dialektisk sammenspil. En løn, som er større end værdien af arbejdskraften, kan – hvis den eksisterer igennem længere tid ende med at drive selve værdien opad. Idet det ekstra forbrug, som den højere løn muliggjorde, ender med at blive et ”nødvendigt behov” – hvad Marx kalder af sekundær natur – og derfor bliver en del af arbejdskraftens reproduktionsomkostninger.
A. Emmanuel: Unequal Exchange Revisited, Brighton, University of Sussex, 1975. (IDS Discussion Paper, no. 77) s. 49-50. (Herefter UER)
Lønarbejdet bør tages for, hvad det er, nemlig en social relation, hvor klasser kæmper for sine interesser, d.v.s. kampen om delingen af det samfundsmæssige produkt i løn til arbejdere og profit til kapitalisterne. Lønnen er derfor en andel af det samfundsmæssige produkt, og dens størrelse er udtryk for styrkeforholdet mellem klasserne samt det økonomiske grundlag, klassekampen foregår på. [6]
Produktivitet og løn
En af de mest almindelig forklaringer på de internationale lønforskelle er, at de grunder sig i tilsvarende produktivitetsforskelle. Der er endda dem, der påstår, at arbejderne i de udviklede imperialistiske lande – på grund af deres store produktivitet – er mere udbyttede end proletariatet i den 3. verden.
Argumentationen er som følgende:
“Produktiviteten i de imperialistiske lande er generelt set meget højere end i den 3. verden. Denne høje produktivitet medfører, at de varer, der indgår i arbejderens forbrug falder i værdi. Dermed falder den nødvendige arbejdstid – d.v.s. den tid, det tager at fremstille de varer, som er nødvendig for arbejdskraftens reproduktion – i forhold til merarbejdet. De høje lønninger, som de kan købe mange varer for, er ikke et udtryk for mere værdi, men blot for højere produktivitet. Lønudviklingen har ikke engang kunnet følge med produktivitetsudviklingen. Merarbejdet udgør en stadig større del i forhold til det nødvendige arbejde af arbejdsdagen. Arbejderklassen i de imperialistiske lande kan således nyde en stadig stigende levestandart, medens de bliver mere og mere udbyttede. I den 3. verden derimod er produktiviteten på de produkter, der indgår i arbejderklassens forbrug, lavere. Dette medfører, at den nødvendige arbejdstid udgør en større del af den samlede arbejdstid, end i de imperialistiske lande. Arbejdskraften i den 3. verden er derfor, trods sine usle kår, mindre udbyttet, end i de imperialistiske lande. Dette forhold beror på produktivitetsforskellene i verden. Høj produktivitet medfører høj løn, lav produktivitet medfører lav løn.”
I dette afsnit vil vi behandle denne påstand ud fra en teoretisk synsvinkel. (I kapitel IV vil vi også behandle den empirisk).
En marxistisk definition af produktivitet må klart adskilles fra begreberne intensitet og rentabilitet. De tre begreber blandes ofte sammen i en pærevælling. Den borgerlige økonomi fokuserer for det meste på ”output pr. arbejder” enten i form af vare-enheder eller i form af profit. Om et stigende ”output pr. arbejder” er en følge af stigende priser, ny teknik eller større slid på arbejdskraften, interesserer dem selvfølgelig mindre. Mange marxister blander ligeledes intensitet og produktivitet sammen. De definerer produktivitet som antal producerede varer pr. tidsenhed, og er dermed ikke i stand til at skelne, om en produktivitetsforøgelse er et resultat af ny teknik, eller af et større slid på arbejdskraften.
Vi vil, for at kunne skelne mellem de forskellige faktorers indflydelse, definere begreberne således:
Rentabilitet er et spørgsmål om markedsprisen i forhold til produktionsprisen for en given vare. Stiger markedsprisen, fås en større profit pr. vare-enhed, en større rentabilitet.
Intensitet er et udtryk for, i hvilken grad selve arbejdskraften forbruges. En høj intensitet er ensbetydende med et stort forbrug af muskler, stor belastning af nervesystemet, stress o.s.v. En høj intensitet, giver med samme tekniske hjælpemidler og redskaber en større mængde producerede varer pr. tidsenhed, men samtidig en hurtigere nedslidning af arbejdskraften. (Et eksempel på høj intensitet og hurtig nedslidning af arbejdskraften er udnyttelsen af den kvindelige arbejdskraft i Sydkorea.)
Produktivitet relaterer sig til de tekniske hjælpemidler, der anvendes og organiseringen af selve produktionen. Med en forbedring af teknikken eller en bedre organisering af produktionen kan der med samme intensitet opnås en større mængde varer pr. tidsenhed.
Såvel ved en intensitetsforøgelse som ved en produktivitetsforøgelse bliver der således skabt mere brugsværdi pr. tidsenhed. Men det er kun det mere intensive arbejde, der giver mere værdi pr. tidsenhed. Ved produktivitetsforøgelsen kommer den samme værdi blot til udtryk i en større mængde brugsværdier.
Marx viser i sin analyse af akkordløn og stykbetaling (K. Marx: MK, 1. bog 3, kap. 19, s. 776), hvordan den tilsyneladende sammenhæng mellem produktivitet og løn er falsk, idet akkordløn er en tilsløret form for tidløn. Hvis styklønnen for en produktenhed i en given virksomhed f.eks. er på 30 kr., og gennemsnitslønnen for det pågældende arbejde er 300 kr. om dagen, så er denne stykløn blot udtryk for, at kapitalisten har beregnet, at en gennemsnitsarbejder kan fremstille 30 produktenheder pr. dag. Den arbejder, der med samme maskiner, værktøj o.s.v. som sin kollega kan fremstille 36 stk., og derfor får 360 kr., arbejder ikke mere produktivt, men mere intensivt, og kræver derfor, ifølge Marx, større reproduktionsomkostninger. Hvis ny og mere produktivt maskineri pludselig gjorde det muligt for gennemsnitsarbejderen at fremstille 60 produktenheder i stedet for 30, vil det ikke af sig selv resultere i en fordobling af daglønnen. Denne tanke er under kapitalistiske produktionsforhold absurd. Det, der ville ske, var, at styklønnen ville blive nedsat til det halve. Lønnen er ikke prisen på arbejdets resultater, men prisen på arbejdskraft.
Engels skriver i et brev til Lafargue:
På hvilken måde kan lønarbejderen have fordel af, at hans produktivitet øges, når produktet af denne produktivitet ikke tilhører ham, og når hans løn ikke bestemmes af produktiviteten af maskinen?
F. Engels til Poul Lafargue, 11/8-1881. Her citeret efter UEX, s. 420.
Produktivitetsforbedringer er et resultat af forbedret teknik af kapitalistens produktionsapparat. En gevinst som resultat af produktivitetsforbedringer tilfalder derfor kapitalisten i form af profit, evt. ekstraprofit for en kort periode. En profit, som arbejderen ikke har ”krav” på andel i under kapitalistiske produktionsforhold. Arbejdskraftens værdi og betaling afhænger ikke af, om arbejderen betjener et dyrt højproduktivt anlæg eller en skruetrækker. Ligegyldigt hvor stor produktivitetsforskellen er, kan den ikke være et resultat af arbejdskraften i sig selv. Ved lige mængder forbrugt arbejdskraft – d.v.s. lige stort slid på muskler og nerver og ens uddannelse og kvalifikationer – kan et uens resultat kun stamme fra andre faktorer, hvilket vil sige jordens frugtbarhed eller produktionsmidlernes beskaffenhed, der betales via jordrenten eller profitten. At landarbejderens løn skulle bestemmes af jordens frugtbarhed, og industriarbejderens af mængden og kvaliteten af det maskineri, vedkommende betjener, er ikke bare absurd, det har intet at gøre med virkeligheden. I et kapitalistisk samfund tilhører produktet af jorden eller maskineriet jordejeren og kapitalisten. Kun i det tilfælde, hvor der er tale om selvstændige producenter – der selv ejer jorden eller værktøjet – er der en sammenhæng mellem produktiviteten på arbejdet og lønnen for arbejdet.
Produktiviteten af arbejderens arbejde har ingen indflydelse på vedkommendes løn. En stigning i produktiviteten i de sektorer, der indgår i arbejdskraftens værdi kan dog have en indflydelse – Marx mente i nedafgående retning. Men antager vi, at det skulle være i opadgående retning, så er det vanskeligt at forstå, hvorfor arbejderklassen i den 3. verden ikke i samme grad skulle have glæde af disse produktivitetsstigninger.
Det er ikke til at forstå, hvorfor den samme mængde arbejde med de samme kvalifikationer, hvilket vil sige samme uddannelse og træning, skal betales 10 gange mere eller mindre, alt efter om det er på den ene eller anden side af den amerikansk – mexikanske grænse, og alt efter om arbejderen hedder John eller Fernandez.
A. Emmanuel: The Unequal Exchange: a summary. Ikke publiceret duplikat præsenteret ved en konference ved IDS, University of Sussex, 8/9-1975, med titlen ”New Approaches to Trade” s. 25.
De varer, der udgør arbejderklassens reproduktionsomkostninger, koster stort set det samme verden over. Omkostningerne ved at opretholde en levestandard som en dansk arbejder er stort set lige så høje i Tanzania, Brasilien, Hong Kong som i Danmark. Prisen på 1 kg. hvede, 1 kg. kød, 1 ur eller en transistorradio varierer med 10, 20 eller 50% fra land til land. Lønnen derimod er 5, 10, 20 eller 50 gange højere i de imperialistiske lande.
Hvis der skulle være en sammenhæng mellem produktiviteten og lønnen på en virksomhed, ville det medføre, at arbejder og kapitalist ville have en fælles interesse i produktivitetsudvidelser. Kapitalisten ville klare sig bedre i konkurrencen, og arbejderen ville få en lønstigning. Marx angreb dette synspunkt. Kapitalisten køber ikke arbejdet, men arbejdskraften. Arbejdskraften betales ikke efter arbejdets resultater. Et overskud, der måtte opstå ved en produktivitetsstigning, tilfalder kapitalisten. [7]
Historisk har sammenhængen mellem produktivitetsforøgelser og løn ikke været til arbejdernes fordel. Dette er en af Marx’ konklusioner. Han beskæftigede sig indgående med forholdet mellem produktivkræfternes udvikling, forøgelsen af produktiviteten og den virkning, det havde for arbejderklassens levestandard på hans tid. Han beskrev, hvordan kapitalens akkumulation, produktivkræfternes udvidelse og forøgelsen af produktiviteten skabte den industrielle reservearme, trykkede lønnen og sænkede levestandarden.
… jo større den funktionerende kapital og omfanget og energien af dens vækst er, og jo større følgelig også den absolutte størrelse af proletariatet og dets arbejdsproduktivitet er, desto større er den industrielle reservearme. Den disponible arbejdskraft udvikles af samme årsager som kapitalens ekspansivkraft…. jo større.. den industrielle reservearme er, desto større er den officielle pauperisme. Dette er den absolutte, generelle lov for den kapitalistiske akkumulation.
K. Marx, MK, I bog 4, s. 906-7.
I samme forbindelse bringer Marx en række konkrete eksempler på denne sammenhæng. I perioden 1846-66 – en periode, hvor produktivkræfterne udviklede sig med kæmpeskridt i England – faldt levestandarden. [8] Ifølge Marx er det således ingen indre lovmæssig sammenhæng mellem produktivitetsudvikling og leveforhold, der skaber lønstigninger. Helt konkret betød den store produktivitetsstigning, der fandt sted fra industrikapitalismens gennembrud i slutningen af 1700-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet, ikke lønstigninger eller levestandardsforbedringer overhovedet for arbejderklassen. Den første periode (1790-1845) medførte en direkte nedgang i levestandarden. Først efter kornlovenes ophævelse i 1846 genvandt arbejderklassen sit tidligere leveniveau. [9] De begyndende lønstigninger i 1870erne havde heller ikke baggrund i produktivitetsstigninger, de var et resultat af udviklingen af den ny økonomiske verdensorden – imperialismen.
Vi må konkludere, at den påståede økonomisk lovmæssige sammenhæng imellem produktivitetsstigninger og lønstigninger er fejlagtig. Det, der afgør lønnen, er klassekampen og de muligheder, de nationale økonomiers internationale stilling giver for lønvariation. [10]
Arbejdskraftens brugsværdi
For kapitalisten har varen arbejdskraft en egenskab, der er forskellig fra alle andre varers. Arbejdskraften har den egenskab, at den kan frembringe større værdi end den selv rummer. Arbejdskraften har den brugsværdi for kapitalisten, at den kan forbruges produktivt til fremstilling af varer, hvis værdi er større end de produkter, der indgår i produktionen. For at forbruge arbejdskraften må kapitalisten være i besiddelse af produktionsmidler.
Kapitalens kredsløb
Kapitalisten investerer dels i bygninger, maskiner, råstoffer o.s.v. – kort sagt produktionsapparatet. Denne del af kapitalen betegnes som konstant kapital, fordi den ikke ændrer værdi under akkumulationens forløb. Dels investeres der i arbejdskraft. Denne del af kapitalen betegnes som variabel kapital, fordi den skaber grundlag for mere værdi, end den selv indeholder. De varer, kapitalisten erhverver sig ved investeringer, deler sig således i to bestanddele, der begge er lige uundværlige, variabel kapital og konstant kapital. [11].
Kapitalens kredsløb består af produktion og handel med varer. Disse to aspekter ved kapitalens kredsløb forudsætter og betinger hinandens eksistens, ingen produktion uden handel og ingen handel uden produktion.
Første etape i industrikapitalens kredsløb udspiller sig i vareomsætningen, hvor kapitalisten køber arbejdskraft og produktionsmidler. I den næste etape, produktionen, der er grundlag for værdiøgningen, forbruges de indkøbte varer. Dette sker i fremstillingen af varer, som kapitalisten forudsætter at kunne realisere til en større pris, end hvad der svarer til den oprindelige investering.
Arbejdskraftens værdi og den værdi, som arbejderen skaber under arbejdsprocessen, er to forskellige størrelser. Den skabte værdi, værdiøgningen, er den værdi, der ligger udover arbejdskraftens værdi. Eller sagt på en anden måde: den værdi, der ligger udover det ”tidspunkt”, hvor arbejderen har ydet et stykke arbejde svarende til, hvad der kræves for at fremstille de produkter, som arbejderen køber for sin løn. Kun det levende arbejde, arbejdskraften, kan være kilden til den nyskabte værdi. Produktionsmidlerne, kapitalisten købte for at kunne sætte produktionen igang, skifter ganske vist form (f.eks. fra oksehud til sko), men ændrer ikke værdi. De bevarer værdien. Denne overføres til de producerede varer i samme omfang, som produktionsmidlerne forbruges under fremstillingen.
Den følgende fase foregår atter i vareomsætningen, hvor tilegnelsen af værdien foregår. For at det er muligt for kapitalisten at tilegne sig hele den nyskabte værdi, er det nødvendigt, at de fremstillede varer kan sælges på markedet til deres værdi. Dette vil sige det samlede kapitaludlæg til variabel og konstant kapital plus merværdien. Hvis dette lykkes, har kapitalisten således forøget sin oprindelige kapital med merværdien, der kan forbruges produktivt – d.v.s. til et nyt udvidet kredsløb eller uproduktivt til forbrug.
Det samlede varekredsløb ser således ud:
Fig. 3.1
Kapitalens kredsløb, den kapitalistiske akkumulations forløb, består således af en produktion, hvor de materielle goder skabes, og i en omsætning, hvor varerne fordeles og tilegnes af klasserne. Disse to momenter udgør som sagt et samlet hele. [13] En korrekt forståelse af kapitalens akkumulation fås derfor kun, når alle dens momenter analyseres i deres sammenhæng og gensidige påvirkning.
Merværdi
Merværdien er den værdi, arbejderen skaber udover sin egen arbejdskrafts værdi. Man kan teoretisk set dele arbejdsdagen i en kapitalistisk virksomhed i to dele. Den nødvendige arbejdstid, hvor arbejderen reproducerer sin egen arbejdskrafts værdi, og i merarbejdstiden, hvor merværdien skabes. [14]
Merværdiraten
Merværdiraten er forholdet mellem merarbejdet og det nødvendige arbejde. Udtrykt som værdi er det forholdet mellem arbejdskraftens værdi og merværdien, eller forholdet mellem variabel kapital og merværdien:
Merværdiraten er således udtryk for udbytningsgraden af arbejdskraften. Den konstante kapital har ingen indflydelse på den nyværdi, som skabes, om den indgår i større eller mindre omfang i produktionen har ingen indflydelse på merværdiraten.
Indenfor et lands rammer er der en tendens til en udligning af merværdiraten mellem de forskellige produktionsgrene, da arbejdskraften vil søge ansættelse i de virksomheder, hvor udbytningsgraden er lavest.
Marx skriver:
Denne (udligning af merværdiraten) forudsætter konkurrence mellem arbejderne og udligning gennem deres stadige bevægelse fra en produktionsgren til en anden.
Marx mente, at denne tendens til udligning slog igennem i de udviklede kapitalistiske lande:
Vi kan umiddelbart se, at i vort kapitalistiske samfund ydes en given del af det menneskelige arbejde, snart som skrædderi, snart som væveri, alt efter den stadigt skiftende efterspørgsel. Denne skiften rundt sker ikke uden friktion, men den sker.” [15]
Citaterne er refereret efter: V.M. Dandekar: Bourgeois Politics of the Working Class. Economic and Political weekly. vol xv, no. 2, Jan. 12th 1980.
Kostpris
Merværdi og merværdiraten er uden interesse for kapitalisten. Kapitalisten interesserer sig ikke for, hvor meget merværdi arbejderen aftvinges, men for hvor meget den totale investerede kapital afkaster i overskud – i profit.
Det, der derfor umiddelbart interesserer kapitalisten ved de producerede varer, er deres produktionsomkostninger – deres kostpris,
Værdien af enhver kapitalistisk fremstillet vare V kan udtrykkes ved formlen V = c+v+m. Trækker vi merværdien m fra denne produktværdi, bliver der kun et ækvivalent tilbage, d.v.s. en erstatningsværdi i varer for den kapitalværdi c+v, der er givet ud til produktelementerne.
….. Denne værdidel af varer, der kun erstatter prisen på de opbrugte produktionsmidler og prisen på den anvendte arbejdskraft, erstatter kun, hvad varen kostede kapitalisten selv, og udgør derfor for ham varens kostpris.
K. Marx: MK, III bog 1, s. 37.
Hvordan denne kostpris fordeler sig på konstant og variabel kapital er ligegyldigt for kapitalisten. For denne er profitten et afkast af totalkapitalen.
Når man på denne måde forestiller sig merværdien som et afkom af den udlagte totalkapital, får merværdien den forvandlede form af profit.
K. Marx: MK III bog 1, s. 47.
Profitraten
Merværdiens størrelse set i forhold til den udlagte totalkapital defineres som profitraten:
Den enkelte kapitalists profitrate afhænger derfor – teoretisk set – dels af merværdiraten og dels af størrelsesforholdet mellem den konstante og den variable kapital. En stigning eller et fald i merværdiraten medfører den tilsvarende tendens for profitraten. Forholdet mellem konstant og variabel kapital defineres også som kapitalens organiske sammensætning. Dette værdiforhold grunder sig på den tekniske sammensætning af henholdsvis arbejdskraft og produktionsmidler i den givne industrigren. Kapitalen har en lav organisk sammensætning, hvis den variable kapital udgør en stor del af totalkapitalen. Modsat har kapitalen en høj organisk sammensætning, hvis den konstante kapital udgør en stor del af totalkapitalen. [16]
I det følgende eksempel, hvor der antages éns merværdirate og éns omslagstid [17], vises, hvordan kapitalens organiske sammensætning teoretisk set slår igennem på profitratens størrelse. Jo højere organisk sammensætning, jo lavere profitrate og jo lavere organisk sammensætning, jo højere profitrate. [18]
Tabel 3.1
| Totalkapital | Merværdirate | Merværdi | Produktværdi | Profitrate | |
| K | m/v | m | k+v+m | p´=m/K | |
| I. | 80k+20v | 100% | 20 | 120 | 20% |
| II. | 70k+30v | 100% | 30 | 130 | 30% |
| III. | 60k+30v | 100% | 40 | 140 | 40% |
| IV. | 85k+15v | 100% | 15 | 115 | 15% |
| V. | 95k+5v | 100% | 5 | 105 | 5% |
Eksemplet svarer til: K. Marx: MK III bog 1., s 202. (Retur til tabel 3.2)
Dannelsen af en gennemsnitlig profitrate mellem produktionsgrenene
Af ovenstående tabel ses, hvorledes lige store kapitaler med forskellig organisk sammensætning tilegner sig forskellige mængder merværdi, hvilket rent teoretisk fører til højst uens profitrater for lige store kapitaler. Denne tendens slår imidlertid ikke igennem i virkeligheden. Hvis den gjorde det, ville det medføre, at kapitalen ville strømme til lavorganiske produktionsgrene, hvor den variable kapital udgør en relativ stor del af totalkapitalen, og bort fra højorganiske produktionsgrene, hvor den konstante kapital udgør en relativ stor del. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Kapitalen søger ikke specielt mod lavorganiske produktionsgrene. Fra den virkelige verden ved vi, at væsentlige forskelle i de gennemsnitlige profitrater for de forskellige industrigrene ikke eksisterer – bortset fra kortvarige, tilfældige forskelle, der på længere sigt udligner hinanden. De kan ikke eksistere uden at ophæve hele det kapitalistiske system. Spørgsmålet er derfor, hvorledes foregår denne udligning, og hvad er årsagerne til den?
Den gennemsnitlige profitrate opstår ved, at kapitalen til stadighed bevæger sig til sektorer, hvor profitten er højest. Hvis der opstår en stor efterspørgsel efter en bestemt industrigrens produkter, vil prisen på disse produkter stige, og profitraten indenfor sektoren vil dermed også stige. Dette vil føre til, at kapital vil strømme til sektoren for at få del i den højere profitrate. Dette medfører en øget produktion af sektorens produkter, hvilket igen fører til en mætning af det samfundsmæssige behov evt. til overproduktion og dermed til faldende priser, hvilket vil sige lavere profitrate, og dermed kapitalflugt fra sektoren. Ulighederne i profitraterne fra produktionsgren til produktionsgren er således grundlag for stadige kapitalbevægelser og dermed til en tendens til en udligning af profitraterne. Konkurrencen mellem kapitalerne tenderer altså mod en udjævning af de forskellige industrigrenes profitrater til en gennemsnitsprofitrate, således at lige store kapitaler afkaster lige store profitter uanset i hvilken branche, de er investeret, og uanset hvordan kapitalen fordeler sig på konstant og variabel kapital. Gennemsnitsprofitten kan herefter defineres som den profit, der – i overensstemmelse med den almindelige profitrate tilfalder en kapital af en given størrelse, uanset hvordan den er organisk sammensat.
Disse forhold fører til, at de oprindelige vareværdier omdannes til produktionspriser. En vares produktionspris er lig med dens kostpris plus den del af den årlige gennemsnitsprofit, der i overensstemmelse med varens omslagsbetingelser falder på varen i forhold til den kapital, der er anvendt (ikke blot forbrugt) til dens fremstilling. Med andre ord:
Produktionspris = Kostpris + (den total anvendte kapital x gennemsnitsprofitraten)
Produktionsprisen må ikke forveksles med den konkrete markedspris [19], som den kun tilfældigt kan være sammenfaldende med. I den historiske periode med simpel vareproduktion svingede varepriserne omkring vareværdien. I den udviklede kapitalisme derimod er det produktionsprisen, som er den akse, hvorom de aktuelle markedspriser svinger. Produktionsprisen på den enkelte vare er således ikke det samme som værdien af den enkelte vare. Men totalt vil summen af de samlede produktionspriser være lig summen af vareværdierne – ligesom summen af profitterne vil være lig den samlede merværdi.
Lad os se, hvordan etableringen af en gennemsnitlig profitrate indvirker på de tal, der er i skemaet fra side 87.(tabel 3.1)
De enkelte totalkapitaler er stadig på 100, merværdiraten er konstant på 100%. Vi forudsætter igen, at hele kapitalen slår om i ét kredsløb. Det nye er altså dannelsen af den gennemsnitlige profitrate:
Tabel 3.2
| Gennem- | Pris- | |||||
| snitlig | Produktions- | afvigelsen | ||||
| Totalkapital | Merværdi | Værdi | profitrate | pris | fra værdien | |
| K | m | k+v+m | P´ | PP | ||
| I: | 80k+20v | 20 | 120 | 22% | 122 | +2 |
| II: | 70k+30v | 30 | 130 | 22% | 122 | -8 |
| III: | 60k+40v | 40 | 140 | 22% | 122 | -18 |
| IV: | 85k+15v | 15 | 115 | 22% | 122 | +7 |
| V: | 95k+5v | 5 | 105 | 22% | 122 | +17 |
Tilsammen bliver varerne solgt til 2+7+17 = 26 over og 8+18 = 26 under værdien, således at prisafvigelserne indbyrdes ophæver hinanden, når merværdien fordeles ligeligt….. De priser, der opstår ved, at der dannes et gennemsnit af de forskellige profitter indenfor de forskellige produktionssfærer og dette gennemsnit lægges til kostpriserne i de forskellige produktionssfærer, er produktionspriserne. De har til forudsætning, at der eksisterer en almindelig profitrate, og denne forudsætter så igen, at profitraterne i hver enkelt produktionssfære for sig allerede er reduceret til ligeså mange gennemsnitsrater, som der er produktionssfærer. Disse specielle profitrater er i hver produktionssfære m/K, og må… udledes af varens værdi. Foretages denne udledning ikke, forbliver den almindelige profitrate (og dermed også varens produktionspris) en forestilling uden mening og indhold. Varens produktionspris er altså lig dens kostpris plus den profit, der lægges til den som en procent svarende til den almindelig profitrate, eller lig varens kostpris plus gennemsnitsprofitten.
K. Marx. MK, bog III 1, s. 204.
Som det ses af skemaet er den organiske sammensætning af de forskellige kapitaler meget uens, hvilket betyder, at de hver især sætter meget forskellig mængder menneskeligt arbejde i bevægelse. Der skabes således grundlag for forskellige mængder merværdi i de forskellige produktionsgrene. Merværdien tilegnes imidlertid ikke nødvendigvis af den produktionsgren, hvor den er skabt. Via udligningen af profitraten sker der en værdioverførsel fra produktionsgrene, som ligger under gennemsnittet med hensyn til organisk sammensætning, til de produktionsgrene, der ligger over.
For kapitalisterne er denne værdioverførsel uden interesse. De mærker den slet ikke. Den enkelte kapitalist er ligeglad med hvor meget merværdi, der skabes i den konkrete virksomhed eller produktionsgren. Det, der interesserer kapitalisten, er profitten, og den fordeler sig som følge af udligningen af profitraten jævnt på alle kapitaler, uanset hvordan den organiske sammensætning er.
Denne værdioverførsel bliver af en del økonomer [21] betegnet som ”ulige bytte”. Der er imidlertid intet ulig ved denne værdioverførsel, idet den er en betingelse for selve kapitalismens funktion. Det er denne udligning af profitraten, der gør det profitabelt for kapitalisten bestandigt at forbedre sit produktionsapparat – ja, tvinger kapitalisten til det for at klare sig i konkurrencen. Kapitalismen får derved en dynamik, en evne til at udvikle produktivkræfterne. Forestillede man sig, at varerne blev realiseret til deres værdi i stedet for til en pris, der svinger om produktionsprisen, ville det medføre et stop i investeringer i mekanisering og i højt organisk sammensatte produktioner i det hele taget, medens arbejdsintensive produktioner med meget variabel kapital og dermed meget merværdi ville vinde frem. Kemisk industri ville dø ud og billedskæreri ville blomstre.
Betingelserne for udligningen af profitraten på det nationale plan
Marx beskriver disse i kapitalen:
Bliver varerne imidlertid solgt til deres værdi, opstår der, som vi har fremstillet det, meget forskellige profitrater indenfor de forskellige produktionssfærer, alt efter den forskellige organiske sammensætning af de kapitalmasser, der er investeret i dem. Kapitalen trykker sig imidlertid ud af en sfære med lavere profitrate og kaster sig over andre, der afkaster højere profit. Som følge af denne bestandige af- og tilgang, kort sagt, som følge af hvorledes kapitalen fordeler sig på de forskellige sfærer, alt efter om profitraten falder det ene sted og stiger det andet, fremkalder den et sådant forhold mellem udbud og efterspørgsel, at gennemsnitsprofitten indenfor de forskellige produktionssfærer bliver den samme og værdierne derfor omdannes til produktionspriser. Denne udligning lykkes i større eller mindre grad for kapitalen, alt efter hvor højt den kapitalistiske udvikling er nået i et givet national samfund: d.v.s. jo mere tilstandene i det pågældende land er tilpasset den kapitalistiske produktionsmåde.
Den bestandige udligning af de bestandige uligheder går desto meget hurtigere. 1. jo mere mobil kapitalen er, d.v.s. jo lettere det er at overføre den fra en sfære og fra et sted til et andet. 2. jo hurtigere arbejdskraften kan kastes fra en sfære til en anden og fra et lokalt produktionssted til et andet.
Nr. 1 forudsætter fuldstændig næringsfrihed indenfor samfundet og afskaffelsen af monopoler, bortset fra de naturlige, nemlig dem, der skyldes selve den kapitalistiske produktionsmåde. (Kapitalistens monopol på kapital, og arbejderens på arbejdskraft. Red.)….. Nr. 2 forudsætter, at alle love ophæves, der forhindrer arbejderne i at flytte fra en produktionssfære til en anden, eller fra et lokalt produktionssted til et andet. Ligegyldighed hos arbejderen overfor indholdet af arbejdet. Størst mulig reduktion af arbejdet indenfor alle produktionssfærer til simpelt arbejde. Bortfald af alle faglige fordomme hos arbejderne. Endelig og især at arbejderen underkastes den kapitalistiske produktionsmåde. [22]
K. Marx: MK III bog 1, s. 253-55.
Opsumering
Altså: under udviklet kapitalisme er der indenfor det enkelte lands rammer en tilstrækkelig bevægelighed af arbejdskraften til en tendens til udligning af merværdiraten. Ligeledes er kapitalens bevægelighed tilstrækkelig til, at der fremkommer en tendens til udligning af profitraten. Dette medfører, at udvekslingsforholdet mellem varerne – deres markedspriser – ikke længere svinger om værdien men om produktionsprisen. Spørgsmålet er nu, hvordan det forholder sig på det internationale plan. Er arbejdskraftens bevægelighed mellem landene tilstrækkelig til, at der sker en udligning af merværdiraten – d.v.s. af udbytningsgraden? Er kapitalens bevægelighed tilstrækkelig stor til, at der sker en udligning af profitraten, og at der dermed dannes produktionspriser? Kort sagt, spørgsmålet er, hvordan fungerer det kapitalistiske verdensmarked?
Verdensmarkedet
Hvad angår merværdiraten – så mener vi afgjort ikke, at der internationalt set er sket en udligning. Arbejdskraftens bevægelighed mellem landene har ikke været tilstrækkelig til at fremkalde noget, der blot ligner en tendens i denne retning. Udviklingen har været den modsatte.
Den faglige og parlamentariske kamp, som arbejderklassen i de udviklede lande førte i slutningen af sidste århundrede, kunne på baggrund af udbytningen af de underudviklede lande føre til et stadigt stigende lønniveau. Denne udbytning af de fattige lande gav på den anden side ikke nogen mulighed for en tilsvarende udvikling dér, tværtimod. Dette forhold har i løbet af vort århundrede medført en stadig stigende forskel i lønniveauet mellem de udviklede og underudviklede lande, eller med andre ord, til en høj merværdirate i de fattige lande, og til en lavere i de rige lande.
Hvad angår profitraten, så er vi af den opfattelse, at kapitalens bevægelighed internationalt – specielt efter den anden verdenskrig og afkoloniseringen – har været tilstrækkelig til at fremkalde en tendens til udligning og dermed til dannelse af produktionspriser på internationalt niveau.
Forudsætninger [23] for prisdannelsen på verdensmarkedet er altså:
1. Lønnen
Uens aflønning af arbejdskraften. Klassekampen har internationalt været udspillet på uens økonomisk grundlag, hvilket har medført, at lønniveauet og dermed merværdiraten varierer kraftigt mellem de imperialistiske og udbyttede lande.
2. Profitten
Ens aflønning af kapitalen. Kapitalens bevægelighed er tilstrækkelig til at medføre en tendens til en international udligning af profitraten.
Ulige bytte mellem lande
Lad os se, hvad disse forudsætninger fører til i Marx’ produktionspris skemaer:
Vi tænker os to lande A og B. I første omgang forestiller vi os, at merværdiraten og profitraten i de to lande er ens. Hvilket vil sige, at arbejdskraft og kapital har en tilstrækkelig bevægelighed til at fremkalde en udligning (skema 1).
Den organiske sammensætning i produktionen i land A og B er ens (k og v er 100 i begge lande). Dette er valgt for at gøre ”alt andet lige” – for at eliminere, at en højere organisk sammensætning skulle være årsag til evt. værdioverførsler. Dette medfører, at værdi og produktionspris i dette tilfælde falder sammen.
Den ens organiske sammensætning skal på ingen måde indikere, at der er tale om produktion af ens produkter, i så fald ville lønstigningen i land A blot medføre, at det blev udkonkurreret af land Bs lavere priser. Det er netop karakteristisk ved handelen mellem de imperialistiske lande og de udbyttede lande, at der udveksles forskellige produkter.
Endelig forudsætter vi, at hele kapitalen slår om i begge lande med samme hastighed.
Tabel 3.3
| Konstant | Variabel | Mer- | Kostpris | Værdi | Profitrate | Gennemsnits | Produktions- | |
| kapital | kapital | værdi | profitrate | priser | ||||
| k | v | m | k+v | V=k+v+m | P=m/K | P´ | (k+v) + P´ x K | |
| SKEMA I | ||||||||
| Land A: | 100 | 100 | 100 | 200 | 300 | 50% | 50% | 300 |
| Land B: | 100 | 100 | 100 | 200 | 300 | 50% | 50% | 300 |
| 600 | 600 | |||||||
| SKEMA II | ||||||||
| Land A: | 100 | 150 | 50 | 250 | 300 | 20% | 33 1/3% | 333 1/3 |
| Land B: | 100 | 100 | 100 | 200 | 300 | 50% | 33 1/3% | 266 2/3 |
| 600 | 600 |
I skema I er merværdiraten og profitraten mellem de to lande udlignet. Udvekslingsforholdet mellem de to lande er derfor lige.
I skema II er der indført en lønstigning på 50% i land A, hvilket fører til en lavere merværdirate – en mindre udbytningsgrad. Dette får konsekvenser for bytteforholdet mellem de to lande.
Der anvendes lige store mængder arbejdskraft i de to lande, det er blot prisen på arbejdskraft, der er uens, derfor er værdien af de to landes produktioner stadig lige store. Merværdiraten m:v for de to lande er forskellig. Derimod er profitraten ens for de to lande. Med samme indsats af menneskeligt arbejde, med ens værdimængde i de to lande får vi alligevel forskellige produktionspriser, fordi prisen på arbejdskraften er forskellig.
Hvor produkterne i skema I blev udvekslet lige 300 til 300, resulterer lønstigningen på 50% i skema II (hvilket i forhold til virkelighedens lønforskelle er meget beskedent) i en ulige udveksling: 333 1/3 > 266 2/3. Land B bliver i forhold til lige bytte snydt for 300 – 266 2/3 = 33 1/3, og land A vinder 333 1/3 – 300 = 33 1/3. Ved en fuldstændig udveksling af varer mellem land A og B vil resultatet blive en gevinst på 33 1/3 + 33 1/3 = 66 2/3 for land A. Samtidig betyder lønstigningen i land A, at den gennemsnitlige profitrate falder fra 50% til 33 1/3%.
På denne måde overføres der værdi fra lande med lavt lønniveau til lande med højt lønniveau. Via det internationale vare- og kapitalmarked drager de rige imperialistiske lande ved ulige bytte fordel af samhandlen med de fattige lande.
Imperialismen gav i dens kolonialistiske form i slutningen af 1800-tallet anledning til både højere lønninger i de udviklede lande og til ekstraprofitter. Men den kapitalbevægelighed, som imperialismen ligeledes medførte, tenderede snart mod en udjævning af profitrateforskellene mellem investeringerne i kolonierne og i de imperialistiske lande. Det lykkedes for arbejderklassen i de imperialistiske lande, gennem parlamentarisk og faglig kamp, ikke blot at opretholde men forøge det relativt høje lønniveau, de havde i forhold til proletariatet i de udbyttede lande.
Den amerikanske og vesteuropæiske arbejderklasses effektive faglige kamp, samtidig med en brutal undertrykkelse af den samme politiske og faglige kamp i den tredie verden, har ført til lønforskelle på 10 – 20 gange. Kapitalens voksende internationale mobilitet, især efter 2. verdenskrig, har medført en tendens til en udligning af profitraten. Kapital investeret i den tredie verden afkaster generelt set ikke større profitter end kapital investeret i de imperialistiske lande. De internationale lønforskelle slår derfor igennem i priserne. Varer fra den tredie verden bliver billige, varer fra de imperialistiske lande bliver dyre, og når de to grupper af lande udveksler varer, overføres der værdi fra de fattige udbyttede lande til de rige imperialistiske.
Om udbytning mellem lande
Udbytning betyder altid i sidste instans tilegnelse af andre menneskers arbejde. Dette gælder, hvad enten det drejer sig om det ene menneskes udbytning af det andet, eller landes udbytning af andre lande.
Produktet af menneskeligt arbejde fremkommer som varer eller tjenesteydelser, tilegnelsen af menneskeligt arbejde er derfor tilegnelsen af disse varer og ydelser. Konsekvensen heraf er, at al udbytning mellem lande i sidste instans beror på en ulighed i byttet af varer og tjenesteydelser. [24] Dette kan enten være i form af et handelsbalanceunderskud, d.v.s. at det imperialistiske land importerer flere varer, end det eksporterer i de gældende verdensmarkedspriser, eller uligheden kan ligge i selve prisdannelsen. Vi mener først og fremmest, at det sidste er tilfældet. Emanuel udtrykker det:
For yderligere at simplificere: et land kan kun vinde noget på bekostning af et andet ved at importere flere varer, end det eksporterer, eller ved at købe de varer, det tilegner sig for billigt, og sælge de varer, det frembringer for dyrt.[25]
A. Emmanuel: UER, s. 56
Over længere tid og generelt set så overstiger den tredie verdens import fra de imperialistiske lande, deres eksport målt med verdensmarkedets priser. Tredie verdens landene må ustandselig optage lån for at dække dette importoverskud. [26] Værdioverførslerne fra den tredie verden beror således ikke på et eksportoverskud til de rige lande målt med verdensmarkedspriser. Værdioverførslen sker på grundlag af en skævhed i markedspriserne, idet der er en ulighed i et af de elementer, der er prisbestemmende – nemlig lønnen.
Kapitalens internationale bevægelighed, og den dermed følgende tendens til en udligning af profitraten, forhindrer, at de lave lønninger i de fattige lande giver sig udslag i generelt set højere profitrater for kapitaler investeret i disse lande. Konkurrencen mellem kapitalisterne nationalt og internationalt fører til, at de lave lønninger ikke bliver til højere profitter, men slår igennem på priserne. De lave lønninger bliver til lave priser og kommer derved forbrugerne til gode, hvad enten disse er kapitalister eller lønarbejdere. Forbrugerne vil først og fremmest sige de imperialistiske landes befolkninger.
Den tredie verdens eksport fordeler sig således:
Tabel 3.4
Udviklingslandenes eksport fordelt på industrilande, udviklings-lande og de socialistiske lande i % i 1972-77
| 1972 | 1973 | 1974 | 1975 | 1976 | 1977 | |
| Industrilande | 74,3 | 74,0 | 75,2 | 73,3 | 73,5 | 72,9 |
| Udviklingslande | 21,1 | 21,3 | 21,3 | 22,7 | 22,5 | 23,0 |
| Socialistiske lande | 4,6 | 4,7 | 3,5 | 4,0 | 4,0 | 4,1 |
| Total | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 |
International Trade. 1975/76. GATT. Geneve, 1976.
International Trade. 1977/78. GATT. Geneve, 1978.
De imperialistiske lande tegner sig for op imod 3/4 af de fattige landes eksport.
Om udbytning
Kapitalistisk udbytning kan ikke snævert, isoleret forbindes med produktionen alene og til det konkrete forhold mellem kapital og arbejde. Under udviklede kapitalistiske forhold må udbytningen ses i relation til kapitalens kredsløb som et hele – d.v.s. Både i relation tol produktionen og handlen med varer.
Under udviklede kapitalistiske forhold overføres der værdi fra lavproduktive virksomheder til højproduktive virksomheder indenfor en industrigren. Der overføres værdi fra lavt organisk sammensatte industrigrene til industrigrene med en højt organisk sammensat kapital. Finans- og handelskapitalen kan tilegne sig værdi uden overhovedet at være direkte tilknyttet produktionssfæren. Der overføres værdi mellem lande med et lavt lønniveau til lande med et højt lønniveau. Alle disse værdioverførsler – udbytningsforhold – kan kun forstås, hvis den kapitalistiske akkumulation betragtes som et hele og ikke kun ud fra produktionen. Grundlaget for merværdien – merarbejdet – skabes i produktionen, tilegnelsen og fordelingen af merværdien foregår i vareomsætningen. Det forhold, at man rent teknisk indgår i produktionen som lønarbejder, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er udbyttet og ikke kan udbytte andre. Lønarbejdet er en nødvendig betingelse for kapitalistisk udbytning, men ikke en tilstrækkelig. Udbytningen afhænger af det konkrete forhold mellem det ”nødvendige arbejde” (løn) og ”merarbejdet” (merværdien). Hvis man således for sin løn kan tilegne sig mere værdi, end man selv har skabt, så er man ikke udbyttet, men udbytter.
Der er ikke noget principielt nyt i dette forhold. Marx beskæftiger sig i ”Grundrids” (Rhodos, bind 2. s 410-15) med det forhold, at arbejdere gennem etableringen af produktionspriser og en national gennemsnitlig profitrate, kunne drage fordel af, at andre arbejderes produkter blev solgt under deres værdi, i det omfang disse produkter indgik i deres forbrug. Marx anså dog dette forhold for værende af mindre betydning, da han skrev ”Grundrids” i 1857-58. Han skriver:
Med hensyn til de andre arbejdere er nøjagtig det samme tilfældet. De kan kun fortjene på den devaluerede vare i det forhold 1) hvori de konsumerer den, 2) i forhold til størrelsen af deres løn, som er bestemt af det nødvendige arbejde. Hvis den devaluerede vare f.eks. var korn – one of the staffs of life – (en af livsstøtterne) – så ville først kornproducenten, forpagteren og alle de andre kapitalister gøre den opdagelse, at arbejderens nødvendige løn ikke mere er den nødvendige løn, men ligger over sit niveau. Altså bliver den sat ned. [27]
K. Marx: Skrifter i udvalg: Grundrids til kritik af den politiske økonomi, København, Rhodos, 1972, bd. 2, s. 417.
Engels var ikke i tvivl om det mulige i, at det engelske proletariat kan udbytte proletariatet i kolonierne, han skrev:
…det engelske proletariat er faktisk ved at blive mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut af have et borgerligt aristokrati, og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. For en nation, der udbytter hele verden er dette naturligvis til en via grad berettiget.
F. Engels til K. Marx, d. 7/10-1858. Marx og Engels: om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse. København, Future, 1972, s. 27.
Og i et brev til Kautsky skrev Engels:
… Du spørger mig, hvad de engelske arbejdere mener om kolonipolitik. Tja, nøjagtig det samme, som de mener om politik i almindelighed: det samme som bourgeoisiet mener. Der findes ikke noget arbejderparti her, forstår du, der er kun konservative og liberal radikale, og arbejderne tager gladelig deres del af byttet fra Englands monopol på verdensmarkedet og kolonierne.
Brev fra Engels til Kautsky, London 12. sep. 1882. Om kolonier, s. 48. Futura, 1972.
Der er således ikke noget nyt i, at lønninger af en vis størrelse kan indeholde mere værdi end det arbejde, der ydes for lønnen, d.v.s. at man for sin løn kan købe varer af større værdi, end man selv har skabt ved sit arbejde. [28]
Det er et kvantitativt spørgsmål, om det er tilfældet for en administrerende direktør med en årsgage på 1 million, eller for en underdirektør med en gage på 250.000 kr., eller det allerede indtræder for en faglært arbejder til 150.000 kr. Dette er et spørgsmål om beregning – ikke et spørgsmål om principper.
Sydafrika – et konkret eksempel
En arbejderklasse (arbejderaristokrati) kan udmærket deltage i udbytningen af et proletariat. Dette forhold vil vi i første omgang illustrere med et konkret eksempel: Det hvide arbejderaristokratis udbytning af det sorte proletariat i Sydafrika. Baggrunden for det hvide arbejderaristokratis høje levestandart og racistiske ideologi ligger i, at den deltager i den økonomiske udbytning af det sorte proletariat i Sydafrika. Robert Davis skriver bl.a.:
Det er klart, at en del af arbejdsstyrken vil være tilbøjelig til at knytte sig til borgerskabet, når det drager fordel af udvindingen af merværdi, med andre ord det deltager i udbytningen af størstedelen af arbejderklassen. Skemaerne II og III er et forsøg på at vise, at det gælder, hvad angår hvide mine-, industri- og bygningsarbejdere.
Skema II
Groft overslag over hvide minearbejderes andel af merværdien i minesæktoren (løbgende priser)
| 1911 | 1920 | 1930 | 1940 | 1950 | 1961 | 1970 | 1972 | |
| Total markedsværdi af salg (mill. R) | 95.358 | 136.664 | 118.570 | 259.090 | 393.314 | 893.281 | 1.563.375 | 1.942.344 |
| Der består af: | ||||||||
| Nedskrivning (C) | 28.030 | 35.686 | 35.470 | 71.834 | 142.726 | 341.216 | 615.0469 | 632.739 |
| Lønninger (V) | 37.634 | 46068 | 40.446 | 75.322 | 139.224 | 293.259 | 488.100 | 570.757 |
| Profit (S) | 29.694 | 54.910 | 42.654 | 111.934 | 111.364 | 258.806 | 460.229 | 738.848 |
| Mulig årsløn (ingen merværdi til kapitalisten) | ||||||||
| (S+V/antal arbejdere) | 222 R | 345 R | 242 R | 377 R | 507 R | 826 R | 1.347 R | 1.963 R |
| Gennemsnitlige hvide lønninger | 560 R | 819 R | 648 R | 911 R | 1.594 R | 2.501 R | 4.074 R | 5.098 R |
| Indholdet af merværdi i hvide lønninger | 338 R | 525 R | 406 R | 534 R | 1.087 R | 1.675 R | 2.727 R | 3.135 R |
| Basisinddeling af hvide | nederste | nederste | minimum | |||||
| lønninger i udvalgte år | del 624 | del 520 | årsløn | |||||
| R årlig | R årlig | 3.036 R | ||||||
| Gennemsnitlige sorte lønninger | 62 R | 64 R | 59 R | 69 R | 110 R | 159 R | 235 R | 302 R |
| Udbytningsraten af den sorte arbejdskraft | ||||||||
| (S/totale sorte lønninger i %) | 181 % | 331 % | 232 % | 365 % | 240 % | 278 % | 316 % | 415 % |
Skema III
Groft overslag over hvide industri- og bygningsarbejderes andel af merværdien i disse sektorer (udvalgte år, løbende priser)
| 1960 | 1961 | 1965 | 1968 | 1969 | |
| Bruttoværdi af output i industri og byggeri i mill. R | 1.292 | 1.373 | 2.241 | 2.827 | 3.236 |
| Der består af: | |||||
| Nedskrivning (ca. nationalt gennemsnit) | 110 | 137 | 179 | 226 | 259 |
| Lønninger | 652 | 695 | 1.228 | 1.613 | 1.675 |
| Profit | 530 | 541 | 834 | 988 | 1.302 |
| Beregnet mulige løn (ingen merværdi til kapitalisterne) | 1.483 R | 1.555 R | 1.854 R | 1.862 R | 2.002 R |
| Gennemsnitlige hvide lønninger | 1.870 R | 1.901 R | 2.727 R | 2.955 R | 3.095 R |
| Indhold af merværdi i de gennemsnitlige hvide lønninger | 387 R | 346 R | 873 R | 1.093 R | 1.093 R |
| Gennemsnitlige sorte lønninger | 389 R | 451 R | 582 R | 643 R | 576 R |
| Udbytningsgraden af den sorte arbejdskraft | 241 % | 213 % | 171 % | 141 % | 195 % |
Ud fra skema II er det klart, at gennemsnitslønnen for den hvide minearbejder (og endda den laveste) i det tidsrum, der er tale om, har været betydelig over det, vi kalder ”beregnet mulige løn (ingen merværdi til kapitalisterne)”, som meget groft er en indikation på den gennemsnitsløn, alle arbejdere ville få, hvis der ikke var tale om udbytning.
Eftersom den ”beregnede mulige løn (ingen merværdi til kapitalisterne)” repræsenterer et gennemsnit uden arbejdsgivernes udbytning, må groft sagt enhver gruppe af arbejdere, der modtager en gennemsnitsløn over dette niveau enten yde en større arbejdsindsats end gennemsnittet eller modtage denne højere løn på bekostning af sine arbejdskammerater gennem et eller andet (lokalt eller nationalt) politisk arrangement.
Følgende kendsgerninger bekræfter, at det ikke er den første mulighed, der gælder for den hvide minearbejder. I guldminerne i 1911 var forholdet mellem hvide og sorte lønninger 11,7 til 1. I 1966 var springet øget til 17,6 til 1.
Men mellem 1920 og 1965 steg de sorte minearbejderes produktivitet fra en årlig rate på 222 tons malm til 417 tons pr. mand – en stigning på 188%. [29] Hele arbejdsstyrkens produktivitet var i mellemtiden steget fra en årlig rate på 39 oz rent guld pr. mand til 61 oz pr. mand over samme periode. [30] En stigning på 157%. Den sorte produktivitetstilvækst var derfor større end det samlede produktivitetsgennemsnit, hvorfor vi kan drage den slutning, at den gennemsnitlige hvide minearbejders produktionsforøgelse må have været en del mindre end hans sorte arbejdskammerats. Med andre ord, mens de sorte arbejdere har øget deres indsats i produktionen, er deres relative indkomst dalet. Realindkomsten dalede ligeledes: Den sorte gennemsnitsarbejder fik under samme vilkår en smule mindre i 1966 (71 Rand til 1938-priser) end i 1911 (72 Rand til 1938-priser). [31] Det modsatte gælder naturligvis den hvide minearbejder. Hvis det derfor skulle komme an på produktiviteten ville forskellene mellem lønningerne blive mindre og ikke større. Øget produktivitet kan derfor ikke forklare, at den hvide minearbejders løn er blevet højere end den ”mulige løn – ingen merværdi til kapitalisten”.
Forklaringen på denne tingenes tilstand er naturligvis politisk. Sorte lønninger holdes nede af love, der bremser effektiv politisk og fagforeningsmæssig organisation v.h.a. raceadskillelse og v.h.a. migrantarbejdersystemet – begge officielle instrumenter i statens politik. Sorte arbejdere bliver derfor ofre for en superudbytning, som snarere har haft tendens til at forøges end formindskes (som skemaet viser). Da den gennemsnitlige løn for hvide ligger langt over ”lønnen – ingen merværdi til kapitalisten”, og da den ikke er baseret på højere produktivitet, er den uundgåelige konklusion den, at hvide minearbejdere drager fordele af overskudsværdier skabt af de sorte minearbejdere. De er med andre ord indirekte med i udbytningen af de sorte via deres politiske støtte til staten samt de økonomiske privilegier, de modtager til gengæld. Hvis vi ser på lignende tal for byggeri og industri, gentages mønsteret af de fundamentalt taget samme årsager.
Indenfor såvel byggeri, industri og minedrift har den hvide arbejder tydeligvis draget fordel af de politiske privilegier, og såfremt samme analyse blev udvidet til andre økonomiske sektorer, ville den samme tendens uden tvivl vise sig. Det, der så kan siges, uden frygt for selvmodsigelse er, at eftersom de hvides løn er høj som følge af politiske privilegier, så ville den såfremt disse privilegier forsvandt, blive skåret ned. Dette ville blive udviklingen i ethvert slags samfund, der afløste det: Nykolonialistisk, uafhængigt (om muligt) indfødt kapitalistisk eller socialistisk. I et socialistisk samfund ville en arbejderes indkomst, medmindre der fandtes en usædvanlig høj produktivitet (hvilket ikke var tilfældet med den sydafrikanske hvide arbejder) sikkert ligge tæt opad den ”mulige løn – ingen merværdi til kapitalisten” (denne indkomst ville naturligvis tildels bestå af kollektive forbrugsartikler, ligesom der ville være visse ydelser til nyinvesteringer). Den hvide gennemsnitsarbejder i Sydafrika ville derfor stå til at skulle give afkald på mindst 1/3 – 2/3 af sin nuværende indkomst ved indførslen af et socialistisk samfund, og må i økonomisk henseende betragtes som modstander til ethvert stadium i den to-fasede frihedskamp, som det er forudset i klassisk stalinistisk strategi.
R. Davis: Den hvide arbejderklasse i Sydafrika. Manifest nr. 5, s. 20-32. København, 1979. (Oversat fra: New Left Review nr. 82, dec. 1973.
Uligheden på verdensplan
Emmanuel har foretaget en beregning, der viser det samme billede på verdensplan:
I 1973 var den gennemsnitlige åreløn i USA ca. 10.500$. Befolkningen i hele den kapitalistiske verden var i 1973 ca. 2 milliarder 600 millioner. Lidt over 1 milliard af disse var økonomisk aktive. At betale alle disse mennesker med lønninger som i USA ville kræve tæt ved 11.000 milliarder. Imidlertid var den totale indkomst i hele den kapitalistiske del af verden i 1973 kun ca. 2.700 milliarder. [32]
A. Emmanuel: The Socialist Project in a Disintegrated Capitalist World. Socialist Thought and Practice nr. 9, sep. 1976, s. 71.
Dette betyder, at selvom hele kapitalistklassen blev eksproprieret, d.v.s. alle profitter blev udbetalt som lønninger, og selvom der ikke blev henlagt så meget som en dollar til nye investeringer eller vedligeholdelse, så ville det alligevel kun være muligt at betale hver arbejder en gennemsnitsløn på 2.500$, hvilket kun er en fjerdedel af den amerikanske gennemsnitsløn.
Emmanuel skriver videre i samme artikel:
Dette betyder, at USA kun kan være USA, og Sverige kun kan være Sverige, fordi andre, d.v.s. de to milliarder indbyggere i den 3. verden ikke lever under lignende forhold.
Dette betyder også, at enhver materiel udligning af livsbetingelserne fra ”oven” er udelukket. Hvis man forestiller sig, at der ved et mirakel blev indført et socialistisk samfund verden over i morgen, uanset dets type eller model, og hvis dette samfund ønskede at udligne menneskehedens levestandart, så ville det ikke være tilstrækkeligt at ekspropriere kapitalisterne verden over, man måtte også fratage arbejderklassen i de industrialiserede lande den mængde merværdi, den tilegner sig idag.
Dette synes at være grund nok til, at denne arbejderklasse ikke ønsker et sådant ”socialistisk og broderligt” system. De udtrykker deres opposition mod det, ved enten åbenlyst at integrere sig i de eksisterende samfundssystemer, som det sker i USA og i Forbunds Republikken Tyskland, eller ved at slås for den rationale vej til socialismen (Eurokommunismen) som i Frankrig eller Italien.
A. Emmanuel,: The socialist…. (Op. cit.)
Under den udviklede kapitalisme – imperialismen, foregår tilegnelsen af andre menneskers abstrakte arbejde ikke kun i et forhold mellem kapitalister og arbejdere. Det høje lønniveau hos befolkningen som helhed i de rige lande betyder, at også arbejderne er i stand til at tilegne sig den merværdi, der skabes i de fattige lande, således at arbejderne for deres løn kan tilegne sig mere værdi end de selv frembringer. Dette forhold karakteriserer den nordamerikanske og vesteuropæiske arbejderklasses stilling idag.
Noter
[1] Se f.eks. forord til ”Bidrag til kritik af den politiske økonomi”.
”Jeg betragter den borgerlige økonomis system i denne rækkefølge: Kapital, grundejendom, lønarbejde, stat, udenrigshandel, verdensmarked.”
K. Marx: Bidrag til kritik af den politiske økonomi. Indledning til Grundrids. s. 11, København, Rhodos, 1974.
[2] Arghiri Emmanuel blev født i 1911 i Petra i Grækenland. Han meldte sig i 1942 som frivillig til den græske befrielsesstyrke i Mellemøsten, og var i april 1944 aktiv i opstanden mod den græske eksilregering i Cairo. Opstanden blev knust af britiske tropper, og Emmanuel blev dømt til døden af en græsk ”undtagelsestilstandsret” i Alexandria. Han fik amnesti i slutningen af 1945 og blev frigivet i marts 1946. Efter krigen slog han sig ned i Paris, hvor han studerede socialistisk planlægning. Han fik doktorgrad i sociologi fra Sorbonne universitet. Han var frem til 1980 leder af institut for økonomiske studier ved Paris Universitet VII.
Teorien om det ulige bytte blev udarbejdet af Arghiri Emmanuel i slutningen af 1960erne og fremsat i bogen ”L’échange inégal” i 1969. Bogen udkom på engelsk i 1972 under titlen ”Unequal exchange” (A study of the imperialism of trade, på forlaget Modern Reader), Desuden har Emmanuel underbygget og udbygget sin teori i en lang række artikler og undersøgelser. (se bibliografi bagerst i bogen).
[3] ”Værdien er et forhold mellem to personer, som en gammel økonom har sagt, han skulle tilføjet: et forhold, der er skjult i et tingsligt hylster”, V.1. Lenin: ”Karl Marx”, København, Tiden, 1970, s. 22.
[4] Den oprindelige akkumulation er behandlet i Manifest, København, 1979, nr. 4 og 7. ”Verdens deling i to”, I og II.
[5] I tredje verdens lande opleves i større udstrækning end i de imperialistiske lande nationale lønforskelle. Se f.eks.: V.M. Dandekar: Burgeosis politics of the working class. Economic and political weekLy. Vol XV, no 2, jan. 12, 1980.
[6] Værdien af varen – arbejdskraft – fremstår således umiddelbart som en social relation, nemlig klassekampen, og dermed afskallet for alle de tingslige hylstre, der omgiver ”normale” varer.
[7] At arbejdere og kapitalister skulle have grundlæggende fælles økonomiske interesser i udviklingen af de produktionsmidler, kapitalen ejer, er et spørgsmål, hvor den socialistiske bevægelse har delt, og stadig deler sig, i en reformistisk og revolutionær linie. Marx, Engels og Lenin gik kraftigt imod synspunktet, at arbejdere og kapital havde fælles økonomisk fordel af udviklingen af produktionsmidlerne, hvorimod Bernstein, Kautsky og hele den socialdemokratiske bevægelse fastholdt dette. Idag fastholder store dele af venstrefløjen dette socialdemokratiske synspunkt i en tilsløret form i og med at produktivitet og løn sammenkædes således, at produktivitetsforbedringer automatisk skulle føre til lønforbedringer. Synspunktet medfører, at arbejderklassen og kapitalen skulle have en fælles interesse i udviklingen af produktionsmidlerne, hvilket i høj grad er et reformistisk synspunkt.
[8] Lignende tendenser kan ses i den tredie verden i dag. Industrialiseringen af Brasilien i anden halvdel af 60erne og i 70erne førte ikke til nogen levestandarts-fremgang for arbejderklassen, tværtimod. En tydelig indikator på dette er den stigende børnedødelighed i industricentrene. Medens den var faldende frem til midten af 60erne begyndte den atter at stige fra 65.
A.G. Frank: Crisis in the third world, London, Heinemann, 1981, s. 166.
[9] Marx refererer flere steder til denne nedgang i reallønnen i kapitalismens første periode. Fra 1742-52 til 1800-08 steg ugelønnen fra 6 til 11 Sh, men samtidig steg prisen på en quarter hvede fra 30 Sh. til 86 Sh. 8d. Lønnens købekraft faldt således fra 102 point til 60 point.
K. Marx: Teorier om Merværdien, II bog, 3, s. 710, København, Rhodos, 1979.
Til trods for de store fremskridt hvad angår produktiviteten i disse første år af industrikapitalismen havde lønningerne i 1830 det samme niveau som i 1750.. I samme periode blev arbejdsforholdene ligeledes forværret. Arbejdsdagen blev forlænget, børnearbejdet indført o.s.v. (se: K. Marx: MK. 1. bog, 3, kap. 13, s. 545), 10-timersdagen blev først indført i 1847.
[10] Den sammenhæng, der er mellem produktivitet og lønforbedringer i Danmark i dag, er netop politisk – klassekampsmæssig. Fagbevægelsen kræver at få andel i de gevinster, som de stadige produktivitetsforbedringer medfører.
[11] ”Den del af kapitalen, der bliver omsat i produktionsmidler, d.v.s. råmateriale, hjælpestoffer og arbejdsredskaber, ændrer altså ikke sin værdistørrelse i produktionsprocessen. Jeg kalder den derfor den konstante del af kapitalen eller kortere: konstant kapital.
Den del af kapitalen, der er omsat i arbejdskraft, forandrer derimod sin værdi i produktionsprocessen. Den reproducerer sit eget ækvivalent og derudover et overskud eller en merværdi, der kan skifte, være større eller mindre alt efter omstændighederne. Denne del af kapitalen forvandler sig hele tiden fra en konstant størrelse til en variabel. Jeg kalder den derfor den variable del af kapitalen eller kortere: variabel kapital. De samme dele af kapitalen, der set ud fra arbejdsprocessens standpunkt fremtræder som de objektive og subjektive faktorer, d.v.s som produktionsmidler og arbejdskraft, fremtræder fra værdiøgningsprocessens standpunkt som konstant og variabel kapital.” K. Marx: MK bog I, 2, s. 340.
[12] Forkortelser brugt i skemaer og formler:
- Totalkapitalen: K
- Konstant kapital: k
- Variabel kapital: v
- Merværdi: m
- Merværdirate: m’ = m : v
- Værdi: V = k + v + m
- Profitrate: P = m : K
- Gennemsnitsprofitrate: P’ = m : K
- Profit: p = P(k + v)
- Produktionspris: PP = (k + v) + P’ x K
[13] ”Forvandlingen af en pengesum til produktionsmidler og arbejdskraft er den første bevægelse, den værdimængde gennemløber, der skal fungere som kapital. Den foregår på markedet, i omsætningssfæren, Bevægelsens anden fase, produktionsprocessen, er afsluttet, når produktionsmidlerne er forvandlet til varer, hvis værdi overstiger værdien af deres bestanddele, d.v.s. indeholder den oprindeligt udlagte kapital plus en merværdi. Disse varer må så atter kastes ind i omsætningssfæren. De må sælges, deres værdi realiseres i penge, disse penge må på ny forvandles til kapital og således om og om igen. Dette kredsløb, hvor det altid er de samme faser i rækkefølge efter hinanden, som gennemløbes, udgør kapitalens cirkulation”.
[14] ”Arbejdsdagen er altså ikke en konstant, men en variabel størrelse. Dens ene del bestemmes ganske vist af den arbejdstid, der er nødvendig til den stadige reproduktion af selve arbejderen, men arbejdsdagens fulde længde veksler med længden eller varigheden af merarbejdet. Arbejdsdagen er følgelig bestemmelig, men i og for sig ubestemt.
… Foruden denne rent fysiske grænse støder arbejdsdagens forlængelse mod moralske grænser. Arbejderen behøver tid til at tilfredsstille sine åndelige og sociale behov, hvis omfang og antal er betinget af det almene kulturelle stade. Variationen af arbejdsdagen bevæger sig derfor indenfor fysiske og sociale rammer. Men disse største spillerum. Således finder vi arbejdsdage på 8, 10, 12, 14, 16, 18 timer, altså af vidt forskellig længde…..
…arbejdsdagens nominering i den kapitalistiske produktions historie fremtræder som en kamp om arbejdsdagens grænser — en kamp mellem totalkapitalisten, d.v.s. klassen af kapitalister, og totalarbejderen, eller arbejderklassen.”
K. Marx: MK. I, 2. kap. 8, s. 368-9 og 372.
[15] ”Det kapitalistiske samfund er karakteriseret ved en bevægelighed af arbejdskraften, som er meget større end i noget tidligere samfund. Ikke alene skifter arbejdere job forholdsvis ofte, den nye strøm af arbejdere, der kommer ind på arbejdsmarkedet retter sig hurtigt ind efter hvilke fag, der er i fremgang og hvilke, der er i tilbagegang….. Dette er en konklusion, der er almindelig enighed om på grundlag af så megen erfaring, at ingen ville tænke på at benægte det.”
Poul M. Sweezy: Theory of Capitalist Development. London. Dennis Dobson, 1946, s. 30-32.
[16] Petrokemisk industri, med en meget stor andel af konstant kapital, har således en høj organisk sammensætning, medens f.eks. tekstil industri, med meget variabel kapital, har en lav organisk sammensætning.
[17] Omslagstiden indvirker på profitraten. Omslagstiden er perioden fra kapitalen investeres til investering og profit er hjemtaget. Undersøges profitraten f.eks. pr år, har en kapital, der slår om 2 gange på et år, en dobbelt så stor profitrate, som en kapital, der kun slår om 1 gang – alt andet lige.
[18] Vi vil understrege, at disse forskellige profitrater som resultat af kapitalernes forskellige organiske sammensætning er et rent teoretisk fænomen – i den virkelige verden sker en udligning, herom senere.
[19] Markedsprisen er den pris, en vare aktuelt bliver solgt til på markedet. Markedsprisens svingninger omkring produktionsprisen reguleres af udbud og efterspørgsel.
[20] Skemaet svarer til Marx’ i MK. III, 3, s. 204, der dog i sit eksempel delte den konstante kapital (k) op i faste og flydende bestanddele, for at vise, at dette ikke får nogen konsekvens. Det er derfor udeladt her for ikke at komplicere sagen unødvendigt.
[21] Marx betegner ikke overførsel af værdi p.g.a. uens organisk sammensætning som noget ulige. Det var først Otto Bauer, der i begyndelsen af dette århundrede begyndte at betragte dette fænomen som ”ulige bytte”, der ikke må forveksles med Emmanuels definition på ”ulige bytte”.
[22] Det er ikke en forudsætning for profitratens udligning, at merværdiraten er udlignet. Når Marx her beskæftiger sig med arbejdskraftens mobilitet, er det ikke som en forudsætning for udligning af merværdiraten, men for at arbejdskraften kan følge kapitalens bevægelser fra branche til branche og fra sted til sted og dermed sikre kapitalens bevægelsesmuligheder.
[23] I næste kapitel ser vi nærmere på gyldigheden af disse to forudsætninger.
[24] Dette gælder også finansoperationer som kapitaleksport, profithjemtagning o.s.v. De penge, der ved sådanne finansoperationer overføres, repræsenterer i sidste instans et krav på varer fra det pågældende land. Kapitaleksport fra England er udførsel af engelske pund, der før eller senere vil vende tilbage som krav på engelske varer.
[25] England havde i hovedparten af 1800-tallet et stort underskud på sin handelsbalance. Dette kunne lade sig gøre p.g.a. Englands position som økonomisk, politisk og militær stormagt.
[26] I 1981 udgjorde den tredie verdens gæld i følge officielle opgørelser over 500 milliarder US.$. (Hvilket svarer til verdens samlede militære udgifter).
Mellemfolkeligt samvirke. Kontakt nr. 3, 1980/81, s, 20.
[27] Devaluerede: idet produktionsprisen er lavere end værdien.
[28] En sådan produktion kan for kapitalen udmærket være profitabel. Set fra den enkelte kapitalists synspunkt er værdi og merværdi uden interesse, det drejer sig om produktionspriser eller rettere markedspriser og profitrate, og profitraten har for den enkelte kapitalist ingen sammenhæng med det konkrete indhold af merværdi.
[29] Tallene for lønkløften er beregnet af Francis Wilson og for produktiviteten af T.F. Muller, formand for mineselskabet Federale Mynbou. Begge citeres i: Bunting: The rise of the South African Reich, London, 1969.
[30] Udregnet på grundlag af 1920-udgaven af Union of South Africa Yearbook, og 1969-udgaven af State of South Africa Yearbook.
[31] Bunting, op. cit. s. 513. Amerikaneren J. Hoaglund har levet en malende beskrivelse af en typisk arbejdsproces i en sydafrikansk mine, se hans bog: South Africa: Civilisations in Conflict. London, 1973, s. 196-97:
”Jeg betragtede to minearbejdere … 1150 meter nede i en mineskagt … 90 km. vest for Johannesburg. Willie, den hvide minearbejder, krøb sammen i en 1,2 meter høj minegang. Han havde opmærket klippevæggen til boringen. En sort arbejder, som selskabet ikke kendte ved navn, men ved et identifikationsnummer, sad i gangen med arme og ben omkring et trykkammerbor. Idet Willie gav signal med armen, begyndte den sorte arbejder at bore …
I slutningen af 8-timersskiftet skulle Willie placere sprængladninger i de hundrede borede huller, og sprængningen af guldet og malmen kunne foretages. Willie tjente omkring 300 Rand om måneden, en sort arbejder tjente 20 Rand om måneden. En mineinspektør indrømmede som svar på et spørgsmål, at det arbejde, de laver ikke er særlig forskelligt. Hvorfor så den store forskel i lønningerne? ‘Fordi Willies hud er hvid!’, svarede inspektøren i overensstemmelse med sandheder. ‘Det er den mest værdifulde vare, man kan have i Sydafrika, Den er mere værdifuld end dette gule stof, vi sprænger ud af jorden.’”
[32] Ud fra samme beregningsmetode har vi prøvet at sammenligne forskellige landes nationalindkomst med lønninger på et dansk niveau. Tallene er i US.$.
| Spalte I | Spalte II | Spalte III | ||||
| Nationalindkomst | Antal | Spalte II x Dansk | ||||
| i faktorpriser | økonomisk | gennemsnitsløn | Spalte III/ | |||
| Land | År | (= løn + profit) | aktive | for samme år | Spalte I | |
| Indien | 1975 | 69 217 858 000 | 239 372 000 | * | 2041 125 000 000 | 29 |
| Indonesien | 1975 | 27 233 743 000 | 52 240 000 | * | 445 450 480 000 | 16 |
| Syd Korea | 1975 | 16 665 289 000 | 12 340 000 | 105 223 180 000 | 6 | |
| Syd Korea | 1977 | 27 833 057 000 | 13 440 000 | 139 896 960 000 | 5 | |
| Pakistan | 1973 | 7 419 091 000 | 26 482 000 | * | 161 866 120 000 | 23 |
| Philippinerne | 1975 | 12 158 455 000 | 14 517 000 | 123 786 450 000 | 10 | |
| Sri Lanka | 1975 | 2 672 500 900 | 5 404 000 | * | 46 079 908 000 | 23 |
*: Den økonomisk aktive befolkning er skønnet at udgøre 40% af den samlede befolkning.
0venstående tabel viser, at den indiske nationalindkomst skulle være 29 gange så stor, som den er for at lønne de indiske arbejdere efter danske normer (og så er der ingen profit til kapitalisterne og ingen henlæggelse af kapital til reparation og ny-investeringer).
Dansk Gennemsnitsløn
| År | Antal lønmodtagere | Samlet lønsum ($) | Gennemsnitsløn ($) |
| 1973 | 2 426 000 | 14 824 006 | 6 110 |
| 1975 | 2 365 000 | 20 168 339 | 8 527 |
| 1977 | 2 578 000 | 26 035 410 | 10 409 |