Sidst omkring begivenhederne i Tjekkoslovakiet har bourgeoisiet og reformister og opportunister og revisionister af alle afskygninger haft en kampagne i gang. Det er en gammelkendt kampagne, og den bliver iværksat med jævne mellemrum alt efter omstændighederne og efter hvornår den kan skaffe sig størst ørenlyd.
Det er sangen om ”humanistisk socialisme” og ”fri socialisme” og ”demokratisk socialisme”. DKPisterne taler om det, SF taler om det og VS taler om det; alle forlorne socialister i alle lande er forenet i et uskønt ræbekor om, at det der er brug for, er ”humanistisk” og ”fri” og ”demokratisk” socialisme. De svælger i det, de er helt vilde med det, og de kan slet ikke blive trætte af det.
Vi vil gerne spørge om, hvem der under socialismen skal udvises ”humanisme” overfor, hvem skal have frihed under socialismen, og hvem skal nyde godt af demokratiet under socialismen?
Opportunister og revisionister har altid i deres handlinger forsvaret og besmykket bourgeoisiet. De har altid bekæmpet marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning og været ganske godt tilfredse med kapitalismen. Indenfor arbejderklassen har de altid været klassefjendens uundværlige agenter. Alt det er der ikke noget underligt i. I den imperialistiske snylterstat har det aldrig manglet på skruebrækkere og judaser.
Hvad mener så den slags overløbere med ”humanistisk socialisme” og ”fri socialisme” og ”demokratisk socialisme”, som de råber så højt om?
Kan der overhovedet være tale om, at den slags jammermarxister vil lave socialisme? Nej, de vil aldrig lave socialisme. Når det er blevet en indgroet vane hos folk at indynde sig hos bourgeoisiet, så plejer de ikke pludselig med et slag at svigte deres herre.
Når derfor opportunister og revisionister vræler op om ”humanistisk socialisme” og ”fri socialisme”, mener de med ”humanistisk socialisme” intet andet end kapitalisme med borgerlig humanisme, og med ”fri socialisme” mener de intet andet end frihed for bourgeoisiet og tvang for arbejderklassen, og med ”demokratisk socialisme” mener de intet andet end demokrati for bourgeoisiet og diktatur for arbejderklassen.
Når klassefjenden ved den socialistiske revolution har mistet alt, vil den ikke uden videre affinde sig med disse nye tingenes tilstand. Store dele af klassefjenden vil naturligvis være fjendtligt indstillet overfor arbejderklassen, der har erobret magten. De vil forsøge at oppiske stemninger for en kapitalistisk genrejsning, de ønsker brændende at genindføre bourgeoisiets diktatur, og de vil skabe vanskeligheder for og sabotere den socialistiske opbygning.
Hvad gør arbejderklassen ved det?
Kan der være tale om at udvise ”humanisme” over for folk, der forsøger at ødelægge socialismen? Skal der gives den slags folk frihed til at gøre, hvad de lyster? Vil arbejderklassen give sin fjende demokrati i en sådan situation?
Nej, alt det kan der overhovedet ikke være tale om. Når klassefjenden ikke opfører sig ordentligt, vil arbejderklassen udøve diktatur over dem. Her tilhører friheden og demokratiet arbejderklassen og dens forbundsfæller og ingen andre.
Under socialismen er der frihed og demokrati for arbejderklassen og dens forbundsfæller, som opbygger socialismen, og der er diktatur udøvet af arbejderklassen over folk, der saboterer den socialistiske opbygning. Er det ikke klart, at hvis det ikke er tilfældet, så er der ikke tale om socialisme? Og er der ikke også meget klart, at der under socialismen ikke er noget, der hedder ”humanisme”, idet ”humanisme” ikke har noget klasseindhold?
Alt det er klart og indlysende for socialister, men naturligvis komplet uforståeligt for opportunister og revisionister.
