Begivenhederne i Tjekkoslovakiet stillede de vestlige ”kommunistiske” partier overfor et ubehageligt skisma: Skulle de på vanlig vis følge fanfarerne fra Moskva, eller skulle de sætte ”den nationale kamp” i højsædet og tage den stilling, der nationalt-politisk ville gavne dem mest?
I skøn samdrægtighed tog samtlige vestlige ”kommunistiske” partier afstand fra den sovjetiske intervention, et ejendommeligt fænomen, der fortjener nærmere undersøgelse. For hvoraf skulle en sådan modsætning kunne opstå, ifald Sovjetunionen ved sit indgreb forsvarede socialismen og dermed det internationale proletariats interesser? Thi angiveligt forsvarer netop de oppositionelle vestlige partier de samme interesser, og almindeligvis står begge parter da også sammen om det, man i daglig tale kalder ”linien for fredelig sameksistens”. Men altså SUKP’s ledere i uoverenstemmelse med deres håndgangne mænd i vesten. Hvorfor?
Fordi begge parter er en hoben borgerlige, opportunistiske banditter, hvis ord ikke er det papir værd, de (desværre) bliver trykt på, og hvis handlinger tydeligt viser dem, der enten ikke forstår at tænke eller ikke har haft lejlighed til at overveje dette spørgsmål, at disse mennesker for lang tid siden har forladt marxismen-leninismen, og at den politik, de står som eksponenter for, i bund og grund er borgerlig. Såfremt de moderne revisionister, i øst som i vest, havde forstået en tøddel af den marxisme-leninisme de i tide og utide ynder at påberåbe sig, ville de kunne indse, at man i spørgsmålet om undertrykkelse af kontrarevolutionen ikke kan tage afstand fra en aktion under henvisning til ”manglende information”, som DKP gør det, eller kræve ”undertrykkelsen ophævet”, som det italienske parti gør det.
”Manglende information” er en lodret løgn, hvad enhver, der har fulgt blot en smule med i det sidste halve års begivenheder, vil være forvisset om. Kravet om de sovjetiske troppers øjeblikkelige tilbagetrækning viser, at de italienske revisionistiske ledere ikke tror en smule på Moskvas løgne, eller at de, hvis de gør det, ikke forstår en kæft af, hvad kontrarevolution eller socialisme er for noget. Når de vestlige revisionistiske partier så hovedkuls tager afstand fra den sovjetiske politik, er grunden jo den let gennemskuelige: Lad os for himlens skyld ikke opleve det samme som under Ungarnskrisen, hvor en masse medlemmer og sympatisører forlod os. Vi har vore vælgere at tænke på.
Hele affæren viser, som venteligt, den enestående mangel på princip, konsekvens og gensidig tillid, der kendetegner ethvert borgerligt foretagende, af hvilken art dette end måtte være.
Skismaet, som Knud Jespersen betegner som ”en ubehagelig enhed mellem de vestlige kommunistiske partier”, ville ikke være opstået
- – såfremt Sovjetunionen i dag havde været en socialistisk stat under proletariatets diktatur, ledet af et kommunistisk parti, og ikke en borgerlig ”hele folkets stat” i fuld gang med at genrejse kapitalismen under ledelse af de moderne revisionister med en direkte økonomisk interesse i en fortat udbytning af Tjekkoslovakiet.
- – såfremt de vestlige ”kommunistiske” partier havde været proletariske partier og ikke borgerlige partier, der ledet af et sammenrend af opportunistiske slyngler og klasseforrædere under parolen ”fredelig overgang” foregøgler proletariatet, at dets fjender kan snakkes i graven, og at vi derfor til enhver tid må afstå fra magtanvendelse og tilstræbe ”politiske løsninger”.
De vestlige partier var tvunget til – for at holde skindet på næsen – at spytte i Sovjets grød – og det bliver ikke sidste gang.
De mennesker, der mener, at Sovjetunionens besættelse af Tjekkoslovakiet er til skade for socialismens og kommunismens sag, tager visselig fejl. Enhver handling, der tjener til at afsløre de moderne revisionisters forræderi overfor marxismen-leninismen og det internationale proletariat, er til gavn for socialismen og kommunismen. Og begivenhederne i Tjekkoslovakiet har endnu engang afdækket den moderne revisionismes sande natur bag alle de gode ord om ”antiimperialisme”, ”broderlige forbindelser” og – apropos Festival – ”fred og venskab”.
