Ikke alene har kapitalisterne kontrollen over det egentlige magtapparat, administrationen, politiet og de væbnede styrker, men den borgerlige holdning, den borgerlige tænkemåde ligger som en tung og kvælende dyne over alt, den trykker og former selv de svageste spirer til ærlig socialistisk indstilling.
Det har taget tid og kostet dyrt at skabe denne situation. Gennem hele dette århundrede og en del af det sidste har borgerskabet af al magt gennem hundreder af kanaler inficeret arbejderklassen med udbytternes og deres medløberes moral og livssyn.
Fundamentet for borgerliggørelsen af den danske og øvrige europæiske arbejderklasse betales af millioner af klassefæller i Asien, Afrika og Latinamerika. Olie, metaller, gummi og råvarer af alle slags flyder i en gylden strøm mod. Europa og Nordamerika – tilbage bliver udpint jord, menneskelegemer med sultedødens mærke skåret i sig, straffeekspeditioners høst blandt de genstridige slavearbejdere. Hele folkeslag betaler med deres liv borgerliggørelsen af den civiliserede verdens proletarer. Dette er det materielle grundlag for vor eksistens og dermed også vor tænkemåde, vor ideologi, og ligegyldigt hvor meget vi hader kapitalismen, må vi forstå, at den præger os – bestandig vil dens indflydelse ramme os.
Vor viden om vor svaghed er vor styrke. Dette er ikke et spidsfindigt paradoks, men simpelthen de betingelser vi må. arbejde under. Vi mener det alvorligt, når vi siger, at samfundet er borgerligt i praktisk talt alle forhold. Derfor er vi naturligvis afskåret fra at benytte utallige organisationsformer og tænkemåder. Vi har på nogle få undtagelser nær den samlede danske kultur og kunst imod os; alt dette gør os svage, men det, at vi ved det og arbejder efter det, er vor styrke.
Vi må ikke bukke under for floskler om objektivitet og saglighed, når de i virkeligheden kun er krav om afvæbning og indordning under den almindelige ravnekrogshygge. Vi kender de mennesker, der, når de råber op om at skabe bevægelse og samling, blot ønsker at få begreber til at flyde sammen for bedre at kunne pleje deres egne interesser.
Vi vil sige til de af vore venner, der advarer os mod isolation og sekterisme, at man ikke opnår klarhed ved at beskære sandheden. Når Lenin udtalte, at han om nødvendigt ville samarbejde med fanden selv, mente han ikke, at det skulle foregå på dennes program.
Vi er tilhængere af diskussion og kan absolut ikke undvære den. Hvad vi derimod godt kan undvære er de former for diskussioner, hvis deltagere betragter en socialistisk debat som en hobby. Tiden er for knap til at agere beskæftigelsesterapeuter for folk, der ikke formår at administrere deres lediggang.
Store krav stilles til kommunister. Vi må have viden, smidighed og evne til at forbinde erfaringer med foreliggende opgaver – det kan læres.
En kommunistisk bevidsthed og moral kan man ikke alene læse sig til – kun gennem alvorligt og oprigtigt arbejde er det muligt at højne den; det kræver ofre, men vi ved, at det må gøres. Vi må og skal blive en af de sidste generationer, der opfostres med selviskhed.
Fremtidens mennesker – vore efterkommere – må ikke beherskes af rovdyrets eller snylterens drømme.
oo000oo
