I november 1966 besøgte en delegation fra Nord-Vietnam Danmark. På et møde mellem delegationen og danske Vietnam-aktivister stillede en dansker følgende spørgsmål: ”Modtager I eller ønsker I at modtage hjælp gennem det internationale Røde Kors?” Det vietnamesiske svar kom prompte: ”Vi betragter det internationale Røde Kors som en særlig afdeling af den amerikanske imperialisme.”
Vurderingen af Røde Kors som et våben i imperialismens hænder havde sin gyldighed i 1966 og i dag efter starten på den ”humanitære” indsamling synes den endnu mere indlysende.
I årevis har USA spredt død og ødelæggelse over de vietnamesiske landdistrikter, der havde tilkæmpet sig friheden. Utallige gange er bønders møjsommelige gerning blevet afbrudt af brølende napalmbål, atter og atter har vietnameserne måtte betale med liv for at så og høste. Landsby efter landsby er blevet knust under de amerikanske bombelaster.
Hvor var Røde Kors?
Lever man ganske afsondret fra omverdenen i det mondæne Geneve?
I dag fejer det vietnamesiske folks vrede over landet fra nord til syd, byernes og landets befolkning slutter endnu tættere sammen, intet sted er sikkert for den imperialistiske magt og dens marionetter. En verden ser den amerikanske imperialisme stillet til skue i al sin ynkelighed i folkekrigens ubønhørlige skruestik.
Desperat søger USA efter nye veje – midler til brug i Vietnam, midler til at sløre virkeligheden for alverdens folk.
Brugen af kernevåben diskuteres.
Man tilkalder Røde Kors.
Situationen kræver det virkelig. Denne ærværdige borgerlige organisation synes ganske vist ikke så effektiv som de langt mere kontante kernevåben, men den kan arbejde smidigt på mange fronter.
I Vietnam er dens opgave at sikre byerne som imperialistiske baser, i den øvrige verdens øjne skal den gøre Vietnam til en patient angrebet af en endnu uopdaget virus. I Danmark har det ellers gennem flere år så barske borgerskab travlt med at tage den sentimentale maske på.
De hjemlige revisionister fortæller os, ”at det er uklogt at angribe Røde Kors, thi her i landet nyder den dog så vældig en anseelse for sin hjælpsomhed, og at mange mennesker skam yder deres skærv uden tanke på svig.”
Hvilken borgerlig logik! Vi bor i Danmark, hvis vi ønsker at vise Vietnam solidaritet, må vi gøre det her, hvis vi ønsker socialistisk revolution må vi arbejde for den her. Ellers er alle ord og erklæringer blot vrøvl og pladder. Vi må søge at nedbryde tilliden til det, der står så højt i kurs i vort borgerlige samfund – arbejde på vor egen kapitalismes nederlag. Derfor skal borgerskabet ikke have lov at skjule deres morderfjæs med gazebind og børnejod.
Derfor skal vi fortælle sandheden til de mennesker der godtroende støtter Røde Kors, vi kan ikke stiltiende lade folk bedrages af kapitalismen.
Synes det håbløst? Vi er dog ikke alene. Danmark er meget langtfra hele verden. Vi må lære af vore asiatiske brødre – lad os omsætte deres kamp til politik her, ikke den klamme småborgerlige politik, de såkaldte venstrepartier driver, men revolutionær politik. Det drejer sig om holdning.
