Både VS og DKP taler om at nå til socialismen ved hjælp af reformer, idet VS er klar over, at man ikke kan forlange for meget af monopol-kapitalisterne. ”Vi drømmer ikke om de helt epokegørende resultater straks, men om en progressiv reformpolitik”, sagde Sigsgård i folketinget d. 15-12-67.
DKP kan ikke nøjes med så lidt. ”Udviklingen – også den del af den, som udbryderne af SF har gjort med – viser, at der er to hovedstrømninger i arbejderbevægelsen – en, der vil reformere kapitalismen uden at fjerne den, og den revolutionære, der kæmper for så dybtgående reformer, at samfundet af denne vej kan omdannes fra kapitalistisk til socialistisk.” Andet sted i samme artikel: ”Socialisme er real- og ikke nogen demonstrationspolitik – og det eneste grundlag for reformer. Monopolerne må under kontrol, og deres nøglepositioner skal nationaliseres.” Knud Jespersen, Land og Folk, l. jan. 1968.
Hvordan stillede marxisten Lenin sig til den slags reformer? I ”Imperialismen som kapitalismes højeste stadium”, kap. IX finder vi svaret:
”Borgerlige forskere og forfattere optræder i reglen i en noget tilsløret form som forsvarere for imperialismen, idet de søger at udviske imperialismens fuldstændige herredømme og dens dybe rødder, og i stedet drager enkeltheder og underordnede detailler i forgrunden for derved at bortlede opmærksomheden fra det væsentlige til fordel for ”reformprojekter”, der ikke kan tages alvorligt, som f.eks. politikontrol over truster og banker o.l. …..
Spørgsmålene om, hvorvidt en ændring af imperialismens grundlag er mulig ved reformer, om man skal gå fremad mod en tilspidsning og uddybning af de modsætninger, den har skabt, eller tilbage mod en afsvækkelse af dem, det er grundspørgsmålet for kritik af imperialismen. Da reaktion over hele linien og forstærket national undertrykkelse hører til imperialismens politiske ejendommeligheder sammen med finansoligarkiets herredømme og den fri konkurrences udslettelse, så optræder der ved begyndelsen af det 20. århundrede i næsten alle imperialistiske lande en småborgerlig demokratisk opposition mod imperialismen!”
Denne småborgerlige strømning, som optrådte ved begyndelsen af det 20. århundrede, har i dag sine fortsættere i pacifisterne og hos DKP, f.eks. Gelius Lund, der vil indsnævre og aflede en begyndende antikapitalistisk bevægelse til at være en kamp mod ”krig og krigsfare”. Det grundlag, kapitalismen, som er krigens årsag, skal der ikke røres ved.
DKP og VS vil nationalisere enkelte industrier; d.v.s. lade kapitalisternes statsmagt tage ejendomsretten til produktionsmidlerne fra kapitalisterne! Om nationalisering, statsovertagelse, havde Lenin følgende at sige:
”…. et statsmonopol i det kapitalistiske samfund er blot et middel for en eller anden industrigrens næsten bankerotte millionærer til at forøge og sikre deres indtægter.”
(Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium.)
SF og VS, der holder sig til SF’s principprogram, har ikke foretaget en marxistisk analyse af det kapitalistiske Danmark og dets stilling i verden, og DKP har med vilje glemt, hvad de har læst hos Lenin. Resultatet bliver en småborgerlig reformpolitik, som enten er umulig at gennemføre, eller som, hvis den er mulig at gennemføre, vil tilsløre modsætningerne og sprede illusionerne blandt arbejderne, så de ikke står rede til at gribe stat magten, når den revolutionære situation opstår.
Illusionerne om parlamentet er store. I Knud Jespersens nytårsbetragtninger læser vi: ”Vi fik et arbejderflertal, men det undlod at bruge den magt, vælgerne havde betroet det.” Regeringen, arbejderflertallet havde ikke magten. Kapitalistklassen har magten og har haft den i over hundrede år. Parlamentarismen, en regeringsform, der er karakteristisk for de imperialistiske lande i Vesteuropa og Nordamerika, er blot kapitalistklassens forvaltningsorgan.
I det kommunistiske manifest står det udtrykt klart:
….”og endelig tilkæmpede det (bourgeoisiet) sig, efter at storindustrien og verdensmarkedet var skabt hele den politiske magt i den moderne parlamentariske stat. Den moderne statsmagt er kun et udvalg der varetager bourgeoisieklassens fællesanliggende: Socialisme får vi først, når arbejderklassen har erobret statsmagten. Først til den tid vil arbejderklassen kunne omforme samfundet, så det producerer efter menneskenes behov og ikke efter kapitalisternes profitbehov.”
DKP’s eller VS’s reformpolitik fører ikke til socialisme. Men virkeligheden vil virke på DKP, og den vil virke på VS, der repræsenterer en politisk strømning – særlig unge mennesker – og vise dem selv og andre, at deres politik ikke fører til socialisme, at den ikke engang kan give arbejderne velfærdsreformer, når kapitalismen rammes af større eller mindre kriser.
Det ser ud til at VS mener, hvad de siger. Hvis det viser sig, at de ikke mener hvad de siger, vil de lide samme skæbne som Aksel Larsen og hans slæng.
