Oversat fra “Palestinsk Front” nr. 6, 1970.
Gentagne gange har den borgerlige presse citeret udtalelser fra, hvad man kaldte “Al Fatahs repræsentant i Skandinavien”, en svensk statsborger bosat i København. Denne mand, som kalder sig Sigvard Theng, har i forskellig sammenhæng kontaktet nyhedsbureauer og redaktioner for “i Al Fatahs navn” at kommentere forskellige hændelser vedrørende den palæstinensiske kamp.
På grund af det ofte groteske indhold i disse kommentarer – han har udtalt trusler mod bl.a. danske jøder – har Aktionsgruppen Palestinsk Front kontaktet Al Fatahs kontor i Beirut, og i et brev dateret d. 18. marts 1970 fik vi følgende svar:
“Som svar på jeres brev af d. 9. marts 1970 vil vi informere jer om at Sigvard Theng, som påstår, at han taler for Al Fatah, er en bedrager, som forsætligt forsøger at give et falsk billede af vor bevægelse, og som, bevidst eller ubevidst, deltager i den kampagne, som har til formål overfor verdensopinionen at forvrænge billedet af palæstinenserne ved at fremstille dem som ‘en bande blodtørstige terrorister’.”
Den danske Palæstinakomite meddeler, at man flere gange har haft problemer med Theng, fordi han har fremstillet sig som komiteens repræsentant, mens han i virkeligheden aldrig har haft kontakt med den.