Nedenfor gengiver vi et brev fra en engelsk kammerat. Brevet indeholder kritik af nogle artikler fra Ungkommunisten, og grunden til at vi bringer det er simpelthen den, at vi er enige i den fremførte kritik.
London d. 8 juni 1969.
Kære kammerater.
Mange tak for jeres marts 1969 nummer af “The Young Communist” (engelsk udgave af Ungkommunisten) med “Om at være solidarisk”, “En imperialistisk detalje”, og “Politiske huleboere: ‘Et straffet mindretal har rejst oprørsfanen’” plus “Thailand-uge” og “En arbejderaristokrats udtalelser”. Jeg må fortælle jer ligeud, at jeg grundigt nød hver eneste linie. Det ville selvfølgelig ikke være MIG, hvis jeg overhovedet ikke fandt noget at være uenig i; og det er om mine små uoverensstemmelser jeg vil skrive, så kort som muligt, for yderligere at fremme enhver udveksling af tanker mellem os.
……..
1. På s. 11 i jeres meget interessante og oplysende artikel om Cabora Bassa projektet og svensk deltagelse bemærker I, at det – foruden dets rolle i udplyndringen af det afrikanske kontinent, eller medvirken hertil – på længere sigt også vil medvirke til imperialismens udslettelse. Og I siger: ”Imperialismen vil i de kommende år rive ældgamle stammebånd over: den vil ødelægge en lige så gammel naturalie- og bytteøkonomi og skabe nød og elendighed. Den vil skabe et proletariat og et bourgeoisi”.
Jeg er NÆSTEN enig i denne vurdering. Jeg har med mine egne øjne set, hvordan imperialismen ”river ældgamle stammebånd over” (men med ubehagelige ”stamme”-eftervirkninger, som stadig bør studeres – jeg tænker på Ghana og genoplivelsen af det meget usunde stammehad efter militærkuppet); jeg har set, hvordan den ødelægger den gamle naturalieøkonomi og/eller omskaber den til noget usundt og reaktionært; jeg har set den skabe nød og elendighed. Jeg har set den skabe EN SLAGS proletariat. Længere kan jeg imidlertid ikke gå. Jeg har også set den skabe en ny ELITE, men jeg tvivler alvorligt på, om vi gør rigtigt i at benævne det ”bourgeoisie”. Jeg mener også det er en alvorlig forsømmelse at glemme – som jeres artikel gør – at det er imperialismen som, medens den rigtig nok skaber elendighed i sådanne områder, OGSA opretter dette såkaldte ”bourgeoisi” og GØR DET VELHAVENDE. Den gør det SÅ velhavende, at – hvis I f.eks. ser på FNs statistikker – mange afrikanske lande nu viser en ”stigning” i deres ”gennemsnitlige familieindkomst”, en statistisk metode, som får det til at SE UD som om imperialismen eller nykolonialismen gør livet BEDRE for folket. Dette statistiske trick anvendes endog i de afro-amerikanske områder. Men ER de koloniale samfunds tynde velstående lag, som imperialismen skaber, virkelig et ”bourgeoisi”, lige meget hvor rige imperialismen hjælper dem med åt blive? Jeg mener, at KUN NOGLE FÅ steder kan man sige dette. Indien, måske.
For HVAD er et ”bourgeoisie”? Jeg tror, at der er en grundlæggende forskel (d.v.s. med hensyn til ”hvem er vore venner og hvem er vore fjender?”) mellem en komprador-elite og et virkeligt bourgeoisi. Efter min opfattelse skal et bourgeoisi EJE PRODUKTIONSMIDLER og BESKÆFTIGE LØNARBEJDERE. Det skal også akkumulere kapital, ekspandere og søge fremmede markeder for sin akkumulerede overskudskapital. Sådan er et bourgeoisi.
Men HVEM ejer de afrikanske produktionsmidler? (måske er det en SMULE anderledes i NORD-Afrika – det har jeg ladet mig fortælle, men selvom nordafrikanerne driver deres ”egne” fabrikker i lande som Tunesien og Marokko, HVEM kontrollerer så deres forsyninger af råmaterialer? Eller bedre endnu: deres forsyninger af værktøj og maskindele? Og deres patenter – licenser? Der er andre måder at kontrollere og eje fabrikker på end at være på stedet og beskæftige lokal arbejdskraft!) EJER AFRIKANERE, selv kompradoreliten, nogen væsentlige, betydningsfulde produktionsmidler eller beskæftiger den den betydningsfulde, den afgørende arbejdskraft? Ikke hvor jeg har været i Afrika. Og i det sydlige Afrika, hvor den afgørende, omend forvrængede, virkelige industrialisering fandt sted; er der AFGJORT ingen AFRIKANERE, der ejer nogen af dem.
Jeg tror dette er meget grundlæggende, fordi det er afgørende for, hvem der er HOVEDFJENDEN. Er vi enige? Dette klarlgger mange vestlige ideologers virkelige rolle. De siger, at afrikanernes HOVEDfjende er ”deres eget bourgeoisi” – og de bliver MEGET VREDE hvis sådan en som jeg spørger dem ”HVILKET bourgeoisi snakker du om?” De hævder, at hvis eliten i Afrika bliver rig, må det være på deres eget folks bekostning (selvfølgelig!), derfor bliver eliten HOVEDfjenden, ”fordi man aldrig kan lave revolution så længe de står mellem folket og imperialisterne”. Vrøvl! Ifølge MINE analyser anser jeg dette for at være bagstræberisk.
Kort sagt, netop FORDI de undertrykte folk tenderer mod at akceptere dette standpunkt, kan de ikke blive af med deres ”bourgeoisi” så længe imperialismen opretholder det. MEN hvis de engang kan blive af med imperialismen kan de let gøre op med kompradoreliten … som det efter min mening er blevet demonstreret i Kina. OK? Forstår I, hvad jeg mener? Jeg er interesseret i jeres svar.
2. På side 15 siger I, at ”de kampe, der i dag føres i den undertrykte del af verden er væbnet kamp for national befrielse”. I tilføjer, at ”de undertrykte folk kæmper mod hære, der er i alliance med vor hjemlige hær”.
Måske forstår jeg jer ikke rigtigt. Men jeg stiller spørgsmålstegn ved det sidst anførte citat. Ja, hvemsomhelst ”de undertrykte folk” kæmper mod i dag må være ”i alliance med vore hjemlige hær”. Det er sandt nok. Der er portugisiske soldater i Mozambique, men som I selv påpeger om Mondlane, – hvad jeg er fuldstændig enig med jer i – er det meget diskutabelt, HVORDAN de ”kæmper” og for hvilke mål. ……..
”Over hele verden skrider revolutionen hurtigt fremad; tolket griber til våben.” Jeg kan ikke se dette synspunkts materielle bevis. Det jeg ser ske er tværtimod en revolutionær bølgedal frembragt af særdeles virkelige militærkup, mord, massakrer og andre reaktionære sejre (lad os nævne tingene ved deres rette navn, hvor ondt det end gør) over hele den undertrykte verden. LANGT FRA ”det går strålende”, er DE FLESTE tidligere fremgangsrige krige i sådanne områder blevet faktisk lammet, ENDOG i Vietnam, ligegyldigt hvor meget Wilfred Burchett prøver at fortælle, at sådan er det ikke. Men selvom han har ret, er det kun ET sted, og det er bestemt blevet HÆMMET af Paris(forhandlingerne). Dette anser jeg for meget vigtigt, fordi det bestemmer de ”næste skridt” overalt – ikke sandt?
Behandlingen af de afrikanske arbejdere er nedværdigende og dyrisk. Sydafrikanske arbejdere må, før de kan ansættes til arbejde i en guldmine, gennem en række lægeundersøgelser, der skal sikre mineejeren, at ingen sygdomme eller legemelige skavanker hindrer den fuldstændige udnyttelse af deres arbejdskraft.
Hvis alt går strålende så skal vi bare forberede dannelsen af det nye statsmaskineri og meget snart overtage magten. Det revolutionære vestlige proletariat vil være rede til at styrte det gamle og opbygge det nye; Kina vil lede alle kolonierne til øjeblikkelig frihed og hvad fanden er VI bekymrede for?
Men hvis det vestlige ”proletariat”, som VI ser tingene, virkelig er et arbejderaristokrati, som for tiden er optaget af, at nogle af dets privilegier i hvert fald midlertidigt fjernes, medens den imperialistiske herskende klasse, der hele tiden er i udvikling, foretager sine periodiske ”omlægninger” – d.v.s. punger ud (det betyder, presser endnu mere ud af sine koloniale undersåtter) og disker op med nye belønninger for at leve i metropolerne til sin for tiden lavtlønnede elite, som i Frankrig og Italien, så har vi ANDET arbejde at gøre end at forberede magtovertagelsen når som helst; men INGEN forbereder DET arbejde; og selv VI ved ikke præcis, hvordan det skal gøres.
Er det således eller er det ikke? Jeg vil derfor mene, at vi skal være forsigtige med vore ord, når vi taler om at ”de undertrykte folk kæmper” for tiden. Jeg benægter ikke, at NOGLE kampe FINDER STED, og at dette er grundlaget for ENHVER FREMTID; men jeg føler, at ligemeget hvilken kamp der er tale om, så er den afgjort på et lavere stade end for 5 år siden, og at dette faktum må anerkendes, hvis vi skal gøre os håb om at GØRE noget ved det.
Hvis jeg har uret, så ret mig, kære kammerater; men dette er mine synspunkter, og jeg tror ikke, jeg er kynisk.
Kammeratlig hilsen
…………