Hvad er KAK?

Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) blev dannet i 1963, da en mindre gruppe mennesker enten blev ekskluderet af eller forlod Danmarks kommunistiske Parti, fordi de tilsluttede sig Kinas kommunistiske Partis kritik af Sovjetunionens inden- og udenrigspolitik og dermed kritikken af den “moderne revisionisme”, herhjemme repræsenteret af DKP.

Nogle år gik med indre diskussioner om en sådan “anti-revisionistisk” organisations formål, arbejdsopgaver og samfundsmæssige basis. Gennem disse diskussioner og gennem praktisk arbejde til støtte for bl.a. Vietnam og palæstinensernes kamp mod zionismen udmøntedes efterhånden “snylterstatsteorien” . På dette teoretiske grundlag dannedes i 1968 Kommunistisk Ungdomsforbund (KUF), der efter fornyede diskussioner omkring teoriens betydning for arbejdet indgik i det nuværende KAK.

KAKs oprindeligt gode og nære forhold til Kinas kommunistiske Parti blev afbrudt i 1969, fordi KAK insisterede på atføre en diskussion om forbindelsen mellem Liu Shao-chis politiske linje og Kominterns fra Europa så velkendte linje, og fordi KAK offentligt tilkendegav sin dybe uenighed med kinesernes vurdering af, hvad de kaldte “en hidtil uset gigantisk, revolutionær massebevægelse” blandt Vesteuropas og Nordamerikas arbejdere.

KAK udsendte 1963-1969 “Kommunistisk ORIENTERING”. De politisk vigtigste artikler herfra er siden på forlaget FUTURA udsendt i pjeceform under titlerne: “Der kommer en dag …” og “Klassekamp og revolutionær situation”. KAKs politiske og arbejdsmæssige hovedlinje er desuden fremlagt i “Gotfred Appel: Revolutionens krogveje” (1972) og i forordet til “V.I. Lenin: Om imperialisme og opportunisme” (1973).

Det er KAKs opfattelse, at arbejderklassen i det udviklede Vesteuropa og Nordamerika i dag indtager en dobbeltstilling. Den er på een gang udbyttet (derved at den producerer merværdi) og bestukket (derved at dens levestandard og dermed dens økonomiske (og kulturelle) behov og dens “faglige” krav er baseret på årtiers delagtighed i den imperialistiske verdens tidligere koloniale, nu “neo-koloniale” rov). Ydermere er bestikkelsesfaktoren i dag den dominerende af de to.

Denne bestikkelse bør ikke opfattes således, at man kan regne ud, hvor stor en del af lønningsposens indhold, der er betaling for arbejdskraftens værdi, og hvor stor en del, der er bestikkelse. Den bør opfattes således, at hele den imperialistiske verdens økonomiske, industrielle, tekniske, kulturelle og sociale udvikling i sidste instans baserer sig på plyndring og rov i de tidligere kolonier og afhængige lande, nu “den tredje verden”.

Det følger heraf, at det efter KAKs opfattelse ikke kan være en opgave for revolutionære i dag at inspirere til eller stille sig i spidsen for arbejderklassens økonomiske eller faglige kamp. En sådan kamp har i dag ikke og kan i dag ikke have den ringeste forbindelse med kamp for socialismen.

Det bliver på denne front langt snarere opgaven at forsøge at oplyse arbejderklassen ( i dag eet stort arbejderaristokrati) om, at en ny økonomisk udvikling, der umuliggør den vestlige verdens snylten og plyndring, bør hilses velkommen og om muligt hjælpes på vej. Man må dog samtidig have helt på det rene, at det kun er selve denne nye økonomiske udvikling – hvordan den end vil forme sig – der kan overbevise arbejderklassen herom. Et snyltende, borgerliggjort arbejderaristokrati kan ikke gøres til et revolutionært proletariat gennem taler og artikler. Det skal stadig, for at bruge Engels’ udtryk, “tugtes gennem kriser”, før det kan yde noget godt.

Heraf følger også, at omend KAK allerede i 1963 proklamerede det som sit mål at skabe et revolutionært kommunistisk parti i Danmark, er KAK ikke “partidannende” i den på venstrefløjen gængse betydning.

Naturligvis kunne KAK for længst have taget navneforandring til “parti” – den ideologisk-politiske enhed i organisationen har længe gjort det muligt. Imidlertid anser vi det for i bedste fald betydningsløst at foretage et sådant navneskifte, idet skabelsen af et revolutionært parti efter vor mening må høre uløseligt sammen med en objektiv, samfundsmæssig nødvendighed, dersom den skal have nogen værdi. Der skal efter vor mening være bevægelse, betydelig bevægelse i samfundet som helhed og især i store dele af arbejderklassen, før et revolutionært parti bliver en nødvendighed og dermed får mulighed for at få betydning for samfundsudviklingen.

Når den økonomiske situation og dermed den politiske situation har ændret sig i en sådan grad, at bourgeoisiet er ved at tvinge arbejderklassen til revolutionær kamp, til kamp om magten i samfundet, om samfundsformen, da vil tiden være inde. Da vil arbejderklassen have brug for en organiseret, fasttømret fortrop. Folk, der inden da har tilegnet sig den marxistiske teori, vil – for endnu engang at tale med Engels – kunne blive af betydning, når der udbryder en spontan bevægelse blandt arbejderne og det “lykkes dem at få kontrol over den”. At “få kontrol over” vil i denne sammenhæng sige at vise sig i stand til at opstille de rette paroler, at give det rette lederskab. Kun de, der får denne “kontrol”, vil til den tid udgøre arbejderklassens fortrop, og de vil dermed være “partiet”. Organisationens navn er uden betydning.

+

Gennem denne korte fremstilling af KAKs grundholdning er arbejdsopgaverne i virkeligheden allerede formuleret. De består i politisk og praktisk støtte til folk og organisationer, der allerede på en eller anden måde aktivt bekæmper den vestlige verdens plyndring og dermed er med til at undergrave snylterstatens fundament. De består i gennem dette arbejde og gennem stadige undersøgelser og studier af udviklingsgangen i hele verden at opbygge en organisation med politisk-ideologisk enhed og den til enhver tid mulige grad af disciplin og offer-vilje, der efterhånden bliver bedre og bedre rustet til på forhånd at finde og fastslå den vending i begivenhederne, der “vil føre masserne til den virkelige, afgørende og endelige revolutionære kamp” (Lenin), og som – når dagen kommer – kan stille sig i spidsen for denne kamp og lede den til sejr.