(Uddrag)
Skrevet i juli-november 1914,
offentliggjort i “Granat Encyclopaedia”,
syvende udgave, bd. 28.
(…)
Den fundamentale opgave for proletarisk taktik blev defineret af Marx i streng overensstemmelse med alle grundtankerne i hans materialistisk-dialektiske Weltanschauung. Kun en objektiv betragtning af den samlede sum af forholdet mellem absolut alle klasser i et givet samfund og følgelig en betragtning af det objektive trin i udviklingen, som dette samfund har nået, og af forholdet mellem det og andre samfund kan tjene som grundlag for en fremskreden klasses taktik. Samtidig betragtes alle klasser og alle lande ikke statisk, men dynamisk, d.v.s. ikke i en tilstand af ubevægelighed, men i bevægelse (hvis love afgøres af hver enkelt klasses økonomiske eksistensbetingelser). På sin side betragtes bevægelse ikke blot fra fortidens standpunkt, men også fra fremtidens, og ikke i den vulgære betydning, i hvilken dette opfattes af “evolutionisterne”, der kun ser langsomme forandringer, men dialektisk: “… i udviklinger af en sådan størrelsesorden er tyve år ikke mere end en dag”, skrev Marx til Engels, “omend der senere hen kan komme dage, i hvilke tyve år legemliggøres”. [2] På hvert enkelt udviklingstrin, på ethvert tidspunkt må den proletariske taktik tage hensyn til denne objektivt uundgåelige dialektik i den menneskelige historie, idet den på den ene side udnytter perioderne med politisk stagnation eller med treven, såkaldt “fredelig” udvikling til at udvikle den fremskredne klasses klassebevidsthed, styrke og kampånd, og på den anden side retter alt arbejde med denne udnyttelse mod “endemålet” for denne klasses fremskridt, mod i den at skabe evnen til at finde praktiske løsninger på de store opgaver i de store dage, i hvilke “tyve år legemliggøres”. To af Marx’ argumenter er af særlig betydning i denne forbindelse: det ene af dem findes i Filosofiens elendighed og drejer sig om proletariatets økonomiske kamp og økonomiske organisationer; det andet findes i Det kommunistiske manifest og drejer sig om proletariatets politiske opgaver. Det første lyder som følger: “Storindustrien koncentrerer på eet sted en mængde mennesker, der ikke kender hinanden. Konkurrencen splitter deres interesser. Men lønnens opretholdelse, denne fælles interesse, som de har mod deres boss, forener dem i en fælles tanke om modstand – samordning … Samordninger, der til at begynde med er isolerede, konstituerer sig i grupper … og stillet over for den altid forenede kapital, bliver associationens bevarelse mere nødvendig for dem (dvs. arbejderne) end bevarelsen af lønnen. … I denne kamp – en veritabel borgerkrig – forenes og udvikles alle de elementer, der er nødvendige for et kommende slag. Når først den har nået dette punkt, antager associationen politisk karakter.” Her har vi program og taktik for den økonomiske kamp og for fagforeningsbevægelsen i adskillige årtier fremover, for hele den lange periode i hvilken proletariatet vil forberede sine kræfter til det “kommende slag”. Alt dette bør sammenholdes med talrige henvisninger fra Marx og Engels til den britiske arbejderbevægelses eksempel, der viser, hvorledes industriel “velstand” fører til forsøg på at “købe proletariatet” [3], for at aflede dem fra kampen; hvorledes denne velstand i almindelighed “demoraliserer arbejderne” [4]; hvorledes det britiske proletariat bliver “borgerliggjort” – “denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet” [5]; hvorledes dets “revolutionære energi” fordufter [6]; hvorledes det vil blive nødvendigt at vente i kortere eller længere tid før “de britiske arbejdere befrier sig for deres tilsyneladende borgerlige smitte” [7]; hvorledes den britiske arbejderbevægelse “mangler de gamle chartisters ildhu”; [8] hvorledes de britiske arbejderledere bliver en type midtvejs mellem “en borgerlig radikal og en arbejder”; hvorledes “den britiske arbejder ikke vil røre på sig” på grund af Storbritanniens monopol, og så længe dette monopol varer ved. Taktikken i den økonomiske kamp, i forbindelse med arbejderbevægelsens almindelige kurs (og resultat), betragtes her fra et bemærkelsesværdigt bredt, omfattende, dialektisk og ægte revolutionært standpunkt. (…)
[2] Se side 140 i Marx & Engels: Selected Correspondence, Moskva 1965.
[3] Lenin: Werke, bd. 27 s. 178.
[4] Werke, bd. 29 s. 231.
[5] Se side 27 i Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse, Futura 1972.
[6] Werke, bd. 30 s. 338.
[7] Se side 140 i Marx & Engels: Selected Correspondence, Moskva 1965.
[8] Werke, bd. 31 s. 198.
LCW bd. 21, s. 75-76.
Online i fuldtekst. Se Marxisme Online
