Vi har just oplevet den første større strejkebevægelse siden 1956, og udviklingen løb totalt fra DKP’s faglige ledere på B&W-Øen. Vi hørte den økonomistiske parole om en krone mere i timen, som ikke mange af arbejderne troede på (2/3 af arbejderne på Øen undlod at stemme for en resolution med kronekravet). Vi oplevede, at 26 tillidsmænd brød den overenskomst, de står som garanter for, og opfordrede til en 24-timers arbejdsnedlæggelse, for, som det blev sagt til dagspressen, “at tøjle arbejdernes aktionslyst”.
Da arbejdsgiverne med fuld dækning i overenskomsten opfordrede tillidsmændene til at træde tilbage, strejkede arbejderne spontant mod hvad de fejlagtigt troede var et anslag mod tillidsmandsordningen, ihærdigt sekunderet af Land og Folk, der skreg op om et uhyrligt overgreb, en rasende provokation osv osv.
Da tillidsmændene efter de store ord foran arbejdsgiverforeningen d. 9. 2. fandt det for godt at krybe til korset og d. 13. 2. bede om nåde – naturligvis uden at tage hensyn til den bod, de loyale arbejdere vil blive idømt (det kaldte L&F “en sejr”) – var det, som nogle linjer i hele det faglige apparat trådte tydeligere frem. Vi har en stærk fornemmelse af, at det skel, der her viste sig mellem arbejdere på den ene side og tillidsmænd, fagforeninger og LO (“Lov&Orden”) på den anden, med tiden vil vise sig at være en overordentlig værdifuld erfaring for arbejderklassen. En detaljeret redegørelse for strejken og dens karakter findes i vore 4 løbesedler: Hvad i helvede foregår der? Kors, hvor de kvajer sig! Hold galden flydende! Dyre lærepenge – men så blev vi så meget klogere!
Andre linjer blev trukket op.
Det åh, så arbejdervenlige KF, som i sidste nummer af Kommunist (nr 5) bredte sig over godt 5 ½ side om Kiruna-strejken og “Klassekamp og fagopposition”, fandt det dog kun fornødent at fyre en enkelt løbeseddel af, holdt i de sædvanlige dogmatiske vendinger, der som sædvanligt mundede ud i, at KF vil skabe et virkeligt revolutionært parti.
Vi er enige med KF om nødvendigheden af at arbejde for skabelsen af et kommunistisk parti og derfor taknemmelige for, at KF nøjedes med een løbeseddel.
Som det vil være vore læsere bekendt, benytter vi en del af vores spalteplads med at studere KF’s gøren og laden, ikke fordi det morer os, men fordi KF i al sin unaturlige opstyltethed er en afspejling af det samfund vi lever i, og desuden den hjemlige eksponent for strømninger, som gør sig gældende over hele det imperialistiske Vesteuropa.
KF gør utvivlsomt et stort stykke arbejde for at skole sine medlemmer i Mao Tse-tungs værker, det fremgår – ofte indtil uhyrlighed – af hvad det offentliggør. Den skematiske måde, KF anvender formandens tanker på, er imidlertid uhyre skadelig, idet den bibringer folk et rent ud fantastisk vrængbillede af Kina og Mao Tse-tung i almindelighed, og af marxismen i særdeleshed. Det er skidt, men samtidig opfylder KF en ikke ringe funktion som afskrækkende eksempel, og det er godt. Det er derfor af værdi at beskæftige sig med fænomenet, selvom en afvisning kunne være fristende.
KF’s teori går kort fortalt ud på, at det kapitalistiske Danmark er en del af den imperialistiske lejr, at det danske folk består af en såkaldt lønarbejderklasse og dens forbundsfæller på den ene side, på den anden kapitalisterne og deres lakajer inklusive de faglige pampere. Denne såkaldte lønarbejderklasse fører angiveligt daglige klassekampe mod monopolkapitalen, og så snart KF har fået dannet et virkeligt revolutionært kommunistisk parti, vil det rejse de danske masser (der har fået tillid til KF, fordi det har ført an i den økonomiske kamp med radikale krav) til en voldelig revolution og herefter oprette en socialistisk stat under samme lønarbejderklasses diktatur. Det hele naturligvis ved hjælp af “marxismen-leninismen-Mao Tse-tung-tænkningen”.
Forsideartiklen i forrige nummer af Kommunist (nr 4) indeholdt ikke så lidt af en bombe. Pludseligt, ganske uden varsel erklæres det, at verdens hovedmodsigelse er mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer. Vi havde i vor naivitet regnet med, at KF anså hovedmodsigelsen for at være mellem socialismen og imperialismen plus social-imperialismen (Sovjet). I foråret erklærede formanden, hr Scocozza nemlig i Information, at “prøvestenen for enhver kommunist er holdningen til Kina”, som bekendt verdensrevolutionens base. Denne vores åbenbart forkerte opfattelse af KF blev yderligere bestyrket, da KF i efteråret afholdt et godt besøgt møde under parolen “Hænderne væk fra folkets Kina”, for hr Scocozzas udtalelser ved denne lejlighed gik også entydigt i samme retning.
Det er jo ikke vanskeligt at se, hvor denne “prøvestens-tese” kommer fra, DKP har jo i årevis forsøgt at føre sovjettisk politik i Danmark. Det har vi ikke fået socialisme af, men års revisionistisk praksis er åbenbart vanskelig at blive kvit.
En af metoderne er at studere de revisionistiske partiers historie, for der er en guldgrube af erfaringer at øse af. Vi har tidligere detaljeret redegjort for, hvorledes revisionismen definitivt sejrede i Vesteuropa ved Kominterns VII verdenskongres i 1935 (se UK nr 5, 1969), og vi vil citere en af resolutionerne fra samme lejlighed:
“I den nuværende historiske etape, hvor Sovjetunionen på en sjettedel af jordkloden forsvarer socialismen og freden for hele menneskeheden, kræver alle landes arbejderes og arbejdende menneskers mest påtrængende interesser, at arbejderklassens politik, kampen for freden, kampen mod den imperialistiske krig før og efter krigens udbrud, føres udfra det synspunkt at forsvare Sovjetunionen.”
Vi troede, at KF også på dette punkt sjoskede videre ad gængse revisionistiske baner, men hvad enten det nu var os eller KF, der tog fejl, er fejlen nu rettet. Det glæder os, at vi er enige med KF om hovedmodsigelsen. Vores forhold skulle så blive et helt andet herefterdags, kunne man tro, men det ændres næppe synderligt, så lidt som “Kommunist” har ændret sin redaktionelle linje efter – skal vi kalde det – nyopdagelsen.
Vi mener med Mao Tse-tung, at kun den er marxist, som har en revolutionær teori for sit eget land. Vi har arbejdet en del år udfra den hypotese, KF nu er enig med os i . Vi har erkendt, at revolutionær kamp er antiimperialistisk kamp, og KF vil utvivlsomt give os ret, når vi hævder, at der aldrig har været ført revolutionær kamp i Danmark. Som en logisk slutning følger da, at hovedopgaven for revolutionære i snylterstaten Danmark må være, at udarbejde en revolutionær teori, for uden en revolutionær teori ingen revolutionær praksis, som Lenin sagde.
Hvordan i djævelens skind og ben kan KF’s teoretikere så gå hen og udråbe hovedopgaven til at være dannelsen af et revolutionært parti? Hvor dælen har disse mennesker gemt deres teori om, hvorledes man fører antiimperialistisk kamp her i landet? Vi er ved at have en formodning om, hvordan det skal gøres, men KF’s arbejde i De Danske Vietnamkomiteer afslører en hovedkuls sag-til-sag-politik, der ydermere hviler på et falsk grundlag.
15. november-demonstrationen var efter KF’s opfattelse en “magtfuld” og “militant” demonstration. Det faktum, at der mødte 20.000 mennesker op, mener “Kommunist” ”er et tegn på, at opportunister i den sidste ende tager fejl” (p.g.a. DKP’s rædsel for “for snævre” paroler) (“Kommunist”,nr. 4)
Hvis en demonstration er magtfuld fra et revolutionært synspunkt, er den samtidig en trussel for den herskende klasse. Vi tror ikke, regeringen Baunsgård følte sig trykket af moratoriedagen – endsige den klasse, hvis nikkedukke den er. Politiet holdt sig da også venligt og diskret i baggrunden.
Hvis det militante islæt skulle være kommet af, at det var hr Scocozza, der indledte den vel tilrettelagte demonstration med en tale, de færreste hørte, så må KF have mistolket begrebet. Hvis det bestod i, at demonstrationen – med ordensværn – først traskede til USA-ambassaden for derefter at blive gennet videre til Christiansborg, mens ihærdige aktivister fra De Danske Vietnamkomiteer delte små flyvesedler ud, der tiggede om ro og værdighed – overflødigt, der var ro – og hippi-lignende individer lod hashpiber gå på omgang til trængende, ja, så er KF’s opfattelse af konkrete kendsgerninger rent til rotterne.
Mon dog ikke den store tilslutning til demonstrationen snarere skyldtes kompakt opbakning og reklame fra Politiken og Ekstrabladet fremfor deltagernes nøjere kendskab til DKP’s borgerligt humanitære indsats i Vietnam 69? Er samme opbakning ikke et tegn på, at hele foretagendet var totalt tandløst og ufarligt for det bestående – og således uden værdi? Man må i denne forbindelse ikke glemme, at Politiken i efteråret fik ny chefredaktør, den erklærede zionist og i Tel-Aviv bosatte Herbert Pundik (“Så længe jeg er redaktør for Politiken, er Israels sag Politikens”). Det giver denne det liberale borgerskabs møgspreder politisk kapital til senere brug at agitere for en uskadelig moratoriedag i USA, og afleder samtidig opmærksomheden fra både USA-imperialismens forbrydelser i Vietnam og zionismens i Vestasien.
I “Kommunist” nr 5 uddyber KF sin manglende forståelse af, hvad antiimperialistisk kamp betyder. Man stiller spørgsmålet, om DKP’s politik “har været til gavn for arbejderklassens krav i det antiimperialistiske arbejde”. Hvad er det for krav? Har KF været i den heldige situation at se arbejderklassen manifestere sig i antiimperialistisk retning? Den eneste bevægelse, der har været i arbejderklassen i mange år, er de spontane strejker vi netop har haft, og de omfattede kun en meget lille del af klassen – og der er meget, meget langt fra tillidsmands-spørgsmål til antiimperialistisk kamp, når det drejer sig om manifestationer af klassens politiske bevidsthed.
Fra sin piedestal udbreder skribenten sig om “enhedsfrontsarbejdet i Vietnambevægelsen” som gennem ideologisk kamp “har givet De Danske Vietnamkomiteer stadig bedre muligheder for at give den danske befolkning øget indsigt i krigens og imperialismens natur”. Men ganske uafvidende, muligvis endog meget mod sin
vilje, kommer han til at sætte fingeren på det væsentligste, kernepunktet i hele spørgsmålet om vurderingen af moratorie-demonstrationen, og afslører samtidig KF’s navlebeskuende selvforherligelse. Vi citerer:
“Den politiske og organisatoriske styrkelse af fronten er især nødvendig, efter det opsving, demonstrationen d.15. november viste. Det er vigtigt på alle måder at udnytte dette opsving, da bevægelsen ellers kan falde til jorden.
Man leder i De Danske Vietnamkomiteer bestandigt efter arbejdskraft til forskellige aktiviteter. Sådanne problemer står i stærk kontrast til det antal mennesker, man aktiviserer til demonstrationer, hvor der sidst var 20.000.” (Vor understregning).
Jamen, er det da ikke jammerligt?!
Kontrasten er også slående for os, ja, den er afgørende.
Man “aktiviserer” folk, som altså bare aldeles ikke er aktiviseret nok til, at de gider lave et stykke politisk arbejde. Hvad er en sådan “politisk og organisatorisk styrkelse” værd, når den ikke giver sig udslag i konkret politisk aktivitet fra demonstrationsdeltagernes side? Kan et sådant “opsving” være af nogensomhelst værdi, hvis “bevægelsen” falder sammen som en klud uden KF som hjerte-lunge-maskine?
Problemstillingen er fuldstændig forkvaklet og demonstrerer, at KF som sædvanligt ikke har forstået en skid af det hele. Der findes ikke længere nogen Vietnam-bevægelse, nogen spontan afstandtagen og afsky for imperialismens forbrydelser i Vietnam. Vietnam-bevægelsen er død, og den har været død længe. Den døde i løbet af sommeren og efteråret 1968, og årsagen er bl.a. at finde i de Paris-forhandlinger, der startede i begyndelsen af april samme år.
Der findes stadig aktivister, ja, men det er et fåtal, det er enkeltpersoner, og citatet viser, at KF faktisk udmærket er klar over det forhold. Man vil søge at løse problemet ved at organisere “bevægelsen” på ny facon efter endnu flere “sukcesrige demonstrationer”.
Ak ja, hvilke tider, hvilke skikke, hvilket spejlbillede af tidligere tiders DKP, der med flid søgte at holde liv i forskellige freds”bevægelser”, hvis eksistens også var befolkningen ligegyldig. Solidaritet er ikke et spørgsmål om kvantitet, men om kvalitet: først og sidst om aktiv politisk stillingtagen, og det er en uhyrlig tilsnigelse at påstå, at der er tale om politisk stillingtagen og en højnelse af den almene politiske bevidsthed hos de 20.000, fordi de går under parolen: USA ud af Vietnam.
I samme nummer af “Kommunist” anklager man KAK og dermed KUF for en “nærmest sygelig sekterisme”, “selvvalgt isolationspolitik og foragt for masselinjen”, “foragt for arbejderklassen”, “uansvarligt krigstrommeri” og for at “forråde arbejderklassens kortsigtede lønkamp”.
Det er en fed omgang, men vi tager os anklagerne let – vi mener, vi kan bære dem. Dog vil vi ikke afstå fra et par bemærkninger.
Se, Marx skrev i 1871 til Bolte om de politiske sekter, der gik forud for oprettelsen af Første Internationale. Marx var jo en skarpsindig mand,der forstod at iagttage sin samtid, og vi mener, at Marx’s ord stadig har gyldighed:
“Udviklingen af det socialistiske sektvæsen og af den virkelige arbejderbevægelse står altid i omvendt forhold til hinanden. Så længe sekterne er berettigede (historisk), er arbejderklassen endnu umoden til en selvstændig historisk bevægelse. Så snart den opnår denne modenhed, er alle sekter i virkeligheden reaktionære”
Så meget fra Marx om sekter. I “Kommunist’s” egen lederartikel (stadig nr 5), der beskæftiger sig med, hvad der skete i 60’erne, står at læse: “Oppositionen mod disse to politiske stoppeklodser (SF og DKP) førte i første omgang til dannelsen af VS og derudover en masse smågrupper, der alle har en uklar socialistisk målsætning, men også præges stærkt af småborgerlige teorier.”
Vi tager disse smågruppers eksistens (og det er ikke kun et dansk, men et vesteuropæisk fænomen) som udtryk for, at der ingen virkelig arbejderbevægelse findes, at der kun findes “socialistiske sekter”. Og vi mener faktisk, at de – selv KF – har deres historiske berettigelse, ellers var de nemlig ikke opstået. Og at der stadig opstår sådanne smågrupper, tager vi som en bekræftelse af vores tese om, at der ikke findes nogen socialistisk, antiimperialistisk bevægelse i arbejderklassen.
Omvendt finder vi det forkasteligt, farligt og direkte kontrarevolutionært at pådutte arbejderklassen standpunkter og synspunkter, der idag er den totalt fremmede. Så meget om “foragt for masselinjen”, for KF aner øjensynligt ikke, hvad arbejderne tænker og føler.
Hvad angår det “uansvarlige krigstrommeri”, vil vi vove at påstå, at Saga-demonstrationen betød adskilligt mere for de deltagendes politiske bevidsthed end moratoriedagen, og det synspunkt vil vi fastholde som en værdifuld erfaring. Vi har imidlertid aldrig ment det forkert at afholde store demonstrationer, hvorfor pokker skulle vi dog det?
Men hvordan skulle vi dog bære os ad med at “forråde arbejderklassens kortsigtede lønkamp”? Den er der jo små-borgerlige partier og grupper nok, der vil tage sig af.
Med baggrund i enigheden om hovedmodsigelsen, vil vi spørge KF: når denne modsigelse nærmer sig sin løsning, dvs når afgørende dele af de undertrykte, udbyttede og afhængige områder har kæmpet sig fri, og den imperialistiske økonomi begynder at bryde sammen, hvorledes vil I da bære jer ad med at give den økonomiske kamp, I så gerne vil lede, en politisk karakter? Udover Mao Tse-tung burde I også studere Lenin, for netop dette meget væsentlige problem beskæftigede han sig med, og han påviser umuligheden af at løse det. Læs “Hvad må der gøres” fra 1901 (Udv. Værker bd. 2), og I vil måske da kunne forstå, at man i hvert fald ikke skal gøre som jer. Med uigendrivelig argumentation hudfletter han i dette værk datidens økonomister, der netop som jer ville prøve “at give den økonomiske kamp politisk karakter”.
Vores opgave er ikke at forbedre arbejderklassens kår under det nuværende system, men politisk at forberede systemets omstyrtelse.
Vi har her kun beskæftiget os med enkelte aspekter af KF’s mangelfulde kontakt med og forståelse af virkeligheden. KF’s klasseanalyse er et kapitel helt for sig, og vi vil sidenhen beskæftige os indgående med den og påvise, hvorledes mere åbenlyse revisionister arbejder med nøjagtig den samme problemstilling, men derom en anden gang. Her vil vi på grundlag af ovenstående fastslå, at KF’s ledere ikke kun prøver at tilsløre kendsgerningerne, men at de direkte lyver om dem, at de ikke blot læser Mao Tsetung, men i deres afgrundsdybe subjektivisme voldtager hans lære.