Den 21. oktober 1967 demonstrerede ”brede kredse” under ligeså brede paroler. Omkring 20.000 mennesker vandrede rundt i København; det drejede sig om at få standset Vietnamkrigen. Man påhørte taler af mange forskellige mennesker, ingen af talerne repræsenterede det vietnamesiske folks synspunkter, ingen af talerne fandt det påkrævet blot at fremføre vietnamesernes mening om deres lands fremtid.
Pinsemarchens afslutningsdemonstration (1968) samlede ca. 6.000 mennesker. En stor del af de brede kredse havde stilfærdigt trukket sig tilbage, større politisk klarhed og en diskussion om vold og slige sager i forbindelse med 27. april-demonstrationerne havde frataget mange lysten til at demonstrere deres ”urokkelige solidaritet” med det vietnamesiske folk.
•••
”Alt for få i Danmark er antikapitalister. Langt langt flere er erklærede modstandere af USAs krig. De skal alle føle sig hjemme i Vietnambevægelsen. Det ville være hovedløst at søge Vietnambevægelsen begrænset til en antikapitalistisk bevægelse. Imperialisme giver sig blandt andet udslag i fremmedherredømme, – i USAs herredømme over svagere nationer og i USAs krige og interventioner rundt om i verden. Mennesker kan kæmpe mod fremmedherredømme uden at ville kæmpe mod kapitalismen som system. Det ved vi fra frihedskampen i Danmark…..
Derfor skal man ikke ligge i hårene på hinanden om, hvad der er antiimperialistisk, og hvad der er antikapitalistisk, men bestandigt søge nøgternt at bedømme hver enkelt kamps karakter og skabe samling om den parole, som bedst bringer folkemasserne i bevægelse mod imperialismen. Man skal holde målet fast og rent og søge forbundsfæller. Man skal ikke lave ønsketænkning, men fælles aktion mod USAs krig, fælles aktion i størst mulig bredde.”
•••
”Men den politiske og ideologiske kamp må ikke føre til sekterisme. I konkrete sammenhænge er enhed også midt i splittelsen mulig. I kampen mod den amerikanske imperialisme kan brede kredse samles om et fælles nøje afstukket mål. Men heller ikke en antiimperialistisk bevægelse som f. eks. Vietnambevægelsen, står højt hævet, over kampen mellem borgerlig og proletarisk ideologi, og det vil inden for venstrefløjen sige: mellem revisionistisk og marxistisk-leninistisk ideologi. Bliver trundlaget for enheden borgerligt – som vi ser det med Vietnam 69 og Frit Vietnam – så bliver det en enhed mellem os og fjenden. Kampen mellem højre og venstre foregår også i enhedsbevægelserne. Det er afgrænsningerne i opgaverne, som skiller en enhedsfront fra et parti – og ikke en laden stå-til, hvad angår det principielle.”
•••
Undskyld os de lange citater, men vi er nogle stykker, der har fået vor politiske opdragelse i Vietnambevægelsen, og derfor betragter vi sagen med alvor.
Det første citat er hentet fra Land og Folk den 3-12-67 og er skrevet af DKP-ideologen Gelius Lund; det andet citat er håndplukket fra tidsskriftet Kommunist nr. 10 og er skrevet af Kommunistisk Forbunds (M-L) forgrundsfigur Benito Scocozza. Begge disse folk kalder sig marxister-leninister, sidstnævnte har dog også Mao Tse-Tungs tænkning med i sit ideologiske varemærke. Understregningerne, som i begge tilfælde er vore, giver et tydeligt fingerpeg om en fælles linje.
Vi troede en overgang, at netop udviklingen i Vietnambevægelsen og hele den politiske kamp omkring den, ville kunne trække en grænselinje mellem på den ene side hele den parlamentariske dyne (DKP-forsteningerne medregnet) og på den anden side os unge, der prøvede at forbinde solidariteten med det vietnamesiske folk med kampen for socialisme her, med kampen mod al borgerlighed i dette land. Vi håbede, at Vietnam-bevægelsen ville fjerne forskellige illusioner om imperialismens karakter og dermed give en dybere forståelse for, hvordan vi kan bekæmpe den.
Derfor kan man græde snot, når man ser, hvor få der åbenbart endnu har fået øjnene op, skønt alle chancer har været tilstede.
Er det virkelig muligt, at alle fortidens fejl skal gentages i det uendelige?
Er det et forfængeligt håb at tro på en socialistisk bevægelse blot af nogen størrelse i snylterstaten Danmark?
Meget kunne tyde på det.
Kommunistisk Forbund er et eksempel på, hvordan borgerlige ideer hele tiden følger med og bestandig spredes under nye tillokkende etiketter. Nutidens mest progressive ideer bliver blot til nye dækkener på de gamle skamredne krikker. Småborgerlig reformpolitik bliver præsenteret som Mao Tse-tungs tænkning.
I de sidste mange år har venstrefløjen ladet den ene ”massebevægelse” efter den anden løbe af stabelen, ”brede kredse” har ustandselig sat sig i bevægelse for at gennemføre krav, som højst et par procent af befolkningen havde kendskab til overhovedet. Hver gang nogen har taget et initiativ, der smagte en smule af socialisme, har de med opportunistisk situationsfornemmelse udsendt erklæringer, der gjorde det uforpligtende at deltage, værsågod, der er plads til alle, alt er ganske gratis, vi er skam ikke kommunister allesammen.
Kommunistisk Forbund følger disse traditioner og er villige til at være med til at forvrænge virkeligheden med al deres vrøvl om ”brede kredse”, som med djævelens vold og magt skal påduttes meninger og krav, de end ikke kender.
Vi forstår ikke helt, hvordan det kan gå til, at en del af de mennesker, der gennem de sidste par år har haft nogenlunde samme erfaringsmateriale som os selv, kan slutte op bag den linje.
Vi har jo set, hvordan man fra alle sider prøvede og stadig i nogen grad prøver at bevare Vietnambevægelsen som en sag, der kan holdes indenfor rammerne af den politiske kamp mellem forskellige borgerlige partier og grupperinger.
Et af midlerne har været den borgerlige humanisme, der aldrig nævner de egentlige årsager til rædslerne i verden, men altid søger at få dem til at virke naturlige og uundgåelige.
Andre kredse har hele tiden prøvet at benytte harmen over imperialismens forbrydelser mod de undertrykte folk som et led i en imperialistisk magts (eller international kapitalgruppes) kamp mod andre imperialistiske magter. DKP har efter beskeden evne hjulpet det social-imperialistiske Sovjet i kampen mod den amerikanske imperialisme Socialdemokratiet og dels allierede har hjulpet den danske imperialisme ved at kritisere visse dele af den amerikanske politik samtidig med, at Danmark fremhævedes som model for social harmoni og international forståelse. Denne metode kommer endnu tydeligere til udtryk i det svenske socialdemokratis linje, fordi det har større handlefrihed på grund af den svenske kapitalismes styrke. Den svenske diplomatiske anerkendelse af Nord-Vietnam baner vej for svensk imperialistisk ekspansion mange steder i verden, samtidig med at den opfanger eventuel utilfredshed på hjemmefronten.
Disse få eksempler og de mange variationer, der er lavet over dette tema, har alle det tilfælles, at de tilslører den vigtigste modsigelse i verden idag, modsigelsen mellem på den ene side hele den imperialistiske lejr og på den anden side de undertrykte folk og nationer på de tre udbyttede kontinenter.
Når Kommunistisk Forbund taler om kamp mod den amerikanske imperialisme kan det måske lyde voldsomt og frygteligt rødt i småborgernes ører, men vi lader os ikke narre.
Derfor kan vi ikke opfordre til kamp mod den amerikanske imperialisme uden at understrege, at USA blot er lederen af en imperialistisk blok, hvor ”vor egen” kapitalisme også er medlem.
Antiimperialistisk kamp er kamp mod vort eget borgerskab, dets statsapparat, dets politiske partier og hele dets verdensbillede. Det skal ikke have mulighed for at gemme sig bag sin amerikanske storebrors forbrydelser.
Antiimperialistisk kamp er ikke en lille og mindre betydende del af socialisters arbejdsopgaver, hvor kravene til politisk klarhed kan svækkes, således som både DKP og Kommunistisk Forbund ønsker det.
Vi ved jo, at den vestlige imperialisme er en økonomisk helhed, hvori tyngdepunktet ganske vist ligger i USA, men hvori både Lolland, England og Vesttyskland er integreret. Vi ved jo, at imperialismen er kapitalismens højeste stadium og ikke kun særligt blodige dele af visse landes udenrigspolitik.
Antiimperialistisk kamp er også at give et rigtigt billede af verden, at forklare hvordan imperialismen fungerer, og hvilke begivenheder, der vil få den til at holde op med at fungere.
Antiimperialistisk kamp er hele tiden at påpege det arbejdende danske folks langsigtede interesse i at støtte de undertrykte folks kamp som en direkte modsætning til den kortsigtede reformpolitik. Kampen mod alle tendenser til racisme og nationalisme hører også med.
Hvis kampen får dette indhold, vil den ikke alene være i overensstemmelse med den almindelige situation i verden i dag, men den vil også være på linje med vore egne erfaringer med f. eks. Vietnambevægelsen, hvor de ledende kredse var ude af stand til at bringe problemerne ind i en større sammenhæng.
Den linje, som både DKP og Kommunistisk Forbund står for, er på alle måder i modsætning til vor. De reducerer i realiteten den anti-imperialistiske kamp til en bevægelse, der fungerer som protestmaskine for brede kredse.
De ønsker at bruge bevægelsen som hvervekontor til deres hjemlige reformarbejde. På kort sigt vil det i nogen grad lykkes for dem, men det vil ikke være nemt.
Modsigelsen mellem deres ideer og virkeligheden vil volde de samme kvaler, som alle andre borgerlige har.
De undertrykte folks stilling under imperialismens jerngreb og i særdeleshed de nationale befrielsesbevægelsers udvikling har haft stor betydning i den politiske proces, som vi unge har gennemgået de sidste år.
Den viden, vi har om forholdene i de udbyttede lande i Asien, Afrika og Latinamerika vil stadig vokse og have sin virkning. Svælget mellem det arbejdende folks vilkår i de imperialistiske lande og i de undertrykte lande kan ikke ties ihjel. Når man ser til daglig, hvordan forbruget presses i vejret i vor del at verden, vil det være vanskeligt at påstå, at fattigdommen breder sig. Når enhver uden større besvær selv kan finde masser af eksempler på, hvordan imperialismen suger rigdomme ud af de undertrykte lande, vil man stå i en mærkelig situation, hvis man ikke mener, det har større betydning.
Det er begrænset, hvor mange mennesker, der kan æde påstanden om, at guerillakæmperens kamp med livet som indsats ligger på samme linje som en dansk arbejders forsøg på at presse timelønnen i vejret!
Folkeafstemningen om nedsættelsen af valgretsalderen viste med al ønskelig tydelighed, hvor reaktionær største delen af befolkningen er, og hvor stor mistillid den nærer til ungdommen. Vi håber, at denne mistillid vil vise sig velbegrundet, og at den ikke alene bunder i forskellige borgerlige strømninger.
Vi indrømmer gerne, at vore synspunkter ikke har særlig stor udbredelse, men linjen er lagt frem og vil have sin virkning, fordi den afspejler virkeligheden og ikke fromme ønsker. Vi har langt igen, inden vi får udryddet de hvide pletter på vores kort, og vi må alle kæmpe mod den borgerlige indflydelse, der gør sig gældende overalt og lokker med ”nemme” løsninger, der ikke løser noget som helst.
Men vi skal nok klare det. Vi har en retning, og hvis vi støtter os på egen indsats og er mistænksomme overfor alle vragstumperne fra tidligere bevægelsers forlis, vil det lykkes at holde kursen.