At stille spørgsmålet om kulturrevolutionen i Kina op på denne måde: ”Er kulturrevolutionen en magtkamp eller er den et skridt på vejen til socialismen” er noget vrøvl.
Kulturrevolutionen er naturligvis en magtkamp – en kamp mellem klasser og personer, der ønsker socialismens fortsatte udvikling i Kina og klasser og personer, der ønsker det gamle Kinas genindførelse.
Det er ikke et spørgsmål om enkelte partilederes personlige og vulgære kamp om personlig magt eller snævre personlige interesser.
Kulturrevolutionen er et spørgsmål om klassekamp – et spørgsmål om magten i samfundet (der som bekendt i alle klassesamfund altid ligger hos en eller anden bestemt klasse). Kulturrevolutionen er et spørgsmål om proletariatets diktatur i Kina eller borgerskabets diktatur.
Klassekampen er ikke forbi med den socialistiske revolution, den fortsætter langt ind i socialismen. – den fortsætter i hele den socialistiske historiske periode, lige til det klasseløse kommunistiske samfund. Dette blev allerede understreget af Lenin og Mao Tse-tung sagde:
Efter den socialistiske revolutions grundlæggende sejr i vort land findes der stadig en række mennesker, der forfængeligt håber på at genrejse det kapitalistiske system og bekæmper arbejderklassen på alle fronter, herunder den ideologiske. Og deres højre hånd i denne kamp er revisionisterne.
Det er en af Mao Tse-tungs største fortjenester som kommunist, at han som den første har formået at analysere det socialistiske samfund igennem og opdage, at klassekampen fortsætter, hvordan den kommer til udtryk – og hvordan proletariatet og den brede befolkning under proletariatets diktatur gennem en kulturrevolution kan vinde sejr i denne klassekamp og sikre sig, at deres socialistiske land ikke igen bliver kapitalistisk eller halvkolonialt.
(Den lille røde bog s. 21)
Al marxistisk teori er en opsummering af erfaringer. For at kunne udarbejde denne teori om klassekamp i socialismens samfund kræves der derfor foruden en stor marxists geniale arbejde også visse praktiske erfaringer.
Stalin og Sovjetunionens kommunistiske parti havde under opbygning af det første socialistiske land i verden ikke disse erfaringer. Derfor kunne Stalin, da han forelagde den sovjetiske forfatning i 1936, fremsætte den opfattelse – som vi nu kan se var forkert – at klassekampen var ophørt i Sovjetunionen, fordi socialismen gennem femårsplaner og kollektivisering havde vundet den afgørende sejr på den økonomiske front.
Dette er én af årsagerne til, at man aldrig i Sovjetunionen har gennemført en kulturrevolution, der for alvor har drevet borgerlig og småborgerlig tankegang ud af de brede befolkningslags hoveder, og dette er igen én af årsagerne til, at Hrustjov og hans fæller efter Stalins død kunne komme til magten i partiet og staten og føre Sovjetunionen tilbage ad vejen til kapitalismens genrejsning.
I 1949 gennemførtes i Kina under proletariatets ledelse en nydemokratisk revolution. Det var en revolution rettet mod den fremmede imperialisme, der dominerede og underkuede landet, og mod det gamle herremandsvælde, der kun kunne leve så længe på grund af de fremmedes tilstedeværelse og magt.
Det var ikke nogen socialistisk revolution, men den foregik som sagt under proletariatets og det kommunistiske partis ledelse, og derfor løste den det grundlæggende problem også i den socialistiske revolution – problemet om den politiske magt, om statsmagten.
Kinas proletariat tog efter årtiers væbnet kamp magten i samfundet i forbund med landets overvældende flertal, de fattige bønder.
Ved hjælp af denne statsmagt – proletariatets diktatur – kunne Kina med det samme fortsætte revolutionen og gå videre til den socialistiske revolution.
Ved slutningen af 1956 var denne socialistiske revolution gennemført på det økonomiske område – jorden var kollektiviseret, og al privat handel og industri var gået over på folkets hænder (en del i fælles drift med de tidligere private ejpre, en anden del som kooperativ ejendom). Den socialistiske industrialisering af landet var i fuld gang.
Men som allerede sagt betød dette ikke, at socialismen havde sejret endegyldigt. Der var stadig mennesker i Kina, der arbejdede på at genindføre det gamle samfund. Og der var stadig mennesker – formentlig det overvejende flertal af Kinas befolkning – der var glade for socialismen, men hvis tankegang endnu var dybt præget af fortidens klassesamfund, af den feudale og den borgerlige ideologi.
Denne sidste omstændighed, der er uundgåelig i et socialistisk samfunds første tid – og som allerede Lenin beskrev og advarede imod – blev udnyttet af den håndfuld mennesker i det kommunistiske parti, der bevidst arbejdede på at skabe et kapitalistisk Kina.
Det er imod disse mennesker i partiet, at kulturrevolutionen først og fremmest er rettet – men i sidste ende tager den sigte på at mobilisere folkets bredeste lag til selv at indse faren for kapitalismens genrejsning og til selv at se, at en del af faren ligger i deres egne hoveder. De må selv udrydde levnene af den borgerlige egoisme og det at tænke først og fremmest på sig selv, hvis de ikke vil risikere at blive udnyttet af fjenden til at genindføre det gamle samfund.
Vi må huske at hovedparten af den kinesiske befolkning i 1949 hverken kunne læse eller skrive. Størstedelen af de folk, der havde en uddannelse af boglig art – forfattere, skolelærere, læger, professorer, ingeniører, skuespillere, filmfolk osv – var af borgerlig oprindelse og havde fået borgerlig uddannelse.
En del af disse folk havde sneget sig ind i det kommunistiske parti – andre var blevet ødelagt af det ”lette” liv efter befrielsen (det Mao Tse-tung kaldte de ”indsukrede kugler”, som krigens helte måske ikke kunne modstå). Det var dygtige og intelligente folk, og det lykkedes dem at sætte sig fast på en række poster inden for kulturlivet, på aviser, på teatre, i filmselskaber, i skoleverdenen osv.
De benyttede disse stillinger til i det stille, snedigt og velberegnet, at så deres gift i folks sjæle – at spille på levnene fra den borgerlige og feudale tankegang i folks hoveder.
De lavede film, der gav et forvrænget billede af kommunisternes rolle under kampen mod japanerne og mod Chiang Kai-shek. De skrev historiebøger og underviste børnene i Kinas historie, som om det var en kejsernes historie og ikke det kinesiske folks. De skrev romaner, der sang de småborgerlige evigt vaklende samfundslags pris. De lod stadig en af Kinas mest populære kunstarter – Pekingoperaen – handle om konkubiner, ministre, kejsere og ædle damer – ja, de brugte endog teatret til dårligt indpakkede angreb på styret og det kommunistiske parti – altsammen for at forberede den offentlige mening på kapitalismens genrejsning.
De var kontrarevolutionære revisionister, simpelthen. Og det viste sig også på det økonomiske område.
I de svære år med de store naturkatastrofer og Sovjetunionens tilbagetrækning af teknikere og standsning af leverancer af maskiner, olie osv. forsøger Kinas Hrustjov, som kineserne kalder Liu Shao-chi, f. eks. at udvide bøndernes private jordlodder – med andre ord at svække den kollektive økonomi. Han forsøgte også at få regeringen til at indstille eller nedskære Kinas hjælp til andre lande – med andre ord at føre Kina bort fra dens internationalistiske pligt til at hjælpe andre i kampen mod imperialismen.
Han forsøgte at svække proletariatets diktatur. Han benægtede klassekampens eksistens – han var med andre ord et sidestykke til Hrustjov, og hans politik var den samme som Sovjetunionens ”hele folkets stat”, der betyder magtens overgang til en anden klasse end proletariatet – til den nye og gamle borgrlige klasse i Sovjetunionen.
Sovjetunionen kan genrejse kapitalismen og bevare sin selvstændighed i hvert fald en tid – men i Kina ville en genskabelse af det gamle samfund betyde et nyt halvkolonialt og nyt halvfeudalt Kina, med millioner af menneskers død og hundreder af millioners elendighed til følge – Sovjetunionen var før revolutionen et imperialistisk land, Kina var en halvkoloni.
Rundt omkring på fabrikker og i folkekommuner sad der mindre fisk, der spillede Liu Shao-chis spil.
De forsøgte f. eks. at få deres arbejdere eller bønder til kun at interessere sig for deres egen fabriks eller deres eget brugs behov og velfærd. De brugte udbetalinger af bonus, tildelinger af lejligheder osv. til at splitte arbejderne – de brugte økonomismen til at lefle for den nedarvede egoisme hos folk.
De forsøgte at få deres folk til at glemme, at Kina ikke bare arbejder for sig selv, men for verdensrevolutionen. De gjorde hvad de kunne for at få dem til at se deres egne snævre interesser.
Igen det samme som vi ser i Sovjetunionen, hvor rublen har kommandoen, og hvor man bruger den enkeltes snævre personlige interesse til at opbygge det ”kollektivt” indstillede menneske – hvilket er det rene vrøvl: Man opdrager kapitalister og kapitalistisk tænkende mennesker på denne måde:
Lad os se lidt på begivenhedernes rækkefølge i kulturrevolutionen: ”Afsat fra sin post” hed et skuespil skrevet af Wu Han. Det handlede om en embedsmand i feudaltiden, men i virkeligheden var det et camoufleret forsvar for den tidligere forsvarsminister Peng Teh Huai, der var blevet afsat i 1959, fordi han var revisionist og kørte Hrustjovs løb. November 1965 blev stykket offentligt kritiseret, og denne kritik gav stødet til kritik af lignende ting og en voldsom kritik blussede op. Store dele af pressen nægtede at optage revolutionære artikler, som kritiserede de folk, der gik den kapitalistiske vej. Nogle forsøgte at dæmme op for bølgen af kritik ved at hævde, at striden var af ren ”faglig” eller ”kulturel” karakter og at den således ikke kunne have politisk betydning eller almen interesse. Men deres afledningsmanøvrer lykkedes ikke; hele vinteren og næste forår udvikledes diskussionerne omkring dette skuespil og hele problemet om den ideologiske kamp.
Foråret 1966 kom den første storskrifttegn-plakat på Peking Universitet. Det var et angreb på partiledelsen på universitetet og dermed på Pekings partikomite. Overalt i landet, overalt hvor der var folk samlet, dukkede nu storskrifttegnsplakater op – på skoler og universiteter, på fabrikker, i landsbykommuner – plakater der kritiserede, anklagede og afslørede den forkerte politiske linie, der blev ført af forskellige ansvarlige ledere og partifolk.
Så satte revisionisterne modoffensiven ind: Man sendte i partiets navn ”arbejdsgrupper” ud på skoler og fabrikker for at dæmpe uroen og kvæle revolutionen. Det lykkedes faktisk revisionisterne ved hjælp af ”arbejdsgrupperne” at føre en hel del ærlige folk på vildspor. Mange steder brugte de simpelthen loyaliteten hos partimedlemmerne over for partiet og over for Mao Tse-tung som våben mod netop partiet og Mao Tse-tungs linje for kulturrevolutionen. Det lykkedes dem mange steder at få lokale partifolk til at afvise kritikken af ledende partikammeraters politik ved at sige, at dette var en kritik af selve partiet.
Mange andre kunne ikke gennemskue revisionisterne, fordi deres egen tankegang endnu var præget af borgerlige levn.
Deraf opstod de mange kampe, deraf opstod de mange diskussioner, deraf opstod storskrifttegnsplakaterne med de ofte voldsomme angreb, deraf opstod ofte konkurrerende organisationer af f. eks. rødgardister, der egentlig ville det samme, nemlig bevare socialismen, men blev vildledt til at kæmpe indbyrdes i stedet for at gå sammen mod den fælles fjende – revisionisterne i partiets top og i de lokale organisationer.
Det hedder i KKPs centralkomites beslutning vedrørende kulturrevolutionen af 16. august 1966:
”I den store proletariske kulturrevolution består den eneste metode i at lade masserne befri sig selv, og ingen metode med at gøre tingene på deres vegne må tages i brug.
Stol på masserne, støt jer på dem og respekter deres initiativ. Kast frygt over bord. Vær ikke bange for uorden. Formand Mao har ofte fortalt os, at revolutionen ikke kan være særlig raffineret, særlig blid, særlig afdæmpet, venlig, høflig, behersket og storsindet. Lad masserne opdrage sig selv i denne store revolutionære bevægelse og lære at skelne mellem rigtigt og forkert og mellem korrekte og ukorrekte måder at gøre tingene på.
Gør den fuldeste brug at storskrifttegns-plakater og store debatter til at argumentere tingene igennem, således at masserne kan afklare de korrekte synspunkter, kritisere de forkerte synspunkter og afsløre alle spøgelserne og uhyrerne. På denne måde vil masserne være i stand til at højne deres politiske bevidsthed i kampens løb, forøge deres evner og talenter, skelne rigtigt fra forkert og drage en klar linie mellem fjenden og os selv.”
Dette er en af de grundlæggende ting i kulturrevolutionen – netop dette, at det er den brede befolkning der selv, vejledt og støttet af partiet og Mao Tse-tung, må finde ud af rigtigt og forkert – at de selv må tage opgøret med revisionisterne, og gennem denne virksomhed, denne kamp, selv fjerne de borgerlige levn fra deres hoveder.
Det er den praktiske handling, den praktiske klassekamp, egne erfaringer, der alene for alvor kan lære folk at drage en klar skillelinje mellem sig selv og fjenden.
Netop derfor fik Liu Shao-chi lov at sidde på sin post så længe. Det havde været nemt at fjerne ham – som f. eks. Hrustjov blev fjernet i Sovjetunionen – men de ideer, den tankegang, han repræsenterer kan man ikke fjerne administrativt, hans ideologiske indflydelse på folket kan man ikke fjerne ved blot at fratage ham hans post og meddele i avisen, at han havde trukket sig tilbage på grund af svigtende helbred eller lignende!
Men når folk – den brede befolkning – på deres virksomheder, på fabrikkerne og i landbruget, på kontorer og på skoler og universiteter får øjnene op for den forkerte politik, når de selv – ved at slås ideologisk og praktisk med revisionisterne – indser, at der er noget galt, også, med dem selv – fordi de har ladet sig føre bag lyset – så kommer der noget ud af det. Så konsolideres socialismen og proletariatets diktatur – ikke bare derved, at de tilfældige enkeltpersoner, der i toppen af partiet arbejdede for kapitalismens genrejsning bliver afsløret, men derved, at arbejderklassen, de arbejdende bønder, ungdommen, de menige partimedlemmer bliver sig bevidst, at det er dem, der skal sikre socialismens fortsatte beståen og fortsatte vækst og udvikling i retning af det kommunistiske samfund.
