7. marts 1968
Vi har efterhånden mange gange påpeget forbindelsen mellem levestandard, tankegang og ønske om revolution og socialisme og vi har påpeget, at Engels havde ret, da han skrev, at årsagen til, at der ikke var socialisme i England omkring midten af forrige århundrede, var den simple, at de engelske arbejdere blev bestukket med smuler fra profitterne fra de engelske kolonier og det daværende engelske industrimonopol. Vi understregede også, at Engels efter vor mening havde lige så ret, når han fortsatte med at skrive, at de engelske arbejdere en dag ville komme ned på “udlandets” arbejderes niveau, og at der derfor atter ville opstå socialisme i England.
Vi bliver nødt til at indrømme det. Alle kendsgerninger siden Engels’ tid har bekræftet hans ord – og de bekræftes stadig. Folk, der lever godt under kapitalismen, ønsker ikke kapitalismen afskaffet.
Det betyder naturligvis ikke, at der ikke findes mennesker, der ønsker socialisme, og som må og vil arbejde på organisatorisk, politisk og ideologisk at forberede arbejderne på socialismen, den dag den kommer på dagsordenen. Det betyder, at klassen som helhed – flertallet af arbejderne og af den arbejdende befolkning ikke ønsker socialisme – og at socialismen derfor ikke bliver indført – så længe kapitalismen kan skaffe dem en hæderlig tilværelse.
Vi vil gerne denne gang – vi agter at komme tilbage til sagen igen og igen – bringe et længere citat fra Lenins tale til samlingen i Petrograds sovjet den 12. marts 1919. Den er i denne forbindelse god at få forstand af.
Lenin besvarede et skriftligt stillet spørgsmål om, hvad man skulle stille op med arbejdere, der var modstandere a£ sovjetmagten. Han svarede, at man naturligvis ikke kunne forvente, at samtlige arbejdere skulle støtte sovjetmagten med det samme. Den gamle samfundsorden hænger fast i folks sind i lang tid, og der “vil altid være folk, der drages mod det gamle.” Lenin fortsatte:
“Nogle arbejdere, typografer for eksempel, siger, at kapitalismen var god, der var mange aviser, mens der nu kun er få; på den tid tjente de en hæderlig løn, og de ønsker ikke nogen socialisme. Der var ikke så få industrigrene, der var afhængige af de rige klasser eller af produktionen af luksusartikler. Under kapitalismen levede en hel del arbejdere i de store byer af at producere luksusartikler. I sovjetrepublikken vil vi være nødt til at lade disse arbejdere gå arbejdsløse en tid. Vi vil sige til dem: ‘Find jer noget andet, nyttigt arbejde.’ Og arbejderen vil svare: ‘Jeg lavede fint arbejde, jeg var guldsmed, det var rent arbejde, jeg arbejdede for fine folk. Nu har bondeknolden magten, de fine herrer er forsvundet, og jeg vil tilbage til kapitalismen.’ Sådanne mennesker vil prædike tilbagevenden til kapitalismen, eller som mensjevikkerne siger: fremmarch til sund kapitalisme og sundt demokrati. Man kan finde nogle få hundrede arbejdere, der siger: ‘Vi levede godt under en sund kapitalisme.’ De folk, der levede godt under kapitalismen, var et ubetydeligt mindretal – vi forsvarer interesserne hos flertallet, der levede dårligt under kapitalismen. Sund kapitalisme førte til verdensslagteri i landene med den største frihed. Der kan ikke eksistere sund kapitalisme, der kan eksistere kapitalisme af den art, der hersker i den frieste republik, som f.eks. den amerikanske republik, kulturel, rig, teknisk udviklet. Og den demokratiske og særdeles republikanske kapitalisme førte til det mest brutale verdensslagteri omkring udplyndringen a£ hele verden. Ud af de 15 millioner arbejdere finder man nogle få tusinde, der levede godt under kapitalismen. I de rige lande er der flere af den art arbejdere, fordi de arbejder for et større antal millionærer og mangemillionærer. De tjente denne håndfuld og modtog særligt høje lønninger af dem. Tag hundreder af britiske millionærer – de har samlet tusinder af millioner, fordi de har plyndret Indien og et stort antal kolonier. Det betød ikke noget for dem at give gaver til 10.000 eller 20.000 arbejdere, at give dem dobbelt så store eller endnu større lønninger, for at de skulle arbejde godt for dem. … Det store flertal af arbejdere befandt sig ikke i en sådan position. Vi, hele verdens kommunister, forsvarer interesserne hos det store flertal a£ det arbejdende folk, og det var et lille mindretal af det arbejdende folk, som kapitalisterne bestak med høje lønninger og gjorde til kapitalismens loyale tjenere.”
Lenin
(Samlede værker, eng. bind 29, s. 27-30)Og endnu et citat fra Lenin, fra “Til kammerat Loriot..” fra 28. oktober 1919:
“I Frankrig som i England har den sejrrige imperialisme ikke blot beriget et vist antal små kapitalister, men den har også været i stand til at give almisser til det øvre lag af arbejdere, arbejderaristokratiet, ved at tilkaste det nogle krummer fra det imperialistiske bytte, der er vundet gennem plyndring a£ kolonierne, og så videre.
Men den krise, som krigen har forårsaget, er så alvorlig, at selv i de sejrrige lande er de arbejdende masser uundgåeligt fordømt til forfærdende elendighed. Heraf udspringer kommunismens hastige vækst og den voksende sympatibevægelse over for sovjetmagten og over for Tredje Internationale.”
Lenin
(Samlede værker, eng. bind 30, s. 85)Vi gad nok se den, der i ramme alvor vil benægte, at flertallet af den danske arbejderklasse – og ikke længere et ubetydeligt mindretal, som på Lenins tid i Rusland – “lever godt under kapitalismen”. Lenin kunne sige til de sovjetiske arbejdere, at bolsjevikkerne umiddelbart repræsenterede interesserne hos det store flertal, der levede dårligt under kapitalismen, og for ham var det indlysende, at dette store flertal ønskede og havde direkte økonomisk fordel a£ socialismen. Det var for ham – ganske som det var for Engels – indlysende, at når flertallet havde det dårligt under kapitalismen, eller atter fik det, ville de vende sig til socialismen, bekæmpe kapitalisterne og tage magten fra dem.
Det var indlysende for Lenin, at det daværende lille mindretal, der levede godt under kapitalismen, ikke ønskede socialismen indført og ønskede kapitalismen igen, da revolutionen var gennemført.
For os i dag er det indlysende, at da det nu er det store flertal, da det er klassen som helhed, der lever godt under kapitalismen, ønsker dette flertal naturligvis ikke socialisme – og det er indlysende for os, at de ikke kommer til at ønske socialisme ved at få det endnu bedre under kapitalismen! De kommer kun til at ønske socialisme ved at få det slemt.
Dette skal naturligvis ikke forstås således, at vi direkte ønsker, at arbejderne og den brede befolkning skal “ned i møget”, som det siges. Vi har blot bestræbt os på at opfylde Lenins påbud i det tidligere bragte citat, som vi gentager her – og så må vi understrege, at det heller ikke er efter vort “ønske”, at den danske politiske arbejderbevægelse fra starten har været reformistisk, at det ikke er efter vort “ønske”, at den danske arbejderklasses fornemste kendemærke i dag ikke er at være en undertrykt og udbyttet klasse, der kun har sine lænker at tabe, men at være en bestukket klasse med et småborgerligt levesæt.
Lenin definerede Vestens kommunisters opgave således:
“At være i stand til at søge, finde og rigtigt fastslå den specifikke vej eller den bestemte vending i begivenhederne, der vil føre masserne til den virkelige, afgørende og endelige revolutionære kamp …”
Lenin
———-
Ordene “… vi har påpeget, at Engels havde ret …” i begyndelsen af ovenstående artikel henviser til artiklen “Devaluering af penge og/eller kampmål” fra 1. december 1967, hvori det bl.a. hed:
“Arbejderne synes … at være rent borgerliggjorte. Der må ske en hård tugtelse gennem kriser, dersom de snart igen skal blive kapable til noget.”
Fr. Engels
(I et brev til Marx den 24 .10.1852)Mange år senere skrev Engels:
“Sandheden er følgende: Så længe Englands industrimonopol varede ved, fik den engelske arbejderklasse til en vis grad andel i dette monopols fordele. Disse fordele blev fordelt meget ulige mellem dem; det privilegerede mindretal indkasserede størsteparten, men selv det store flertal fik, i hvert fald af og til, forbigående, sin part. Og det er grunden til, at der efter owenismens uddøen ikke har eksisteret nogen socialisme i England. Med monopolets sammenbrud vil den engelske arbejderklasse miste denne privilegerede stilling. Den vil en skønne dag i sin helhed – inklusive det privilegerede og ledende mindretal – komme til at stå på samme niveau som udlandets arbejdere. Og det er grunden til, at der igen vil opstå socialisme i England.”
Fr. Engels
[Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 1 s. 416-178)Om forfatteren / About the Writer
Gotfred Appel, Formand og ideologisk leder af Kommunistisk Arbejdskreds fra 1964 til splittelsen i 1978. Gotfred Appel fortsatte sammen med Ulla Houton under navnet Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.
Gotfred Appel, Chairperson and ideological leader of the Danish Kommunistisk Arbejdskreds, KAK (Communist Working Circle, CWC) from 1964 till the splitt in 1978. Gotfred Appel continuned with Ulla Houton as Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.
