Spørgsmål: Hvordan forestiller PFLP sig et befriet Palæstina?
Svar: At forsøge at fastlægge en “geografisk form” for en kommende historisk etape inden for rammerne af en tidligere etape, især på et tidspunkt og i en atmosfære med hurtig historisk forandring, det vil sige revolutionær forandring, er på en vis måde at gå for vidt og at forsøge at begrænse historiens gang. Nogle mennesker er blevet tiltrukket af denne “geografiske båndlægning” af historien, alene af ordenes klang, uden virkelig forståelse for de farer, dette indebærer. Efter vor mening falder det stillede spørgsmål i denne “geografiske båndlægnings” fælde, der repræsenterer et skævt syn og en urigtig forestilling om fremtiden, idet det ikke tager hensyn til følgende:
På trods af, at det palæstinensiske folk har været det første mål for det imperialistisk-zionistiske anslag, hvilket gør det nødvendigt, at det bliver fortroppen i kampen mod dette anslag, er den grundlæggende og væsentligste konflikt stadig konflikten mellem på den ene side den progressive arabiske befrielsesbevægelse og på den anden side fjendens lejr, der omfatter verdensimperialismen med USA i spidsen, zionismen og Israel såvel som den arabiske reaktion.
En betragtning af konflikten i dens virkelige størrelsesorden vil umiddelbart føre os til at se de arabiske massers rolle i kampområdet som en grundlæggende betingelse, der – historisk såvel som praktisk – har forrang frem for det, der for de palæstinensiske masser har forrang, nemlig befrielsen af Palæstina.
Denne forståelse betyder i praksis, at Palæstinas befrielse er forbundet med massernes befrielse i det mindste i de arabiske lande, der støder op til Palæstina, fra deres byrder under de nuværende forhold: fra de reaktionære regimer, fra de økonomiske og sociale forhold, der er baseret på udbytning, fra de undertrykkende kræfter og de tilbagestående og opsplittende faktorer. Palæstinas befrielse vil blive opnået af en bred, progressiv national befrielsesbevægelse, hvis basis er langt større end de palæstinensiske masser, og hvis geografiske udstrækning er større end Palæstina. Følgelig vil formen for den stat, der vil blive oprettet efter befrielsen, ikke geografisk være bundet til Palæstinas grænser, som de blev trukket af det britiske mandat efter den første verdenskrig, men snarere af de grænser, der vil blive trukket af den progressive, socialistiske folkelige kampbevægelse, der vil hidføre Palæstinas befrielse, de grænser der ikke i praksis kan fastlægges af nogen på dette tidspunkt på grundlag af de fastslåede, erkendbare realiteter på denne meget tidlige etape i befrielsesbevægelsen. Vi kan ikke på dette tidspunkt med sikkerhed fastsætte nogen grænser for en befrielsesbevægelse forbundet med den etape, der ligger forud for Palæstinas fuldstændige befrielse. Vi kan forbinde kampbevægelsens udvikling med Palæstinas befrielse, men det er ikke muligt at forbinde dens geografiske grænser med dens historiske endestation på det tidspunkt, befrielsesopgaven er fuldført.
Denne anskuelsesmåde, som mange mennesker undlader at anlægge, fører til opgivelse af forestillingen om et ’’Frit Palæstina”, en forestilling om frihed som noget metafysisk. Det svarer i høj grad til nogle menneskers påstand om eksistensen af en ’’klasseløs stat, der er neutral blandt alle samfundets klasser”.
Et befriet “Palæstinas” geografiske form er forbundet med den kampbevægelse, der vil opnå dets befrielse, på samme måde som dets politiske og sociale indhold er forbundet med denne kampbevægelses indhold, som det er af den største vigtighed, at befrielsesbevægelsen har en klar strategisk forestilling om. En forestilling der ikke afgøres af, hvorvidt vi ønsker denne formel, der fremstilles som en “færdiglavet teori”, eller ej, men som langt snarere afgøres af den virkelige, videnskabelige bevidsthed om konfliktens natur såvel som dens indhold.
PFLP forestiller sig en stat af de forenede og socialistiske, proletariske masser, en stat som den progressive arabiske nationale befrielsesbevægelses kamp tager sigte på at oprette. Den kamp, der står over for den fjendtlige lejr bestående af verdensimperialismen, zionismen og Israel og den arabiske reaktion, der forsøger at nedkæmpe og slå den med alle midler – hvad det imperialistisk-zionistiske anslag er et fremtrædende eksempel på.
Som vi tidligere har sagt, er opnåelsen af Palæstinas befrielse forbundet med kampens fremadskriden til en mere avanceret etape end den nuværende. Vi har understreget, at befrielses-kræfterne er de organiserede proletariske masser bevæbnet med marxistisk-leninistisk teori, der fortæller at arbejderklassen er den eneste klasse, der har interesse i befrielsen og er i stand til at befri andre samfundsklasser og oprette sin ægte demokratiske stat.
PFLPs syn på oprettelsen af en arbejderklasse-stat kaster lys over indholdet af det befriede samfund, som Fronten kæmper for at oprette. Først i dette samfund vil virkeligt, ægte demokrati blive opnået – et demokrati for de arbejdende klasser, i hvilket alle former for økonomisk og social udbytning såvel som national, racemæssig, religiøs og anden undertrykkelse forsvinder. I et sådant samfund er alle mennesker lige i deres sociale rettigheder og forpligtelser uanset religiøs eller racemæssig oprindelse eller andre forskelle, der findes i feudale og kapitalistiske samfund, som er baseret på udbytning.
De problemer med hensyn til undertrykte mindretal, som vi kender i dag i vore samfund – de problemer med hensyn til undertrykkelse og diskriminering, der kendes ikke blot af de nationale og religiøse mindretalsmasser, men af de arabiske masser i almindelighed – vil forsvinde. Dette er udbytterklassernes undertrykkelse af den udbyttede arbejderklasse.
Hvis det stillede spørgsmål tager sigte på at få noget at vide om især jødernes stilling i en sådan stat, må det gøres klart, at de vil blive en del af borgerne i denne stat, der på den ene side nyder, hvad andre borgere nyder, og som på den anden side har de samme forpligtelser.
Den eneste løsning på alle disse problemer er den socialistiske løsning, der kan opnås af arbejderklassen i forbund med de andre fattige klasser. Kampens natur fortæller os, at den nationale befrielse under vore nuværende omstændigheder er en ting, der kun kan virkeliggøres af massebevægelsen ledet af arbejderklassen under dennes progressive socialistiske ideologi.
Skal vi opsummere, kan vi sige, at det kommende befriede samfunds økonomiske og sociale indhold vokser frem af indholdet i den befrielsesbevægelse, der vil opbygge det.
