At det vietnamesiske folk vinder den ene politiske og militære sejr efter den anden over de amerikanske imperialister og deres sydvietnamesiske marionetter er ikke noget nyt – og at Vietnam vil sejre og at de amerikanske imperialister går mod dommedag har længe stået klart.
Den senere tids begivenheder, hvor Sydvietnams Nationale Befrielsesfront og det sydvietnamesiske folks masser har ladet folkekrigens uovervindelige kraft komme til drønende udfoldelse, har slået de amerikanske imperialister, der tror, de er almægtige og kan tillade sig hvad som helst, med vild rædsel og fortvivlelse, og som sædvanlig, når de er betrængt, rasler de nu med deres kernevåben, idet de tror, at det vil kunne skræmme andre end dem selv og svage sjæle.
Det nye trin i udviklingen i Vietnam er karakteriseret ved, at endnu bredere lag af den sydvietnamesiske befolkning har meldt sig i den væbnede kamp mod amerikansk aggression og for national frelse, og kampene er nu i endnu højere grad ført ind i byerne.
Snesevise af vigtige byer og købstæder er blevet befriet, og de lokale indbyggere og bønder fra byernes opland har sammen med befrielsesstyrkerne tilføjet fjenden svære nederlag. Bataljonvis af amerikanske og marionettropper er blevet udslettet, og amerikanske baser og forlægninger er forvandlet til flammehave.
Reaktionære embedsmænd og brutale håndlangere for amerikanerne er blevet afstraffet, og tusinder af patriotiske fanger er blevet befriet fra fængsler.
Overalt er marionetstyrets residenser, kommandoposter og administrationskontorer blevet stormet og ødelagt, og soldater og funktionærer under marionetregeringen har gjort oprør og er gået over på folkets side.
Mao Tse-tung har sagt:
”Hvor forskellig er ikke imperialisternes logik fra folkets! Skabe vanskeligheder, komme til kort, skabe vanskeligheder igen, komme til kort igen … til deres dommedag; det er imperialisternes og alle reaktionæres logik verden over i deres behandling af folkets sag, og de vil aldrig gå imod denne logik. Dette er en marxistisk lov. Når vi siger ”imperialismen er rovgridsk”, mener vi, at dens natur aldrig vil ændre sig, at imperialisterne aldrig vil lægge slagterknivene fra sig, at de aldrig vil blive buddhaer, til deres dommedag.
Kæmpe, komme til kort, kæmpe igen, komme til kort igen, kæmpe igen … til dets sejr; det er folkets logik, og heller ikke det vil nogensinde gå mod denne logik. Det er endnu en marxistisk lov.”
Dette bliver i dag levende illustreret i Vietnam. Sydvietnams Nationale Befrielsesfront og det sydvietnamesiske folk kæmper ubønhørligt, har i fuldt mål initiativet og udløser nye og kraftige angreb. Men som sagt, det er ikke skik, at imperialister kapitulerer frivilligt; de skal smides ud! Det vietnamesiske folk vil fordoble sine anstrengelser, da fjenden uden tvivl vil iværksætte en endnu mere rasende sidste kamp. Amerikanerne kan i deres desperation sende titusinder af flere tropper, og de kan sende hundredetusinder flere tropper, men det vil altsammen være forgæves. Det vietnamesiske folk er et stort og tappert folk, og det vil tilintetgøre så mange tropper, amerikanerne kan sende, og kan endog give dem kvitteringer. Det vietnamesiske folk vil overvinde alle vanskeligheder, tildele de amerikanske imperialister totalt nederlag og vinde endelig sejr.
På den hjemlige arena står den danske Vietnam-bevægelse, der væsentligst er en ungdomsbevægelse, nu over for, og har i lang tid stået over for, at bryde med sin hidtidige hovedlinie.
Sørgedemonstrationer og medlidenhedskampagner og politisk bedrag om ”forhandlingsløsning” ledsaget med fuld musik af pop og jazz er ikke i det vietnamesiske folks interesse, når det kæmper mod amerikansk kulturel og
væbnet aggression og ikke i verdens revolutionære folks interesse. Og ustandselig at bønfalde den danske regering om dog at være sød at ”sige fra overfor USA” er medvirkende til at så illusioner om den danske regering, sålænge den varetager de interesser, den gør. Når det kapitalistiske Danmark på en gang selv tilhører den imperialistiske lejr og helt er afhængig af den amerikanske imperialisme, da kan den danske bourgeoisiklasses regering, om det så er under socialdemokratisk ledelse eller under hvilke som helst andre borgerlige partiers ledelse, ikke på nogen måde tale den amerikanske regering imod indenfor det grundlæggende i den amerikanske regerings udenrigspolitik. Hvad angår FNs rolle og forhåbningerne til den omrejsende U Thant, så har FN ikke ret til at blande sig i Vietnam-problemet, og U Thant er ikke nogen helt, men den amerikanske imperialismes stik-i-rend-dreng.
Al socialdemokratisk, SUF- og DKU-tankegang skal luges ud, hvis man vil undgå at møde uforberedt og komme ud for den ene overraskelse efter den anden, DKP, DKU og Land og Folk er blevet helt rundtossede af begivenhederne i
Vietnam og kan naturligvis slet ikke hitte ud af, hvad det er der sker, da de ifølge deres hele revisionistiske tankegang ikke vil kendes ved imperialismens natur og ikke kan forestille sig, at modsigelser kan fortsætte i væbnet kamp. Da de nu i lang tid til det ulidelige har ævlet i kor med Kosygin og Brezhnev om ”humanisme” og ”forhandlingsløsning” og ”den snarest mulige afslutning på Vietnamkrigen”, skal de naturligvis gøre målet fuldt og bruser nu ud med ”humanitær bistand til krigens ofre”! Banaliteter er ikke noget nyt for revisionisterne i Dronningens Tværgade og hvorfor skulle de holde inde pludselig nu? Når de er så forsumpede i defaitistisk tankegang, ville de da ikke bare tro, at de stod i det tomme rum, hvis de holdt inde med deres ævl? Grunden til at de må synge videre på deres revisionistiske evergreens, skyldes ifølge Mao Tse-tung ”at de ikke blot har behov for at føre andre bag lyset, men også har behov for at føre sig selv bag lyset, ellers kan de ikke halte videre”. Det er tydeligt, at de finder det vanskeligere og vanskeligere at halte videre.
For at forstå Vietnam-problemet og kunne handle rigtigt til støtte for det
vietnamesiske folk, er det nødvendigt at gøre sig klart, hvorfor USA er i Vietnam, og hvad USA’s mål er.
Efter den tyske og italienske og japanske imperialismes sammenbrud i 2’den verdenskrig og efter den britiske og franske imperialismes svækkelse, er den amerikanske imperialisme trådt i de tidligere imperialistiske magters sko, og har erstattet dem i slavebindingen af folkene i Asien, Afrika og Latinamerika.
De amerikanske imperialisters interventions- og aggressionspolitik i Vietnam og Indokina er en del af deres verdensomspændende strategi for verdensherredømme. Et net af amerikanske militærbaser og et USA-ledet system af militære pagter, der har til formål at omringe og bekæmpe Den Kinesiske Folkerepublik og de revolutionære bevægelser i Asien, Afrika og Latinamerika, er blevet sat i system.
Den amerikanske imperialisme har således gjort sig til den mest rovgridske fjende af folkene i verden.
I går var det Korea, i dag lider de amerikanske imperialister nederlag i deres forsøg på at gøre det sydlige Vietnam til militærbase og koloni af ny type for USA, og når turen kommer til det øvrige Sydøstasien og Kina og Afrika og Latinamerika, vil de amerikanske imperialister lide endnu større nederlag.
Ungdommen i den danske Vietnam-bevægelse gør klogt i at indse dette – jo hurtigere, desto bedre. Under alle omstændigheder vil de komme til at begribe det.
Jo mere uregerligt og skamløst de amerikanske imperialister opfører sig, desto endnu mere lysvågne bliver verdens folk, der indser, at den eneste kurs er at organisere kræfterne og kæmpe mod de amerikanske imperialister og alle deres håndlangere, omstyrte dem og straffe dem og kun tillade dem at opføre sig ordentligt.
