Hobsons vurdering fra 1902.
Nedenfor gengiver vi et citat fra Lenins geniale værk. ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” (1910). Lenin citerer og kommenterer fra den engelske Økonom Hobsons værk ”Imperialismen” fra 1902.
”Perspektiverne for Kinas opdeling giver Hobson anledning til følgende økonomiske vurdering: ”De største dele af Vesteuropa ville i så fald få samme udseende og karakter som f.eks. nu Sydengland, Rivieraen og de dele af Italien og Svejts, der er præget af turister og rigmandsvillaer: en lille folk aristokrater, der modtager dividender og pensioner fra det fjerne østen, dernæst en noget større gruppe af akademiske håndlangere og forretningsfolk, en masse tjenestefolk og arbejdere beskæftigede ved transportvæsenet og i de sidste stadier af produktionen af mere letfordærvelige varer; alle de væsentlige industrigrene ville forsvinde, og de vigtigste næringsmidler og industriprodukter ville flyde som tribut fra Asien og Afrika”. ”Vi har antydet muligheden for en endnu større alliance af de vesteuropæiske stater, en europæisk føderation af stormagter, som tværtimod at fremme civilisationens sag kunne fremkalde den kolossale fare for et vesteuropæisk snyltersamfund, en gruppe fremskredne industrinationer, hvis overklasse ville modtage vældige tributer fra Asien og Afrika og med disse tributer underholde store tamme masser af undergivne, som ikke mere ville være beskæftiget i den egentlige landbrugs- og industriproduktion, men med personlige tjenesteydelser eller med underordnet industriarbejde under kontrol af et nyt finans aristokrati. De som er tilbøjelige til med en håndbevægelse af afvise en sådan teori” (der burde stå perspektiv) ”kan blot tænke på de økonomiske og sociale forhold i de distrikter af vore dages Sydengland, som allerede nu er reduceret til en sådan stilling; de kan tænke på, hvilken vældig udvidelse af dette system der ville blive mulig, hvis Kina blev underkastet økonomisk kontrol af lignende grupper af finansmænd, af ”kapitalgivere” og deres politiske og kommercielle funktionærer, som ville presse profit ud af det mægtigste, endnu hvilende reservoir, som verden endnu har kendt, for at forbruge denne profit i Europa. Situationen er alt for indviklet, verdenskræfternes spil altfor uberegneligt til at sandsynliggøre den ene eller anden udtydning af fremtiden i en enkelt retning; men de indflydelser, som i øjeblikket behersker Vesteuropas imperialisme, bevæger sig i denne retning, og støder de ikke på nogen indflydelse i modsat retning, afledes de ikke til anden side, så arbejder de netop i retning af en sådan udgang”.
Og Lenin kommenterer:
”Hobson har fuldstændig ret: Hvis imperialismens kræfter ikke mødte nogen indflydelse i modsat retning, så ville de netop føre til dette. Betydningen af ”Europas forenede stater” under den nuværende imperialistiske situation er her rigtigt vurderet. Kun burde man tilføje, at også indenfor arbejderbevægelsen ”arbejder” opportunisterne, der nu har vundet en midlertidig sejr i de fleste lande, systematisk og stædigt i denne retning. Imperialismen, som betyder opdeling af verden, og udbytning ikke alene af Kina, og som betyder monopolitisk høje profitter for en håndfuld af de rigeste lande, skaber den økonomiske mulighed for bestikkelse af de øverste lag af proletariatet; den nærer, former og befæster derved opportunismen. Man må dog ikke overse de kræfter, som den socialliberale Hobson naturligvis ikke ser, og som modvirker imperialismen i almindelighed og opportunismen i særdeleshed.”
(V.I.Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Udv.v., bd. 6, s. 169ff.)
Vi bringer citatet for at læserne selv kan sammenligne Hobsons beskrivelse af fremtidens snylterstat med nutidens imperialistiske, fuldt industrialiserede lande (som f.eks. Danmark).
Hobsons forudsigelse passer ikke helt. Kina gjorde sig fri af imperialismens greb; til gengæld er udbytningen af den resterende afhængige og koloniale verden forstærket og udvidet. De kræfter som Lenin mente ville modarbejde snylterstats-tendensen – nemlig revolutionære partier og revolutionære massebevægelser – har ikke virket i Vesteuropa. Socialdemokratiet er forlængst blevet fuldstændigt borgerligt og f.eks. i Danmark monopolkapitalens bedste forvaltere. Og de ”kommunistiske” partier, som kunne have modarbejdet snylterstaten, åbenbarede deres revisionistiske råddenskab da bylden sprang efter 2. verdenskrig.
Kina med Mao Tse-tung i spidsen modarbejdede imperialismen, og Kina er i dag socialistisk. Denne kendsgerning og de anti-imperialistiske bevægelser i Asien, Afrika og Latinamerika garanterer fuldt ud socialismens verdensomspændende og endelige sejr.
