Hanne Reintofts ejendommelige politiske virke har affødt udsendelsen af Rosa Luxemburgs skrift ”Socialreform eller revolution?” på dansk. Et glimrende initiativ og en læseværdig bog. Rosa Luxemburg var, til trods for at hun fra tid til anden tog fejl i visse væsentlige spørgsmål, en stor marxist, og hun deltog i sin tids ofte yderst heftige debatter i II Internationale såvel som i det tyske socialdemokrati. Datidens borgerlige af enhver afskygning hadede og frygtede hende for hendes kompromisløshed, en ting der ofte førte hende i fængsel. Hun var således indespærret under det meste af første verdenskrig.
Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland og de sociale forhold efter fredsslutningen i Europa 1918 medførte et revolutionært opsving i den europæiske arbejderklasse og klassekampe blussede op overalt. Efter novemberrevolutionen i Tyskland 1918 blev Rosa Luxemburg og hendes kampfælle Karl Liebknecht midt i januar 1919 taget til fange af nogle officerer, slået ned, skudt og kastet i en af Berlins kanaler. Hendes såvel som mange andre store revolutionæres liv illustrerer, at borgerskabet kun har ét svar på revolutionær aktivitet, der truer dets eksistens: vold. Dette vidste og forstod Rosa Luxemburg, det er derfor betegnende, at Hanne Reintoft karakteriserer hendes liv som tragisk, og ikke som typisk for en revolutionær.
Det går som en rød tråd gennem hele det 40 sider lange forord, der vel må kunne betegnes som Hanne Reintofts politiske manifest, at vor Hanne forfærdelig gerne ville kunne sidestilles med Rosa. Men det kniber lidt, for hvor Rosa Luxenburg konsekvent stod for kamp mod revisionismen, er det først i de seneste år, Hanne er begyndt at kalde sig antirevisionist, omend hendes politiske gerninger stadig er revisionistiske. Men det lysner åbenbart, på s. 23 forlyder det fra revisionisten Hanne Reintofts hånd: ”En revolution får først socialistisk karakter, når arbejderklassens klassebevidsthed og organisatoriske kraft under ledelse af et marxistisk-leninistisk parti forenes med andre arbejdende befolkningslag…” og det har hun jo helt ret i. Men marxismen-leninismen har udviklet sig siden Rosa Luxemburgs dage, og i vor tid, den døende imperialismes æra er marxismen-leninismen som bekendt Mao Tse-tungs tænkning, ikke Hanne Reintofts lapperier på Rosa Luxemburgs gamle kampskrift.
Endvidere ser Hanne Reintoft som Rosa Luxemburg den snævre forbindelse mellem imperialismens opståen omkring århundredeskiftet og fremkomsten af et ”arbejderaristokrati” i den vesteuropæiske arbejderklasse (hvad der direkte hænger sammen med opportunismens og revisionismens opståen i arbejderklassen, det forstår Hanne også). Jamen hvorfor er det da så svært at forstå, at denne direkte forbindelse imperialismen-arbejderaristokrati-opportunisme stadig består idag, og i langt større omfang end på Rosa Luxemburgs tid, al den stund imperialismen har udviklet sig i de mellemliggende 50 år? Hvorfor tror visse mennesker, at man bliver revolutionær af at tage arbejderbevægelsens skalamodel for faglig kamp anno 1900 og ukritisk føre den op til dato, påføre den lidt rødt glasur, råbe på 36 timers arbejdsuge, 4 ugers ferie med fuld løn osv osv? – det er topmålet af snæversyn og dogmatisme.
Verden udvikler sig, og hvis marxister-leninister kan holde trit med denne udvikling, er de fremdeles marxister-leninister – hvis ikke, degenererer de og bliver borgerlige.
Hanne Reintoft kender de af KAK udarbejdede teorier om snylterstaten og den bestukne arbejderklasse og har utvivlsomt hørt om imperialismens udplyndring i verdensmålestok af de uhyre områder i Asien, Afrika og Latinamerika under dens dominans. Utvivlsomt har hun også stiftet bekendtskab med Mao Tse-tungs værker, og hvis hun er marxist, vil hun kunne indse, at Mao Tse-tungs tænkning er marxismen-leninismen i vor tid, i imperialismens æra.
Vi tror, at Hanne Reintoft er et menneske af god vilje, men man kan ikke sidestille hende med Rosa Luxemburg, om hvem Lenin skrev: ”Hun var og forblev en ørn, der for altid har indskrevet sit navn i arbejderbevægelsens historie i hele verden”. Skulle man gøre det, måtte det blive som følger: Hanne Reintoft eller Rosa Luxemburg? Socialreform eller revolution?
