Vietnam, USA og Paris

De moderne revisionister og naturligvis især de sovjetiske revisionister har lagt et stort pres på den Demokratiske Republik Vietnams regering og på Sydvietnams Nationale Fronts centralkomite for at få dem til at indlede forhandlinger med de amerikanske imperialister om en “fredelig” løsning af den amerikanske aggressionskrig i Sydvietnam og den amerikanske ødelæggelseskrig mod Nordvietnam. De sovjetiske revisionister har særdeles beredvilligt oprettet diplomatiske kontakter mellem Hanoi og Washington.

I lang tid fastholdt Nordvietnams regering og Befrielsesfrontens centralkomite Nordvietnams 4 punkts standpunkt og Befrielsesfrontens 5 punkts standpunkt som absolut betingelse for en løsning af Vietnamproblemet. Men senere indledte man den farlige kurs, der nu er endt med forhandlingerne i Paris om “en politisk løsning af Vietnam-spørgsmålet”. Denne ændrede holdning kom første gang til udtryk i et interview, som den Demokratiske Republik Vietnams udenrigsminister, Nguyen Duy Trinh, gav til Wilfred Burchett den 28. januar 1967. I dette interview sagde udenrigsministeren bl.a.:

“Hvis det (USA, red.) ønsker samtaler, må det først betingelsesløst standse bombeangrebene og alle andre krigshandlinger imod den Demokratiske Republik Vietnam. Det er først efter den betingelsesløse indstilling af den amerikanske bombning og alle andre krigshandlinger mod den Demokratiske Republik Vietnam, at der kunne blive samtaler mellem den Demokratiske Republik Vietnam og de Forenede Stater.”

Ganske vist fastholdt man stadigvæk 4 punkts og 5 punkts standpunkterne, men der var åbnet en dør til forhandling, som revisionisterne udnyttede til at lægge yderligere pres på Nordvietnams regering og Befrielsesfrontens centralkomite. Det fremkaldte også et “forhandlingstilbud” fra præsident Johnson, der i begyndelsen af februar 1967 sendte et brev til præsident Ho Chi Minh, hvori det bl.a. hedder:

“I de sidste to uger har jeg bemærket mig offentlige erklæringer af repræsentanter for Deres regering, der antyder, at De vil være rede til at optage direkte tosidede samtaler med repræsentanter for den amerikanske regering, forudsat at vi “betingelsesløst” og permanent standser vore bombetogter mod Deres land og alle militære aktioner mod det. I de sidste dage har seriøse og ansvarlige parter indirekte forsikret os om, at det faktisk er Deres forslag.

Lad mig åbent erklære, at jeg ser to store vanskeskeligheder ved det forslag. Under hensyntagen til Deres offentlige position ville en sådan handling fra vor side uundgåeligt fremkalde verdensomspændende speku-lationer om, at diskussioner var i gang, og ville anfægte disse diskussioners uforstyrrethed og hemmelighed. For det andet ville der fra vor side uundgåeligt være alvorlig bekymring for, om Deres regering ville benytte en sådan handling fra vor side til at forbedre sin militære stilling.

Med disse problemer i tankerne er jeg rede til endog at tage yderligere skridt henimod en afslutning af fjendtlighederne, end Deres regering har foreslået i enten offentlige erklæringer eller gennem private diplomatiske kanaler. Jeg er rede til at beordre ophør af bombningen af Deres land og en standsning af yderligere forøgelse af amerikanske styrker i Sydvietnam, så snart jeg er forvisset om, at infiltration af Sydvietnam til lands og til søs er standset. Disse restriktive foranstaltninger på begge sider ville, tror jeg, gøre det muligt for os at føre seriøse og private diskussioner førende til en snarlig fred.”

Præsident Ho Chi Minh sagde i sit svar til præsident Johnson bl.a.:

”Den amerikanske regering har sluppet aggressionskrigen løs i Vietnam. Den må standse denne aggression. Det er den eneste vej til genoprettelsen af fred. Den amerikanske regering må definitivt og betingelsesløst standse sine bombetogter og alle andre krigshandlinger mod den Demokratiske Republik Vietnam, trække alle amerikanske og satellittropper tilbage fra Sydvietnam, anerkende Sydvietnams Nationale Front for Befrielse og lade det vietnamesiske folk selv afgøre sine egne anliggender. Sådan er hovedindholdet af den Demokratiske Republik Vietnams regering 4 punkts standpunkt, som legemliggør de væsentlige principper og foranstaltninger i Geneveaftalerne af 1954 om Vietnam. Det er grundlaget for en korrekt politisk løsning af Vietnam-problemet.

I Deres brev foreslår De direkte samtaler mellem den Demokratiske Republik Vietnam og de Forenede Stater. Hvis den amerikanske regering virkelig ønsker disse samtaler, må den først og fremmest betingelsesløst standse sine bombetogter og alle andre krigshandlinger mod den Demokratiske Republik Vietnam. Det er kun efter den betingelsesløse standsning af de amerikanske bombetogter og alle andre krigshandlinger mod den Demokratiske Republik Vietnam, at den Demokratiske Republik Vietnam og de Forenede Stater kan indlede samtaler og diskutere spørgsmål, der angår de to parter.”

Vi har citeret disse to uddrag af brevvekslingen mellem præsident Johnson og præsident Ho Chi Minh, fordi de tydeligt og klart viser, at Johnson ikke var villig til at gå ind på et betingelsesløst bombestop, idet han sætter ordet i anførselstegn, at han ikke ville give tilsagn om en tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Sydvietnam, men ovenikøbet forlanger, at ‘infiltrationen’ skal ophøre, og dermed fastholdt de amerikanske imperialisters påstand om, at der finder en nordvietnamesisk aggression sted mod Sydvietnam og af den grund mener, at præsident Ho Chi Minh kan forhandle også vedrørende forhold i Syd. Kort sagt, Johnsons “forhandlingstilbud” fastholder USAs mål og politik, men er et forsøg på at opnå ved forhandlinger, hvad ikke havde været muligt at opnå gennem den amerikanske krigsførelse. Af præsident Ho Chi Minhs svar fremgår, at Nordvietnam vil indlede forhandlinger om både nord og syd, hvis USA erklærer, at det betingelsesløst ville stande bombetogterne og alle andre krigshandlinger mod DRV. Dette standpunkt såvel som alle tidligere og senere standpunkter, som DRVs regering har indtaget, er klart og entydigt offentligt blevet godkendt af præsidenten for Sydvietnams Nationale Front for Befrielses centralkomites præsidium, Nguyen Huu Tho.

Der kom ikke forhandlinger ud af denne kontakt. I løbet af 1967 forsøgte Kosygin, U Thant, paven, Tito og mange andre af få forhandlinger i gang. Der blev fremsat flere amerikanske “forhandlingstilbud”, som naturligvis alle var udtryk for det samme bedrag. Der blev udspredt utallige rygter om nordvietnamesiske “fredsfølere”, der fik næring af forskellige udtalelser af repræsentanter for Nordvietnams regering, der sagde, at DRVs regering var villig til at drøfte “relevante spørgsmål” efter et betingelsesløst bombestop. Samtidig med disse udtalelser blev der fremsat andre, der klart viste, at DRVs regering gennemskuede det amerikanske bedrag. Således fremsatte DRVs statsminister Pham Van Dong den 2. september 1967 en erklæring, hvori han bl.a. sagde:

“Vi er udmærket klar over, at de Forenede Stater ikke ønsker at forhandle om en løsning på Vietnamproblemet, fordi den amerikanske imperialisme er aggressiv og krigerisk af natur. Det eneste, den ønsker, er krig, og den forstærker sin aggressive krig.”

I samme udtalelse næres der ingen illusioner om formålet med det amerikanske forhandlingsbedrag:

“De Forenede Stater har ingen ret til at kræve nogen som helst gensidighed. Alligevel anmoder det om ‘gensidig nedtrapning’, og for at understøtte dette piratkrav forstærker det, hver gang det højlydt taler om “fredsforhandlinger”, sin aggressive krig mod Nord. Ved at gøre dette   håber de amerikanske herskende kredse gennem bombardementer og på deres betingelser at tvinge os til forhandlingsbordet. Med hensyn til verdens folk, herunder det amerikanske folk, håber de at kunne gøre sort til hvidt og udviske linjen mellem aggressoren og ofrene for aggressionen.”

På trods af dette klare standpunkt blev DRVs regerings villighed til at drøfte “relevante spørgsmål” efter et betingelsesløst bombestop gentaget flere gange og senere endog ændret til villighed til at indlede tekniske forhandlinger med de amerikanske imperialister om, hvordan et sådant bombestop skulle komme i stand.

I takt med denne ændrede holdning fra DRVs regerings side kan man iagttage visse ændringer i Befrielsesfrontens politiske standpunkter, der viser tegn på en voksende illusion om, at det var muligt at forhandle med de amerikanske imperialister om en standsning af aggressionskrigen i Syd og om en anerkendelse af Befrielsesfronten. I Befrielsesfrontens politiske program, der blev vedtaget i august 1967, er der en række indrømmelser til de dele af det nationale bourgeoisi, der ikke tidligere havde sluttet sig til Befrielsesfronten. En del af disse og andre lag af den sydvietnamesiske befolkning organiserede sig i den såkaldte Alliance af nationale, demokratiske og freds-kræfter. Befrielsesfronten samarbejder med denne alliance, der efter sin stiftende kongres i april 1968 bl.a. udtalte følgende:

“Det sydvietnamesiske folk ønsker ivrigt fred, men en fred i ære og frihed. Vietnam Alliancen af Nationale, Demokratiske og Freds-kræfter går ind for en genvinding af Sydvietnams selvstændighed og suverænitet. Den kræver, at den amerikanske regering skal bringe krigen til ophør, trække de amerikanske og allierede tropper bort fra Sydvietnam, nedlægge de amerikanske militærbaser og respektere Vietnams selvstændighed og suverænitet, som det forudses af Geneveaftalerne af 1954 om Vietnam. Sydvietnams nationale selvstændighed og suverænitet og dets territoriale integritet må anerkendes og respekteres af alle regeringer i verden. Vietnam Alliancen af Nationale, Demokratiske og Freds-kræfter er beredt til at indlede diskussioner med den amerikanske regering om de her nævnte problemer. “

I hele 1967 og navnlig under offensiven i det tidlige forår 1968 havde befrielsesfrontens væbnede styrker noteret store sejre og var trængt ind i Sydvietnams byer og i Saigon. Dette bragte de amerikanske styrker og marionettropperne i en overordentlig vanskelig position. Det viste, at det sydvietnamesiske folk ved at føre folkekrig var i stand til at slå de amerikanske imperialister. Det stillede de amerikanske imperialister over for enten at udvide krigen til hele Sydøstasien eller at kapitulere og trække sig tilbage fra Sydvietnam. For at redde sig ud af dette dilemma forsøgte de amerikanske imperialister at gøre et alvorligt forsøg på at opnå ved forhandlinger, hvad de ikke havde kunnet opnå ved deres aggressionskrig. Derfor erklærede præsident Johnson den 31. marts 1968 et “delvist bombestop” af DRV og udtalte samtidig ønsket om at optage forhandlinger med DRVs regering.

DRVs regering svarede i en erklæring af 3. april 1968, at den var villig til at optage indledende kontakter, der skulle føre til samtaler mellem de to parter. Den amerikanske regering indledte øjeblikkelig en forhalingstaktik ved ustandselig at ændre mødestedet for de indledende kontakter, samtidig med at den forstærkede bombardementerne af de områder af DRV, der ikke var indbefattet i bombestoppet, og øgede aggressionskrigens intensitet i Syd. Dermed gik der 1 måned, hvorefter DRVs regering ændrede sit standpunkt og yderligere bøjede sig for de sovjetiske revisionisters tryk og de amerikanske imperialisters dobbelttaktik ved i en erklæring af 3. maj 1968 bl.a. at sige følgende:

“Stillet over for en sådan situation er den Demokratiske Republik Vietnams regering af den opfattelse, at formelle samtaler mellem Hanoi og Washington bør holdes uden opsættelse.”

Denne opgivelse af standpunkter indleder en politik, der rummer store farer for, af de store sejre, som det vietnamesiske folk har vundet, vil gå tabt og derved pålægge det heroisk kæmpende folk nye strabadser og lidelser.

Efter mange møder og uformelle kontakter fremsatte præsident Johnson den 1 november 1968 følgende udtalelser i en fjernsynsudsendelse:

“Som et resultat af diplomatiske og militære udviklinger har jeg nu beordret alle bombardementer af Nordvietnam fra luften, fra flåden og fra artilleriet indstillet klokken otte fredag morgen Washington-tid.”

Johnson bebudede, at der i den følgende uge skulle afholdes et møde, hvor repræsentanter for Saigonstyret og repræsentanter for Befrielsesfronten kom til stede, men, understregede Johnson:

“disse repræsentanters tilstedeværelse betyder ikke på nogen måde en anerkendelse af den nationale befrielsesfront.”

Samtidig med præsident Johnsons fjernsynstale gjorde embedsmænd i det amerikanske udenrigsministerium det klart, at der under Parisforhandlingerne den 9. oktober var meddelt Nordvietnams repræsentanter, at forudsætningen for et bombestop var, 1. at Saigonstyret kan deltage i egentlige fredsforhandlinger, 2. at den demilitariserede
zone skal respekteres, og 3. at de sydvietnamesiske byer skal skånes for angreb.

Det var disse ting, der af Nordvietnams regering blev anset som et betingelsesløst bombestop, selv om Nordvietnams regeringsrepræsentant ved forhandlingerne i Paris, minister Xuan Thuy gentagne gange havde erklæret, at der ikke kunne være tale om, at Nordvietnam skulle yde noget til gengæld for et betingelsesløst bombestop. At Nordvietnams regering “stiltiende” har accepteret disse forudsætninger fremgår af et kommuniké, som Nordvietnams forhandlingsdelegation udsendte efter et møde mellem den amerikanske forhandler Cyrus Vance og Nordvietnams repræsentant Ha Van Lau. På mødet havde Vance sagt, at såfremt befrielsesfronten genoptager sine angreb på Saigon, “vil det skabe en situation, hvori det vil være umuligt at fortsætte alvorlige forhandlinger og opretholde bombestoppet”. Denne fremstilling i det nordvietnamesiske kommuniké blev bekræftet af det amerikanske udenrigsministerium. Den kendsgerning, at forhandlingerne fortsatte, viser, at DRVs regering anerkender disse forudsætninger.

Det var oprindeligt meningen, at forhandlinger mellem USA, den Demokratiske Republik Vietnam, den Nationale Front for Befrielse og marionetterne i Saigon skulle være indledt den 6. november. (Se K.O. 5. årgang nr. 20 og 22, 6. årgang nr. 1) Men marionetstyret ville ikke uden videre deltage, så forhandlinger mellem de 4 parter kom først i stand efter langvarige forhandlinger mellem USA og marionetterne i Saigon og særdeles langtrukne procedureforhandlinger mellem USA, DRV og befrielsesfronten den 25. januar i år.

Af forhandlingerne på de hidtil afholdte to møder og af udtalelser fra parterne om forhandlingerne fremgår det klart, at DRVs regering og Befrielsesfrontens centralkomite er villige til at indgå kompromisser med de amerikanske imperialister, der på ingen måde er i det vietnamesiske folks interesse. Det fremgår også klart og tydeligt, at de amerikanske imperialister ikke har opgivet deres krigsmål i Vietnam og Sydøstasien.
Le Duc Tho, der er medlem af Arbejdets Partis politbureau og rådgiver for den Demokratiske Republiks forhandlingsdelegation ved parisforhandlingerne om en politisk løsning af Vietnamspørgsmålet, har i et interview med det amerikanske blad, Washington Post, den 24. januar bl„a. sagt følgende, der på indeværende tidspunkt ikke er blevet dementeret:

“Hvis de Forenede Stater fortsætter krigen, hvis de Forenede Stater stadig ønsker at bruge magt for at lægge pres på os eller at forhandle ud fra en styrkens position eller at forlænge krigen, siger jeg, at USA ikke vil have nogen fordel af det og vil lide en stor fiasko.

Men hvis USA faktisk løser spørgsmålet fredeligt, vil det være profitabelt for de Forenede Stater. Det er kun under fred, at USA kan indføre sin tekniske viden, sin økonomiske viden, i Sydvietnam. Hvis USA indfører mænd og våben i Sydvietnam, så vil USA tabe milliarder af dollars uden nogen som helst profit – og jeg tror, at USA burde tænke over det – og jeg tror, det er en realitet.”

Denne udtalelse synes at antyde, at DRVs regering er villig til, efter et eventuelt politisk kompromis, at tillade amerikansk såkaldt eksperthjælp og økonomisk bistand i Sydvietnam som en “hjælp” i genopbygningen af landet. Det vil netop betyde at hjælpe de amerikanske imperialister til at opnå, hvad de aldrig kunne have opnået ved deres aggressionskrig, Det er en politik, der står i den skarpeste modsætning til det sydvietnamesiske folks interesser, det er en politik, der betyder forræderi over for det vietnamesiske folks kamp.

At de amerikanske imperialister ikke har opgivet deres mål fremgår af præsident Johnsons udtalelse den 16. januar 1969, da det blev klart, at egentlige forhandlinger mellem de fire partier kom i stand:

“Vi må være klare og faste i forfølgelsen sammen med vore allierede af de begrænsede, men livsvigtige mål, vi søger i Sydøstasien.”

Den ny amerikanske forhandlingsleder, Henry Cabot Lodge, som er udnævnt af præsident Nixon, sagde på forhandlingernes andet møde den 30. januar, at nøglen til løsningen af krigen var:

“at arrangere tilbagetrækningen af alle fremmede styrker fra Sydvietnam, og det indbefatter tilbagetrækningen af nordvietnamesiske militær- og oprørsstyrker fra Sydvietnam. Når det sker, vil tilbagetrækningen af allierede styrker begynde. Vi er parat til at begynde at arbejde nu mod målet gensidig tilbagetrækning.”

Det vietnamesiske folk i nord og syd befinder sig ved en korsvej i sin kamp mod amerikansk aggression og for national frelse. Men, som premierminister Chou Enlai udtrykte problemet i sin tale i den vietnamesiske ambassade i anledning af DRVs 23-årsdag, vil det vietnamesiske folk

“… med sikkerhed kunne knuse alle de amerikanske aggressorers planer og komplotter og vinde endelig sejr i sin krig mod amerikansk aggression og for national frelse, så længe det fastholder langvarig krig og bekæmper kapitulation og kompromis.”