Den folkelige front for palæstinas befrielse klarlægger sin stilling til deltagelse i det nationale råd, eksekutivkomiteen og kommandoen for den væbnede kamp.

I anledning af den sjette samling af Det Palæstinensiske Nationale Råd i Det Arabiske Forbunds bygning i Cairo fremlægger PFLP for masserne et ærligt og klart standpunkt om deltagelse i Det Palæstinensiske Nationale Råd og i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (Palestinian Liberation Organization, PLO) og i Kommandoen for den Væbnede Kamp (Palestine Armed Struggle Command, PASC), der er dannet af PLO.

PFLP fremlægger også sit standpunkt om palæstinensisk national enhed og hvorledes denne kan dannes udfra rigtige principper, så dens linie kan fastlægges og den bedre kan tjene den revolutionære sag.

*

Vore standhaftige palæstinensiske folkemasser!

PFLPs standpunkt i spørgsmålet om national enhed, og alle spørgsmål, der vedrører den palæstinensiske revolution, stammer i det grundlæggende fra en kendsgerning, som vi ikke et eneste øjeblik kan tillade os at glemme. Denne kendsgerning er, at vort folk har bekæmpet den zionistisk-imperialistiske fjende i Palæstina i mere end 50 år og har lidt hårde tab i menneskeliv. På trods af alle ofre er vort folk stadig under besættelsens åg. Hvad kan vi slutte af denne kendsgerning?

Hvad vi ønsker at understrege er, at den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse ikke længere kan tåle nogen form for tvetydigt, spontant eller overfladisk arbejde.

Det strategiske arbejde og alle politiske standpunkter månøje udledes af og baseres på erfaringerne fra de 50 års kampe. Vi må have et klart politisk standpunkt for øje. Masserne bør tænke dybt over deres revolutions problemer og være i stand til at klarlægge deres stilling i lyset af fortidens, nutidens og fremtidens kamp. Således anskuer PFLP spørgsmålet om national enhed. Er det da muligt at tale om eller ønske national enhed på en følelsesbetonet måde og uden frugtbare diskussioner?

Vor historie og andre nationers historie er fyldt med eksempler på, at national enhed ikke førte til det ønskede mål. I nogle tilfælde førte den til abort for ægte revolutionære begyndelser, idet de blev druknet i en formel national enhed, der manglede handlekraft.

I 1964 blev den første arabiske topkonference afholdt under parolen om, at det var nødvendigt at forene arbejdet og anstrengelserne, at samarbejde styrkerne for at modstå den israelske aggression og hindre omlægningen af Jordan-flodens løb. Hvad blev resultatet? Tjente “kræfternes forening” sit mål? Det standsede ikke omlægningen af flodens løb. Det tjente kun til at skjule alle de arabiske staters manglende evne til at modstå en sådan aggression.

For tyve år siden blev Det Arabiske Forbund dannet med det formål at udnytte hele den arabiske styrke. På den tid blev det sagt, at det var et skridt fremad mod virkelig enhed. Var Det Arabiske Forbund – der var den nationale enheds form på det arabiske niveau – et effektivt middel til at virkeliggøre massernes mål?

*

Vort standhaftige folks masser!

PFLP erklærer overfor jer og overfor historien, at de kæmpende styrkers enhed er et afgørende mål, som Fronten kæmper for at virkeliggøre. Vi siger dette og baserer det på en videnskabelig historisk analyse af kampen. Vor kamp, der er en kamp for national befrielse, kræver en bred front af alle de kræfter, som bekæmper Israel, zionismen, imperialismen og de reaktionære, der styres af imperialisternes vilje.

Folkets væbnede befrielseskamp kræver den højeste grad af samarbejde mellem de kæmpende styrker. Fjendens grusomhed og modstandskræfternes eksistens nødvendiggør dette samarbejde. Alle disse kendsgerninger står klart for os og vi må altid have dem i tankerne. Derfor vil skabelsen af denne front og dette samarbejde fortsat være en grundlæggende linie i Den Folkelige Fronts arbejde.

På dette stadium tjener vi den nationale enheds sag bedst ved at afklare vor forståelse af den og ved at tilvejebringe de nødvendige betingelser til sikring af dens styrke og succes. Vort faste standpunkt om at offentliggøre den nationale enheds form, indhold og program stammer i det grundlæggende fra vor tro på folket, som er den eneste kraft, der er i stand til gennemføre befrielsen. En klar fremlæggelse af den nationale enheds problemer vil gøre folket i stand til at spille dets betydnings-fulde rolle ved at danne og værne om denne enhed.

Dette er nøglen til forståelse af PFLPs stillingtagen til palæstinensisk national enhed og også til Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) og Kommandoen for den Væbnede Kamp (PASC).

*

Vor kæmpende nations folk!

PFLP vil ikke deltage i det igangværende møde i Det Palæstinensiske Nationale Råd. Følgelig vil PFLP ikke deltage i de eksekutivkomiteer, der oprettes af dette råd, d.v.s. Eksekutivkomiteen og Kommandoen for den Væbnede Kamp (PASC)

Hvorfor tager PFLP denne stilling?

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) med dens nuværende opbygning, tvetydigheden i dens standpunkter, og de uklare forbindelser mellem de parter, der deltager i den, skaber end ikke i ringeste grad de betingelser, der alene kan virkeliggøre og aktivisere en national enhed, som er i stand til at modstå de trusler, den palæstinensiske befrielsesbevægelse nu står overfor. Sådanne modsigelser indenfor organisationen truer hele den palæstinensiske revolutions fremtid. For at gavne dannelsen af en mere fasttømret, klar og handlekraftig enhedsstruktur, vil vi gerne klarlægge visse punkter for vore masser.

For det første:

Det vi mener, når vi siger, at PLO i sin nuværende skikkelse end ikke skaber de allermest nødvendige betingelser for sund national enhed, er, at PLO stadig har en bureaukratisk opbygning, der ikke er ønskelig, og er ude af stand til at lede de kommende kampe.

Organisationens politiske opbygning tog form af kontorer. Til hvert kontor er der en præsident, en vicepræsident, en sekretær og et stort antal højt lønnede funktionærer. Denne politiske opbygning ligner snarere et almindeligt stats-apparat end en revolutionær organisation. Organisationens militære afdeling tog form af en stående hær med hensyn til opbygning, træning, uddannelse, indre forhold og budget. Disse kendsgerninger er uakceptable for de kæmpende og for masserne. Hvilke principper gør, at en kontor-officer i organisationen modtager en løn, der er lige så stor som udgifterne til en hel fedayeen-base?

Det er ikke vor hensigt at fornærme nogen, men vi har til hensigt at kritisere opbygningens svagheder på en konstruktiv måde. Vi ved, at mange fra vort folk har sluttet sig til Den Palæstinensiske Befrielseshær (PLA) grundet nationale følelser, og at de derfor ikke er ansvarlige for organisationens opbygning. Ansvaret falder på organisationens ledelse og de komiteer, der er udgået fra den.

Resultatet af denne opbygning er, at en stor del af organisationens midler sluges af dens bureaukratiske kontorer i stedet for at hjælpe den aktuelle kamp og sætte de palæstinensiske masser i stand til at fortsætte kampen.

PLO får hovedparten af palæstinensernes og de arabiske folks bidrag. Kan det være rigtigt, at de fleste af disse penge skal gå til en sådan bureaukratisk opbygning? Al denne energi og alle disse bidrag burde bruges til den aktuelle revolution i Palæstina, og til at udvide kampen i de besatte områder for yderligere at gå frem mod en folkelig befrielseskrig.

Skønt nogen vil mene, at vi kun rejser et andenrangs problem, er det et førsterangs problem for vore masser.

PLO kan ikke lede de kæmpende og masserne medmindre den udskifter sine kontorer med telte i flygtningelejrene og i fedayeen-baserne, og medmindre den sætter alle sine kræfter ind på at give masserne i Palæstina alt, hvad der er nødvendigt for en sejrrig kamp.

Klassestrukturen i den organisation som er revolutionens værktøj er en særdeles vigtig sag, der er afgørende for organisationens evne til at lede masserne.

PFLP forkaster ikke PLO som et navn for den palæstinensiske nationale enhed eller som en form for samarbejde mellem modstandsorganisationerne, men PFLP forkaster den nuværende opbygning.

For det andet:

Det, vi mener med organisationens tvetydige standpunkter, der end ikke skaber de mest nødvendige betingelser til oprettelsen af national enhed, er de tvetydige holdninger og forbindelser til de arabiske regeringer. Dette emne kan ikke behandles tvetydigt og må klarlægges for masserne.

Hvilken rolle spillede de arabiske regeringer i de palæstinensiske revolutioner i 1936, 1948 og i juni 1967?

I 1936 greb de arabiske regeringer ind og standsede revolutionen med falske løfter. I 1948 greb de ind, og halvdelen af Palæstina gik tabt. I 1967 gik den anden halvdel tabt.

Er der nogen, der kan benægte disse historiske kendsgerninger?

I Palæstinas historie har de arabiske regeringer spillet snigmorderens rolle, eller i bedste fald har de passiviseret folket og gjorde det til rene tilskuere, der blot ventede på at se disse regeringers hære nå frem til Tel-Aviv.

Skal vi glemme denne lange, bitre erfaring og lade vort folk optræde som martyrer, der ikke når deres mål?

En klog mand falder ikke i den samme fælde to gange. Skal vi falde i den for fjerde gang?

De reaktionære arabiske regeringer prøver at kvæle fedayeen-bevægelsen. De progressive arabiske regeringer prøver at kontrollere den og underlægge den deres egen politik. Denne kendsgerning manifesterede sig i forsøget på at ødelægge fedayeen-bevægelsen d. 4.11.68 og et lignende forsøg fra den libanesiske regerings side.

Nogle arabiske regeringer har prøvet at lænke fedayeen-bevægelsen til sig eller øve indflydelse på dens handlinger gennem deres venskabelige forbindelser med nogle palæstinensiske organisationer. Det forsøges også at kontrollere fedayeen-aktionerne ved at opfordre til samarbejde mellem dem og de arabiske hære.

De bitre erfaringer fra vort folks kampe råber til os, at den igangværende revolution ikke har behov for at lænke sig til topkonferencernes atmosfære med alle deres stude-handler og halve løsninger.

De reaktionære regeringers trusler om at slå ned på fedayeen-bevægelsen må imødegås med konstant årvågenhed og med den revolutionære politiske massebevægelse, som skal være en afgørende del af vort arbejde ved siden af fedayeen-aktionerne mod Israel.

Faren for kontrol med fedayeen-bevægelsen og for at den skal blive underlagt de arabiske regeringers vilje må imødegås med fedayeen-bevægelsens faktiske uafhængighed, således at bevægelsen først og fremmest bygger på palæstinensiske og arabiske bidrag og ikke kan trues ved, at nogen regering afskærer sin militære, financielle eller propagandamæssige hjælp.

Organisationen vil få en sund holdning til national enhed, når den gør sig disse presserende spørgsmål klart. Det er ikke nok, at det står klart for nogle få i organisa-tionen, for kun masserne er i stand til at beskytte det revolutionære arbejde mod disse farer. Baseret på dette princip holder Den Folkelige Front fast ved, at ethvert standpunkts værdi afhænger af, om det bliver offentliggjort for masserne, og om de bliver mobiliseret af det.

For det tredie:

Om at ramme imperialistiske interesser.

Fjenden og vort folks kamp må klart defineres. Denne definition skal være så bred, at vi kan ramme fjendens interesser og bekæmpe ham, hvor han end findes. Vor fjende er ikke kun Israel. Foruden Israel indbefatter fjendelejren den zionistiske bevægelse, der har organisationer og aktiviteter spredt over hele verden. Den indbefatter også verdensimperialismen med USA i spidsen, og de reaktionære kræfter, der er lænket til og opelsket af imperialismen. Det er vore fjender, og medmindre dette er velkendt, vil vi begå fejl, når vi planlægger vor kamp.

Vor nations kamp står i varierende grad ansigt til ansigt med denne fjende, derfor er bekæmpelse af imperialistiske interesser en vigtig del af den palæstinensiske kamp.

Uanset den palæstinensiske kamps muligheder på det nuværende trin, vil en påbegyndelse af stærke angreb mod imperialistiske interesser i den arabiske verden fremskynde de arabiske nationers kamp mod denne fjende og fremskynde den palæstinensiske kamps sammensmeltning med et hundrede millioner araberes kamp.

Den palæstinensiske revolutions succes kræver lige så meget uafhængighed af de arabiske regeringer, som den kræver fuldstændig sammensmeltning med de kæmpende arabiske masser over hele den arabiske verden.

Dette er de grundlæggende politiske punkter, som PFLP mener, det er afgørende at være enige om for at garantere væksten af en stærk, rodfæstet og vedvarende palæstinensisk national enhed.

Den Folkelige Front mener ikke, at ideologisk enhed er en betingelse for national enhed. Den kræver ikke som en betingelse for samarbejde, at andre organisationer binder sig til den videnskabelige socialisme med alle dens udlægninger på intellektuelle og organisatoriske trin. Havde PFLP gjort dette, havde dens krav været uvidenskabelige og umulige. Det, der kræves, er enighed om disse politiske standpunkter, der direkte berører det nationale palæstinensiske arbejde.

For det fjerde:

De palæstinensiske organisationers situation på dette trin, hvor de mødes på visse punkter og adskilles på andre, nødvendiggør en vis form for forbindelse, nemlig forbindelse ved fronten. Denne forbindelse skaber forenede kræfter i de ting, der er enighed om, og hver organisation beholder på samme tid sin ret til at iværksætte militære og politiske aktiviteter på de områder, hvor der ikke er enighed.

Dette er den eneste mulige form på dette trin. Det er ikke logisk eller passende, at en organisation påtvinger andre organisationer sit fuldstændige syn på alting. I virkeligheden er det ikke i den palæstinensiske revolutions interesse på dette stade at lægge en dæmper på politiske eller militære tendenser som praksis senere kunne demonstrere som værende de eneste, der satte revolutionen i stand til at stå fast, vokse ogsejre.

PLO giver os ikke et klart svar på dette punkt. Der må være et klart standpunkt vedrørende samarbejde, tilsluttet af alle parter.

For det femte:

Teoretisk enighed er ikke nok.

Der er ingen tvivl om, at teoretisk enighed er et vigtigt skridt henimod samarbejde, men endnu en garanti må skabes ved at opbygge organisationens fundamentale komiteer (Det Nationale Råd, Eksekutivkomiteen, Kommandoen for den Væbnede Kamp) på en måde, som sætter den i stand til at føre disse punkter ud i praksis.

Enhver palæstinensisk organisation er klar over nødvendigheden af, at den palæstinensiske bevægelse bliver uafhængig af de arabiske stater. Spørgsmålet er, hvad der i virkeligheden sker. Den palæstinensiske kamps uafhængighed må baseres på, at vor kamp finansielt afhænger af de arabiske masser og ikke af regeringerne. Ingen hjælp fra regeringerne må være behæftet med betingelser, hvad angår den strategiske linje og handle-frihed, d.v.s. frihed til at gennemføre aktioner effektivt og uafhængigt.

*

Vore arbejdende masser!

Af hensyn til vor revolutions krav, af hensyn til den nationale enhed, fremlægger PFLP disse fem punkter som grundlæggende betingelser for at tilslutte sig PLO og Kommandoen for den Væbnede Kamp, dens militære afdeling.

Siden PLO på dette trin ikke opfylder disse punkter, vil PFLP ikke være medansvarlig for dens bureaukratiske opbygning og dens tvetydighed i standpunkter og indre forbindelser.

Fornylig fandt der en diskussion sted mellem PFLP, PLO og modstandsstyrkerne. Gennem diskussion blev en vis grad af enighed opnået, men den kom ikke i nærheden af eller på højde med indholdet af dette manifest.

På denne baggrund kræves der flere diskussioner, flere anstrengelser og mere vægt på massernes rolle og synspunkter for at nå frem til et modent og fornuftigt standpunkt om sund national enhed.

*

Vore kæmpende masser!

PFLP vil understrege visse punkter, som vil fuldstændiggøre dets standpunkt om national enhed.

1. Den Folkelige Fronts fravær fra Det Nationale Råds møde betyder ikke, at PFLP er ligeglad med eller ser bort fra den nationale enheds sag. Den Folkelige Front vil trofast fremme diskussionerne og anstrengelserne, indtil vi opnår national enhed i dens rigtige form og på det rigtige grundlag.

2. PFLP vil i mellemtiden være rede til at samarbejde med PLO og Kommandoen for den Væbnede Kamp for at modstå ethvert israelsk og reaktionært forsøg på at nedkæmpe fedayeen-aktionerne.

3. PFLP appelerer til alle modstandsgrupper, fedayeen og medlemmer om at forstå Den Folkelige Fronts principielle standpunkt i alle dets alvorlige aspekter. Ved at fremlægge disse fem punkter har PFLP ikke til hensigt at købslå om eller dække over noget problem. Den indtager i virkeligheden en ansvarsfuld holdning med fuld forståelse for det kritiske spørgsmål, som national enhed er. PFLP vil ikke tillade, at disse punkter fortolkes på en måde, der kan skabe et dårligt forhold til andre modstandskræfter. Den rette anvendelse af denne holdning er en fortsættelse af ansvarsfulde diskussioner i den venskabelige atmosfære, som våbenbroderskabet og kampens fælles mål skaber.

*

Vore kæmpende masser!

Endnu et punkt står tilbage.

Den Folkelige Front for Palæstinas Befrielse er klar over, at dens ærlige og klare standpunkt vil fremkalde rasende udtalelser fra de fleste arabiske regeringer og vrede hos overfladiske opportunister og reaktionære, der strør møg på den palæstinensiske slagmark. Men PFLP tror, at sandheden vil sejre til sidst, og den tror også, at masserne er i stand til at værne om og støtte ethvert standpunkt og enhver organisation, som tjener deres sag og udpeger vejen.

*

Vore palæstinensiske masser!

Mens Det Nationale Råd mødes i Cairo, vil PFLP være hos jer i jeres lejre, vil tale til jer gennem sine fedayeen, sit politiske apparat og sine ledende kadrer for at diskutere spørgsmålet om national enhed og for at drage nytte af jeres nærværelse og sammen med jer forme et pålideligt og sandt standpunkt, der vil tjene jeres sag, jeres revolution og jeres kamp.

Den Folkelige Front for Palæstinas Befrielse vil sit bedste for at dens standpunkt skal nå alle palæstinensiske hjem indenfor og udenfor Palæstina. På denne måde vil den nationale enheds sag blive jeres sag. På grund af jeres forhåbninger og jeres erfaringer vil I styrke den.

*

Vor nations masser!    

I alene er den virkelige befrielsesstyrke. Der vil ikke blive nogen befrielse undtagen gennem jer. I, og jeres årvågenhed og klarsyn bestemmer altings skæbne. PFLP ved dette, og den ved, at det at fortælle sandheden er vigtigere end alle betænkeligheder.

Længe leve den palæstinensiske revolution!

Længe leve de kæmpendes enhed!

Vi vil sejre!

Den Folkelige Front for Palæstinas Befrielse.

1. september 1969.