Den 20. september dette år åbnes Verdensbankens årlige kongres i Bella-centret i København.
3-4.000 økonomiministre, finansministre, nationalbankdirektører, bankdirektører, vekselerer, regeringsrepræsentanter og andre af ny-kolonialismens topfolk ankommer – fulgt af deres sikkerhedsagenter – til København, som i den anledning er sat på den anden ende. Hotellernes dyreste og bedste suiter er reserveret, efter at specielle udsendinge har været København og Sjælland rundt for at efterprøve madrassernes blødhed og tjenernes belevenhed. For første gang i sin 150-årige historie holder Tivoli en uge ekstra åben! Alt er lagt til rette for invasionen. Denne samling af verdens mest udsøgte parasitter har det officielle imperialistiske Danmark taget til sig i fladpandet benovelse over æren der vederfares fædrelandet. Den internationale kapitals sorteste engle gæster os, folk direkte skyldige i de mest beskidte nederdrægtigheder, verden kender til, bliver i København modtaget med hatten i hånden og Dannebrog til tops.
Det er toppen, der kommer, det er imperialismens spidser, der henrykker Danmarks herskende klasse og deres spytslikkere umådeligt. Men der er også dem, der siger, at vi hellere ser dette krapyls hæl end tå.
I anledning af dette “ærefulde” besøg vil vi gerne komme med nogle få oplysninger om Verdensbankens virksomhed og funktion.
Verdensbanken (“folkeligt” udtryk for IBRD = International Bank for Reconstruction and Development) blev oprettet i 1946. Formålet var dels at opbygge Europas industri efter krigsødelæggelserne, dels at “få udviklingen i gang i de store dele af verden, der tidligere økonomisk set havde været stedbørn”, og det skulle gøres ved at give disse lande mulighed for at optage store lån fra de kapitalstærke lande gennem en fælles bank.
Hvad angår genopbygningen af Europa blev Verdensbankens rolle minimal, det var Marshall-hjælpen, der fik betydning.
De lande, der kom til at spille den førende rolle under dannelsen af IBRD, var først og fremmest de dengang stærkeste imperialistiske magter USA og England. Dette fik de fleste “socialistiske” lande til at holde sig væk, kun Tjekkoslovakiet og Polen var medlem de første år, Cuba gik ud i 1961, og tilbage bliver den øst-vestlige bastard Jugoslavien, der stadig er medlem.
De enkelte landes indflydelse bestemmes af deres indskudte kapital – jo større et lands kapitalindskud i Verdensbanken er, jo større er dets andel i stemmerne. USA har 27,9 % af stemmerne og England 11,5 % – altså tilsammen godt 4o % af det samlede stemmeantal.
USA, England, Frankrig, Vesttyskland og Canada har tilsammen stemmemajoritet – hvad der er selvindlysende for et imperialistisk foretagende. I 1968 var det samlede antal medlemslande 107, hvoraf alt-så to lande har 40 % af indflydelsen og de fem ovennævnte over 50 %.
Præsidenten for Verdensbanken vælges af en bestyrelse på 20 direktører, der igen vælges af medlemslandenes repræsentanter. Siden april 1968 har USAs tidligere krigsminister Robert S. McNamara beklædt posten. Ikke at forglemme hans erfaringer fra den imperialistiske krig i Vietnam, er det hans fortid som professor i “Business Administration” på Harvard, som direktør for Scott Paper Company og for Ford Motor Co., der særlig kvalificerer ham til denne post.
Verdensbanken giver lån til forskellige projekter i medlems-landene, først og fremmest de nykoloniale lande. Den sender en ekspertgruppe til det land, som ønsker et lån, for grundigt at undersøge det planlagte projekt og om fornødent lave det om, så det passer efter Verdensbankens dvs den vestlige imperialismes behov. Hvis projektet godkendes af banken og garanteres af det pågældende lands regering, undertegnes en kontrakt om lånet og dets vilkår. Lånet udbetales i portioner, og tilbagebetalingen, der begynder efter 5 til 10 år, varer oftest mellem 15 og 25 år til en rente på 7 % (i renten 4,25 %).
Kommentar til kurven
Kurven over hele verdens andel af Verdensbankens lån viser fire store udsving som ikke findes på kurven over de nykoloniale lande. Det første i 1947 skyldes långivning til Europas genopbygning, de tre øvrige (stigning i 1958 og 1964-65, fald i 1960) skyldes dels meget store enkeltlån til imperialistiske lande, dels slet ingen lån til Europa (faldet i 1960). Kurven over de nykoloniale lande viser, at Verdensbankens virksomhed har været generelt stigende siden begyndelsen af halvtredserne, at den har været specielt stigende 1953 til 1957, nogenlunde konstant fra 1957-62, hvorefter den har været stigende fra 62 med en kollosal stigning i 1968-69. Tallene fra de første tre kvartaler af regnskabsåret 69-70 viser at tendensen fastholdes.
Kilde: Keesing’s Contemporary Archives 1947-70.
Alle varer, som landet skal bruge til projektet, skal købes i Verdensbankens medlemslande, det vil i praksis sige i de industrialiserede lande, der samtidig leverer ingeniører, teknikere osv.
Op til juni 1968 har Verdensbanken givet 552 lån til 11.246,9 millioner US-dollars (det oprindelige lånebeløb minus tilbagebetalinger) til 95 af medlemslandene. De lande, som ikke har fået lån overhovedet er meget betegnende USA, England, Vesttyskland og Sverige. Lånene fordeler sig således: (Procenten udtrykker det enkelte landområdes del af det samlede lånebeløb)
De nykoloniale lande:
| Asien (+ Tyrkiet og Cypern, – Israel og Japan) | 25,2 |
| Latinamerika | 28,5 |
| Afrika (- Sydafrika) | 10,9 |
| I alt | 64,6 |
De imperialistiske lande:
| Europa (+ Japan, Israel, Sydafrika, Australien og New Zealand) | 34,5 |
To trediedele af Verdensbankens lån går altså til nykoloniale lande (se også kurven) og de største lånebeløb er koncentreret på ganske få af disse, nemlig Indien, Mexico, Brasilien, Colombia og Pakistan. Det bør bemærkes, at imperialistlandene udenfor Nordamerika og Europa har fået store lån, og at de europæiske lande, som har fået de største lån, er imperialismens grænselande ved Middelhavet.
Hvis man ser på opgørelser over de projekter, som Verdensbanken hidtil har givet lån til, vil man se, at hovedvægten bliver lagt på projekter til konstruktion og udbygning af transportsystemet og til el-kraftværker, den procentvise fordeling er følgende:
| El-kraft | 33,6 |
| Transport | 32,2 |
| Industri (+minedrift) | 15,2 |
| Genopbygning efter 2. verdenskrig | 8,0 |
| Landbrug | 7,4 |
| Telekommunikation o.a. | 1,7 |
2/3 af projekterne er altså til el-kraft og transport. Da imperialistlandene rent faktisk har monopol på konstruktion af dæmninger, veje, jernbaner, havne osv – et monopol, der yderligere forstærkes ved det nykoloniale lands tilknytning til Verdensbanken – afkaster dette allerede i første omgang en enorm profit. Udbygningen af veje og jernbaner er derudover ikke umiddelbart profitabelt for imperialismen, men på langt sigt er sådanne projekter af vital betydning for den imperialistiske produktion. El-kraften giver øgede muligheder for industriproduktion og minedrift; veje og jernbaner gør det muligt at effektivisere handelen – de råvarer, der er absolut uundværlige for imperialistlandene, kan transporteres hurtigere og i større mængder til eksportbyerne, og samtidig bliver det muligt at transportere større mængder af imperialistlandenes dyre færdigvarer til det ny-koloniale marked. Udbygning af havne og luftfart er også et naturligt led i denne proces.
Ved at give lån til sådanne projekter hjælper Verdensbanken nykolonialistiske firmaer til at komme ind på nye markeder, sikre sig nye råvarekilder, starte ny produktion og udbygge de markeder og råvarekilder, der allerede findes.
Det er bemærkelsesværdigt, at Verdensbanken giver så relativt mange lån til industri. Det skal ses i forhold til dels den kendsgerning, at en del af lånene går til industrialiserede lande, og dels at der i de ny-koloniale lande kommer mere og mere industri. Det er hovedsagelig let forarbejdningsindustri (forarbejdning af visse råvarer, f.eks. Guineas bauxit, inden de eksporteres) samt forbrugsindustri indenfor de områder, hvor imperialistlandene har oparbejdet et marked, f.eks. Coca Cola, maling fra Sadolin & Holmblad. Det må understreges at denne industri er afhængig af de imperialistiske landes investeringer og sværindustrielle produktionsapparat.
Verdensbanken blev oprettet efter 2. verdenskrig og dens virksomhed kom for alvor i gang i begyndelsen af halvtredserne og har siden været stigende. I modsætning til før 2. verdenskrig, hvor hvert imperialistland havde sine afgrænsede koloniale områder, hvor de andre landes kapital blev holdt ude med våbenmagt, er Verdensbanken et eksempel på de nykoloniale metoder: Den imperialistiske lejr samarbejder om udbytningen af de nykoloniale lande og rovet deles efter kapitalstørrelse.
Bortset fra, at Verdensbanken som bank er et profitabelt foretagende (høj rente og “hårde” lånevilkår), er dens funktion først og fremmest at være den nykoloniale profits fødselshjælper.
Ved at koncentrere sin virksomhed omkring el-kraft, transport og industri i de nykoloniale lande medvirker Verdensbanken til en frigørelse af produktivkræfterne under imperialismens herredømme. Samtidig er den med til at skabe et industriproletariat, som vil få stor betydning for fremtiden.