Overenskomst og snylterstat

15. marts 1967

Hvordan kan det være, at Kommunistisk Arbejdskreds intet har haft at sige i overenskomstsituationen? Hvorfor indeholder “Kommunistisk ORIENTERING” heller ikke denne gang en flammende appel til arbejderklassen om at “stå fast”, om at stemme NEJ og om at gøre “klar til kamp”?

For det første, fordi overenskomstsituationen og de rejste krav ikke er udtryk for en bare nogenlunde dybtgående bevægelse i arbejderklassen. Det er, om man så må sige, lovbefalet, at arbejderne gennem deres faglige topledere en gang hvert andet år stiller en række krav om forbedringer på den ene eller den anden front. Kravene kommer ikke for alvor nedefra, og de er ikke i den grad udtryk for et pinende, påtrængende behov blandt arbejderne, at der virkelig er røre omkring dem. Overenskomstsituationen drejer sig ikke om en arbejderklasse, der i fortvivlet nødværge griber til sit stærkeste våben – strejken.

Sådan er i grove træk situationen omkring overenskomsterne, og sådan har den været i mange år. En kommunistisk organisation opnår kun ét – at isolere sig selv totalt og aldeles – hvis den i en sådan situation ved hjælp af opråb og appeller forsøger at pådutte arbejderklassen en anden holdning til problemerne, end den vitterligt har, hvis den prøver at pånøde arbejderne et brændende behov, som de aldeles ikke føler, og hvis den ved hjælp a£ besværgelser og anråbelser forsøger at fremmane en kamplyst, som arbejderklassen aldeles ikke har, og som den ingen reel grund har til at have.

Det nytter nu engang ikke at prøve at bilde arbejderne ind, at de befinder sig i en økonomisk situation, hvor levestandarden er alvorligt truet, eller hvor kamp til det sidste er en uomgængelig nødvendighed af hensyn til klassens eksistens – hvis det ganske simpelt ikke er rigtigt, at denne kamp er en nødvendighed, og når arbejderne selv er langt fra at føle den som en nødvendighed.

Derfor overlader vi det til Danmarks kommunistiske Partis ledere at fægte med armene og skrige sig hæse.

For det andet, fordi kommunisters holdning til arbejderklassens spontane, økonomisk-faglige kamp altid må være at sætte ind for at hæve denne kamp op på et socialistisk politisk plan – hvilket vil sige, at kommunisternes rolle i den økonomisk-faglige kamp må være den at få arbejderklassen til gennem denne kamp at indse den socialistiske revolutions nødvendighed.

Kommunister må stræbe efter at lede disse økonomisk-faglige kampe med det formål at få arbejderklassen til gennem sine sejre i disse kampe at forstå sin styrke og forstå sin disciplins nødvendighed og at få arbejderklassen til gennem sine nederlag i disse kampe at forstå, at klassefjenden må væk – ikke bare som udbyttere, men som herskende klasse i samfundet.

Kommunister må aldrig blot være halehæng til de spontane, økonomiske kampe i arbejderklassen, og de må aldrig slås for reformer blot for reformernes skyld. De må uophørligt opdrage arbejderne til at holde sig endemålet for øje.

Dette viser al international erfaring.

Men al international erfaring viser også en anden, hidtil mere upåagtet ting af special betydning for vor del af verden:

Den viser, at det rent objektivt (vi ser her bort fra kommunisternes egen dygtighed o.s.v.) kun er muligt for revolutionære kommunister at spille denne rolle – at det objektivt kun er muligt at hæve den spontane, økomomiske kamp op på et socialistisk-politisk plan – hvis de økonomiske problemer, som arbejderklassen og den brede arbejdende befolkning står overfor, og for hvis løsning de er kommet i bevægelse, er af en sådan beskaffenhed, at de rent faktisk kun kan løses gennem en socialistisk revolution.

Sådan var det i det imperialistiske, tsaristiske Rusland og sådan var det i det halvkoloniale, halvfeudale Kina. Dér var det muligt for det kommunistiske parti under henholdsvis Lenins og Mao Tse-tungs ledelse netop at hæve arbejderne og det store arbejdende folkeflertals spontane kamp mod udbytning og undertrykkelse op på et socialistisk-politisk plan – og det var kun muligt, fordi selve de økonomiske og nationale problemer, der gav stødet til denne spontane kamp, ganske simpelt kun kunne løses af den socialistiske, henholdsvis den nydemokratiske revolution.

SÅDAN ER DET IKKE I DEN KAPITALISTISKE SNYLTERSTAT DANMARK AF I DAG!

De generelle krav – f.eks. flere feriepenge, kortere arbejdstid, bedre dyrtidsregulering – er ikke rejst, fordi arbejderne uden deres opfyldelse vil være alvorligt truet på deres nuværende levestandard, endsige på deres eksistens. Der er ikke tale om krav rejst i spontant nødværge mod en knugende udbytning.

En del af disse generelle krav kan – under højkonjunktur og midlertidigt – opfyldes af det nuværende kapitalistiske samfund, nu eller senere.

Til gengæld må det slås fast, at bortset fra kravet om lige løn for lige arbejde, der formentlig først vil blive endeligt løst efter den socialistiske revolution, kan ingen af de i overenskomstsituationen rejste generelle krav umiddelbart løses af en socialistisk revolution.

De økonomisk-faglige krav, som den nuværende og de sidste mange overenskomstsituationer har drejet sig om, er udtryk for behov og ønsker på et materielt niveau (og et åndeligt-ideologisk niveau), der er særegent for en arbejderklasse i et land, hvor kapitalisterne har haft råd til og har været direkte interesseret i at lade arbejderne få andel i den samlede vestlige kapitalismes superprofitter fra udbytningen af menneskehedens flertal – folkene i de tidligere og nuværende kolonier, i halvkolonierne og de afhængige lande i Asien, Afrika og Latinamerika.

Der går ingen direkte vej fra en snylterstat af Danmarks art til socialismen!

Ikke blot kan en socialistisk revolution ikke umiddelbart løse, den vil end ikke blive stillet over for de økonomiske problemer, der optager (og det endda kun i begrænset målestok) arbejderklassens store flertal i en sådan fuldt udviklet kapitalistisk snylterstat.

Men der vil komme en dag. Der vil komme en dag, hvor menneskehedens flertal gennem revolutionær kamp har frigjort sig for den vestlige kapitalismes udbytning, og hvor det er slut med superprofitterne.

Der vil komme en dag, hvor også den danske arbejderklasses økonomiske problemer under en voksende og knugende udbytning bliver af en sådan beskaffenhed og befinder sig på et sådant niveau, at kun den socialistiske revolution kan løse dem.

Den dag må kommunister stille sig i spidsen for den kamp, som disse problemer vil give stødet til, hæve den op på det socialistisk-politiske plan og lede arbejderklassen i den socialistiske revolution.

Og det er netop det, kommunister i den nuværende situation må fortælle arbejderne. Vi skal ikke slå huller i luften med de knyttede næver, og vi skal heller ikke forsøge at overtale arbejderne til ikke at kræve længere ferie eller kortere arbejdstid. Vi skal opmærksomt lytte til arbejdernes ønsker og behov, lodde deres sande stemning og følelser – og fortælle dem, at hverken på vort nuværende niveau eller på noget højere eller lavere niveau kan den økonomiske kamp blive den afgørende kamp.

Vi skal fortælle dem, at den dag vil komme, hvor de må være parate til en langt vigtigere og langt hårdere kamp – kampen om magten i samfundet – der først og sidst vil kræve offervilje og uselvisk indsats for hele klassen, for hele folket.