20. oktober 1967
1. årgang nr. 4 af bladet “EXtrakt” er helt helliget et angreb på “Kommunistisk ORIENTERING’s” artikler om perspektiverne for vor kamp, “Overenskomst og snylterstat” og de senere artikler og særnumre om arbejderaristokrati, forholdet mellem faglig kamp og kamp for socialisme i dagens Danmark, revisionisternes rolle o.s.v.
Den lange artikel, der er signeret “J.J.” er på mange måder nyttig læsning, og vi anbefaler vore læsere at skaffe sig den og grundigt sammenligne den med vore artikler, hvorved de selv kan danne sig en opfattelse a£, hvem der har ret. En sådan sammenligning vil efter vor mening bidrage til at befæste forståelsen af den øjeblikkelige situation i vor del af verden, herunder i Danmark.
Det er ikke blot “J.J.” og “EXtrakt”, der er uenige med os i vor vurdering af snylterstaten Danmark og dens arbejderaristokratis vej til socialismen. Uenigheden begrænser sig heller ikke blot til Danmark.
J.J. og andre med ham mener bl.a., at det også i dag i Danmark må være revolutionære kommunisters opgave ikke blot at stille sig i spidsen for arbejdernes krav om højere løn, bedre leveforhold o.s.v., men endog selv aktivt at udfinde nye krav for arbejderne i samme retning – med det erklærede formål derved at føre klassen nærmere til revolution og socialisme.
Også i andre udviklede kapitalistiske lande findes der folk, der lige som J.J. citerer Mao Tse-tung og hylder hans tænkning, men hvis opfattelse af denne kapitalistiske verdens vej til socialisme ligefuldt er en anden end vor.
Disse forskelligheder i opfattelsen får til stadighed os til at efterprøve vor teori – både ved analyse af konkrete forhold (B&W-situationen gav efter vor mening på mange punkter en foreløbig bekræftelse på dens rigtighed) og ved stadig læsning i marxismens klassikere.
Vi har herunder fundet yderst interessante vurderinger – fremsat af Marx, Engels og Lenin – og vi benytter den aktuelle lejlighed til at bringe nogle citater til overvejelse for J.J. og andre i og uden for Danmark. Disse citater er, som Lenin siger om de citater, han bringer fra Marx og Engels – en meget nøje overvejelse værd.
Den ‘civiliserede’ Verden snylter
Lenin indleder sin artikel “Imperialismen og splittelsen i socialismen” fra 1916 (Samlede værker, eng. udg. Moskva 1964 bind 23) med ordene:
“Er der nogen forbindelse mellem imperialismen og den uhyrlige og afskyvækkende sejr, som opportunismen (i form af social-chauvinisme) har vundet over arbejderbevægelsen i Europa?”
Dette er det fundamentale spørgsmål i den moderne socialisme.”
Lenin
(Imperialismen og splittelsen i socialismen, s. 105)Lenin begynder sin analyse af dette spørgsmål med en fornyet opregning af imperialismens hovedtræk og skriver, at den kendsgerning, at imperialismen er snyltende og rådnende kapitalisme, bl.a. kommer til udtryk i, at “udbytningen af undertrykte nationer – der er uadskilleligt forbundet med anneksioner – og især udbytningen af kolonier fra en håndfuld ’stormagters’ side i stigende grad omdanner den ’civiliserede’ verden til en snylter på hundreder af millioners krop i de uciviliserede nationer. Den romerske proletar levede på samfundets bekostning. Det moderne samfund lever på den moderne proletars bekostning. Marx understregede specielt denne dybe bemærkning fra Sismondis side. Imperialismen ændrer i nogen grad situationen. Et privilegeret øvre lag af proletariatet i de imperialistiske lande lever delvis på bekostning af hundreder af millioner i de uciviliserede nationer.” (s. 106-07)
Lenin skriver videre:
“… at opportunisterne (social-chauvinisterne) arbejder hånd i hånd med det imperialistiske bourgeoisi netop_ om at skabe et imperialistisk Europa på Asiens og Afrikas ryg, og at opportunisterne er en del af småborgerskabet og af visse lag af arbejderklassen, der er blevet bestukket af imperialistiske superprofitter og gjort til kapitalismens vagthunde og nedbrydere af arbejderbevægelsen”.
Lenin
(Imperialismen og splittelsen i socialismen, s. 110)Lenin bringer en række citater fra Marx og Engels for at vise sammenhængen mellem først og fremmest Englands daværende industrimonopol og opportunismens vækst og langvarige dominerende stilling, f.eks. dette citat fra et brev fra Engels til Kautsky den 12. september 1882: “De spørger mig, hvad de engelske arbejdere mener om kolonipolitik. Tja, nøjagtig det samme som de mener om politik i almindelighed. Der findes ikke noget arbejderparti her, der findes kun konservative og liberal-radikale, og arbejderne tager gladeligt deres del af byttet fra Englands monopol på verdensmarkedet og kolonierne”.
Lenin fortsætter:
“… hvorfor forklarer Englands monopol opportunismens (midlertidige) sejr i England? Fordi monopol giver superprofitter, det vil sige et overskud af profitter udover de kapitalistiske profitter, der er normale og sædvanebestemte over hele verden. Kapitalisterne kan bruge en del (og ikke nogen ringe del!) af disse super-profitter til at bestikke deres egne arbejdere, til at skabe noget i retning af en alliance … mellem arbejderne i de givne nationer og deres kapitalister mod de andre lande”.
Lenin
(Imperialismen og splittelsen i socialismen, s. 114)“En håndfuld rige lande – der er kun fire af dem, hvis vi mener selvstændig, virkelig gigantisk ’moderne’ rigdom, England, Frankrig, de Forenede Stater, Tyskland – har udviklet monopolet i uhyre målestok, de opnår superprofitter, der beløber sig til hundreder, om ikke tusinder af millioner, de ‘rider på ryggen’ af hundreder og atter hundreder af millioner mennesker i andre lande og kæmper indbyrdes om deling a£ det særligt rige, særligt fede og særligt lette bytte.” (s. 115)
Lenin
(Imperialismen og splittelsen i socialismen, s. 115)Danmark får andel i rovet
Det kan her være på sin plads at bringe et Lenin-citat om Danmarks stilling i denne deling af det lette bytte fra kolonierne. Det er fra 1916, men i hovedsagen gælder det endnu:
“… et særligt træk ved den danske imperialisme er de superprofitter, den får fra sin monopolistisk fordelagtige stilling på kød- og mejeriproduktmarkedet: Under anvendelse af billig søtransport forsyner den verdens største marked, London. Som resultat heraf er det danske bourgeoisi og de rige danske bønder … blevet ’velstående’ vasaller hos det britiske imperialistiske bourgeoisi, der deler dettes særligt lette og særligt fede profitter.”
Lenin
(“Ti ‘socialistiske’ ministre!”, Samlede værker, eng. bind 23, s. 135)De få på ryggen af de mange
I 1920 uddyber Lenin i sin tale på Kominterns 2. kongres sin beskrivelse af verden, “hvor forarmelsen af masser er vokset i utrolig grad, i første række blandt 1.250 millioner mennesker, det vil sige 70 procent af verdens befolkning” (Samlede værker, eng. bind 31, s. 215), og hvor på den anden side opportunismen stadig har den dominerende indflydelse blandt arbejderne i de rige lande.
Lenin skriver (s. 230-31):
“Her må vi spørge: Hvordan kan man forklare, at sådanne strømninger vedvarende eksisterer i Europa’ Hvorfor er denne opportunisme stærkere i Vesteuropa end i vort land? Det skyldes, at de fremskredne landes kultur har været og stadig er resultatet af, at de er i stand til at leve på bekostning af et tusind millioner undertrykte mennesker. Det skyldes, at kapitalisterne i disse lande får en hel del mere på denne måde, end de kunne få som profit ved at udplyndre arbejderne i deres egne lande.
Før krigen blev det anslået, at de tre rigeste lande – Storbritannien, Frankrig og Tyskland – fik mellem otte og ti tusind millioner francs om året alene fra kapitaleksport, foruden fra andre kilder.
Det er uden videre klart, at af denne nette sum kan der bruges mindst fem hundrede millioner på at berolige arbejderlederne og arbejderaristokratiet, det vil sige til alle former for bestikkelse. Det hele er i sidste ende intet andet end bestikkelse. Det gøres på tusinder af forskellige måder: Ved at forøge de kulturelle goder i de største centrer, ved at skabe undervisningsinstitutioner og ved at skaffe ledere fra kooperationen, fagforeningerne og parlamenterne tusinder a£ behagelige jobs. Dette gøres, hvor som helst der eksisterer moderne, civiliserede kapitalistiske forhold. Det er disse tusinder af millioner i superprofitter, der udgør det økonomiske grundlag for opportunismen i arbejderbevægelsen. I Amerika, Storbritannien og Frankrig oplever vi meget stærkere hårdnakkethed hos de opportunistiske ledere, hos arbejderklassens øvre lag, arbejderaristokratiet; de yder stærkere modstand mod den kommunistiske bevægelse. Derfor må vi være beredt på at finde det vanskeligere for de europæiske og amerikanske arbejderpartier at befri sig for denne sygdom end det var tilfældet i vort land. Vi ved, at der er opnået uhyre resultater i behandlingen af denne sygdom, siden Tredje Internationale blev dannet; men vi er endnu ikke færdige med dette stykke arbejde; rensningen af arbejderpartierne, proletariatets revolutionære partier verden over for borgerlig indflydelse, for opportunistiske elementer i deres egne rækker er langt fra fuldført.
Jeg skal ikke opholde mig ved den konkrete måde, på hvilken vi må gøre det, det behandles i mine offentliggjorte teser. Min opgave består i at pege på dette fænomens dybe økonomiske rødder. Sygdommen er langvarig, helbredelsen tager længere tid, end optimisterne håbede, den ville. Opportunismen i arbejderbevægelsens øvre lag er borgerlig socialisme, ikke proletarisk socialisme. Det er blevet vist i praksis, at arbejderaktivister, der følger den opportunistiske strømning, er bedre forsvarere for bourgeoisiet end bourgeoisiet selv. Uden deres ledelse af arbejderne kunne bourgeoisiet ikke forblive ved magten. Dette er blevet bevist af den demokratiske republik i Tyskland under den socialdemokratiske regering, såvel som af Albert Thomas’ holdning over for sin borgerlige regering. Det er blevet bevist af tilsvarende erfaring i Storbritannien og de Forenede Stater. Dette er vor vigtigste fjende, en fjende, vi må overvinde. Vi må forlade denne kongres fast besluttet på at føre denne kamp helt til ende i alle partier. Det er vor hovedopgave.”
Lenin
(Samlede værker, eng. bind 31, s. 230-31)Lenin påpegede i sin artikel “Imperialismen og splittelsen i socialismen”, at Marx og Engels ikke levede længe nok til at se verdenskapitalismens imperialistiske epoke, men at de så forbindelsen mellem opportunisme og den vestlige kapitalismes udbytning af menneskehedens flertal i Englands eksempel. Lenin på sin side levede ikke længe nok til at se den anden verdenskrig og neokolonialismens epoke.
Engels talte om en lille gruppe opportunister og arbejderaristokrater – fordi han kun kendte en lille gruppe i et enkelt land.
Lenin talte om store grupper arbejderaristokrater i flere lande – fordi han kun kendte store grupper.
Begge var enige om, at “sygdommen” var langvarig. Begge var enige om, at den havde den nøjeste sammenhæng med udbytningen af menneskehedens flertal.
Lenin talte på Kominterns 2. kongres ud fra den da eksisterende situation i Europa.
Han kunne ikke forudse, at imperialismen i de vesteuropæiske og nordamerikanske lande ville blive i stand til at bruge endnu mere af sine superprofitter til bestikkelse. Han kunne ikke forudse, at opportunismen ikke blot var en langvarig sygdom, men at den havde slået så dybe rødder i den vesteuropæiske arbejderklasse, at end ikke fascismen og den anden verdenskrig kunne udrydde den. Han kunne ikke forudse, at den aldrig blev udryddet i et eneste af Vesteuropas kommunistiske partier.
Han kunne ikke forudse, at arbejderne i de imperialistiske lande ikke blot ville tillade en anden verdenskrig, men at de også efter denne krig “gladeligt tager deres del” af den forøgede og mangefold forstærkede udbytning af de undertrykte folk i Asien, Afrika og Latinamerika.
Om forfatteren / About the Writer
Gotfred Appel, Formand og ideologisk leder af Kommunistisk Arbejdskreds fra 1964 til splittelsen i 1978. Gotfred Appel fortsatte sammen med Ulla Houton under navnet Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.
Gotfred Appel, Chairperson and ideological leader of the Danish Kommunistisk Arbejdskreds, KAK (Communist Working Circle, CWC) from 1964 till the splitt in 1978. Gotfred Appel continuned with Ulla Houton as Kommunistisk Arbejdskreds, KAK.
