I 1828 indfører England en toldlovgivning, hvorved toldsatsen for korn bliver omvendt afhængig af markedsprisen i England – Slidingscale. Denne skala får især betydning for tætliggende lande som Danmark og Holland, der kan nå at markedsføre i perioder, hvor toldmuren er sænket. Fra 1828 til -47 går ca. 30% af Danmarks korneksport til England, svarende til 15% af Englands samlede import af korn. I 1846 ophæves den engelske kornlov helt, ogfra dette tidspunkt er England Danmarks hovedeksport-marked. Priserne på korn fordobles i perioden 1830-1860, i det hele taget får Danmark gode priser for sin landbrugseksport.
Disse gode priser gav i første række de vigtigste eksportører, godsejerne, kapital til forbedring af produktionsmetoderne, herunder moderniseret mejeribrug efter holstensk mønster og forbedringer af den animalske produktion. Samtidig kom der gang i fæsteafløsningen og i løbet af 50’erne var fæsternes antal sunket fra 21.000 til 14.000. Produktivkræfterne udvikledes – i 40’erne udskiftedes den tunge 6-hestes hjulplov med den lette 2-hestes svingplov og den såkaldte svenskharve blev taget i brug.
Der påbegyndtes grundforbedringsarbejder (mergling og dræning) og forskningsarbejder (1856 grundlagdes landbohøjskolen). Klassedelingen på landet tog fart – antallet af landarbejdere og husmænd, landbrugets proletarer, voksede. Produktionen voksede – kornhøstens størrelse steg fra 11 millioner til 14 millioner tønder om året i perioden 1830-1860.
De stigende kornpriser styrkede også det kapitalistiske borgerskab, først og fremmest handelsstanden, og i begyndelsen især provinskøbmændene. Alt som kornpriserne steg, fik bønderne penge på lommen og råd til at købe nye industrivarer. Dansk importhandel var ligesom eksporthandelen præget af forbindelsen med Hamborg. Efterhånden som det indenlandske marked styrkedes i 40’erne og 50’erne begyndte den danske handelsstand langsomt at rejse sig. Danske kornhuse etableredes i slutningen af 40’erne i London, danske handelshuse begyndte igen så småt at hente varer på det oversøiske marked og 1845 blev det første danske handelshus oprettet i Manchester til formidling af en større skandinavisk import af tekstiler.
I takt med den fremmarcherende kapitalisme i de forskellige erhverv begyndte også de deraf berørte klasser at komme i politisk bevægelse. Allerede de rådgivende provinsialstænders oprettelse i 1834 er et tegn på især borgerskabets stigende indflydelse. Men også bønderne bliver repræsenteret på stænderforsamlingerne. Den direkte anledning til oprettelsen kom fra Holsten, som i 1815 var blevet medlem af det tyske forbund og som dermed havde krav på en stænderforsamling. Samtidig var der i hertugdømmerne, især i Holsten, opstået en liberal bevægelse som krævede en fri forfatning for Slesvig ogHolsten i fællesskab. Den altovervejende del af Holstens og halvdelen af Slesvigs befolkning var tysk og havde sine fundamentale interesser knyttet til Tyskland. Efterhånden som slesvigholstenianismen blev stærkere, begyndte det danske mindretal i hertugdømmerne at røre på sig. Enevældens politik overfor hertugdømmerne – helstatsordningen med hertugdømmerne samlet under det danske monarki, blev mere og mere umulig. Politiske indrømmelser til det danske mindretal betragtedes af slesvigholstenerne som yderligere undertrykkelse, mens danskerne, når slesvigholstenerne fik politiske indrømmelser, følte sig svigtet af enevælden. Det danske borgerskab havde nu udviklet sig så vidt, at man hævdede sine ambitioner om at drage det halvtyske Slesvig direkte ind under riget, og på en fest på Skydebanen i maj 1842 udtalte Orla Lehmann, en af de førende liberale ledere, borgerskabets klare program: Danmark til Ejderen.
I de nye stænderforsamlinger krævede borgerne indflydelse på statens finanser, da det kom dem for øje, på hvilken måde deres penge blev administreret. I samme periode opstod der en borgerlig presse, hvori der åbent blev rettet kritik mod enevælden. Da denne skærpede censuren, blev det den direkte anledning til oprettelsen af den første egentlige liberale organisation i 1835: ”Selskabet for trykkefrihedens rette Brug”. Borgerskabets egentlige brud med enevælden sker i 1839, da Christian d. 8., der var kendt i forbindelse med den frie norske Eidsvoll-forfatning fra 1814, besteg tronen. Orla Lehmann og en gruppe af borgere og studenter afleverede en kort adresse til den nye konge, hvori de krævede en fri forfatning i lighed med den norske. Svaret blev et nej, og denne afvisning havde, som Orla Lehmann udtrykte det, ”sat enevælden under debat”.
I landbruget hæmmede de eksisterende feudale lænker de fremtrængende bønder. I begyndelsen havde de stor tillid til enevælden: Den havde jo gennemført de store landboreformer delvis mod godsejernes vilje. De appelerede gennem stænderforsamlingerne, støttet af en stor del af det liberale borgerskab, til enevælden om at opfylde deres krav, men gang på gang blev de afvist.
I 30’erne var der opstået en religiøs lægmands-prædikantbevægelse på landet i modsætning til den etablerede kirke. Denne bevægelse fik i slutningen af 30’erne og i begyndelsen af 40’erne et mere politisk præg. Bondeagitatorer dukkede op over hele landet og samlede bønderne til store møder, især på Sjælland, hvor fæstevæsenet var mest udbredt. Samtidig udgav bønderne deres første blad, ”Almuevennen” i 1842 i samarbejde med de ledende liberale i København.
Denne udvikling blev enevælden for meget, og i 1845 udstedtes ”bondecirkulæret”, der i realiteten berøvede bønderne deres forsamlingsfrihed. Dette udløste en reaktion hos bønderne, som sendte en deputation til København og overbragte kongen en adresse med henved 10.000 underskrifter, hvori de krævede cirkulæret ophævet, gennemførelse af selveje, indførelse af almindelig værnepligt, beskatning af godsejerjord og tiendet afløst. Kongen nægtede at modtage deputationen og lod den vide, at han ikke ville være uretfærdig imod godsejerne eller gøre indgreb i ejendomsretten. Dette førte til det endelige brud med enevælden.
Allerede samme aften, under en fest, som de liberale holdt for bønderne på Skydebanen, dannedes alliancen mellem borgere og bønder. Officielt kom alliancen i 1846 ved stiftelsen af Bondevennernes Selskab. Enevældens dage var nu talte, modsigelsen mellem feudalismen og kapitalismen havde nu udviklet sig således, at det kapitalistiske borgerskab i alliance med bønderne var blevet så dominerende, at den enevældige statsmagt fremtrådte som en hindring for disse to klassers videre udvikling.
Anledningen til enevældens afskaffelse kom i 1848, da hertugdømmerne sendte en deputation til København for at kræve en fri forfatning for Slesvig og Holsten i fællesskab. Borgerskabet i København samledes hurtigt af frygt for, at regeringen skulle give efter for slesvigholstenerne, og gik i folketog til Christiansborg for at kræve en fri forfatning og Danmark til Ejderen. Men allerede inden da havde enevælden stængt butiksdøren, og kongen kunne meddele, at regeringen havde trukket sig tilbage.
At den borgerlige revolution forløb så fredeligt må hovedsageligt tilskrives det faktum, at enevældens eneste allierede nu var godsejerklassen, og denne var efter 1784, da den blev frataget muligheden for at opbygge forpagtningsbrug, en relativ svag klasse.
