Det kapitalistiske borgerskab havde endnu dårligere betingelser. ”Industrien”, der i forvejen var svagt udviklet, bukkede nu så godt som helt under. Det indenlandske marked var blevet endnu ringere på grund af landbrugskrisen, og den midlertidige fredsperiode i Europa bevirkede, at billige engelske industrivarer oversvømmede markederne. Staten var langsomt begyndt at afvikle sin støtte. Det er meget betegnende for denne periode, at det feudale laugsvæsen styrkedes, idet laugstvangen blev strammet i 1816 og 1822.
Det meste af storhandelen brød sammen. Det ene handelshus efter det andet gik fallit (1816-20 udgjorde fallitterne i København ialt 248). Ved freden mistede de danske handelshuse den gode krigskræmmerhandel og kom ud for en ubehagelig konkurrence fra de gamle europæiske sømagter på det oversøiske marked. Ligeledes mistede København Østersøhandelen til Hamborg, der efter krigen var blevet genrejst ved engelsk kapital (15). Den feudale Øresundstold bevirkede, at de hamborgske handelshuse var i stand til at undersælge de københavnske handelshuse i kolonivarer, og det til trods for den dyre landtransport fra Hamborg til Lubeck. Desuden kom også det danske kreditmarked, og i forbindelse hermed kornhandelen, under Hamborgs dominans. Som et resultat af enevældens finanspolitik, der efter statsbankerotten 1813 gik ud på at få rigsbankdaleren i pari (dette nåedes i 1838), blev det danske kapitalmarked fuldstændig berøvet likvide midler. Rigsbanken, og den nye nationalbank, der erstattede den i 1818, drev så godt som ingen udlånsvirksomhed.
At også det danske kornmarked kom under Hamborgs dominans, var blandt andet betinget af den ændrede karakter, som korneksporten fik efter 1815. Før havde det først og fremmest været handel med Norge – handel på et marked, hvor man havde et reelt monopol. Korneksporten til England i 1820’erne og 1830’erne krævede betydelig større kapital, fordi den engelske kornlov bevirkede en større risiko for købmændene. Denne handel kunne disse købmænd ikke selv klare, og de måtte derfor hente deres kreditter i Hamborg.
Både godsejerne og borgerne har i denne periode nok at gøre med at klare dagen og vejen – begge klasser er så svækkede af krisen, at enevælden uantastet får lov til at tyrannisere landets finanser. Der optages mange og store lån, og den enevældige administration er i 20’erne præget af ”kassemangel-epidemi”, underslæb til den helt store guldmedalje.
Note
(15) Hamborg var distributionscenter for engelske industrivarer.
