Den reaktionære politik og statens stigende gældstiftelse, blandt andet en følge af hofkredsens berigen sig selv, skaber imidlertid hurtigt en opposition mod Guldberg. Denne øger sin upopularitet ved under fredskrisen oven på den amerikanske befrielseskrig at skaffe støttemidler til kriseramte kompagnier og handelshuse ved hjælp af seddeludstedelse – med det resultat, atden danske valuta mister Hamburgs tillid. (5) Oppositionen træder i forbindelse med kronprinsen, hvorved dens forestående kup får det nødvendige skær af legalitet. Kuppet finder sted, da kronprinsen opnår myndighed i 1784, rent konkret med et lille familieslagsmål på slottet om rådigheden over den sindsyge konge med hans uundværlige underskrift.
De folk, som kuppet bringer til magten, er først og fremmest interesseret i en ophævelse af det gamle landbrugssystem. De mest fremtrædende personligheder er de to godsejere Chr. Reventlow og A.P. Bernsdorff, godsejeren og industrimanden Ernst Schimmelmann og embedsmanden og aristokrathaderen Chr. Colbjørnson. Efter magtovertagelsen gennemføres en begrænsning af godsejernes magt i almindelighed og en ophævelse af det feudale landbrugssystem. Denne ophævelse sker med forordninger om:
Befæstelse af fæstebondens retsstilling (1787, forbyder bl. a. at man torturerer genstridige bønder med træhest, spansk kappe m.v.).
Stavnsbåndets ophævelse (1788, gradvist efter aldersgrupper så sidste aldersgruppe først er løst år 1800).
Tilskyndelse til landsbyfællesskabets ophævelse (1792, jorden udstykkes i passende markstykker til de enkelte gårde, herunder inddrages overdrevet også).
Forbud mod ubestemt hoveri (1799, herved stadfæstes de hoverioverenskomster, der 1791-97 på regeringens tilskyndelse og i nogle tilfælde ved regeringskommissioners mellemkomst havde bestemt hoveriets omfang på landets forskellige godser).
Tiendes fastsættelse til et bestemt mål korn (1810, kunne også betales i penge efter den til tiden gældende kornpris).
Denne afskaffelse af feudalsystemet i landbruget må ses som udtryk for, at det kapitalistiske aspekt har fået dominansen inden for det danske samfund. Dette betyder imidlertid ikke, at der er rettet et knusende slag mod det feudale aspekt. Forordningerne er lavet sådan, at systemet langsomt ophæves over flere årtier. Et privilegium som godsejernes skattefrihed røres der ikke ved, og hoveriet bliver ikke forbudt før i 1919! Størsteparten af godsejerne ER iøvrigt klar over, at der må en forandring til: Hoveriarbejdskraften er ikke anvendelig i moderne landbrug, og man får ikke flere penge ud af bøndergodset, sålænge det drives som vangbrug.
Godsejerne har netop brug for kapital til forbedringer af hovedgårdsdriften og køb af redskaber (6). Godsejerklassen er indstillet på at få landsbyfællesskabet ophævet og hoveriordningen afløst af et forpagtningssystem efter engelsk mønster. Regeringens politik er imidlertid oprettelsen af en klasse af selvejergårdmænd. Følgelig nedlægger regeringen forbud imod forpagtningsbrug og forbud mod at nedlægge bøndergårde. (Der gives undtagelser, når formålet med nedlæggelsen er at oprette husmandsbrug, men inddragelse af bondejorden under hovedgården kan ikke finde sted.) Regeringen opretter i 1786 en kreditkasse, der kan give bønderne lån til at foretage selvejerkøb. Godsejerne er nu blevet berøvet muligheden for at øge indtjeningen ved udvidelse eller intensivering af hoveriarbejdet.
Når de tilbyder en bonde et urimeligt fæsteforhold, rejser han sin vej. Forpagtningsbrug er forbudt. Tilbage er der kun at sælge fæstebrugene til bønderne, og godsejerne bliver da også hovedfinancieer af selvejerkøbene (7). Godsejerne er i stand til at få mere i renter og afdrag på de udstedte pantebreve, end de før fik ind som landgilde og ved hoveriarbejde takket være produktionsstigningen som følge af udskiftningen (8). Til sikring af arbejdskraft til hovedgårdsjorden oprettes der endnu flere husmandssteder med et symbolsk eller slet intet jordtilliggende.
Tilbage står imidlertid den kendsgerning, at reformfolkene har fratvunget godsejerne deres ejendomsret over bondejorden (et system med kortfristede forpagtninger ville gøre det muligt for godsejerne hele tiden at justere lejen opad efter produktivitetsstigningen), og at man bryder deres eneherredømme på landet ved at indføre juridisk uddannede herredsfogeder og sognefogeder. Når reformfolkene således forhindrer, at godsejerne – som moderne agrarkapitalister med kontrol over hele landbrugsarealet – bibeholder deres magtstilling i samfundet, må det ses som et udtryk for handelsborgerskabets overvægt i den kapitalistiske lejr. En betydelig del af landets godsejere protesterer imidlertid overfor kongen imod indgrebene over for dem, men kongen støtter reformfolkene. De utilfredse godsejeres anfører Lüttichau tvinges i landflygtighed, og godsejerne begynder så at indordne sig under de nye forhold, dog med en vedvarende stillen forslag om indførelse af forpagtningsbrug. At reformfolkene først og fremmest er kapitalistiske repræsentanter (9), der opererer i ly af enevældens ”uafhængighed”, viser også deres lovgivning på handelsområdet, der har en tydelig liberalistisk tendens. Kompagnierne opløses, langsomt afvikles støtten til levesvage private selskaber, industrihjælpen nedsættes, monopolet på Island ophæves i 1787, korn- og kvæghandelen frigives i 1788, og i 1797 får man en ny toldlov, der er relativ liberal og afskaffer diskrimineringen af provinshandelen.
Noter
(5) Ibid., bd. 10, s. 102.
(6) Ibid., bd. 10, s. 90.
(7) Sigurd Jensen: Fra Patriarkalisme til Pengeøkonomi. København 1950.
(8) Hans Jensen: Dansk Jordpolitik 1757-1919, bd. 2, s. 125.
(9) Umiddelbart kan det forvirre, at reformfolkene selv er godsejere, men når man hører, at grev Reventlow jubler ved meddelelsen om den franske revolution og er stærkt inspireret af Adam Smith, forstår man, at der er tale om en speciel slags godsejere.
