På landet var størstedelen af jorden omkring 1750 godsejendom, der var delt op i hovedgårdsjord og bøndergods. Bønderne var gennem Stavnsbåndet (indført 1733) bundet til hjemstavnen – det vil sige til det gods, som bøndergårdene var en del af, med andre ord til den godsejer, som ejede den gård, de boede på, og den jord, de dyrkede.
Bøndergodset var fæstegårdenes jordtilliggende og blev dyrket af fæstebønderne, der var organiseret i landsbyfællesskab. Dyrkningsmetoden var trevangsbruget, hvor landsbyens agerjord var delt op i 3 vange, der på skift bar følgende afgrøder: 1. vintersæd (rug), 2. vårsæd (byg og havre), 3. græs (brak). Vangene var igen delt op i flere åse, der var jordstykker af forskellig frugtbarhed. Inden for hver ås var der en agerstrimmel til samtlige landsbyens gårde, således at en gårds jordtilliggender bestod af for eksempel 70 smalle jordstrimler. Uden for vangene lå overdrevet, et område til græsning og kvashugning, der lå hen, som istiden havde efterladt det.
Bønderne havde naturalieøkonomi, og til gengæld for fæstet af gården og jorden betalte de landgilde (en årlig naturalieydelse) og ydede hoveriarbejde til godsejeren. Bønderne skulle endvidere yde tiende (hvert 10. neg) til kirken og yde hartkornsskatter og soldatertjeneste til staten. Hovedgårdsjorden, den jord, der direkte hørte til godset, blev dyrket ved gård- og husfæsternes hoveriarbejde. Dyrkningsmetoden var her for det meste kobbelbruget, et mere avanceret sædskifte end trevangsbruget. Under dette system blev jorden delt op i 6-11 skift (kobler), som regel et kobbel med brakmark og de øvrige stykker nogenlunde ligeligt fordelt mellem korn- og græskobler. Herremændene havde pengeøkonomi og var eksportører af korn og stude. Hovedgårdsjorden var skattefri, men godsejerne var ansvarlige for betalingen af bøndernes hartkornsskatter. Til godserne hørte de godsherrelige rettigheder: Hals- og håndsret, bødeindtægter, jagtret, evt. ret til at udnævne birkedommer o.s.v..
