2 min read
Forrige kapitelTil oversigtNæste kapitel

I sidste del af 1700-tallet er borgerskabet den klasse, der har den største indflydelse på den danske stats anliggender. Modsigelsen inden for borgerskabet mellem den fraktion, der er knyttet til feudalismen (især laugshåndværkerne), og den fraktion, der repræsenterer kapitalismens fremvækst (handelsborgerskabet) kommer i denne periode til at blive domineret af sidstnævnte fraktion. Handelsborgerskabet er domineret af de store københavnske grosserere, der vokser frem i denne periode, i begyndelsen som deltagere i enevældens forskellige handels- og kolonikompagnier, senere som mere selvstændige handelshuse.

Tegning af Madsen. Grocerer
Tegning af Madsen. Grocerer

Den blomstring, som handelsborgerskabet oplever fra omkring 1750, har sin baggrund i, at det neutrale Danmarks skibsfart kan indtage en særstilling i periodens mange krige (2), hvor de fleste konkurrerende handelsnationer bliver involveret. Man handler på begge sider af fronten og betjener de krigsførende landes kolonier. De danske kolonier får ekstraordinær betydning som omladningscentral for kontrabande (3). Det danske flag finder anvendelse som bekvemmelighedsflag. En toneangivende klike af stormænd optræder i enevældens administration og det københavnske handelsliv (4). Enevælden støtter handelshusene, når det kniber, de københavnske købmænd er på deres side aktionærer i enevældens forskellige kompagnier. Gennem toldlovgivningen diskrimineres udenlandske redere og provinshandelen til fordel for København. Landets udenrigspolitik fastlægges ud fra hensynet til krigskræmmeriets forudsætning: neutraliteten.

Tebning af Madsen. Handelsskib
Tegning af Madsen. Handelsskib

Note

(2) De krige, det danske handelsborgerskab nyder godt af, er den preussiske syvårskrig, de engelsk-franske sø- og handelskrige, den amerikanske befrielseskrig og de napoleonske revolutionskrige.

(3) Varer som det er forbudt at sende til en krigsførende magt.

(4) Politikens Danmarkshistorie, bd. 9, s. 362-63, bd. 10, s. 103.

Forrige kapitelTil oversigtNæste kapitel