Landbruget efter 1864

Fremtvunget af den internationale kornkrise (24) slår den landbrugsomlægning, som skridtvis har været på vej siden midten af århundredet, igennem i løbet af 1880’erne. Ud af omlægningen fremkommer gårdmandsbruget som et moderne, forædlende, animalsk landbrug. Dette landbrug hviler på moderne produktionsmetoder såsom mælkens behandling i centrifuge (der netop er opfundet) og supernærende opfodring af dyrene med importerede foderstoffer og foderkorndyrkning. Det hviler på et trafiknet, som bourgeoisiet færdigudbyggede mellem 1860 og 1880. Dette trafiknet er nødvendigt for distributionen af importerede foderstoffer og for hurtig befordring af de færdige animalske, letfordærvelige produkter. Det omfatter bl. a. anlæggelsen af Esbjerg havn, som i forbindelse med den korte søvej til England er en uomgængelig betingelse for den fordelagtige stilling, dansk landbrug op mod århundredeskiftet kommer til at indtage på Londons kød- og mælkeprodukt-marked. (Se hosstående tabel over den danske eksports andel af den engelske import). Endelig hviler det på andelsforetagendernes fælles låntagning gennem kreditforeningerne (efter princippet om kollektiv hæftelse skaffes lån udenfor landbruget, hvilket utvivlsomt for en dels vedkommende netop vil sige hos borgerskabet (25)), fælles opkøb og salg udenom handelsbourgeoisiet gennem brugsforeningerne og salgs foreningerne, og sidst og vigtigst fælles produktforædling gennem andelsmejerierne og andelsslagterierne.

Den danske eksports andel af den engelske import i %

m = mængde
v = værdi

Andelsvirksomhederne repræsenterer en egenartet kapitalistisk koncentration af et ellers spredt, småt og intensivt landbrugs produktion. Man stemmer ganske vist efter hoveder (ikke efter høveder), fordi man ønsker at demonstrere mod den indskrænkede valgret til landstinget, men det er ligegodt en kapitalistisk organisering af et kapitalistisk landbrug. Hvem denne organisationsform trods sit demokratiske tilsnit er til for, påviser Lenin i 1907 (26). Kun den øverste fjerdedel af landbrugerne (som ejer over 10 ha), har haft tilstrækkeligt med dyr til at kunne berige sig ved den forædlede landbrugseksport til England. Resten har delvis (husmændene) eller helt (landarbejderne) måttet ernære sig som lønarbejdere hos denne fjerdedel. Samtidig spaltes de mindste brug op. Mange landbrugere bliver proletarer, få bliver ”bourgeoi’er af det reneste blod”.

Godsejerne har nu mistet deres førende position indenfor landbrugsproduktionen. Under kornsalgsperioden var det dem, som høstede mest fra eksporten, og som derfor havde kapitalen til effektive grundforbedringer. Godserne var landets kornmagasiner, godsejerne var de store kornproducenter, men de var alligevel ubetinget i spidsen med nye fremstød på kvægavlens og mejeribrugets områder ofte med udnyttelse af videnskabens nyeste resultater. Da kornkrisen kommer, vejer fordelene ved stordrift for meget i vægtskålen til, at de vil forlade kornproduktionen. De ønsker toldbeskyttelse af deres kornproduktion, men skubbes tilside på grund af den animalske gårdmandsproduktions (74% af hartkornsarealet (27)) behov for frihandel og lave kornpriser (28). For det første siger dette alt om de reelle magtforhold under det stadig mere udprægede godsejervælde, for det andet betyder dette at godsejerne uigenkaldeligt har mistet sin sidste bastion – førerskabet i landbrugsproduktionen.

Noter

(24) Imperialismens udbygning af et verdensomspændende trafiknet forkorter de store korncentres (USA, Rusland m.m.) vej til verdensmarkedet. De dermed følgende store mængder af korn, som kastes på verdensmarkedet, forårsager en verdensomspændende krise.

(25) Sparekasserne finansierede den overvejende del af andelsselskaberne, men sammenlignet med landbrugets samlede kapitaludlæg betød dette intet. Det var især overgangen til fodring med foderstoffer, der kostede penge. Finansieringen af landbrugsomlægningen foregår dels med udenlandsk kapital, dels med indenlandsk kapital. Sv. Aa. Hansen opgiver kapitalimportens betydning for landbrugsomlægningen i ”Dansk Pengehistorie 1”, s. 318: ”Omfanget af den udenlandske finansiering var i forhold til investeringerne betydeligt, 1880-1900 svarende til 13-15% af de faste bruttoinvesteringer og til 20-25 % af nyinvesteringerne”. Resten stammer fra kornsalgsperiodens eksport, fra erstatningerne for afviklingen af Øresundstolden i 1857 og fra Danmarks modtagelse at hertugdømmernes andel af den samlede statsgæld efter tabet af disse i 1864 (Økonomisk Vækst, s. 205) Ibid. s. 223: ”Under prisfaldsperioden har landbrugets selvfinancieringsmuligheder været små, således at de væsentligste dele af kapitalbehovet har måttet dækkes af fremmed kapital”. Altså enten af borgerkapital eller af godsejerkapital. Men kornkrisen går også ud over de store kornbrug: Godsejerne. Borgerskabets interesser, derimod, går under industriens samtidige krige bort fra de risikable aktier over mod fastforrentede papirer: Obligationer. Det må være tilladeligt at antage, at de har financieret en hel del af landbrugsomlægningen.

(26) Lenin gengiver bl.a. følgende statistikker om dansk landbrug i 1898 og kommenterer dem. (Udvalgt og oversat fra Lenin: Collected Works, vol. 13, s. 207-209).

Gennemsnit pr. gård

”Disse tal viser klart, at de tre laveste grupper, der omfatter halvdelen af det samlede antal gårde, består af fattige bønder. ”Gårdmænd” som hverken har heste eller køer dominerer. Kun i gruppen med jord op til 2,5 hektar er der et helt stykke kvæg, et får og et svin per gård. Det er indlysende, at denne halvdel af samtlige gårde på ingen måde kan profitere på det forædlede landbrug… Endvidere viser ovennævnte tal også klart, at selv gruppen af småbønder, der ejer fra 2,5 til 10 hektar jord, ikke kan betragtes som værende sikrede og økonomisk velstående…Den del, sådanne gårde med et gennemsnit på 2,7 køer og 3 svin per hushold har i det ”blomstrende”, ”nationale” salg af mælk og kød til England, kan kun være meget ubetydelig… Det er kun blandt gårdmænd, der ejer fra 10 til 40 hektar, vi ser et så tilstrækkeligt husdyrhold, at det gør et ”blomstrende” salg muligt.”

(27) Otto Christensen: Det danske landbrugs historie, bd. 5, s. 350.

(28) Gade og Madsen: Handelshistorie, s. 182.