Historien om kapitalismens udbygning i Danmark er samtidig historien om, hvorledes bourgeoisiet selv ”udbygges”. Dette bourgeoisi vokser ikke frem som noget industribourgeoisi. Industrien kommer, som vi har set, ikke til at spille hovedrollen. Betingelserne er ganske enkelt ikke til stede: Ingen råstoffer, specielt til nogen sværindustri, intet hjemmemarked for nogen storproduktion, og sluttelig har den smule, der kommer, en knusende konkurrence fra udlandet. Da der endelig kommer en industri, kan den arbejde med råstoffer fra landbruget og producere til landbruget som marked. Det er landbruget, det drejer sig om.
Den gennemgående størrelse i denne udviklingshistorie er et liberalt handelsborgerskab, som er svagt, fordi det er afhængigt af, med hvad og med hvem, der skal handles. Det er altid tvunget til at alliere sig med en ”produktiv partner” på den ene side, og en ”kunde” på den anden side. ”Produktive partnere” og ”kunder” fandtes i løs vægt rundt omkring i udlandet under den florissante handelsperiode, men med de intemationale kriges ophør forsvinder denne mulighed. Borgerskabet har derefter ingen anden mulighed for at eksistere end at være mellemled mellem hjemlandets spirende eksportlandbrug og det engelske marked. Dette bourgeoisi er liberalt. Det må forhindre, at landbruget omdannes til et forpagtningslandbrug, som ville være et økonomisk grundlag for de konservative godsejeres politiske magt. Det må satse på fæstebøndernes omformning til gårdmænd. Allerede under den florissante handelsperiode satsede det som internationalt fritstående handelsbougeoisi på gårdmændene, men med handelsperiodens ophør er dets skæbne direkte og ubrydeligt knyttet til gårdmandsbrugets skæbne. Sluttelig står gårdmandsklassen et lille århundrede senere omsider som en fraktion af bourgeoisiet (en primær fraktion i produktiv henseende) nært knyttet sammen med et netop opdukket industribourgeoisi, samtidig med at den forstøder handelsfraktionen, dens egen fødselshjælper, med sine eksportforeninger (29).
Den herskende klasse under bourgeoisiets udviklingshistorie, handelsbourgeoisiet, er en svag herskende klasse. Dette afspejler sig overordentligt tydeligt i de politiske kampe den fører. I Danmark kommer aldrig ”klassiske” tilstande. Franske tilstande.
Borgerskabet knækker godsejerne økonomisk under enevælden ved hjælp af landboreformerne. Godsejerne falder sammen med enevælden. Men enevælden er jo netop udtryk for, at borgerskabet i vid udstrækning må dele magten med godsejerne. Ved hjælp af landboreformerne gennemtvinger borgerskabet gårdmandsbruget på bekostning af et godsejer-forpagtningslandbrug, men i samme åndedræt garanterer det godsejerne en husmandsklasse til erstatning for de tabte fæstebønder. Godsejerne får lov at tjene tykt på udskiftningen. De privilegeres på stænderforsamlingerne. De er stadig en privilegeret stand. Brodden tages fuldstændig af en kontrarevolution. Godsejerne knækkes ikke, de bøjes. I 1848 er godsejerne blevet så føjelige, at enevælden ophæver sig selv i et geheimestatsrådsmøde, just som hint berømmelige folkeoptog er på vej til Christiansborg. Endnu en tilspidsning udjævnes. Så følger borgerskabets kamp mod dets eget afkom, bønderne ledet af gårdmændene, som er radikale, men reelt ufarlige småborgere. Parlamentarismen er den form, deres deling af magten antager. Den ændring af magtfordelingen, som i stadig større udstrækning finder sted til ugunst for bønderne – og den modstand, disse yder derimod – finder sted inden for parlamentarismens rammer. Estrupiatets radikale tilspidsning af denne udvikling (provisorierne, bøderne, gendarmerne, fængslingerne af enkelte af oppositionspolitikkerne) er Estrupperne sammen med kongen alene om at støtte (30). Borgerskabet er parlamentarisk, d.v.s. det vil ikke tage magten alene, og det har for størstedelens vedkommende forladt Højre ved begyndelsen til Estrupiatets tiår. Bønderne vil heller ikke være med. Riffelbevægelsen, en oprørshær i kimform, dysses ned. De kæmper kun med parlamentarisk stuerene midler, idet de til stadighed og fuldstændig nyttesløst beskylder Estrupperne for grundlovsbrud. Afslutningen på Estrupiatet er 1894-forliget, hvor Venstre med kvalmende uværdig føjelighed kaster sig i støvet. Borgerskabets parlamentariske afstandtagen har i sidste instans gjort Estrup ”forhandlingsvenlig”, har udjævnet endnu en tilspidsning. Bourgeoisiet er færdigdannet, produktivkræfterne er højt udviklede og de har fået en bestemt udformning. Fundamentet er støbt, hvorpå kapitalismens videre udvikling skal foregå. Bourgeoisiet står i et modsigelsesforhold til arbejderklassen i by og på land. Gennem den hastigt voksende eksport af forædlede landbrugsvarer til England får bourgeoisiet op mod århundredeskiftet del i det imperialistiske engelske bourgeoisis særligt nemme og særligt fede profitter. Det delagtiggør arbejderklassen i denne snylten og deler nu magten med den, dog først efter på behørig vis at have kastreret den med Septemperforliget i 1899.
Det er magtens deling mellem klasserne, der forlener dansk historie, i det af os omhandlede tidsrum, med en egen urevolutionær, tolerant mildhed. Dette anstrøg over dansk historie bevares også ind i det 20. århundrede.
Noter
(29) Økonomisk vækst i Danmark, s. 231-32.
(30) Den politiske magtkamp, s. 80.
