(Fuld tekst)
Skrevet oktober 1916, offentliggjort
i “Sbornik Sotsial-Demokrata”
nr. 2, december 1916.
Er der nogen sammenhæng mellem imperialismen og den uhyrlige og afskyvækkende sejr, som opportunismen (i form af social-chauvinisme) har vundet over arbejderbevægelsen i Europa?
Dette er det fundamentale spørgsmål i den moderne socialisme. Og da vi i vor partilitteratur fuldt ud har fastslået for det første vor epokes og den nuværende krigs imperialistiske karakter og for det andet den uløselige historiske sammenhæng mellem social-chauvinismen og opportunismen så vel som den indre lighed i deres politiske ideologi, kan og må vi gå over til at analysere dette fundamentale spørgsmål.
Vi må begynde med en så nøjagtig og fuldstændig definition af imperialismen som mulig. Imperialismen er et specifikt historisk stadium i kapitalismen. Dens særegne karakter er tre-dobbelt: imperialisme er 1) monopolkapitalisme; 2) snyltende eller rådnende kapitalisme; 3) døende kapitalisme. Den frie konkurrences erstatning af monopol er det grundlæggende økonomiske træk, imperialismens kvintessens. Monopolet kommer til udtryk i fem hovedformer: 1) karteller, syndikater og truster – produktionens koncentration har nået en grad, som fører til at disse monopolistiske kapitalistsammenslutninger opstår; 2) de store bankers monopol-stilling – tre, fire eller fem kæmpebanker skalter og valter med hele det økonomiske liv i Amerika, Frankrig, Tyskland; 3) råstofkilderne bliver beslaglagt af trusterne og finansoligarkiet (finanskapitalen er monopolistisk industrikapital sammensmeltet med bankkapital); 4) de internationale kartellers (økonomiske) opdeling af verden er begyndt. Der er allerede over et hundrede af sådanne internationale karteller, som behersker hele verdensmarkedet og deler det “venskabeligt” mellem sig – indtil krigen genopdeler det. Kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten under den ikke-monopolistiske kapitalisme, er et meget karakteristisk fænomen og tæt forbundet med den økonomiske og territorial-politiske opdeling af verden; 5) den territoriale opdeling af verden (kolonierne) er afsluttet.
Imperialismen som kapitalismens højeste stadie i Amerika og Europa, og senere i Asien, blev fuldstændig udviklet i perioden 1898-1914: den spansk-amerikanske krig (1898), boerkrigen (1899-1902), den russiske-japanske krig (1904-1905) og den økonomiske krise i Europa år 1900 er de vigtigste historiske milepæle i verdenshistoriens nye epoke.
Den kendsgerning, at imperialismen er snyltende eller rådnende kapitalisme, manifesteres først og fremmest i tendensen til forrådnelse, som er karakteristisk for ethvert monopol under systemet med privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Forskellen mellem det demokratisk-republikanske og det reaktionært-monarkiske imperialistiske borgerskab udviskes, netop fordi de begge rådner i levende live (noget som ikke på nogen måde udelukker en forbløffende hurtig udvikling af kapitalismen i enkelte industrigrene, i enkelte lande og i enkelte perioder). For det andet manifesteres kapitalismens forrådnelse i skabelsen af et uhyre stort lag af rentierer, kapitalister der lever af at “klippe kuponer”. I hvert af de fire førende imperialistiske lande – England, USA, Frankrig og Tyskland – udgør kapital i form af værdipapirer 100-150 milliarder francs, hvorfra hvert land modtager en årlig indtægt på ikke mindre en 5-8 milliarder. For det tredie er kapitaleksporten snylten i anden potens. For det fjerde “stræber finanskapitalen efter herredømme, ikke frihed”. Politisk reaktion over hele linjen er et karakteristisk træk ved imperialismen. Korruption, bestikkelse i kolossal målestok og al slags svindel. For det femte omdanner udbytningen af de undertrykte nationer, som er uadskilleligt forbundet med anneksioner, og især udbytningen af kolonier fra en håndfuld “stormagters” side i stigende grad den “civiliserede” verden til en snylter på hundreder af millioners krop i de u-civiliserede nationer. Den romerske proletar levede på samfundets bekostning. Det moderne samfund lever på den moderne proletars bekostning. Marx understregede specielt denne dybe bemærkning fra Sismondis side. Imperialismen ændrer i nogen grad situationen. Et privilegeret øvre lag af proletariatet i de imperialistiske lande lever delvis på bekostning af hundreder af millioner i de u-civiliserede nationer. [28]
Det er klart, hvorfor imperialismen er døende kapitalisme: Kapitalisme i overgang til socialisme: Monopolet, der vokser op af kapitalismen, er allerede døende kapitalisme, begyndelsen til dens overgang til socialismen. Den gigantiske socialisering af arbejdet under imperialismen (det som dets undskyldere – de borgerlige økonomer – kalder “sammenfletning”) giver det samme resultat.
Idet vi fremlægger denne definition på imperialismen, kommer vi i fuldstændig modsætning til K. Kautsky, der nægter at betragte imperialismen som “en fase i kapitalismen” og definerer den som en politik, der “foretrækkes” af finanskapitalen, som en tendens hos “industri”-landene til at annektere “landbrugs”-landene. [29] Kautskys definition er grundlæggende falsk fra et teoretisk synspunkt. Hvad der kendetegner imperialismen er ikke industrikapitalens, men finanskapitalens herredømme, bestræbelserne for at annektere ikke alene landbrugslande, men alle slags lande. Kautsky løsriver imperialistisk politik fra imperialistisk økonomi, han løsriver monopol i politik fra monopol i økonomi for at bane vejen for sin vulgære borgerlige reformisme, som for eksempel “afrustning”, “ultra-imperialisme” og lignende sludder. Hele formålet og betydningen med denne teoretiske svindel er at tilsløre de dybeste modsigelser i imperialismen og dermed retfærdiggøre teorien om “enhed” med imperialismens undskyldere, de åbenhjertige social-chauvinister og opportunister.
Vi har i tilstrækkelig grad beskæftiget os med Kautskys brud med marxismen på dette punkt i “Sotsialdemokrat” og “Kommunist”. Vore russiske kautskyanere, tilhængerne af Organisationskomiteen (O.K.), med Axelrod og Spectator i spidsen, indbefattet endog Martov, og for en stor del Trotsky, har foretrukket en diskret tavshed om kautskyanismen som retning. De turde ikke forsvare Kautskys skriverier under krigen, og har enten nøjedes med at rose Kautsky (Axelrod i sin tyske pjece, som O.K. har lovet at udgive på russisk) eller at citere private breve fra Kautsky (Spectator), hvor han forsikrer, at han hører til oppositionen og jesuiteragtigt søger at bagatallisere sine chauvinistiske udtalelser.
Det bør noteres, at Kautskys “opfattelse” af imperialismen – som går ud på at forskønne den – ikke bare er et tilbageskridt sammenlignet med Hilferdings “Finanskapitalen” (lige meget hvor ihærdigt Hilferding nu forsvarer Kautsky og “enheden” med social-chauvinisterne!) men også sammenlignet med den social-liberale J.A., Hobson. Denne engelske økonom, som ikke på nogen måde gør krav på at være marxist, definerer imperialismen og afdækker dens modsigelser meget dybere i sit værk fra 1902. [30] Se her, hvad denne forfatter (i hvis bog der kan findes næsten alle Kautskys pacifistiske og “forsonende” banaliteter) skrev om det yderst vigtige spørgsmål om imperialismens snylten:
Efter Hobsons mening var der to omstændigheder, der svækkede de gamle imperiers magt: 1) “økonomisk snylten” og 2) opstilling af hære af folk fra afhængige lande. “Der er først den tilvante økonomiske snylten, hvorved den herskende stat benytter sine provinser, kolonier og afhængige områder til at berige sin herskende klasse og bestikke sine lavere klasser til at holde sig i ro.” Om den anden omstændighed skriver Hobson:
“Et af de mærkeligste symptomer på imperialismens blindhed (denne vise om imperialismens “blindhed” passer bedre hos den social-liberale Hobson end hos “‘marxisten” Kautsky) er den sorgløshed, hvormed Storbritannien, Frankrig og andre imperialistiske nationer slår ind på denne farlige afhængighed. Storbritannien er gået længst. De fleste af de slag, hvormed vi har vundet vort indiske imperium, er blevet udkæmpet af indfødte. I Indien, og på det sidste også i Ægypten, er der store stående hære under britisk kommando; næsten alle krige i forbindelse med vore afrikanske besiddelser, undtagen den sydlige del, er blevet udkæmpet for os af indfødte.”
Udsigten til en opdeling af Kina giver Hobson anledning til følgende økonomiske vurdering: “Størstedelen af Vesteuropa kunne da få samme udseende og karakter som allerede nu findes i dele af Sydengland, i Rivieraen, og i de dele af Italien og Schweiz, der er præget af turister og rigmandsvillaer, små grupper af rige aristokrater, der lever af dividender og pensioner fra det fjerne østen, samt en noget større gruppe akademiske håndlangere og forretningsfolk og en masse tjenestefolk og arbejdere i transportvæsenet og i de sidste stadier af produktionen af mere letfordærvelige varer: Alle de grundlæggende industrigrene ville forsvinde, de vigtigste næringsmidler og halv-fabrikata ville flyde som tribut fra Asien og Afrika… Vi har antydet muligheden af en endnu mere omfattende alliance af vestlige stater, en europæisk føderation af stormagter, som, langtfra at fremme verdenscivilisationens sag, kunne fremkalde en uhyre fare for et vestligt snyltersamfund, en gruppe fremskredne industrinationer, hvis overklasser ville modtage vældige tributer fra Asien og Afrika, hvormed de ville underholde store tamme masser af undergivne, der ikke længere ville være beskæftigede i de grundlæggende landbrugs- og industrierhverv, men med personlige tjenesteydelser eller underordnet industriarbejde under kontrol af et nyt finansaristokrati. Lad dem, som med foragt vil afvise en sådan teori (der burde stå: perspektiv) som værdiløs, understige de økonomiske og samfundsmæssige betingelser i de dele af Sydengland, som allerede i dag er reduceret til en sådan stilling, og lad dem tænke over, hvilken vældig udbredelse et sådant system ville få, hvis Kina blev underlagt økonomisk kontrol af lignende grupper finansfolk, investorer (rentierer) og politiske og forretningsmæssige funktionærer, som ville tømme det største potentielle profitreservoir, verden endnu har kendt, for at forbruge den i Europa. Situationen er alt for indviklet, verdenskræfternes spil alt for uberegneligt til at sandsynliggøre denne eller hin enkelte vurdering af fremtiden; men de indflydelser, der i dag styrer den vesteuropæiske imperialisme, bevæger sig i denne retning, og, medmindre de modarbejdes eller afledes, vil de arbejde henimod et sådant resultat.”
Den social-liberale Hobson ser ikke, at denne “modarbejdelse” kun kan ydes af det revolutionære proletariat og kun i form af en social revolution. Men han er jo også social-liberal! Ikke desto mindre havde han så tidligt som i 1902 en ypperlig indsigt i meningen og betydningen med “Europas forenede Stater” (dette være sagt til underretning for kautskyaneren Trotsky!) og i alt det, der nu bliver tilsløret af de hykleriske kautskyanere i forskellige lande, nemlig at opportunisterne (social-chauvinisterne) arbejder hånd i hånd med det imperialistiske bourgeoisi netop for at skabe et imperialistisk Europa på Asiens og Afrikas ryg, og at opportunisterne objektivt er en del af småborgerskabet og af visse lag af arbejderklassen, der er blevet bestukket af imperialistiske superprofitter og gjort til kapitalismens vagthunde og nedbrydere af arbejderbevægelsen. [31]
Vi har gentagne gange, både i artikler og i vore partiresolutioner, peget på denne den mest grundlæggende forbindelse, den økonomiske forbindelse, mellem det imperialistiske bourgeoisi og opportunismen, der har vundet overhånd (hvor længe?) i arbejderbevægelsen. Og blandt andet heraf drog vi den slutning, at et brud med social-chauvinismen var uundgåeligt. Vore kautskyanere foretrak at gå udenom spørgsmålet! Martov, for eksempel, brugte i sine foredrag en sofisme, der i “Bulletin fra Organisationskomiteen, udenlands-sekretariatet” (nr. 4, 10. april 1916) er udtrykt således:
“… Det revolutionære socialdemokratis sag ville være i en sørgelig, ja endog håbløs situation, hvis de grupper af arbejdere, som i åndelig udvikling er kommet “intelligensen” nærmest, og som er bedst uddannede, fatalt drev bort fra det og hen imod opportunismen …”
Ved hjælp af det tåbelige ord “fatalt” og en vis fingerfærdighed, omgås den kendsgerning, at visse grupper af arbejdere allerede er drevet bort til opportunismen og til det imperialistiske bourgeoisi! Og det er netop denne kendsgerning, sofisterne i O.K. ønsker at omgå. De nøjes med den “officielle optimisme”, som kautskyaneren Hilferding og mange andre nu pynter sig med: De objektive forhold garanterer proletariatets enhed og den revolutionære retnings sejr! Vi er sandelig “optimister” med hensyn til proletariatet!
Men i virkeligheden er alle disse kautskyanere – Hilferding, O.K.-tilhængerne, Martov & Co. – optimister … med hensyn til opportunismen. Det er sagens kerne!
Proletariatet er et barn af kapitalismen – af verdenskapitalismen, ikke kun den europæiske kapitalisme, eller af den imperialistiske kapitalisme. I verdensmålestok, halvtreds år før eller halvtreds år senere – set fra et verdens-synspunkt er dette underordnet – “vil proletariatet” selvfølgelig “blive” forenet og inden for det vil det revolutionære socialdemokrati “uundgåeligt” blive sejrrig. Men det er ikke problemet, de herrer kautskyanere. Problemet er, at lige nu, i de imperialistiske lande i Europa, kryber I for opportunisterne, som er fremmede for proletariatet som klasse, som er tjenere, agenter for bourgeoisiet og redskaber for deres indflydelse, og medmindre arbejderbevægelsen gør sig fri af dem, vil den forblive en borgerlig arbejderbevægelse. Ved at forsvare “enhed” med opportunisterne, med Legien’erne og Daviderne, med Plekhanov’erne, Tsjkhenkeli’erne og Potresov’erne o.s.v., forsvarer I objektivt arbejdernes trældom under det imperialistiske bourgeoisi ved hjælp af dets bedste agenter i arbejderbevægelsen. Det revolutionære socialdemokratis sejr i verdensmålestok er absolut uundgåelig, men den bevæger sig og vil bevæge sig, foregår og vil foregå mod jer, den vil blive en sejr over jer.
Disse to tendenser, man kunne endog sige to partier, i den nuværende arbejderbevægelse, som i 1914-16 så tydeligt skilte sig ud over hele verden, blev undersøgt af Engels og Marx i England gennem årtier, fra omkring 1858 til 1892.
Hverken Marx eller Engels levede længe nok til at se verdenskapitalismens imperialistiske periode, som ikke begyndte før 1898-1900. Men allerede fra midten af det 19. århundrede var det et særligt træk ved England, at mindst to af imperialismens vigtigste kendetegn var til stede: (1) uhyre kolonier og (2) monopol-profit (som følge af dets monopol-stilling på verdensmarkedet). I begge henseender var England dengang en undtagelse blandt de kapitalistiske lande, og da Marx og Engels analyserede denne undtagelse, påviste de klart og utvetydigt dens forbindelse med opportunismens (midlertidige) sejr i den engelske arbejderbevægelse.
I et brev til Marx d. 7. oktober 1858 skrev Engels: “… det engelske proletariat bliver mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. For en nation, der udbytter hele verden, er dette naturligvis til en vis grad berettiget.” [32] I et brev til Sorge d. 21. september 1872 fortæller Engels ham, at Hales havde lavet stor skandale i Internationales føderal-råd og gennemtrumfet et mistillidsvotum mod Marx, fordi denne havde sagt, at “de engelske arbejderledere havde solgt sig”. Marx skrev til Sorge d. 4. august 1874: “Når det gælder by-arbejderne her (i England), er det en skam, at hele lederbanden ikke er kommet ind i parlamentet. Det ville være den sikreste måde til at blive hele bundtet kvit”. I et brev til Marx d. 11. august 1881 taler Engels om “disse allerværste engelske fagforeninger, som lader sig lede af mænd, som har solgt sig eller i hvert fald er betalt af borgerskabet”. I et brev til Kautsky d. 12. september 1882 skrev Engels: “Du spørger mig, hvad de engelske arbejdere mener om kolonipolitik. Tja, nøjagtig det samme som de mener om politik i almindelighed: Det samme som bourgeoisiet mener. Der findes ikke noget arbejderparti her, forstår du, der er kun konservative og liberal-radikale, og arbejderne tager gladelig deres del af byttet fra Englands monopol på verdensmarkedet og kolonierne.” [33]
D. 7. december 1889 skrev Engels til Sorge: “Det mest frastødende her er den borgerlige ‘respektabilitet’, som har et grundigt tag i arbejderne… Og selv Tom Mann, som jeg betragter som den bedste af dem, er glad for at fortælle, at han skal til middag hos borgmesteren. Hvis man sammenligner dette med franskmændene, ser man, hvad en revolution trods alt er god for.” [34] I et brev d. 19. april 1890: “Men under overfladen fortsætter bevægelsen (arbejderbevægelsen i England), får tag i stadig bredere kredse og mest blandt de hidtil stillestående laveste (fremhævet af Engels) lag. Den dag er ikke længere fjern, hvor denne masse pludselig vil finde sig selv, vil opdage, at den selv er denne kolossale masse i bevægelse …” [35] 4. marts 1891: “Fiaskoen for det opløste havnearbejderforbund, de ‘gamle’ konservative fagforeninger, rige og derfor fejge, er alene tilbage på slagmarken…” 14. september 1891: på fagforeningskongressen i Newcastle led de gamle fagforeningsledere, som var modstandere af 8-timersarbejdsdagen, nederlag, og “de borgerlige aviser indrømmer, at det borgerlige arbejderparti har lidt nederlag” (Overalt Engels’ egne understregninger) …
Et bevis på, at disse tanker, som Engels gentog gennem årene også blev udtrykt af ham offentligt, på tryk, er hans forord til andet oplag af “Arbejderklassens stilling i England”, 1892. [36] Her taler han om et “aristokrati inden for arbejderklassen”, om et “privilegeret mindretal af arbejderne”, i modsætning til “den store masse af arbejdende”. Kun “et lille, privilegeret beskyttet mindretal” af arbejderklassen havde “langvarige fordele” af Englands privilegerede stilling i 1848-1868, mens “størsteparten af dem i bedste fald kun fik en midlertidig forbedring”. …”Med monopolets (Englands industrimonopol) sammenbrud vil den engelske arbejderklasse miste denne privilegerede stilling …” Medlemmerne af de “nye forbund”, fagforbund af ufaglærte arbejdere, “havde den vældige fordel, at deres bevidsthed endnu var jomfruelig jord, fuldstændig blottet for de nedarvede ‘respektable’ borgerlige fordomme, som skaber forvirring i hovederne på de bedre stillede ‘gamle’ fagforeningsfolk. …”De såkaldte arbejderrepræsentanter” i England er folk, “som får tilgivelse for, at de er medlemmer af arbejderklassen, fordi de selv er villige til at drukne deres stilling som arbejdere i deres liberalismes hav…”
Vi har med vilje citeret direkte udtalelser af Marx og Engels temmelig udførligt for at læseren kan studere dem i deres helhed. Og de bør studeres, det er umagen værd at tænke dem grundigt igennem. For de er krumtappen i arbejderbevægelsens taktik, som dikteres af de objektive betingelser i den imperialistiske epoke.
Også her har Kautsky allerede prøvet at “forkludre problemet” og erstatte marxismen med en sentimental forsoning med opportunisterne. I polemikken med de erklærede og naive socialimperialister (som Lensch), der retfærdiggør Tysklands deltagelse i krigen som et middel til at knuse Englands monopol, “korrigerer” Kautsky dette åbenlyse falsum med et andet lige så åbenlyst falsum. I stedet for et kynisk falsum, sætter han et sødladent falsum. Englands industrielle monopol er brudt, er tilintetgjort for længe siden, siger han, der er intet tilbage at ødelægge.
Hvad er det falske i dette argument?
For det første er Englands kolonimonopol ikke taget med i betragtning. Men som vi har set, har Engels allerede i 1882, for 34 år siden, meget klart påpeget dette! Skønt Englands industrimonopol måske er brudt, så er dets kolonimonopol ikke kun bevaret, men det er i høj grad accentueret, fordi hele verden allerede er opdelt! Ved hjælp af denne sødladne løgn indsmugler Kautsky den borgerlig-pacifistiske og opportunistisk-spidsborgerlige tanke, at “der er intet at kæmpe om”. Tværtimod har kapitalisterne ikke blot noget at kæmpe om nu, men de kan ikke lade være med at kæmpe, hvis de vil bevare kapitalismen, for uden voldelig nyopdeling af kolonierne kan de nye imperialistiske lande ikke opnå de privilegier, som de ældre (og svagere) imperialistiske magter nyder godt af.
For det andet. Hvorfor forklarer Englands monopol opportunismens (midlertidige) sejr i England? Fordi monopol giver superprofitter, det vil sige et overskud af profitter udover de kapitalistiske profitter, der er normale og sædvanebestemte over hele verden. Kapitalisterne kan bruge en del (og ikke nogen ringe del!) af disse superprofitter til at bestikke deres egne arbejdere, til at skabe noget i retning af en alliance (husk de engelske fagforeningers berømte “alliancer” med deres arbejdsgivere, som ægteparret Webb har skildret) mellem arbejderne i de givne nationer og deres kapitalister mod de andre lande. [37] Englands industrimonopol var allerede brudt ved slutningen af det 19. århundrede. Det er ubestrideligt. Men hvordan blev det brudt? Forsvandt alle monopoler?
Hvis det havde været tilfældet, ville Kautskys “teori” om forsoning (med opportunisterne) have en vis berettigelse. Men det er ikke tilfældet, og det er netop sagens kerne. Imperialismen er monopolkapitalisme. Hver kartel, hver trust, hvert syndikat, hver kæmpebank er et monopol. Superprofitterne er ikke forsvundet; de findes stadig. Et privilegeret, finansielt rigt lands udbytning af alle andre lande eksisterer stadig og er blevet forstærket. En håndfuld rige lande – der er kun fire af dem, hvis vi mener selvstændig, virkelig gigantisk ‘koderne” rigdom, England, Frankrig, U.S.A. og Tyskland – har udviklet monopolet i uhyre målestok, de opnår superprofitter, der beløber sig til hundreder, om ikke tusinder af millioner, de “rider på ryggen” af hundreder og atter hundreder af millioner mennesker i andre lande og kæmper indbyrdes om deling af det særligt rige, særligt fede og særligt lette bytte. [37]
Netop heri ligger imperialismens Økonomiske og politiske væsen, hvis dybe modsigelser Kautsky tilslører i stedet for at afsløre.
Bourgeoisiet i en imperialistisk “stor”magt kan økonomisk bestikke de øverste lag af “sine” arbejdere ved at bruge godt et hundrede millioner francs om året til det, for dets egne superprofitter beløber sig sandsynligvis til omkring en milliard. Og hvorledes denne lille sum deles mellem arbejderministrene, “arbejderrepræsentanterne” (husk Engels’ strålende analyse af dette begreb), arbejdermedlemmer i krigsindustri-komiteerne, arbejder-funktionærer, arbejdere organiserede i de snævre fagforeninger, funktionærer osv, osv, er et underordnet spørgsmål.
I 1848-68 og delvis også senere var det kun England, der havde monopol. Derfor kunne opportunismen herske der i årtier. Andre lande med meget rige kolonier eller industrimonopol eksisterede ikke.
I sidste trediedel af det 19. århundrede foregik overgangen til den nye, imperialistiske epoke. Finanskapitalen ikke i et enkelt, men i flere, skønt ikke mange, stormagter har nu monopol. (Monopolet på militærmagt, uhyre territorier eller særlige gunstige muligheder for at plyndre nationale minoriteter, Kina o.s.v. udfylder og erstatter delvis i Japan og Rusland den moderne, nyeste finanskapitals monopol). Denne forskel forklarer hvorfor Englands monopol-stilling kunne forblive ubestridt i årtier. Den moderne finanskapitals monopol udfordres rasende; epoken med imperialistiske krige er begyndt. Dengang var det muligt at bestikke og korrumpere arbejderklassen i et land i årtier. Dette er nu usandsynligt, hvis ikke umuligt. Men på den anden side kan hver imperialistisk “stor”magt bestikke – og gør det også – mindre lag (end i England i 1848-68) af “arbejderaristokratiet”. Før kunne et “borgerligt arbejderparti“, for at bruge Engels’ bemærkelsesværdige dybe udtryk, kun opstå i ét land, fordi det alene havde monopol, men på den anden side kunne det eksistere i lang tid. Nu er et “borgerligt arbejderparti” uundgåeligt og typisk i alle imperialistiske lande; men i betragtning af den desperate kamp de fører om fordelingen af byttet, er det usandsynligt, at et sådant parti kan dominere i lang tid i en række lande. For trusterne, finansoligarkiet, høje priser osv. som muliggør bestikkelsen af en håndfuld i de øverste lag, undertrykker, knuger, ruinerer og piner i stigende grad massen af proletariatet og halv-proletariatet.
På den ene side er der bourgeoisiets og opportunisternes tendens til at omdanne en håndfuld af meget rige og privilegerede nationer til “evige” snyltere på bekostning af resten af menneskeheden, til at “hvile på laurbærbladene” ved at udbytte negrene, inderne osv, ved at holde dem nede ved hjælp af de fremragende udryddelsesvåben, den moderne militarisme har frembragt. På den anden side er der tendensen hos masserne, som er mere undertrykte end før og som bærer hele byrden fra de imperialistiske krige, til at afkaste dette åg og styrte bourgeoisiet. Det er i kampen mellem disse to tendenser, arbejderbevægelsens historie nu uundgåeligt vil udvikle sig. For den første tendens er ikke tilfældig; den er økonomisk “baseret”. I alle lande har bourgeoisiet allerede avlet, opelsket og sikret sig “borgerlige arbejderpartier” af social-chauvinister. Forskellen mellem et færdigt udformet parti som for eksempel Bissolatis i Italien, som er helt social-imperialistisk og, lad os sige, Potresovs, Gvozdjovs, Bulkins, Tsjkheidses, Skobelevs og co.’s halvfærdige næsten-parti, er en uvæsentlig forskel. Det vigtige er, at økonomisk er et lag af arbejderaristokratiets overgang til bourgeoisiet fuldbyrdet og blevet en fastslået kendsgerning; og denne økonomiske kendsgerning, denne forskydning i klasse-relationer, vil, på den ene eller den anden måde, uden særlig “vanskelighed”, finde sin politiske form.
På ovennævnte økonomiske grundlag har den moderne kapitalismes politiske institutioner – presse, parlament, foreninger, kongresser, osv. – skabt politiske privilegier og bestikkelsesformer for de respektfulde, føjelige, reformistiske og patriotiske funktionærer og arbejdere, der svarer til de økonomiske privilegier og bestikkelser. Vellønnede og behagelige stillinger i ministerierne eller i krigsindustri-komiteerne, i parlamentet og i diverse komiteer, ved redaktionerne for “respektable”, legalt udgivne aviser eller i bestyrelserne for ikke mindre respektable og “borgerlige, lovlydige” fagforeninger – dette er den madding det imperialistiske bourgeoisi bruger for at tiltrække og belønne repræsentanter for og tilhængere af de ‘borgerlige arbejderpartier”.
Det politiske demokratis mekanik arbejder i samme retning. Intet kan i vore dage gøres uden valg; man kan ikke komme udenom masserne. Og i denne tryksagernes og parlamentarismens tid er det umuligt at vinde massernes støtte uden et vidt forgrenet, systematisk organiseret, veludstyret apparat af smiger, løgne, svindel og jongleren med moderne og populære slagord og løfter om alle mulige reformer og velsignelser både her og der til arbejderne – så længe de giver afkald på den revolutionære kamp for at styrte bourgeoisiet. Jeg ville kalde dette system Lloyd-Georgisme, efter den engelske minister Lloyd George, en af dette systems mest fremragende og behændige repræsentanter i det ‘borgerlige arbejderpartis” klassiske hjemland. Som en førsteklasses borgerlig manipulator, en snu politiker, en populær taler, der kan levere hvilken som helst tale man ønsker, selv en r-r-r-revolutionær til et arbejder-publikum, og en mand, der er i stand til at fremskaffe betydelige bestikkelsessummer til føjelige arbejdere i form af sociale reformer (forsikringer, osv.), er Lloyd George en fremragende tjener for bourgeoisiet [38], og tjener det netop blandt arbejderne, fører dets indflydelse netop til proletariatet, der hvor bourgeoisiet har mest brug for det, og hvor det finder det mest vanskeligt moralsk at undertvinge masserne.
Er der så stor forskel mellem Lloyd George og Scheidemann’-erne, Legien’erne, Henderson’erne, Hyndman’erne, Plekhanov’erne, Renaudel’erne & Co.? Man kan indvende, at nogle af de sidste måske vil vende tilbage til Marx’ revolutionære socialisme. Det er muligt, men det er en ubetydelig gradsforskel, hvis spørgsmålet ses fra dets politiske, dvs. dets masse-synspunkt. Visse individer blandt de nuværende social-chauvinistiske ledere vil måske vende tilbage til proletariatet. Men den social-chauvinistiske eller (hvad der er det samme) den opportunistiske retning kan hverken forsvinde eller “vende tilbage” til det revolutionære proletariat. Hvorsomhelst marxismen er populær blandt arbejderne, vil denne politiske retning, dette ‘borgerlige arbejderparti”, sværge i Marx’ navn. Man kan ikke forbyde det at gøre det, ligesom man ikke kan forbyde et firma at bruge et særligt varemærke, skilt eller annonce. Det har altid været sådan i historien, at efter store revolutionære – og blandt de undertrykte klasser populære – lederes død, har fjenden forsøgt at tilegne sig deres navne for at bedrage de undertrykte klasser.
Kendsgerningen er, at “borgerlige arbejderpartier”, som et politisk fænomen, allerede er blevet dannet i alle de fremskredne kapitalistiske lande, og medmindre en beslutsom og skånselsløs kamp bliver ført over hele linjen mod disse partier – eller grupper, retninger osv., hvilket er det samme – kan der hverken blive tale om kamp mod imperialismen, eller om marxisme, eller om en socialistisk arbejderbevægelse. Tsjkheidse-fraktionen, “Nashe Djelo” og “Golos Truds” i Rusland, og O.K.-tilhængerne i udlandet er ikke andet end afarter af et sådant parti. Der er ikke den ringeste grund til at tro, at disse partier vil forsvinde før den socialistiske revolution. Tværtimod, jo nærmere revolutionen kommer, jo stærkere den blusser op, og jo pludseligere og mere voldsomme overgangene og springene er i dens udvikling, des større rolle vil kampen mellem den revolutionære masse-strømning og den opportunistiske småborgerlige strømning spille i arbejderbevægelsen. Kautskyismen er ikke en selvstændig strømning, fordi den hverken har rødder i masserne eller i det privilegerede lag, der er gået over til bourgeoisiet. Men faren ved kautskyanismen ligger i den kendsgerning, at den ved at benytte fortidens ideologi stræber efter at forsone proletariatet med det “borgerlige arbejderparti”, efter at bevare proletariatets enhed med dette parti og derved styrke dettes prestige. Masserne følger ikke længere de åbenlyse social-chauvinister: Lloyd George er blevet pebet ud ved arbejdermøder i England; Hyndman har forladt partiet; Renaudel’erne og Scheidemann’erne, Potresov’erne og Gvosdev’erne må beskyttes af politiet. Kautskyanernes maskerede forsvar for social-chauvinisterne er langt farligere.
En af kautskyismens mest almindelige sofisterier er dens henvisning til “masserne”. Vi ønsker ikke, siger de, at bryde med masserne og masseorganisationerne! Men tænk over hvordan Engels stillede spørgsmålet. I det 19. århundrede stod de engelske fagforeningers “masseorganisationer” på det borgerlige arbejderpartis side. Marx og Engels forsonede sig ikke med det af den grund; de afslørede det. De glemte ikke, for det første, at fagforeningerne direkte omfattede et mindretal af proletariatet. I datidens England, som i nutidens Tyskland, var kun en femtedel af proletariatet organiseret. Man kan ikke for alvor tro, at det er muligt at organisere flertallet af proletariatet under kapitalismen. Og for det andet – og det er det vigtigste – drejer det sig ikke så meget om en organisations størrelse som om den virkelige, objektive betydning af dens politik: Repræsenterer dens politik masserne, tjener den dem, dvs. stræber den efter deres befrielse fra kapitalismen, eller repræsenterer den mindretallets interesser, mindretallets forsoning med kapitalismen? Det sidste gjaldt for England i det 19. århundrede og det gælder for Tyskland osv. i dag.
Engels skelner mellem de gamle fagforeningers “borgerlige arbejderparti” – det privilegerede mindretal – og de “laveste masser”, det virkelige flertal, og henvender sig til de sidste, som ikke er påvirket af “borgerlig respektabilitet”. Dette er essensen i marxistisk taktik!
Hverken vi eller nogen anden kan nøjagtigt beregne, hvor stor del af proletariatet der følger og vil følge socialchauvinisterne og opportunisterne. Det vil kun kampen afsløre, og kun den socialistiske revolution kan definitivt afgøre det. Men vi ved med sikkerhed, at “fædrelands-forsvarerne” i den imperialistiske krig kun repræsenterer et mindretal. Og det er derfor vores pligt, hvis vi ønsker at forblive socialister, at gå lavere og dybere, til de virkelige masser; dette er hele meningen og hele formålet med kampen mod opportunismen. Ved at afsløre den kendsgerning, at opportunisterne og social-chauvinisterne i virkeligheden forråder og sælger massernes interesser, at de forsvarer et arbejder-mindretals midlertidige privilegier, at de er formidlere af borgerlige tanker og indflydelser, at de er bourgeoisiets sande forbundsfæller og agenter, lærer vi masserne at værdsætte deres sande politiske interesser, at kæmpe for socialismen og for revolutionen under alle de imperialistiske kriges og de imperialistiske våbentilstandes smertelige omskiftelser.
Den eneste marxistiske linie i verdens arbejderbevægelse er at forklare masserne uundgåeligheden og nødvendigheden af et brud med opportunismen, at opdrage dem til revolution ved at føre en skånselsløs kamp mod opportunismen, at udnytte krigens erfaringer til at afsløre, ikke tilsløre, den national-liberale arbejderpolitiks fulde modbydelighed.
I den næste artikel skal Vi prøve at opsummere de principielle træk, der adskiller denne linie fra kautskyanismen.
[28] Se side 12 i Gotfred Appel: Der kommer en dag…, Futura 1971.
[29] Lenins note: “Imperialisme er et produkt af den højt udviklede industrielle kapitalisme. Den består i enhver industriel kapitalistisk nations stræben efter at undertvinge og annektere stadig større landbrugsområder, uanset hvilken nation, der bebor dem.” (Kautsky i ‘Die Neue Zeit”, 11. september 1914).
[30] J. A. Hobson: “Imperialism”, London 1902.
[31] Se side 12 i Gotfred Appel: Der kommer en dag…, Futura 1971.
[32] Se side 27 i Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse, Futura 1972.
[33] Se side 48, samme værk.
[34] Se side 60, samme værk.
[35] Se side 62, samme værk.
[36] Se side 52-57, samme værk.
[37] Se side 13 i Gotfred Appel: Der kommer en dag…, Futura 1971.
[38] Lenins note: Jeg læste for nylig en artikel i et engelsk blad af en tory, en politisk modstander til Lloyd George, med titlen “Lloyd George set fra en tory’s standpunkt”. Krigen åbnede denne modstanders Øjne og fik ham til at indse, hvilken fortræffelig tjener for bourgeoisiet denne Lloyd George er! Toryerne har sluttet fred med ham!
LCW bd. 23, s. 105-120.
