Sportens koryfæer har i disse tider travlt med at fortælle folk, at sport og politik ikke må blandes sammen. Dette blev fremført med manende røst før, under og efter olympiaden i Mexico, og det blev sammen med trusler om øretæver til formastelige demonstranter også udbasuneret før fodboldkampen med det fascistiske Grækenland. Derimod syntes det ikke at være et problem for d’herrer idrætsbosser, da man vedtog sanktioner mod idrætsfolkene fra de fem Warszavapagt-lande, da disse landes tropper invaderede Tjekkoslovakiet. Hvorfor nu al denne ståhej om sport og politik? Hvorfor denne mærkværdige dobbeltmoral?
Med hensyn til det første, må det slås fast med syvtommersøm: D’herrer kan nok så tit erklære, at sport og politik ikke må blandes sammen. Kendsgerningerne er, at sport og politik er blandet sammen, og ingen ved det bedre en d’herrer idrætsbosser, for deres job er nemlig netop dette: at sørge for at sporten til enhver tid tjener det kapitalistiske system og den kapitalistiske politik.
Det var i den kapitalistiske verdens interesse, at den ”upolitiske” olympiade blev afholdt i Mexico, fordi Mexicos magthavere havde brug for at give folket et stort skuespil – og de hjemlige reklame- og idrætsbosser en fed fortjeneste. De revolutionære studenter og arbejdere var en torn i øjet på disse USA-agenter. Da der udbrød uroligheder i Mexico City, som kunne hindre olympiadens afholdelse, jamrede hele den kapitalistiske og revisionistiske sportspresse og krævede forholdsregler til at sikre olympiadens afholdelse.
Og militæret blev sat ind for at feje gaderne rene – med maskinpistoler! Olympiadens arena var i bogstaveligste forstand vædet med det mexicanske folks blod. Men d’herrer sportsbosser krævede deres skuespil holdt, og viste dermed deres sande kontra-revolutionære ansigt. Men de samme herrer som krævede ”sikkerhed og ro” til deres olympiade, forsvarede sig hyklerisk med: ”Sport og politik må ikke blandes sammen!”
Det revisionistiske Sovjet rykkede sammen med de andre revisionistiske stater ind på den blodbestænkte arena. Ærkerevisionisten Bresjnev holdt en tale, hvori han dadlede de sovjetiske sportsfolk – ikke deres mangel på international solidaritet – men deres manglende evne til at skaffe Sovjet guldmedaljer i dette superkapitalistiske show.
At de danske idrætsbosser havde fået gennemført sanktioner mod de fem Warszava-pagtlande på grund af disses indmarch i Tjekkoslovakiet, bør de ikke roses for – det vidner blot om, at de simpelthen er forstokkede i deres antikommunisme og deres politiske dømmekraft er forkalket.
Men hvorledes forklares da idrætsbossernes jesuitiske dobbeltmoral med hensyn til at råbe ”sport og politik må ikke blandes sammen”, hver gang de gør det?
Jo, disse ord er beregnet for publikum og den del af sportsudøverne, som ærligt mener, at sporten bør være upolitisk. Og hvoraf nogle måske endda tror på, at sporten tjener freden og forståelsen mellem folkene. For der findes jo også en anden slags sportsfolk, som finder det i sin orden, at politisk undertrykkelse finder sted, blot sporten kan foregå uhindret. Og som synes at være bekendt med og akceptere ledernes dobbeltmoral. Til denne kategori må fodboldfascisterne i idrætsparken høre.
Men er den anden opfattelse rigtig, er det rigtigt at sport kan og bør være upolitisk? Vi må svare som før, sport er ikke og kan ikke være upolitisk, at gå ind for at det skal være det, er en idealistisk opfattelse. De objektive forhold er, at sporten tjener samfundssystemet som alle andre kultur- og velfærdsinstitutioner gør det. Sporten tjener den kapitalistiske politik og er underordnet denne.
Hvorledes tjener sporten kapitalismen i Danmark, og for den sags skyld i hele den vestlige kapitalistiske verden?
Det gør den i det daglige ved at borgerliggøre folk, ved at gøre folk ”upolitiske”, d.v.s. at gøre dem ligeglade med politik. Folk, og hvad der især har betydning her, store dele af arbejderklassen fylder deres hoveder med alle mulige klubnavne og konkurrenceresultater, det er altsammen medvirkende til at arbejderne glemmer deres historiske hovedopgave: at erobre magten i samfundet og skabe det socialistiske samfund.
Opgaven for marxisterne og de revolutionære i denne sfære af det kapitalistiske samfunds overbygning er at sætte ind med revolutionær ideologi der, hvor kapitalismen skaber fordummelse og borgerliggørelse.
Og det ville være en god ting, om sportsfolk eller blot nogle få iblandt dem gjorde sig klart, hvem det egentlig er de tjener, når de ofrer deres fritid på sport, og hvad det er for idealer, sporten foregiver at hylde, og hvorledes dette svarer til den objektive virkelighed.
