Den 11. maj demonstrerede borgerlige demokrater og progressive unge i Bonn mod undtagelseslovene, der står for snarlig vedtagelse i parlamentet. Fra hele Vesttyskland kom der demonstranter, alene fra Vestberlin kom et særtog med 3000. Demonstranter fra udlandet fik ikke lov at slippe ind, men blev ”zurück-gewiesen” med den begrundelse, at man ønskede ro i Bonn.
Demonstrationer i Vesttyskland har et ganske andet militant præg end de skovtursagtige demonstrationer, vi er vant til herhjemme. Alle tager hinanden under armen og går eller løber frem i kæder, mens de råber ”Nazi-Kiesinger” og rettet mod Springerkoncernens manipulation af den offentlige mening: ”Wir sind keine – kleine – radikale minderheit” (Vi er intet lille radikalt mindretal). Sammenstødene med det brutale politi under tidligere demonstrationer har lært demonstranterne at forsyne sig med hjælme og kosteskafte med røde flag. Også i Vesttyskland har man gjort den erfaring som nogle danskere gjorde d. 27. april foran USA-ambassaden: ”Er man pacifist, får man tæsk”. I Bonn kom det ikke til sammenstød – godt nok havde myndighederne udkommanderet i alt 30.000 mand betjente og soldater og regeringskvarteret var afspærret, men under demonstrationen sås ikke én betjent.
En del af talerne viste, at bevægelsen endnu er præget af sin småborgerlige forgænger: ”Kampagne für demokrati und abrüstung” (den tyske atomkampagne) og af den vulgære borgerlige opfattelse af demokrati og diktatur. En taler sagde: ”Vi vil have en demokratisk retsstat” og en transparent viste: ”Ohne KPD – keine demokrati”. Med andre ord, legaliser revisionisterne, så har vi demokrati! Fælles for småborgere og revisionister er, at de ikke stiller spørgsmålet: Demokrati for hvilken klasse? De kan ikke se, at under det borgerlige diktaturs betingelser er der demokrati og frihed for alle bestræbelser i borgerlig retning, mens alle bestræbelser i socialistisk retning kun tillades, sålænge de ikke er farlige for kapitalen. Bliver de først farlige, vil magthaverne hurtigt forstå at sløjfe den sutteklud, der hedder ”frie valg og ytringsfrihed” og benytte magtapparatet: hær og politi. I Vesttyskland forberedes en sådan situation: Undtagelseslovene, der sætter det borgerlige demokratis regler ud af spil, er ved at blive vedtaget på bedste borgerlige parlamentariske vis.
Demonstrationen i Bonn var dog ikke fuldstændig småborgerlig. Slogans som disse viser en voksende politisk bevidsthed: ”Kapitalismus führt zum fascismus! Kapitalismus muss weg!” (Kapitalisme fører til fascisme. Kapitalisme må væk.) Og: ”Wer hat uns verraten? Socialdemokraten! Wer hatte recht? Karl Liebknecht!” (Hvem har forrådt os? Socialdemokrater! Hvem havde ret? Karl Liebknecht!)
Den strømning, der går gennem Vesteuropas unge er kun en begyndelse. Den er endnu en del præget af borgerlige fordomme og er politisk uklar. Den borgerlige stats magtapparat kan ikke undertrykke den, men kun højne dens politiske bevidsthed. Fascismen i statsapparatet gør arbejderklassen den tjeneste at opdrage og hærde nye revolutionære til kommende klassekampe!
