Kapitalismens fremmarch i landbruget splitter altså bondestanden op i klasser. Gårdmændene, i modsætning til husmændene og landarbejderne, kommer så spædt med ved Stænderforsamlingerne i 1830’erne.
Gårdmændene alene inddrages i kommunalforvaltningen i 1840’erne. Ikke desto mindre forbliver det fremherskende træk, at bondestanden bevares samlet som stand. Fortiden fastholdes for at svække bønderne. For det første: Bønderne er ”bondestanden”, som er gruppen af gårdmænd, husmænd og landarbejdere (bønderne er altså ikke nogen ensartet klasse i et kapitalistisk samfund). For det andet: Gårdmændene (i begyndelsen byens borgerskab) leder bondestanden. Godsejerne og borgerne undertrykker bønderne – men de undertrykker frem for alt gårdmændene. For det tredie: Gårdmændene er småborgere. Gårdmandsbruget, hvis krav om fremmed arbejdskraft gør dem til bourgeoier, gør samtidig i og med det spredte, lokale og kleine tilsnit, der er over dets produktion, en politisk koncentration af gårdmændene umulig. De når aldrig at blive organiseret effektivt og i enhed under forfatningskampen. De forbliver mere eller mindre organiseret i forskellige grupperinger, som det mere eller mindre lykkes at samarbejde, først inden for Bondevennerne, siden inden for Venstre. De forbliver politisk set kraftesløse på egen hånd. Bondebevægelsen under ledelse af gårdmændene er en småborgerlig bevægelse.
I perioden op til 1848 finder kapitalismens kamp mod feudalismen væsentligst sted gennem de liberale handelsborgeres kamp mod de konservative godsejere. To sekundære modsigelser influerer imidlertid i mindre målestok ligeledes på denne kamp. Dels modsigelsen mellem godsejerne og bønderne. Det er indlysende, at godsejerne må ønske bønderne mispriviligeret. Men der er også modsigelsen mellem borgerskabet og bønderne. Borgerskabet ønsker ligeledes bønderne fastlåst i fortiden, at svække dem, skønt det økonomisk presser dem ind i fremtiden. Borgerskabet er en svag herskende klasse. Det bliver på den ene side nødt til at satse på gårdmændene, fordi de er dets altafgørende bastion mod godsejerne, og det bliver på den anden side nødt til at stække gårdmændene politisk, fordi det er bange for dem.
Bønderne fastholdes af godsejerne og borgerne i fællesskab som underprivilegeret stand før 1848. Lovgivningen giver dem en særbehandling, som forudsætter, at de er mindre formuende, uoplyste, grove folk, som må under formynderi. Det er åbenbart, at den indflydelse, gårdmændene trods alt får i Stænderforsamlingerne, i forhold til deres antal er forsvindende lille. Den tyngende værnepligt tilfalder alene den grove bondestand. Før landboreformerne forsvarede godsejerne stavnsbåndet med soldaterudskrivningen. Borgerne løste stavnsbåndet og befriede bønderne for godsejernes soldaterudskrivning, men de påførte bondestanden alene, i modsætning til alle andre stænder, værnepligten. Bondestanden har tjenestepligt. Hvis man ikke er beskæftiget fast som gårdmand, husmand eller landarbejder, så er enhver af bondestand forpligtet til at tage tjeneste for mindst et halvt år ad gangen. Nægtelse er fængslingsårsag. Bondestanden alene skal udføre ”offentligt hoveri”: Vejarbejder, rejser og kørsler for stat og kommune. Skatten på bondejord er højere end på anden jord, og bondestanden er næsten alene om at svare tiende.
1848 bringer godsejernes fald. Borgerskabet har realiseret den progressive, liberale side af sit væsen. Det må nu fremvise en anden, en skræmt og reaktionær side. Modsigelsen mellem borgerskabet og bønderne trænger sig frem og bliver den modsigelse, der i størst udstrækning kommer til at influere på kampen mellem kapitalismen og feudalismen. Bønderne fortsætter efter 1848, fastholdt af borgerskabet alene som underprivilegeret stand, holdt uden for lovgivningen gennem en valgret til landstinget, som til stadighed snævres ind. Opløsningen af denne feudal-rest er det, Danmarks politiske historie handler om efter 1848 og op til systemskiftet.
