Bønderne er i bevægelse, men det bliver alligevel kun til småborgerlig spredt forvirring og magtesløshed. Det tager arbejderklassen ti år, fra 1870 til 1880, at organisere sig landsdækkende omkring fagforeningerne og socialdemokratiet. Det tager de konservative kræfter, borgerskabet og godsejerne, nogle få år efter 1876 at organisere sig landsdækkende omkring Højre. Bønderne under gårdmændenes ledelse når under forfatningskampen aldrig at blive organiseret effektivt og i enhed.
Den første organisering af bønderne fandt sted gennem stænderforsamlingernes kommunalreform i 1840’erne. Der fandt ligeledes en organisering sted gennem de religiøse bevægelser og senere omkring de forskellige sparekasser og brandforsikringskasser. Men af de første rigsdages bondevenner bestod kun en tredjedel af bønder, resten var embedsmænd, bestillingsmænd, skribenter o.l. (21). Op til 1866 er det delingen mellem Tschernings og J.A. Hansens linje, man bemærker. Indtil 1854 støtter bondevennerne samlet helstatsfolkene for at redde 1848-grundloven. Men med Ørsteds anslag mod 1848-grundloven kommer en deling mellem Tschernings helstatslinje og J.A. Hansens Eider-linje. Efter nederlaget i 1864 vokser en ny delingslinje frem mellem det ”nationale” Venstre og det ”folkelige” Venstre. Det ”nationale” Venstre er nationalistisk, revanchistisk i Slesvig-spørgsmålet, skandinavistisk, grundtvigiansk og grundlæggeren af højskolerne. Det ”folkelige” Venstre er det sparsommelige Venstre. Unationalistisk, umilitaristisk (af sparsommelighed), urevanchistisk, afstandtagende fra højskolerne. Det var det ”folkelige” Venstre, som sammen med godsejerne skabte 1866-grundloven. Et samarbejde som det ”nationale” Venstre var meget imod.
I 1870 dannes Det forenede Venstre, men det er kun med besvær, at foreningen kan finde sted. Det ”nationale” Venstre og det ”folkelige” Venstre står temmelig langt fra hinanden (22). I 1877 bliver der med Grundlovsværneforeningen gjort det første forsøg på at lave en landsorganisation for Venstre. I 1888 gøres ved et egentligt delegeretmøde det andet forsøg. Begge forsøg mislykkes, i sidste instans fordi gårdmands-politikkerne er bange for en organisering af bøndernes flertal: Husmændene og landarbejderne. Bondebevægelsen bevarer sit præg af småborgerlig spredt forvirring. Bøndernes kamp mod reaktionen bliver et billede på småborgerlig afmagt, i særdeleshed efter 1870.
En blot og bar summarisk oversigt over, hvad der sker, belyser i sig selv egentlig dette bedst. I 1870 styrtes godsejerregeringen Frijs som følge af en bevillingsnægtelse til reservens indkaldelse. Det netop forenede Venstre vil som middel i sin kamp bruge folketingets herredømme over finansloven. I 1872 bruges for første gang finanslovsnægtelse. Partiet splittes. En tredjedel af partiet stemmer for finansloven. Partiet undgår sprængning ved at beslutte finanslovsnægtelse for finansloven 1874-75, hvis regeringen ikke er gået af i efteråret 1873. Regeringen bliver og Venstre opgiver finanslovsnægtelse. Man slår istedet ind på en forhandlingslinje. I 1874 undergraves regeringen Holstein-Holsteinborg. I 1875 går regeringen Fonnesbech af mod til gengæld at få en finanslov igennem, der indeholder lønforhøjelser til embedsmændene. Venstre splittes, men holdes sammen af en kæmpevalg-sejr i 1876. Efter Frijs’ rene godsejerregering er hermed to centrumssøgende blandingsregeringer af godsejere og borgere, som endnu søgte at forlige Venstre og Højre, blevet kastet på porten. Dermed glider borgerskabet det sidste stykke helt over til højre. I 1875 kommer Estrups rene godsejerregering. I 1877 forsøger Venstre finanslovsnægtelse over for Estrup, som svarer igen med den første provisoriske finans-lov. Et flertal i Venstre (de moderate under ledelse af Bojsen) bøjer sig og slutter forlig. Da de gentager dette under forhandlingerne om finansloven 1878, sprænges Venstre. Den radikale gruppe omkring Berg træder ud. Ved valget i 1879 bliver denne radikale gruppe stærkest, hvorpå den selv slår ind på forhandlingslinjen (hvorunder 9 medlemmer i den almindelige forvirring bryder ud, fordi de ikke vil være med til en bevilling af 6 kanoner til Københavns befæstning). I 1880 “udkonkurrerer” de moderate de radikale ved at slutte forlig om hærloven lige for næsen af dem. De moderate forlader imidlertid nu forligspolitikken og finder samarbejde med de radikale om en ny finanslovsnægtelse. Endnu engang kommer der en provisorisk finanslov. Første gang indeholdt den kun punkter, som begge ting enedes om, denne gang indeholder den også bevillinger. Herefter følger Estrup-iatet. Reaktionen holder det borgerlige demokrati tilbage i ti år, i realiteten udelukkende på et program om befæstningen af København. Venstre nægter at gå med til bevillinger til denne befæstning og især af den størrelsesorden, som kræves hertil, og regeringen er derfor hvert år i stand til at udstede en ny provisorisk finanslov. Al lovgivning og bevilling går i stå, undtagen befæstningen af København, som financieres over statens faste indtægter (toldafgifter m.v.). Ingen skatteudskrivning kommer således til at drive modstanderne til ”fortvivlede” handlinger. I denne periode slår et flertal af Venstre atter ind på forhandlingspolitikken, og et lille radikalt mindretal, atter under Berg, sprænger sig ud. I 1890 vinder dette radikale mindretal imidlertid en betydelig valgsejr og den ledende rolle i Venstre.
Under reformperioden efter 1848 fik bondevennerne den vane med urette at tiltage sig æren for de reformer, der væsentligst skyldtes de nationalliberale i samarbejde med bondevenneme (23). Gårdmands-klassen er og bliver borgerskabets afkom. Den bringes til verden i tre afdelinger: Landboreformerne i slutningen af det 18. århundrede, 1848 med efterfølgende reformer, og til sidst forliget i 1894.
Berg dør i 1891. De moderate overtager ledelsen af Venstre og indleder endnu engang forhandlingspolitikken. Den begynder at fungere, ikke på grund af Venstre selv, bønderne, som i overflod har fremvist sin totale afmagt, men fordi borgerskabet er ved at løsrive sig fra Højre. Over kompromisserne om en ølskat og en alderdomsunderstøttelse og i forbindelse med en fælles aftale om en hærlov, som kan tilfredsstille begge parter, indgår Venstre forlig med borgerskabets fløj af Højre i 1894. Venstre må ganske vist ynkeligt helt ned på knæene. Det må lade befæstningen af København slippe igennem mod kun et løfte om, at Estrup vil gå af og regeringen vil afholde sig fra provisorier. Men løfterne overholdes. Parlamentsmaskinen tøer op fra sin fastfrosne stilling.
Borgerskabet har forandret sig, gårdmændene har forandret sig. Produktivkræfternes udvikling, historiens muldvarp, har undermineret den politiske hårdknude. Den politiske bevidsthed har slet ikke kunnet følge med.
Noter
(21) Engelstoft og Wendt: Danmarks politiske historie, Gyldendal 1964, s. 104.
(22) Ibid. s. 229.
(23) Ibid. s. 138.
