Mordet på Robert Kennedy gav endnu engang de borgerlige lejlighed til at putte blår i øjnene på folk. De flommede ord og de rindende tårer tjente ét formål: at gøre Kennedy til en martyr, der kan kanalisere de lidende menneskers håb til fremtiden. Selv nogle bourgeoi’er kan se, at USA’s styre ER fascistisk, og at det bliver værre. Derfor har de brug for ”gode” borgerlige af Kennedy og Luther Kings type, der kan opsamle hadet og håbet, så folk tror, at det onde ikke hører uløseligt sammen med det imperialistiske system, men kun er en mørk sky på himmelen. Den herskende klasse fattede Luther Kings betydning, han fik en statelig begravelse.
”Gode” imperialister findes ikke. Ligegyldigt hvor varmhjertede de er, bestemmes deres handlinger af imperialismen, af jagten efter profit og herredømme. Der var forskel på Johnson og Kennedy, men det var ikke forskellen mellem den, der ville det gode og den, der ville det onde, som visse småborgere gerne vil have os til at tro. Udplyndringen af hele verden, undertrykkelsen af negrene, udvidelse af krigen i Vietnam – alt dette ligger fast; forskellen mellem Kennedy og Johnson var kun taktisk, de var enige om at bevare USA som verdens stærkeste magt med alt hvad dette indebærer af død og lemlæstelse, de var kun uenige om metoderne.
