I 1660 indføres enevælden i Danmark; – et udtryk for at det jordbesiddende aristokrati ikke længere suverænt kan herske over samfundet; et fremvoksende borgerskab sikrer sig politisk indflydelse. I 1660 er godsejerklassen økonomisk svækket på grund af dårlige kornsalgskonjunkturer i Europa og politisk svækket efter Danmarks nederlag i Svenske-krigen 1657-60.
Borgerskabet er styrket ved at staten har forgældet sig til det (1). I september 1660 indkalder kongen et stændermøde i København bestående af 100 adelige og et tilsvarende antal borgerlige og gejstlige til drøftelse af nye skatteudskrivninger. Da adelen nægter at være med til at betale, finder borgere og gejstlige sammen. Adelsrepræsentanterne tvinges til at antage arvekongedømme og tilbagelevere håndfæstningen til Frederik d. 3. Efter en arvehyldning (hvor også et par Amager-bønder er slæbt ind for at aflægge troskabsed på deres stands vegne) skilles de stridende fraktioner uden i øvrigt at have udformet nærmere retningslinier for rigets fremtidige styre. Det bestemmer kongen så selv, og 1665 kommer Kongeloven, hvor det slås fast, at kongen må gøre med riget, hvad der passer ham. (Han er dog ansvarlig overfor Gud og må ikke foretage arvedelinger af riget). Før var samfundet blevet styret af en håndfæstet konge, der udøvede adelens vilje. Nu har modsigelsen mellem godsejere og borgere antaget en sådan karakter, at de har brug for en “uafhængig” statsmagt i form af den enevældige konge. Enevældens historie i Danmark (1660-1848) er da også historien om en statsmagt, der yder tjenester snart til godsejere og snart til borgere.
(1) Kierkegaard og Winding: Nordens Historie (Tiden til ca. 1900). København 1964, s. 142.
