Enevældens finanspolitik er præget af uoverensstemmelse mellem statens indtægter og udgifterne til det svulmende enevældige apparat. Bortset fra Struensee er der ingen af periodens regeringer, der formår at bringe orden i finanserne. Det danske pengesystem er iøvrigt præget af, at der findes 3 forskellige valutaer udmøntet: Speciesdaler, kroner og kurant. Fra 1737 udsteder den nyoprettede statsbank (der dog består af private aktionærer) kurant sedler, der gælder som betalingsmiddel over for staten. Ved siden af denne dansk-norske Kurantbank oprettes der 1788 en særskilt bank for Slesvig-Holsten. Sølvindholdet i de cirkulerende kurantmønter varierer alt efter udmøntningstidspunktets financielle situation. I 1757 suspenderer man sølvindløseligheden af kurantsedlerne, uden at kursen (i forhold til Hamborg-banco) derved ændres synderlig (15-20% under pari). I perioden fra 1800 til 1807 forøges kurantsedlerne med ca. 1/3, uden at der sker noget kursfald, hvilket tyder på, at der ligger økonomiske realiteter bag de nytrykte sedler (10).
Da Danmark indtrådte i krigen 1807-1814, gik storhandelen næsten i stå (bl. a. beslaglagde englænderne omkring 1400 danske skibe), og staten dækkede de store krigsudgifter ved at sætte fuld damp under seddelpressen (i 1807 cirkulerede der 30,5 mill. rigsdaler i kurantsedler, 1812 var der ca. 127 mill.) (11), hvorved sedlerne mistede ethvert forhold til den forhåndenværende sølvmængde. Kursen undergravedes yderligere af kursspekulation på børsen og spekulation i varer og ejendomme, hvor staten selv var en livlig deltager (finansminister Schimmelmann opkøbte bl. a. hele Asiatisk Kompagnis varelager). Resultatet blev en forrygende inflation, i 1809 var sedlerne faldet til 1/3 af deres sølvværdi, i 1811 til 1/7 og i 1812 var man nede på 1/14, hvorefter forordningen om statsbankerotten blev udskrevet i 1813. Den pengereform, som fulgte, skulle forsøge at standse inflationen, desuden skulle der skabes et ensartet pengesystem for hele monarkiet, og staten skulle have et stort lån. Rigsbanken, som blev oprettet i 1813, fik til opgave at udstede de nye sedler, rigsbankdaler, og måtte højest udstede sedler for 46 millioner. Kun 42 millioner rigsbankdaler skulle være dækkende, hvilket skete ved bankhæftelsen, en prioritet på 6% af ejendomsværdien til staten, der blev tinglyst forud for alle andre prioriteter i samtlige landets ejendomme. Af de 42 millioner rigsbankdaler blev 24 millioner anvendt til at indløse de gamle kurantbanksedler i forholdet 1:6, 3 millioner blev brugt til indløsning af hertugdømmernes sedler (12) og 15 millioner blev stillet til statens rådighed (13).
Noter
(10) Sv. Aa. Hansen: Økonomisk vækst i Danmark, København 1972, bd. 1, s. 87.
(11) Ibid.
(12) Allerede i slutningen af 1813 fik hertugdømmerne dog lov at genindføre deres gamle speciesmønt, der havde været en stabil valuta gennem hele krigsperioden og stadig var i bedre kurs end den danske.
(13) Politikens Danmarkshistorie, bd. 10, s. 378 ff.
