Da enevælden i marts 1848 ikke er i stand til effektivt nok at varetage borgerskabets chauvinistiske interesser over for den fremvoksende slesvig-holstenske nationalisme, som støttes af det tyske borgerskabs chauvinisme, skaffer borgerne med bøndernes støtte sig af med den. I 1849 kommer junigrundloven, som var én af historiens hidtil frieste forfatninger. Den lovgivende magt kommer til at ligge hos en folkevalgt rigsdag, som er delt i to kamre, folketing og landsting. Til folketinget vælges ved almindelig valgret af alle uberygtede mandspersoner fra 30 år og opefter, som har egen husstand, og som ikke skylder det offentlige for ydet hjælp. Til landstinget vælges ved indirekte valg – gennem valgmænd – mænd, som er over 40 år, og som har en vis indtægt eller formue. Der er således ikke tale om almindelig valgret. Valgretten til stænderforsamlingerne dækkede 2-3% af befolkningen. Den ”almindelige” valgret kommer nu til at dække 17% (16). En vigtig og betydningsfuld særegenhed ved denne forfatning er folketingets udstrakte indflydelse på finansloven, d.v.s. statens bevillinger, som giver det en betydelig magtposition over for landstinget. Men det betyder ikke, at der er tale om folketingsparlamentarisme. Kongen udnævner ministeriet uafhængigt af hvem, der har flertallet i folketinget. Han har ret til at sammenkalde og hjemsende rigsdagen, som han vil.
Det er godsejerne, som falder i 1848. Stænderforfatningen sikrede dem en betydelig indflydelse, som de nu mister ved den almindelige valgret. Adels-, titel- og rangsprivilegier afskaffes. De reformer, som følger i samme åndedrag som junigrundloven, taler ligeledes godsejerne imod. Forholdet mellem privilegeret og uprivilegeret hartkorn udlignes skattemæssigt. Godsejernes øvrighedsforretninger ophæves. Hoveriet skal ophæves, hvis en tredjedel af bønderne på et gods ønsker det. Godsejernes jagtret (ifølge hvilken de efter behag kan fare rundt i bondens afgrøder for at nedlægge vildt, som det samtidig omvendt er bonden selv forbudt at nedlægge) ophæves, og også godsejernes tugtelsesret over for husmændene ophæves. Bønderne frigøres. Foruden det ovenfor nævnte slipper bondestanden for alene at skulle bære værnepligten – der kommer almindelig værnepligt. Fæstebønderne opnår selveje på statens bøndergods og gods tilhørende offentlige stiftelser, dog ikke på privat gods (thi borgerskabets junigrundlov sikrer jo den private ejendoms hellige ukrænkelighed, altså også den ejendom, der tilhører godsejerne), men man forsøger at sætte fart i afløsningen ved at tillade godsejerne at inddrage hver 10. afløst fæstegård i hoved-gårdsjorden.
Gårdmandsbruget er på vej, borgerskabet har besejret godsejerne.
Treårskrigen (1848-51) om Slesvig-Holsten bliver dog ikke borgerskabets sejr. Krigen bliver et europæisk anliggende, det reaktionære Rusland støtter Danmark, det tyske borgerskab Slesvig-Holsten. Ved sejren bliver helstatsdanmark bevaret. De national-liberales ledere forsvinder fra regeringen under pres fra Rusland, og den besejrede enevældes konservative embedsmænd indtager atter deres pladser. Deres periode bliver en ”restaurationsperiode”, hvor enevælden på alle måder søges genindført. Man foreslår at lade rigsdagen samles kun hvert andet år. Man Ønsker at antaste trykkefriheden, den almindelige værnepligt og 1849-grundlovens valgret. I 1854 kulminerer denne reaktion med ministeriet Ørsteds forsøg på udenom rigsdagen at genindføre enevælden i alle sager, fælles for landsdelene. Men Ruslands indflydelse er med Krim-krigen blevet neutraliseret. Borgerne og bønderne står endnu engang sammen og styrter den konservative regering.
Borgerskabet danner nu regering sammen med den moderate fløj af de konservative. Modsigelsesforholdet mellem borgerskabet og godsejerne bliver overskygget af modsigelsesforholdet mellem borgerskabet og bønderne. Borgerskabet er skræmt ved bøndernes radikalisme. Det var borgerne i forening med bønderne, der fældede enevælden, fordi begge parter havde interesse deri. Men borgerne var mere ”nationale”, d.v.s. chauvinistiske, end de var liberale, mens bønderne var så liberale, at de endog så temmelig liberalt på den private ejendom, når spørgsmålet drejede sig om fæstejordens overgang til selveje. De ønskede ganske enkelt ved lov at fratage godsejerne fæstejorden. Borgerne ønskede indskrænket valgret, bønderne lige og almindelig valgret. De havde i virkeligheden aldrig ubetinget stået sammen. Da spørgsmålet drejede sig om valgloven til den rigsforsamling, som skulle vedtage grundloven i 1849, stemplede Bondevennerne de Nationalliberale som forrædere, fordi en fjerdedel ifølge disses forslag skulle vælges af kongen. Senere, under ”restaurationen”, var bønderne helstatsfolk, mens borgerne var Eiderfolk. Bønderne støttede reaktionen for at redde så meget som muligt af junigrundloven. Borgerskabets demokratiske sindelag nærede de ingen tillid til, og dets Eiderdrømme rummede direkte en fare for reaktionær europæisk intervention. I 1855 overtager borgerskabet i forening med de moderate konservative Ørsteds fællesforfatning i modificeret form, idet de forandrer den fra en absolutistisk enevældig forfatning til en parlamentarisk reaktionær forfatning. Junigrundloven indskrænkes til kun at gælde kongerigets særlige anliggender (kirke, skole, retspleje, kommunalforhold, trafik). Hvad landsdelenes fælles anliggender gælder (hær, flåde, toldvæsen, finanser), bliver den lovgivende magt lagt i hænderne på et rigsråd, hvoraf en tredjedel udpeges af kongen (d.v.s. af regeringen), en tredjedel af kongerigets og hertugdømmernes lovgivende forsamlinger, og en tredjedel af indbyggerne i monarkiet, hvoraf 95% af folketingsvælgerne på grund af en valgordning, der lægger vægt på indtægt og formue, udelukkes fra at vælge til rigsrådet (17). Tilbage er ca. 6.000 godsejer- og embedsmandsvælgere (18). Oveni dette kommer, at denne forfatning end ikke vedtages i rigsdagen, men ensidigt udstedes af kongen.
Noter
(16) Per Salomonson: Den politiske magtkamp 1866-1901. Jørgen Paludans Forlag 1968, s. 63.
(17) Ibid. s. 18.
(18) Engelstoft og Wendt: Danmarks politiske historie. Gyldendal 1964. s. 121.
