Skønt Højre-regeringen bistår det betrængte landbrug ved konverteringen af statsgælden (som derved overføres fra danske hænder til hovedsageligt tyske, hvorved der opnås en lavere rente og import af kapital, som begunstiger obligationsmarkedet med flere købere, stigende kurser og faldende renter) – og skønt den prøver at gennemføre forskellige sociale love (forslag om alderdomsunderstøttelse, om ulykkes- og sygdomsforsikring, nedsættelse af en arbejderkommission) presser Venstre skånselsløst på i forfatningssagen.
Bønderne er blevet spaltet op i bourgeoi’er (gårdmænd) og proletarer eller småborgere (landarbejdere, husmænd, småbønder). Folkestuerne begynder at trænge sig frem på gårdene, gårdmanden kan ikke længere spise sammen med sin arbejdskraft. Gårdmændene har koncentreret det spredte landbrugs produktion i andelsforetagenderne, og de begynder derfor at miste den småborgerlighed, der følger af spredt produktion. Gennem den opståede arbejdsdeling mellem landbruget og industrien er de vokset sammen med industriborgerskabet. De er bundet sammen med det bourgeoisi, som befordrer deres produkter til England (der tænkes her på det rent trafikale aspekt – selve handelsaspektet bliver varetaget af landbrugets egne eksportforeninger). De er bundet sammen med det bourgeoisi, som har opkøbt deres obligationer. Et proletariat, som gårdmændene må komme i modsætning til i fællesskab med resten af bourgeoisiet, er ved at vokse frem i by og på land. (Op til systemskiftet samarbejder socialdemokratiet og Venstre – f.eks. med at sikre stemmekredse for hinanden, da kommer bruddet, og socialdemokraterne begynder i stedet at samarbejde med husmændenes udskilte fløj, det Radikale Venstre).
Borgerskabet er allerede fra 1880’erne begyndt at glide bort fra Højre. De nationalliberale er i opposition til Estrups politik i toldspørgsmålet, militærspørgsmålet og finanslovsspørgsmålet. I begyndelsen af 1880’erne kommer ”børsoppositionen” i hovedstaden under ledelse af Tietgen og Nationalbankens direktør, Levy. Den anser forfatningskampen for en hindring for regeringsstøtte til erhvervslivet. Den ønsker ændring af skatterne, toldnedsættelser og oprettelse af et handelskammer, med hvilket regeringen skal drøfte erhvervsspørgsmål. Estrups afvisning af denne opposition skaber stor bitterhed i Københavnske handelskredse. I akademikerkredse vinder oppositionen frem – selv blandt unge Højre-mænd. Hovedmodsigelsen, der driver det danske samfund fremad, er ved at skifte igen. Modsigelsen mellem borgerskabet og arbejderklassen kommer i stadig større grad til at gøre sig gældende. Således kommer Estrupiatet – modsigelsen mellem borgerne og bønderne – til at svæve frit i luften. Bourgeoisi-fløjene i hver af de to lejre optager forbindelse med hinanden, idet de radikale i Venstres lejr og de uforsonligt reaktionære med godsejerne i spidsen i Højres lejr isoleres. Et forlig kommer istand i 1894. Der følger nogle svagelige godsejer regeringer, og i 1901 kommer systemskiftet – folketingsparlamentarismen – og en Venstre-regering.
Med borgernes (by-bourgeoisiet) og gårdmændenes (land-bourgeoisiet) sammensmeltning og deres fælles front mod proletarerne i by og på land er kapitalismen i Danmark udbygget.
