Den modsigelse i det engelske samfund, som fremtvinger landbrugsimporten, er modsigelsen mellem industri og landbrug.
I midten af 1700-tallet sker der i England et opsving i udskiftningsbevægelsen, kaldet ”enclosure”-bevægelsen. Jorden drages ud af det gamle ineffektive landbrugsfællesskab og godsejerne (især lorderne) indhegner deres jord, køber mere jord af de større selvejerbønder eller af småbønderne. Den nyerhvervede jord forpagtes ud. De tidligere selvejerbønder bliver forpagtere eller bruger den indvundne kapital til at blive småborgere i byerne. Minilandbrugerne og landarbejderne må udvandre, den enkelte ko kan ikke længere græsse på overdrevet, hjemmeindustrien kvæles af den nye tekstilindustri. Der bliver et (pjalte-) proletariat ud af de tidligere landbrugere. Virkningen af enclosure-bevægelsen bliver et dødsstød mod småbønderne og fremkomsten af et kapitalistisk præget landbrug, producenterne adskilles fra produktionsmidlerne som forpagtere, der indføres moderne driftsmetoder og mekanisering.
I slutningen af 1700-tallet slår industrialiseringen igennem, Englands industrimonopol dukker frem. Borgerskabet får større magt, og de (fabrikanter, storkøbmænd, bankfolk) får 1831 gennemført en valgreform, hvorved der overføres stemmer fra de godsejer-dominerede ”Rotten Boroughs”, småflækkerne, til byerne i Nordengland, industribyerne. Hovedhjørnestenen i godsejernes magt var imidlertid kornloven af 1814, der kun tillod kornimport, når priserne i England kom svimlende højt op. Godsejerklassen kunne altså til en vis grad tage monopolprofitter på arbejderklassens levnedsmiddelforsyning. I 1828 blev der dog rokket ved loven, idet der indførtes en ”sliding-scale”, hvorved tolden på importeret korn blev gjort afhængig af kornprisen på det engelske marked.
Men industribourgeoisiet ønskede den totale frihandel, og Cobdens frihandelsbevægelse, der stiftedes i 1838, stillede krav om kornlovens ophævelse, hvilket ville være et afgørende slag mod godsejerklassen og dens allierede. Kornlovens ophævelse ville føre til lavere kornpriser, der ville sætte de engelske kapitalister i stand til at sætte arbejderlønningerne ned og sætte den relative merværdi i vejret. Efter den fejlslagne høst i den fødevareleverende koloni Irland i 1845 ophævedes kornloven i 1846. Engels leverer følgende beskrivelse af ovennævnte kampe og det engelske bourgeoisis fremtidsvisioner:
”Parlamentsreformen i 1831 var den samlede kapitalistklasses sejr over det jordbesiddende aristokrati. Korntoldens afskaffelse betød industrikapitalisternes sejr ikke blot over godsejerne, men også over de kapitalistgrupper, hvis interesser var mere eller mindre identiske med eller sammenkædet med godsejernes: Bankiers, børsfolk, rentiers osv. Frihandel betød, at Englands hele inden- og udenlandske finans- og handelspolitik omformedes i overensstemmelse med industrikapitalisternes interesse. De blev nu den klasse, der repræsenterede nationen. Og denne klasse tog nu for alvor fat. Enhver hindring for industriproduktionen blev ubamhjertigt ryddet af vejen. Der blev vendt op og ned på toldtariffen og hele skattesystemet. Alt blev indordnet under et eneste formål, der til gengæld var af yderste vigtighed for industrikapitalisterne: at nedsætte prisen på alle råstoffer og navnlig arbejderklassens livsfornødenheder, at producere råstoffer og at holde arbejdslønnen nede, selv om den endnu ikke kunne sænkes. England skulle være ”verdens værksted”: alle andre lande skulle blive for England, hvad Irland allerede var: markeder for dets industriprodukter og leverandører af dets råstoffer og levnedsmidler. England som det større industrielle midtpunkt for en agerdyrkende verden med et stadigt voksende antal korn- og bomuldsproducerende drabanter, der drejer sig om den industrielle sol. Hvilket herligt perspektiv.” (31)
Altså:
- Allerede kapitalismens spirende fremvækst under feudalismen fremviser modsigelsen mellem landbruget (her = godsejerne) og industrien. Frem til godsejerklassens afgørende knæk i 1846 er denne modsigelse karakteriseret ved at landbruget dominerer. Kapitalisternes magtovertagelse i 1846 betyder at industrien erobrer dominansen.
- På grundlag af denne magterobring kommer dertil – idet modsigelsen mellem industrien og landbruget derved yderligere skærpes – kapitalisternes perspektiv, som udspringer af den specielle, konkrete situation: England er ene i verden om at have så udviklet en industri. Perspektivet er, som det står: England som det store industrielle midtpunkt for en agerdyrkende verden – eller, hvad der er det samme: De engelske kapitalister satser på yderverdenens landbrug.
I 1811 udgjorde landbrugsbefolkningen i England 35 % af totalbefolkningen. I 1861 var det tilsvarende tal 19 %. I 1870 var kun 9 % af den erhvervsmæssigt beskæftigede befolkning at finde i landbruget. Byernes vækst og konkurrencen efter kornlovens ophævelse førte til indskrænkninger og ændringer i produktionen, man begyndte at lægge mere vægt på kvægavl, mejeridrift og gartneri.
I 1870’erne tilspidses modsigelsen mellem landbruget og industrien radikalt. Imperialismens verdensomspændende udvikling af transportvejene fører til et kæmpeopbud af korn på verdensmarkedet, og kornkrisen kommer. De andre store imperialistiske lande beskytter deres landbrug med høje toldskranker – hvilket de KAN gøre, fordi de høje toldskranker her også er industriens interesse. England MÅ føre frihandel, den engelske industri er blevet udformet i overensstemmelse med det føromtalte perspektiv fra 1846. Kornkrisen kommer, og det går hårdt ud over det engelske landbrug. Man overlader produktionen af arbejderklassens livsfornødenheder til udlandet, mens det engelske landbrug omlægges til specialproduktion af kvalitetsvarer til byernes over- og middelklasse. Godsejerne udlægger arealer, der tidligere indgik i produktionen, til jagtarealer og parkanlæg, bønderne udlægger store arealer til græsgange. 1870-1910 er antallet af gårdbrug i England konstant, mens antallet af landarbejdere i denne periode falder med en tredjedel.
England er blevet storimportør af landbrugsprodukter.
Modsigelsen mellem landbruget og industrien er hovedmodsigelsen, som forklarer landbrugsimportens eksistens. Man kan også nævne en sekundær modsigelse, som ikke forklarer importens eksistens, men som bidrager til at forklare noget om importens indhold, dvs. dens mængde, dens bestanddele. Modsigelsen mellem arbejderne og kapitalisterne begynder at svækkes under imperialismen (det i forvejen kolonirige England erobrer broderparten i kapløbet om Afrika og Oceanien). De faglærte arbejdere får højere løn end på kontinentet. Allerede fra 1850 til 1870 kunne man tale om, at de faglærte arbejdere og fabriksarbejderne udgjorde et arbejderaristokrati, men med imperialismens begyndelse begynder også ”the bottom dog”, de ufaglærte arbejdere, at komme med op. De organiseres i 1880’eme og fører faglig kamp med resultater. Med til billedet hører skoleloven 1870: Alle børn lærer at læse og skrive. ”Kommunal-socialismen” i 1870’erne: Nedrivning af slum og opførelsen af nye gode arbejderboliger, udstykning af parkarealer, kommunens overtagelse af offentlige tjenester som kommunikationsmidler, vand- og kraftværker, folkesundheden, udvidelsen af kommunens fuldmagter og indførelsen af offentlig ulykkesbeskyttelse i 1880’erne. Landbrugsimporten, som var import af levnedsmidler til arbejderbefolkningen, skifter efterhånden indhold. Efter 1846 bestod importen altovervejende af korn, fra 1853 (kvægtoldens ophævelse) fik den et indhold af kreaturer, men efterhånden medførte arbejderklassens øgende levestandard, især under imperialismen, stigende efterspørgsel på kød.
Note
(31) Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse, Futura 1972, s. 35.
