Den enevældige stat og handelsborgerskabet sætter penge i manufakturer, noget der må ses som en kapitalistisktendens. ”Industrien” beskyttes mod udenlandsk konkurrence via toldpolitikken og holdes iøvrigt kun i live af vedvarende kapitalindsprøjtninger fra staten. Den vigtigste forudsætning for industri, et indenlandsk marked, eksisterer ikke i egentlig forstand: Takket være feudalismen ligger størstedelen af landets indbyggere, bønderne, under for naturalieøkonomien. ”Industrien” må begrænse sig til at levere varer, som handelen og enevælden har brug for: Kanoner, krudt, militærtøj, skibe, papir o.s.v..
