Om produktivkræfter og produktionsforhold

I følge den materialistiske historieopfattelse er det produktionen og udvekslingen af produkterne, der er grundlaget for samfundsordenen. Derfor skal årsagerne til sociale forandringer og politiske omvæltninger i sidste instans søges i forandringer i produktions- og udvekslingsmåden og ikke i klassernes politiske ideer.

De (forandringerne) skal ikke søges i den pågældende periodes filosofi, men i dens økonomi. Den vågnende indsigt, at de bestående samfundsindretninger er ufornuftige og uretfærdige, at “fornuft er blevet vanvid og velgerning en plage” er kun tegn på, at der ganske stille er foregået forandringer i produktionsmetoderne og udvekslingsformerne, som den samfundsordning, der var afpasset efter tidligere økonomiske betingelser, ikke mere passer til. Dermed er samtidig sagt, at midlerne til at fjerne de opdagede misforhold ligeledes – i større eller mindre grad – må være til stede i selve de forandrede produktionsforhold. Disse midler skal ikke opfindes ud af hovedet, de skal ved hjælp af hovedet opdages i de foreliggende materielle kendsgerninger i produktionen.

F. Engels: Socialismens udvikling…. MEUS, II, s. 132.

Det er ikke ideer i menneskenes hoveder, eller elendighed og udbytning i sig selv, der skaber basis for samfundsmæssige omvæltninger. Det, der fremkalder revolutionære forandringer, er produktivkræfternes manglende udviklingsmuligheder indenfor de eksisterende produktionsforhold. I stedet for at fremme udviklingen bliver produktionsforholdene en lænke for udviklingen. Efterhånden som lænken strammes, skabes der økonomisk, social og politisk krise, og ud af denne krise vokser bevidstheden om, at forandring er nødvendig. [1]

Klassekampen skal ses i relation til de økonomiske og materielle forhold og ikke som en selvstændig løsrevet drivkraft i historien. Derfor grunder vores vurdering af mulighederne for socialisme i verden sig primært på de økonomiske udviklingstendenser.

Mulighederne for socialisme i de imperialistiske lande

Perspektiverne for socialisme i de imperialistiske lande kan ikke analyseres isoleret, idet arbejderklassens stilling er snævert forbundet med kapitalismens udvikling i hele verden. Muligheden for en socialistisk udvikling i de imperialistiske lande må derfor vurderes i forhold til udviklingen af det imperialistiske system. Arbejderklassens udvikling i disse lande, fra at være et udbyttet proletariat – til at blive en klasse, der tilegner sig mere værdi, end den frembringer, er det vigtigste materielle forhold, der ligger til grund for, at arbejderklassen ikke udvikler sig i socialistisk retning. Det er klassens internationalt priviligerede stilling, der bestemmer dens politiske holdning. I takt med at arbejderklassen i de imperialistiske lande fik højere lønninger, blev det ulige bytte et vigtigt kendetegn ved handelen imellem imperialistiske og udbyttede lande. Det medførte en ulige udvikling og en uddybning af verdens opdeling i rige og fattige lande. De højere lønninger betød imidlertid ikke bare en stigende konsumptionsevne i de imperialistiske lande og en voksende udbytning af den tredie verden. De ændrede livsbetingelser for arbejderklassen medførte, at den fik en objektiv interesse i, at det kapitalistiske system fortsætter sin internationale akkumulation, betalt af proletarerne og andre udbyttede klasser i den tredje verden. Et resultat af denne udvikling er dét forbrugersamfund, der opstod i slutningen af 50erne i Europa og noget tidligere i USA.[2] Danmarks befolknings forbrug er således væsentligt større end befolkningens i Nordafrika. Danmark og Sverige har tilsammen et hjemmemarked, der er større end Afrikas, hvis man ser bort fra Sydafrika. Tager vi Norge med, d.v.s. hele Skandinavien, så forbruger befolkningen hér mere end hele Afrikas befolkning. Tysklands og Frankrigs hjemmemarked er større end hele den ikke kommunistiske tredie verdens. Og alene USA, d.v.s. ca. 6% af jordens befolkning, forbruger mere end 40% af verdens totale produktion.

De imperialistiske lande, som udgør ca. 20-25% af jordens befolkning, forbruger ca. 70% af den samlede producerede energimængde i form af kul, olie, uran og elkraft og 75% af kobber og aluminiumsproduktionen. De 2/3 af jordens befolkning, som lever i Asien, Afrika og Latinamerika, forbruger kun 12% af jordens rigdomme, til trods for at ca. halvdelen af verdens råstoffer produceres i disse lande. (UER. s. 73)

Forbrugersamfundet i de rige områder af verden er en ideel situation for kapitalismen. Det betyder masseproduktion og massekonsumption. Kapitalismen har under disse forhold kunnet fremvise sine højeste vækstrater. I 1960erne og størsteparten af 1970erne oplevede arbejderklassen i de imperialistiske lande en forbrugerevne, der ikke før var set hos nogen arbejderklasse. De imperialistiske lande kom generelt set til udelukkende at rumme klasser, der tilegner sig mere værdi, end de frembringer. Dette forhold kunne udelukkende etableres og fortsat eksistere, fordi der eksisterer millioner af ekstremt udbyttede mennesker i den omgivende verden. [3]

Velfærdsstaten, den store konsumptionsevne og den enorme udvikling af produktivkræfterne i de rige lande, og disse forholds modstykke i den tredie verden, har samme årsag – nemlig den imperialistiske udbytning. Det er primært det ulige varebytte, der medfører en vækst i de imperialistiske lande, der er væsentlig større og hurtigere end i den tredie verden. Disse økonomiske relationer bestemmer samtidig arbejderklassens holdning til et internationalt socialistisk system i verden. Kravet om en ny økonomisk verdensorden, kravet om socialisme, ligger den vesteuropæiske og amerikanske arbejderklasse fjernt.

Reformismen

Reformister står i modsætning til revolutionære ved, at deres politiske ideologi og praksis ikke rækker udover de kapitalistiske produktionsforhold, men er lagt an på at udspille sig på systemets præmisser. De revolutionære indretter derimod deres politik på at omstyrte kapitalismen. Derfor adskiller den reformistiske linie sig idag fra den revolutionære ikke ved, hvordan de vil forvalte den kapitalistiske stat, men om de vil. Partier, der baserer sin politik på imperialismens fortsatte eksistens og allierer sig med en arbejderklasse, der har objektiv interesse i, at kapitalismen fortsætter, kan ikke være revolutionære. Dette gælder uanset, hvordan klassekampens former – hvilket vil sige dens voldsomhed, højrøstethed o.s.v. – udspiller sig. Formen har intet med klassekampens egentlige grundlag at gøre. I dag må revolutionære i de imperialistiske lande basere deres politik på en klasseanalyse ud fra de globale økonomiske betingelser. De revolutionære må alliere sig med de klasser i verden, der har objektiv interesse i at omstyrte det imperialistiske system – uanset hvor de geografisk befinder sig.

Reformismens Fremvækst

Det var klassekampens økonomiske grundlag, der medførte, at reformismen fik succes i de imperialistiske landes arbejderklasser. Det var ikke økonomisk muligt for kapitalisterne i første halvdel af 1800-tallet at opfylde eller blot imødekomme proletariatets krav om bedre forhold. På dette tidspunkt lå en opfyldelse af disse krav udover, hvad det kapitalistiske system kunne bære. Derfor måtte ethvert større krav om forbedringer – hvis det ikke skulle føre til omstyrtelse af de herskende ejendomsforhold og statsmagten – slås ned med hård hånd – og det blev det. Bourgeoisiet kunne ikke tillade sig den “luksus” at indføre et parlamentarisk demokrati, ret til dannelse af fagforeninger o.s.v., da dette ville true selve det kapitalistiske systems eksistens. Men med imperialismen, og de deraf forandrede livsbetingelser i de imperialistiske lande, ændrede dette forhold sig. Det blev nu muligt for den herskende klasse at gøre indrømmelser indenfor systemets rammer. De højere lønninger, de forbedrede arbejdsforhold, de udvidede politiske rettigheder styrkede samtidig troen i arbejderklassen på reformismens muligheder, hvilket igen gjorde det mindre risikabelt for kapitalisterne at give arbejderklassen yderligere politiske rettigheder. Arbejderklassen måtte imidlertid kæmpe voldsomt for at få disse forbedringer i løn og arbejdsforhold. Kapitalisterne vil altid som klasse være imod lønstigninger, fordi de medfører et tilsvarende fald i profitraten.

De forbedrede livsbetingelser og den store politiske indflydelse arbejderklassen fik i de imperialistiske lande er således ikke et resultat af en snedig plan udtænkt af kapitalisterne, eller en bestikkelse for at skabe social ro, men en konsekvens af arbejderklassens egen kamp. Lige så sikkert er det, at disse krav aldrig var blevet honoreret, hvis ikke den imperialistiske kapitalakkumulation var slået igennem.

Historisk er udviklingen imidlertid ikke forløbet sådan, at hele arbejderklassen på én gang er blevet en velhavende og borgerliggjort klasse i de imperialistiske lande. Det er en udvikling, der er sket gradvist. De forbedrede kår for den faglærte og velorganiserede del af arbejderklassen i slutningen af forrige århundrede førte til, at den revolutionære del af arbejderbevægelsen svækkedes i takt med, at reformismen vandt frem. Pariserkommunen led nederlag og 1. internationale gik i opløsning i 1871, medens den faglige og politiske reformkamp vandt succesfuldt frem. Den reformistiske linie viste sig nu at være i stand til at forbedre arbejderklassens løn og arbejdsvilkår indenfor det kapitalistiske systems rammer. Revolutionen stod ikke længere på dagsordenen i Vesteuropa. Kapitalismen genvandt sin livskraft og udviklede sig med ny dynamik.

Marx og Engels var ingenlunde blinde for, at disse ændringer i proletariatets materielle kår havde indflydelse på klassens politik. De fandt således, at årsagerne til den snigende reformisme i den engelske arbejderklasse i sidste halvdel af 1800-tallet, havde baggrund i det engelske industri- og kolonimonopol. [4]

… Det engelske proletariat er faktisk ved at blive mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. For en nation, der udbytter hele verden er dette naturligvis til en vis grad berettiget. Det eneste, der ville hjælpe her, ville være nogle gennemgribende dårlige år, men efter guldfundene synes sådanne ikke længere at være så lette at hidskaffe ….

K. Marx, F. Engels: Om kolonier, Industrimonopol og arbejderbevægelse, København, Futura, 1972, s. 27: F. Engels til K. Marx, d. 7/10 – 1858. (Herefter MEOK)

Sammen med forbedringerne i løn og arbejdsforhold, gennemtvang arbejderklassen en politisk demokratisering af samfundet. Ved hjælp af politiske reformer blev arbejderbevægelsen dermed indlemmet i det borgerlige parlamentariske system. De forbedringer i løn og arbejdsvilkår og de politiske reformer, som bourgeoisiet havde kæmpet imod med næb og klør i 1820, 30 og 40erne, blev gennemført i 1870erne og 1880erne, hvor de ikke længere udgjorde nogen trussel mod kapitalismen.

… Med hensyn til arbejderne må det først slås fast, at der ikke har eksisteret noget særligt politisk arbejderparti i England siden Chartist-partiets bortdøen i 50erne. Dette er forståeligt i et land, hvor arbejderklassen mere end noget andet sted har fået del i storindustriens umådelige ekspansion. Det kunne heller ikke være anderledes i et England, der beherskede verdensmarkedet, og specielt ikke i et land, hvor den herskende klasse har sat sig selv den opgave – ved siden af andre indrømmelser – at virkeliggøre det ene punkt efter det andet i chartisternes program, “Folkets Charter”. Af charterets 6 punkter er 2 allerede blevet lov: Hemmelig afstemning og afskaffelse af formuebestemmelsers begrænsning af valgretten. Den tredie, almindelig valgret, er blevet indført, i det mindste omtrentligt, de sidste 3 punkter er stadig ikke blevet virkeliggjort: årlige parlamentsvalg, aflønning af parlamentsmedlemmer, og det vigtigste lige store valgkredse.

MEOK, s. 43: F. Engels: De engelske valg, 22/2 – 1874.

Selv tog Marx og Engels kraftig afstand fra den reformistiske linie i arbejderbevægelsen:

… I en årrække har den engelske arbejderklasse håbløst beskrevet en snæver cirkel af strejker for højere løn og kortere arbejdstid, men ikke som et redskab eller et middel til propaganda og agitation, men som det endelige mål. Fagforeningerne udelukker endog af princip og i deres love enhver politisk handling og forbyder derved deltagelse i nogen almindelig virksomhed fra arbejderklassens side som klasse. Arbejderne er politisk delt i konservative og liberalradikale, i tilhængere af ministeriet Disraeli (Beaconsfield) og tilhængere af ministeriet Gladstone. Man kan her kun tale om en arbejderbevægelse, for så vidt der foregår strejker her, der, hvad enten de vindes eller ej, ikke fører bevægelsen et skridt videre …. Der bør ikke gøres noget forsøg på at skjule den kendsgerning, at der for tiden ikke eksisterer en virkelig arbejderbevægelse i den kontinentale betydning her…

Brev fra Engels til Bernstein, London, 17/6 – 1879. Om kolo…. s. 46.

Men Englands industrimonopol er hovedhjørnestenen i det bestående engelske samfundssystem. Selv da dette monopol eksisterede, kunne markederne ikke holde trit med den engelske industris voksende produktivitet. Følgen var kriser, der indtraf hvert tiende år. Og nu bliver nye markeder dag for dag så sjældne, at man endog vil påtvinge negrene i Kongo den civilisation, der strømmer ud af bomuldstofferne fra Manchester, porcelænet fra Staffordshire og metalvarerne fra Birmingham. Hvad vil følgen blive, hvis varer fra kontinentet og især fra Amerika vælter frem i stadig stigende mængder, hvis de engelske fabrikker, som endnu forsyner verden med broderparten af dens industriprodukter, år for år ser denne andel skrumpe ind? Svar frihandel, du universalmiddel!

Men hvad vil enden blive på det hele? Den kapitalistiske produktion kan ikke være stabil, den må vokse og udvide sig, eller den må dø. Allerede nu betyder formindskelsen af Englands andel i verdensmarkedets forsyning med industriprodukter stagnation og elendighed, på den ene side overflod af kapital, på den anden side overflod af ubeskæftigede arbejdere. Hvordan vil det ikke blive, når den årlige produktionsstigning hører fuldstændig op? Her er den kapitalistiske produktions akilleshæl. Det er en nødvendig livsbetingelse for den, at den stadig kan udvide sig, og denne stadige udvidelse bliver nu umulig. Den kapitalistiske produktion kommer ind i en blindgyde. Hvert år bringer England nærmere hen til spørgsmålet: enten går nationen i stykker eller den kapitalistiske produktion. Hvem af dem skal gå til grunde?

Og arbejderklassen? Selv under handelens og industriens uhørte vækst fra 1848 til 1868 var det sådan, at den måtte leve i elendighed; selv dengang var det sådan, at dens store flertal i bedste fald kun opnåede en forbigående forbedring af sin stilling, mens kun et lille privilegeret, beskyttet mindretal fik varige fordele. Hvordan vil det da gå, når denne blændende periode definitivt afsluttes, når den nuværende trykkende stagnation ikke blot yderligere tiltager, men når dette forøgede, dræbende tryk bliver den engelske industris varige, normale tilstand?

Sandheden er følgende: Sålænge Englands industrimonopol varede ved, fik den engelske arbejderklasse til en vis grad andel i dette monopols fordele. Disse fordele blev fordelt meget ulige imellem dem, det privilegerede mindretal indkasserede størsteparten, men selv det store flertal fik sin part, i hvert fald af og til, forbigående. Og det er grunden til, at der efter owenismens uddøen ikke har eksisteret nogen socialisme i England. Med monopolets sammenbrud vil den engelske arbejderklasse miste denne privilegerede stilling. Den vil, en skønne dag i sin helhed – inklusive det privilegerede og ledende mindretal – komme til at stå på samme niveau som udlandets arbejdere. Og det er grunden til, at der igen vil opstå socialisme i England.

MEOK, s. 56: F. Engels: England i 1845 og i 1885.

Engels’ forhåbninger om, at de øvrige fremskredne kapitalistiske landes nedbrydning af det engelske industri- og kolonimonopol, ville medføre, at den engelske arbejderklasse ville miste sin privilegerede stilling og atter blive revolutionær, blev ikke opfyldt. Kapitalismen udviklede sig som beskrevet af andre veje, end Marx og Engels forestillede sig. Det engelske industri- og kolonimonopol blev brudt inden århundredets udgang. Det blev brudt ved, at det blev udviddet til også at omfatte de førende vesteuropæiske magter og USA. Dette skete uden, at det medførte en nedgang i det engelske proletariats levestandard. Tværtimod lykkedes det også arbejderklassen i disse lande indenfor rammerne af det borgerlige parlamentariske system at tilkæmpe sig højere løn, bedre arbejdsforhold og flere politiske rettigheder. Bruddet på Englands monopolstilling betød således blot, at reformismen bredte sig til disse lande.

Lenin måtte konstatere i begyndelsen af vort århundrede, at Engels’ forhåbninger – om at nedbrydelsen af Englands industrimonopol ville føre til økonomiske forhold, der atter ville bringe revolutionen på dagsordenen – ikke slog til. Tværtimod styrkedes reformismen i arbejderklassen. Lenin indså også, at denne udvikling havde sine rødder i imperialismen. Arbejderklassens lederes “forræderi” var blot et udtryk for dette økonomiske forhold. Lenin skriver:

Som et resultat af den omfattende kolonipolitik befinder den europæiske proletar sig imidlertid til dels i en situation, hvor det ikke er hans arbejde, men de praktisk taget slavebundne indfødtes arbejde i kolonierne, der opretholder hele samfundet. Det britiske bourgeoisi får f.eks. mere profit ud af de mange millioner mennesker i befolkningen i Indien og de andre kolonier end af britiske arbejdere. I visse lande skaber dette den materielle og økonomiske basis for at smitte proletariatet med kolonial chauvinisme. Naturligvis, dette er måske kun et midlertidigt fænomen, men ondet må ikke desto mindre klart erkendes og dets årsager forstås, for at man skal kunne samle proletariatet i alle lande til kamp mod den art opportunisme.

V.I. Lenin: Om imperialisme og opportunisme, København, Futura, 1973, s. 19 (herefter LOI): Den Internationale Socialistiske Kongres i Stuttgart.

Den første verdenskrig blotlagde chauvinismens styrke i arbejderbevægelsen, hvor den under ledelse af socialdemokratierne fulgte de respektive nationale bourgeoisier i den første imperialistiske krig om kolonier og indflydelsessfærer. Bourgeoisiets og de øvre lag af arbejderklassens interesser faldt delvist sammen. Nationens velstand var deres fælles velstand.

… Med socialchauvinisme mener vi godkendelsen af tanken om forsvar for fædrelandet i den nuværende imperialistiske krig, retfærdiggørelsen af et forbund mellem socialister og bourgeoisiet og regeringerne i deres “egne” lande i denne krig, afvisning af at drive propaganda for og støtte proletarisk-revolutionær aktion mod ens”eget” bourgeoisi o.s.v. Det er aldeles indlysende, at socialchauvinismens grundlæggende ideologiske og politiske indhold fuldt ud falder sammen med opportunismens grundlag. Det er en og samme tendens. Under krigens betingelser i 1914 – 15 fører opportunismen til socialchauvinisme. Tanken om klassesamarbejde er opportunismens hovedtræk…. Opportunismen blev fremavlet igennem årtier af de særlige træk i den periode i kapitalismens udvikling, da den forholdsvis fredelige og civiliserede tilværelse for et lag af privilegerede arbejdere “borgerliggjorde” dem, gav dem krummer fra deres nationale kapitalisters bord og isolerede dem fra de forarmede og ruinerede massers lidelser, elendighed og revolutionære glød. Den imperialistiske krig er den direkte fortsættelse og kulminationen af denne tingenes tilstand, fordi dette er en krig for stormagtsnationernes privilegier, for nyopdeling af kolonierne og dominans over andre nationer. At forsvare og styrke deres privilegerede stilling som et småborgerligt “øvre lag” eller aristokrati (og bureaukrati) i arbejderklassen – det er den naturlige krigstidsfortsættelse af småborgerlige opportunistiske forhåbninger og den dertil svarende taktik, det er det økonomiske fundament for socialimperialismen af i dag.

LOI, s. 25: Anden Internationales sammenbrud, 1915.

Den politiske udvikling i mellemkrigsårene

Omkring 1920 understreger Lenin gang på gang, at en forståelse af opportunismens rødder og bekæmpelsen af socialchauvinismen er den vigtigste opgave for Vesteuropas revolutionære i denne periode.

Er der nogen forbindelse mellem imperialismen og den uhyrlige og afskyvækkende sejr, som opportunismen (i form af socialchauvinisme) har vundet over arbejderbevægelsen i Europa? Dette er det fundamentale spørgsmål i den moderne socialisme.

LOI, s. 53: Imperialismen og splittelsen i socialismen.

Lenin er ikke i tvivl om svaret, han skriver i artiklen “Revision af Partiprogrammet” i 1917:

Det vil måske være hensigtsmæssigt, hvis vi i vort program stærkere understreger og mere levende udtrykte den fremtrædende stilling, som en håndfuld af de rigeste imperialistiske lande, der snyltende blomstrer ved at plyndre kolonier og svagere nationer, indtager. Det er et yderst vigtigt træk ved imperialismen. Til en vis grad letter det skabelsen af magtfulde revolutionære bevægelser i lande, der er udsat for imperialistisk plyndring, og som står i fare for at blive knust, og opdelt af de kæmpestore imperialister (sådan som Rusland), og på den anden side tenderer det til en vis grad mod at forhindre skabelsen af virkelige revolutionære bevægelser i lande, der med imperialistiske metoder plyndrer mange kolonier og fremmede lande, og på den måde gør en (forholdsmæssig) meget stor del af befolkningen til deltagere i delingen af det imperialistiske bytte.

LOI, s. 70.

Lenins politik for Vesteuropa efter første verdenskrig gik ud på at gå uden om de øvre bedst betalte lag af arbejderklassen ned til de egentlige proletarer. Hans strategi slog ikke til. Det var ikke muligt for den revolutionære del af arbejderbevægelsen at fravriste reformisterne ledelsen af arbejderklassen. I Tyskland, hvor den revolutionære linie stod stærkt, forsøgte kommunisterne opstand i 1918, men blev forrådt af socialdemokraterne. I England og i Skandinavien betød krisen et gennembrud for socialdemokratierne. I 1924 dannede socialdemokraterne regering i Danmark og arbejderpartiet i England, ikke for at afskaffe kapitalismen, men for at løse dens krise. Arbejderklassens flertal ønskede reformer ikke revolution. I de lande, hvor en socialdemokratisk politik blev gennemført, blev krisen lettet gennem regeringsindgreb og reformer. [5] I Tyskland, krigens taber, ribbet for kolonier og flået af de andre imperialistiske magters krav om krigsskadeerstatning, sejrede hverken kommunisterne eller socialdemokraterne, men nazisterne.

Fritz Sternberg skriver følgende om Kominterns politik i perioden:

Som Lenin fejlvurderede reformismens virkelige styrke, således endnu mere hans epigoner (eftersnakkere. Red.) Han gav aldrig en systematisk analyse af de sociologiske forudsætninger, som lagde grunden for reformismen, som hæmmede, at den blev rystet i perioden før fascismens sejr. Komintern har ladet sig nøje med slagord. Den har aldrig klarlagt, at differentieringen indenfor arbejdernes rækker i førkrigstiden skete på basis af hele klassens stigende lønninger.

Komintern har ikke rettet Lenins fejl i spørgsmålet om arbejderaristokratiet og dermed vurderingen af reformismens virkelige styrke. Tværtimod: den har fordybet den endnu mere.

Fritz Sternberg: Der Faschismus an der Macht. Amsterdam, Contact, 1935, s. 91.

Perioden efter anden verdenskrig med den stærke økonomiske vækst i de vesteuropæiske lande betød store velstandsstigninger for landenes arbejderklasser. De socialdemokratiske partier blev en af de stærkeste politiske kræfter. Arbejderklassen repræsenteret ved socialdemokratiet blev nu ofte regeringsdannende. Socialdemokratierne forvaltede i mange tilfælde det kapitalistiske system mere effektivt end de forældede liberale partier var i stand til.

Det ulige byttes konsekvens for den internationale solidaritet

De konsekvenser, den imperialistiske udbytning fik for den nationale politik i udbytterlandene, havde samtidig en effekt på internationale spørgsmål. Arbejderklassens politik i de imperialistiske lande blev stadig mere nationalistisk, idet nationens velstand var arbejderklassens velstand. Dette betød som beskrevet ikke, at klassekampen ophørte i de imperialistiske lande. Hvad enten lønningerne er høje eller lave, det samfundsmæssige produkt stort eller lille, så er arbejderklassens løn og bourgeoisiets profit, to størrelser, der er omvendt proportionale og derfor genstand for stadig kamp. Men når den relative størrelse af den værdi, som arbejderklassen i de imperialistiske lande skaber, til stadighed falder sammenlignet med de værdier, de modtager via det ulige bytte, når arbejderne for deres løn kan tilegne sig mere værdi, end de skaber grundlag for, så bliver forøgelsen af nationalindkomsten vigtigere end den internationale solidaritet med klassefællerne i de udbyttede lande. Dette er de materielle, økonomiske realiteter, som danner baggrunden for den manglende solidaritet mellem arbejderne i de imperialistiske og udbyttede lande.

I det følgende gives en række konkrete eksempler, der anskueliggør chauvinismens blomstring og den internationale solidaritets visnen hos arbejderklassen i nogle af de lande, der deltager i den internationale udbytning.

Allerede i 18-hundredetallets anden halvdel spillede denne chauvinisme en fremtrædende rolle i den engelske arbejderklasses holdning til Irland og den irske arbejderklasse. Marx skriver i et brev til Meyer og Voigt d. 9/4 – 1870 om denne holdning:

Og vigtigst af alt! Hvert eneste industri- og handelscenter i England har nu en arbejderklasse, der er delt i to fjendtlige lejre, engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandart. I forhold til den irske arbejder føler han sig som medlem af den herskende nation og gør sig dermed til et redskab for sit lands aristokrater og kapitalister mod Irland, hvorved han styrker disses dominering over ham selv. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de “fattige hvides” holdning over for “niggerne” i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i sin egen mønt. Han ser i den engelske arbejder på én gang en medskyldig i, og det stupide redskab for, det engelske herredømme i Irland…. Denne antagonisme er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses kraftesløshed, på trods af dens organisation. Det er den hemmelighed, ved hvis hjælp den kapitalistiske klasse opretholder sin magt….

…. At fremskynde den sociale revolution i England er derfor det vigtigste mål for den Internationale arbejderassociation. [6] Det eneste middel til at fremskynde den er at gøre Irland selvstændig. Derfor er det internationales opgave overalt at sætte konflikten mellem England og Irland i forgrunden og overalt åbent at tage Irlands parti.

Og det er den særlige opgave for Centralrådet i London at vække en bevidsthed hos de engelske arbejdere om, at for dem er Irlands nationale frigørelse ikke et spørgsmål om abstrakt retfærdighed eller humanistiske følelser, men den første betingelse for deres egen sociale frigørelse.

MEOK, s. 41.

Det lykkedes ikke for 1. Internationales centralråd at “vække” den engelske arbejderklasses bevidsthed om forholdene i de undertrykte lande, og at disse landes frigørelse var en forudsætning for deres egen. Tværtimod så cementeredes den engelske arbejderklasses forsvar af koloniimperiet i årene fremover.

Lenin skriver om den engelske arbejderklasses holdning til de undertrykte nationers frigørelseskamp:

Jeg vil også gerne understrege vigtigheden af de kommunistiske partiers revolutionære arbejde, ikke blot i deres egne, men også i de koloniale lande, og særligt blandt tropperne, som de udbyttende nationer bruger til at holde de koloniale folk underkuede.

Kammerat Quelch fra det Britiske Socialistiske Parti talte om dette i vor kommision. Han sagde, at den almindelige britiske arbejder ville betragte det som forræderisk at hjælpe de slavebundne nationer i deres oprør mod det britiske herredømme. Sandt nok, de chauvinistisk-sindede arbejderaristokrater i England og Amerika udgør en meget stor fare for socialismen og er II Internationales bolværk. Her står vi overfor det største forræderi fra de ledere og arbejdere, der tilhører denne borgerlige Internationale … der findes intet tegn på ægte revolutionært arbejde eller hjælp til de udbyttede og afhængige nationer i deres revolter mod de undertrykkende nationer. Dette mener jeg, gælder også for de fleste af de partier, der er trådt ud af II Internationale og ønsker at slutte sig til III Internationale. Vi må erklære dette offentligt, så alle kan høre det, og det er uigendriveligt, lad os se, om nogen gør forsøg på at benægte det…

LOI, s. 87: “Kommunistisk Internationales anden kongres”. 7/8 – 1920.

På samme kongres siger Lenin om det britiske arbejderparti:

Kammeraterne har understreget, at arbejderaristokratiet er stærkere i England end i noget andet land. Det er sandt. Arbejderaristokratiet har, når alt kommer til alt, eksisteret i England ikke i årtier men i århundreder… Dette lag er gennemsyret med borgerlige fordomme og fører en absolut borgerlig reformistisk politik. I Irland findes der f.eks. tohundredetusinde britiske soldater, som med barbariske terrormetoder undertrykker irerne. De britiske socialister udfører overhovedet ikke revolutionær propaganda blandt disse soldater, skønt vores resolutioner klart siger, at kun de britiske partier, der udfører ægte revolutionær propaganda blandt de britiske arbejdere og soldater, kan optages i den kommunistiske Internationale.

LOI, s. 89: “Kommunistisk Internationales anden kongres, 6/8 – 1920.

III Internationales resolutioner om de koloniale landes frigørelses betydning for verdensrevolutionen blev ikke fulgt op. De vesteuropæiske partier manglede interesse for spørgsmålet.

Ho Chi Minh, den senere formand for Vietnams kommunistiske parti, opholdt sig på dette tidspunkt i Europa. Han deltog i III Internationales (KOMINTERN) 5. kongres i 1924 og rettede her en kraftig kritik mod de vesteuropæiske kommunistiske partier, især det franske, for dets chauvinistiske holdning i det koloniale spørgsmål.

9 lande (England, Frankrig, USA, Spanien, Italien, Japan, Belgien, Portugal, Holland) med en samlet befolkning på 320.657.000 og med et samlet areal på 11.470.000 kv.km. udbytter kolonier, der omfatter dusinvis af forskellige nationaliteter med en samlet befolkning på 560.193.000 og med et samlet areal på 55.637.000 kv.km.

Derfor er det vel ikke nogen overdrivelse at hævde følgende: sålænge det franske og det engelske kommunistparti ikke fører en virkelig progressiv politik i forbindelse med kolonierne, sålænge de ikke engang har etableret kontakt med de undertrykte folk i kolonierne, sålænge vil deres samlede program som hidtil ikke kunne fungere, fordi det i denne henseende er i direkte modstrid med leninismen….

I følge Lenin afhænger revolutionens sejr i Vesteuropa af et snævert samarbejde med befrielsesbevægelserne i de undertrykte kolonier rettet mod imperialismen, og af det nationale spørgsmål, begge skal forstås som dele af spørgsmålet om den proletariske revolution og proletariatets diktatur….
Endvidere nævnte kammerat Stalin også det synspunkt, at de europæiske proletarer kan sejre uden direkte alliance med befrielsesbevægelserne i kolonierne, men dette betragtede han som et kontrarevolutionært synspunkt.
Men hvis vi nu sammenligner de teoretiske overvejelser med praksis, så kommer vi desværre til det resultat, at vore store partier, undtagen SUP, stadig fastholder ovennævnte synspunkt, idet de simpelthen ikke har vist det mindste initiativ på dette område….

Men hvad har vore kommunistiske partier i Storbritanien, Holland, Belgien og andre lande foretaget sig for at hindre disse kolonialistiske tanker i at trænge ind i hjernerne på deres landes proletariat og for at sætte en stopper for bourgeoisiets forbrydelser? Hvad har de foretaget sig siden den dag, de accepterede Lenins program, der krævede, at arbejderklassen i deres lande blev opdraget i den rette internationalistiske ånd, og at der blev optaget kontakt med de arbejdende masser i kolonierne? Det vore partier har gjort i denne henseende, er næsten værdiløst.

Jeg er selv født i en fransk koloni, og er medlem af Frankrigs kommunistiske parti. Til min store beklagelse må jeg konstatere, at vort parti indtil nu næsten intet har gjort for kolonierne.”

“Om det nationale og det koloniale spørgsmål”, s. 8, i: Ho Chi Minh: Ho Chi Minhs budskab til os. København. Den antiimperialistiske Aktionskomite/KUF, 1969.

Ho Chi Minhs kritik blev aldrig forstået, endsige efterlevet af de imperialistiske landes kommunistpartier. De fortsatte deres valne holdning til det koloniale spørgsmål. Værre var dog, at de socialdemokratiske partier, som efterhånden repræsenterede størstedelen af arbejderklassen i de vesteuropæiske lande, viste sig at være direkte proimperialistiske.

Ved KOMINTERNs 6. kongres, juli – september 1928, fremlagde Palmiro Togliatti, den senere formand for Italiens kommunistiske parti, en detaljeret rapport om den socialdemokratiske bevægelse i Vesteuropa og dens holdning til koloniale spørgmål. Togliatti, som selv efter anden verdenskrig kom til at stå for en politik, der kun vanskelig lader sig adskille fra den socialdemokratiske, giver på dette tidlige tidspunkt en grundig beskrivelse af socialdemokratiers proimperialistiske politik.

Togliatti sagde bl.a.:

Socialdemokraterne er blevet kolonipolitikere. De tilkendegiver, at kolonier er noget deres lande aldrig vil give afkald på, og hvis deres land ikke har nogen kolonier, så er det op til dem, i en mere eller mindre åben facon, at kræve det. På dette punkt er der ikke et eneste socialdemokratisk parti, der udgør en undtagelse….

… Socialdemokratisk politik består i, at alliere sig med, eller direkte deltage i bourgeoisiets koloniale forehavende.

Palmiro Togliatti: “Social Democracy and the colonial question”, s. 36 i: H.W. Edwards: Labour aristocracy: massbase of Social Democracy, Stockholm. Aurora, 1978. (Herefter ELA)

Togliatti fremlagde i sin rapport en lang række eksempler socialdemokratiernes proimperialistiske politik som bevis for sine påstande.

I Frankrig havde socialistpartiet altid stemt til fordel for de koloniale forehavender. I december 1927, på det franske socialistpartis kongres, blev det erklæret, at uden kolonierne “kan efterkrigstidens problemer ikke løses”. Partiet stemte ligeledes for de militære bevillinger til nedkæmpelse af de nationalistiske uroligheder i Syrien, under hvilke de franske tropper massakrerede Damaskus’ befolkning.

I Holland diskuterede socialistpartiet end ikke behovet for kolonier, de interesserede sig kun for de metoder, med hvilke kolonierne blev regeret. Det hollandske socialistparti advarede sin regering om, at et oprør var under opsejling i Indonesien. Da det brød ud i 1926 på Vest Sumatra og Java, under ledelse af det indonesiske kommunistparti, fik det absolut ingen støtte fra de hollandske socialister. Tværtimod de fordømte oprørerne i stærke vendinger, “…hvad enten de stammede fra Moskva eller Canton…”. Da oprøret blev nedkæmpet med massehenrettelser, tog det hollandske socialistparti afstand fra disse. Kun de arbejdere og bønder, “der havde givet anledning” til oprøret skulle henrettes!

I Tyskland protesterede socialdemokratiet f.eks. på Berne konferencen i 1919 mod det faktum, at Tyskland var berøvet sine kolonier. Ved Marseilles kongressen krævede R. Hilferding på socialdemokratiets vegne, kolonier til Tyskland. Dette krav blev gentaget i 1928.

I Italien, i 1928, vedtog socialdemokraterne en resolution, som protesterede mod Versaillestraktatens fordeling af kolonierne efter første verdenskrig. De krævede en ny aftale om koloniproblemet, der tilgodeså den italienske kapitalisme.

I det engelske arbejderpartis program fra 1918 fremgår det, at de er imod afkolonialiseringen af det britiske imperium, fordi arbejderpartiet anser det for sin pligt “… at forsvare rettighederne for de britiske borgere, som har interesser i udlandet…” og endelig “… hvad angår det samfund, af forskellige racer, af mennesker med forskellig hudfarve, religion, og på forskellige trin af civilisationens udvikling, som kaldes det Britiske Imperium, så er arbejderpartiet for dets opretholdelse.”

(ELA, s. 39)

Frem til 1934 angreb III Internationales partier kraftigt denne socialdemokratiske opportunisme, chauvinisme og proimperialisme. Men under indtryk af den voksende fascisme, gik man i midten af 30erne over til folkefrontsstrategien, hvilket betød samarbejde med socialdemokratierne.

Ved anden verdenskrigs slutning var de sidste rester af internationalismen ved at forsvinde fra den vesteuropæiske og amerikanske arbejderbevægelse. I takt med borgerliggørelsen mistede parolen “proletariatet har ikke noget fædreland” fuldstændig sin betydning for den vestlige verdens arbejderklasse. Den havde fået en hel del mere end sine “lænker” at miste.

Den engelske arbejderklasse har generelt set stået bag de skiftende engelske regeringers imperialistiske politik. Arbejderpartiregeringen Ramsey Mac Donald (1929 – 31) afviste alle krav fra den ægyptiske regering om tilbagetrækning af britiske soldater, og politisk-økonomiske “rådgivere”, samt frihed for Suezkanalen. Arbejderpartiregeringen “Clement Atlee” (1945 – 51) foretog sig den ene svinestreg efter den anden, for at nedkæmpe arbejder- og bondeuroligheder i de engelske kolonier. Arbejderregeringen sendte sine krigsskibe til Sudan, for at “gøre hvad som helst for at opretholde ro og orden”. Oplysningerne om den engelske arbejderregerings politik er fra: “J. Woddis (Ghana): Africa and Mr. Wilson’s goverment”. (ELA, s. 33). I Kenya var Clement Atlees regering ansvarlig for nedkæmpelsen af arbejderuroligheder i slutningen af 40erne. I 1947 i Mombaasa opfordrede “African Workers Federation” og “Railway Staff Union” til generalstrejke. Hotel-, forretnings- og tjenestefolk sluttede op bag denne strejke for højere løn og lavere husleje.

Kolonidepartementet, under arbejderpartiregeringen, greb ind med den samme brutalitet som enhver Tory-regering. Politi og soldater blev tilkaldt, og strejken standset. Formanden for African Workers federation blev forvist uden retssag til en fjern landsby i det nordlige Kenya.

ELA, s. 33.

Ved en senere strejke samme år skød politiet på de strejkende og dræbte 3. I løbet af 1949 – 50 gennemførtes en lovgivning i Kenya, med henblik på at få sat en stopper for urolighederne i arbejderklassen. Der blev indført en fastfrysning af lønningerne, tvangsarbejde til sultelønninger, strejker blev forbudt, og undtagelses-lovgivning indført. Undtagelseslovgivningen gav bl.a. den engelske guvernør ret til at forvise urolige elementer. Denne lovgivning blev vedtaget og indført af en arbejderpartiregering, valgt og støttet af hovedparten af den engelske arbejderklasse. I den daværende engelske koloni Nigeria, strejkede kulminearbejderne i Enugu i 1949, for et krav om højere løn – et helt almindeligt socialdemokratisk krav – men her i kolonierne fik det ikke den socialdemokratiske regerings støtte, men blev mødt med våben, resultatet var 21 døde og 50 sårede kulminearbejdere. Under Falklandskrigen (Malvinerne) i 1982 bakkede en næsten samlet engelsk arbejderbevægelse op bag den konservative regerings imperialistiske krig mod Argentinas militærjunta.

Den franske arbejderbevægelse adskiller sig ikke fra den engelske, både hvad angår manglende solidaritet med proletariatet i den tredie verden, og pro-imperialistiske tendenser. Da den algeriske befrielsesbevægelse F.L.N. i 50erne og boerne kæmpede for et frit Algeriet, mødte det meget ringe sympati i den franske arbejderbevægelse. Det franske kommunistparti viste sig som et racistisk og pro-imperialistisk parti, hvilket skal ses i sammenhæng med, at det hentede mange medlemmer blandt de europæiske arbejdere i Algier, der – ligesom de hvide i f.eks. Sydafrika i dag – fik en langt højere løn end algerierne i kraft af, at de var europæere. Et uafhængigt Algeriet ville betyde, at de ville miste deres privilegier, derfor kæmpede de desperat for et fortsat fransk Algier. Det var også blandt de franske settlere, at terrororganisationen 0.A.S., [7] som kæmpede for et fransk Algier, selv efter den franske regering havde opgivet, hentede sine snigmordere. Det skal også nævnes, at det var den nuværende “socialistiske” franske præsident Mitterand, der som minister for Algier i den socialdemokratiske regering i slutningen af halvtredserne, var ansvarlig for den franske regerings brutale fremfærd mod det algeriske folk. Den franske forfatterinde Simone de Beauvoir skriver om det franske folks holdning til den algierske befrielseskrig:

… de (det franske kommunistparti) gjorde sig ingen anstrengelser for at bekæmpe de franske arbejderes racisme. De franske arbejdere betragtede de 400.000 nordafrikanere som boede i Frankrig som ubudne gæster, der stjal deres job, og som et slumproletariat, man kun burde have foragt til overs for … omkring juni (1955) var al modstand mod krigen ophørt …hele nationens befolkning, arbejdere, bønder, håndværkere, civile og soldater var optændt af chauvinisme og racisme… Hvad jeg ikke brød mig om, var at se, at hovedparten af det franske folk var blevet chauvinistisk, og ligeledes at føle omfanget af deres racisme.

Simone de Beauvoir: Force of Circumstance, her citeret fra ELA, s. 195.

Den amerikanske arbejderklasse har generelt set bakket op omkring den amerikanske imperialisme. De amerikanske settlere begyndte med at rydde den oprindelige befolkning af vejen og ekspanderede mod syd på Mexicos bekostning. De afrikanske slaver i Sydstaterne mødte ikke nogen solidaritet fra de hvide arbejderes side, tværtimod udviklede den hvide amerikanske arbejderklasse en utilsløret racisme. Den hvide arbejderklasse frygtede, at slaveriets ophævelse ville føre til en nedgang i deres lønninger, som konsekvens af de frigivne slavers konkurrence. Hvad angår USAs udenrigspolitik, så har den amerikanske arbejderklasse stort set støttet den. Amerikas dominerende position i verden var en betingelse for dets økonomiske udvikling, og derfor også af største vigtighed for arbejderbevægelsen. Som et led i kampen mod “verdenskommunismen” har den amerikanske fagbevægelse fuldt ud støttet USAs politik i Asien, Afrika og Latinamerika. Det var ikke den amerikanske arbejderklasse, der stod bag demonstrationerne imod Vietnamkrigen i 1960erne. Det var derimod studenter, intellektuelle og liberale. I det omfang at dele af arbejderklassen overhovedet var kritisk over for krigen, og det galdt også udpræget andre dele af befolkningen, var det fordi de var imod at miste “sønner” i krigen. Fagbevægelsen var endda direkte aktiv i støtten til krigsførelsen imod FNL og Nordvietnam. I maj 1967 arrangerede det amerikanske sømandsforbund, havnearbejderne, maskinarbejderne, murerne og adskillige andre fagforeninger en “Support the boys” march ned af 5th. Avenue i New York. De bar plakater med “Bomb Moskva”,”Bomb Peking”, “Smid brintbomben over Hanoi”. Ind i mellem forlod fagforeningsmedlemmer demonstrationen for at tæve tilskuere, der ytrede mishag. J. Scoot: Yankee Unions: Go home!. Vancouver, New Star Books, 1978, s. 262. (Herefter: SYU).

Den amerikanske fagbevægelses støtte til Vietnamkrigen kom også til udtryk ved fagforeningskongresser. Ved 13 fagforeningskongresser i 10 amerikanske stater i oktober – november 1967, hvor der deltog i alt 3542 delegerede, stemte 1448 for en fortsættelse af den daværende regerings politik, 1368 var for en udvidelse af krigen, 471 mente, at krigsindsatsen burde nedtrappes, og kun 235, mindre end 7%, gik ind for ideen om en fuldstændig tilbagetrækning. (SYU, s. 262).

I april – maj 1970, da Nixon-administrationen intensiverede bombningerne over Nordvietnam, og invaderede Cambodia, og hvor 12 studenter blev dræbt i antikrigsdemonstrationer i USA, reagerede fagbevægelsen med at optrappe sin støtte til krigen. J. Beirne, vicepræsident i AFL-CI0 (svarende til L.0.) forklarede i en tale, at modstand mod krigen var imod den amerikanske arbejderklasses interesser. En afslutning af krigen ville føre til arbejdsløshed. J. Beirne sagde bl.a.:

Sæt nu, at præsident Nixon i går aftes, istedet for at udvide krigen ind i Cambodia, havde sagt – vi trækker os tilbage, på hurtigst mulige måde, med fly og skibe. Hvis han havde sagt det i går aftes, så ville Pentagon nu til morgen have givet tusinder af firmaer besked om, at “Deres kontrakt er annulleret”. Og i morgen ville millioner være fyret. Krigens effekt er en enorm omsætning af dollars, fordi folk er beskæftiget i krigsindustrien. Hvis krigen blev afsluttet i morgen, så ville disse mennesker ikke begynde at bygge huse.

Fra J. Beirnes tale i Arizona, 30/4 – 1970. SYU, s. 265.

George Meany – den mangeårrige præsident for AFL-CIO – annoncerede sin betingelsesløse støtte til Nixons udvidelse af krigen. Den taknemmelige Nixon besøgte fagforeningshovedkvarteret for at udtrykke sin glæde over fagbevægelsens støtte. Idet Meany gav sin fulde støtte til Nixon, sagde han: “På dette afgørende tidspunkt bør han have det amerikanske folks fulde støtte, han har i hvert fald vores”. (New York Times og Wall Street Journal, 12/5 – 1970, SYU, s. 265).

Den 8. maj 1970 begyndte “Hard hats” (“Beskyttelseshjælm” – egentlig slang for bygningsarbejdere.) jagt på antikrigsdemonstranter. Antikrigsdemonstrationer blev angrebet af arbejdere iført deres sikkerhedshjælme og med blyrør og koben i hænderne. Flere hundrede demonstranter blev i de kommende uger såret under disse angreb. Politiet var total passive over for disse angreb, ikke en eneste “Hard hat” blev arresteret. At der ikke var tale om nogle få ekstremister viste demonstrationen den 20. maj 1970. En sammenslutning af flere af de, største fagforeninger i New York-området mobiliserede over 100.000 arbejdere til en støttedemonstration for præsident Nixons Indokina politik. Nixon udtalte sin taknemmelighed for denne “meningsfulde støttetilkendegivelse” og fik til gengæld en beskyttelseshjælm med påskriften: “Comander in Chief”.

Den danske arbejderklasse var ikke direkte for Vietnamkrigen, men den var generelt set heller ikke imod, den var nærmest ligeglad. Den havde jo heller ikke så meget, der stod direkte på spil. Det dengang DKP-ledede sømændenes forbund nægtede dog ikke at sejle forsyninger til regimet i Saigon, hvis de blot fik det tarifmæssige krigsrisikotillæg, så sejlede de. (“For fart på Vietnam: Ændring af krigsrisikotillæg”. København, Ny Tid (sømændenes blad), april 1969). Ligesom andre steder i Europa, så kom modstanden mod Vietnamkrigen hovedsagelig fra unge, studenter og intellektuelle. Der har heller ikke i de senere år været udvist nogen solidaritet af betydning overfor befrielsesbevægelser i den tredie verden. Således har støtten fra den danske arbejderbevægelse til de palæstinensiske befrielsesbevægelser næsten været lig nul. Tværtimod, har der været en massiv opbakning bag staten Israel fra især socialdemokratiet, men også fra SF. Heller ikke kampen i det sydlige Afrika har haft arbejderklassens bevågenhed. Trods talrige opfordinger til den danske arbejderbevægelse fra de sydafrikanske befrielsesbevægelser og Frontliniestaterne om at boycotte handelen med Sydafrika, fortsætter den danske socialdemokratiske regering (1982) med at tillade import af sydafrikanske kul og andre varer. Disse billige produkter spiller en større rolle end solidariteten. Da den angolanske ambassadør i Skandinavien i sep. 1981 i anledning af et sydafrikansk angreb på det sydlige Angola, bad danske havnearbejdere at nægte losning af sydafrikanske skibe, fik hun en masse undskyldninger og et nej. (Se: Manifest, nr. 16, 1982) Den antiimperialistiske kamp i Latinamerika følges stort set med samme holdning fra den danske fagbevægelse. Den danske arbejderklasses solidaritet med den tredie verdens undertrykte folk kan ligge på et meget lille sted. Ligesom holdningen til de socialistiske lande er præget af mistænksomhed og direkte modstand.

Arbejderklassen er blevet en “hellig ko” for venstrefløjen

Det er de socialdemokratiske partier – eller partier, der ikke væsentligt adskiller sig fra disse – der har haft den største tilslutning fra arbejderklassen i de lande. Deres nationalistiske politik har kunnet forbedre arbejderklassens kår indenfor det kapitalistiske systems rammer så godt, at venstrefløjens partier af alle afskygninger har haft meget ringe eller slet ingen succes i deres arbejde for at vinde arbejderklassen for deres politik. Venstrefløjen bortforklarer chauvinismens indtog i arbejderklassen selvom den burde finde dens årsager samt politisk forsøge at modvirke tendensen. Således beskæftigede Marx og Engels sig med de første spinkle tegn på opportunismens og chauvinismens fremkomst i arbejderklassen. De afdækkede årsagerne, fordømte fænomenerne uden tøven, og uden at “undskylde” arbejderklassen. Lenin skrev i 1916, at sammenhængen mellem imperialismen og splittelsen i socialismen var “det fundamentale spørgsmål i den moderne socialisme”. Endnu i 1930erne blev spørgsmålet omkring imperialismen og borgerliggørelsen af arbejderklassen diskuteret, men siden anden verdenskrig har spørgsmålet så at sige været tabu – “fejet ind under gulvtæppet” af den vestlige verdens venstrefløj. Også i de uhyre snævre kredse af studerende og intellektuelle, som diskuterer teorier om “imperialisme”, “center-periferi” o.s.v. har spørgsmålet om imperialismens konsekvenser for den vestlige verdens arbejderklasse og dermed for den internationale solidaritet været et spørgsmål, man bestandigt har veget uden om. Det er ikke fordi, spørgsmålet har mistet sin aktualitet, kløften mellem arbejderklassen i de imperialistiske og i de udbyttede lande har aldrig været større, hverken hvad angår levestandart eller tænkemåde. Årsagen til, at kritikken af arbejderklassens opportunisme og chauvinisme er forstummet er bl.a., at de dele af venstrefløjen, som endnu før anden verdenskrig forholdt sig kritisk til borgerliggørelsen af arbejderklassen og denne borgerliggørelses resultater, i dag er blevet denne borgerliggjorte klasses spydspids. Når socialdemokraterne kræver 1 kr. mere i timen, kræver den yderste venstrefløj 2 kr. Socialdemokraterne og venstrefløjen kræver den ugentlige arbejdstid nedsat til 35 timer, venstrefløjen med fuld lønkompensation og så fremdeles. For venstrefløjen er arbejderklassen blevet en “Hellig ko”, der nok gør fejl, “men den kan ikke selv gøre for det”. Venstrefløjen i Danmark mener, at arbejderklassen er blevet forledt af socialdemokratiske forrædere, og i skolen, via TV, radio og aviser bliver indoktrineret til sine borgerlige tilbøjeligheder. De revolutionæres opgave er derfor at “afsløre dette forræderi” og disse bedrag, så vil arbejderklassen vise sit “sande revolutionære sindelag”. At forklare generationers opportunisme med de socialdemokratiske lederes forræderi – er ikke just i overensstemmelse med den materialistiske historieopfattelse, som venstrefløjen erklærer sig som tilhængere af. Arbejderklassen har de ledere, den fortjener, og de fører en politik, som er udtryk for klassens vilje og mål – og som sådan kan man ikke sige andet, end at socialdemokratiet har gjort det godt. At borgerliggørelsen skulle være et resultat af indoktrinering og mediernes propaganda, er en højst overfladisk og idealistisk betragtning. Man burde spørge sig selv, hvorfor den tredie verdens proletariat, der er udsat for en mindst lige så borgerlig propaganda, ikke er faldet i den samme grøft, og hvorfor den imperialistiske verdens arbejderklasse i den grad er modtagelig overfor denne propaganda. Vi lever her i Danmark i et yderst demokratisk samfund, sammenlignet med resten af verden. Den danske arbejderklasse er som resultat af sin relative økonomiske velstand blevet ufarlig. Den udgør ikke nogen trussel mod det kapitalistiske system. Den finder sig

udmærket til rette med det borgerlige parlamentariske system. Man kan i Danmark sige og skrive stort set, hvad man vil, idet den økonomiske og sociale situation gør denne rettighed ufarlig. De samme rettigheder eksisterer ikke for hovedparten af den tredie verdens folk, fordi de selvsamme rettigheder dér, p.g.a. de økonomiske og sociale forhold udgør en trussel for imperialismen og de herskende klasser, der baserer deres magt på støtten fra USA og de øvrige imperialistiske lande. Venstrefløjen i de imperialistiske lande har totalt overset de objektive økonomiske årsager, som danner baggrunden for borgerliggørelsen af de imperialistiske landes arbejderklasse, [8] og den manglende solidaritet med klassefællerne i de udbyttede lande. Venstrefløjen erkender ikke, at den økonomiske kamp, som arbejderklassen fører i sidste instans kun kan lykkes på bekostning af proletariatet i de udbyttede lande. Tværtimod bedyrer venstrefløjen på den danske arbejderklasses vegne, den tredie verdens proletariat international solidaritet i den fælles kamp imod imperialismen.[9] Det er meget svært at se, hvilket bidrag den vesteuropæiske arbejderklasse konkret har ydet i kampen imod imperialismen.

Der skulle i følge venstrefløjen være en “organisk sammenhæng mellem kampen i den tredie verden og klassekampen i Danmark…” (Internationalt Forum: Imperialisme og klassekamp. København, IF, 1977). Det er for os meget vanskeligt at få øje på sammenhængen mellem f.eks. det palæstinensiske folks kamp for national befrielse og den danske arbejderklasses kamp for højere løn og bedre arbejdsvilkår. Den danske arbejderklasse har tilsyneladende også meget svært ved at se sammenhængen, hvis man skal dømme efter den manglende sympati, ja ligefrem fjendtlighed, hvormed den langt overvejende del af den danske arbejderklasse ser på det palæstinensiske folks kamp. Dén solidaritet, den vestlige verdens arbejdere har udvist overfor deres “klassefæller” i de udbyttede lande, har været yderst begrænset. Undertrykkelsen af den tredie verdens proletariat har stort set været dem ligegyldig. Når der har været brug for det, har de endog givet den nødvendige politiske støtte til, eller selv direkte deltaget i undertrykkelsen af proletariatet i den tredie verden. Det var ikke fordi, de ikke vidste bedre, ikke fordi de var specielt ondsindede, men fordi det dybest set var i overensstemmelse med deres interesser.

Økonomer og politikere fra den tredie verden er i langt højere grad klar over, “hvordan tingene hænger sammen”. Tanzanias præsident Julius K. Nyerere skriver følgende:

– ‘Den, der har, ham skal der gives’ – er den kapitalistiske og internationale økonomis lov; velstand skaber velstand og fattigdom fattigdom. Yderligere er fattiges fattigdom en funktion af de riges velstand….

… De fattige nationer er i dag stillet på samme måde som en arbejder i det 19. århundredes Europa…. Den eneste forskel mellem disse to situationer er den, at dem, der i den internationale situation nyder goderne nu, er de rige nationers nationaløkonomi – heri indbefattet disse nationers arbejderklasse. Og den uenighed med hensyn til delingen af byttet, som tidligere eksisterede mellem medlemmerne af kapitalistklassen i det 19. århundrede, repræsenteres nu af en uenighed om delingen af byttet mellem arbejderne og kapitalisterne i de rige økonomier.

J.K. Nyerere: En opfordring til europæiske socialister. Ny politik, nr. 3, 1973, København.

Konklusion om de imperialistiske lande

En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes.

MEUS, I, s. 356.

Imperialismen betød, som vi har beskrevet, en rivende udvikling i de imperialistiske landes økonomi. Særligt efter anden verdenskrig har produktivkræfterne udviklet sig eksplosivt, samtidig med at arbejderklassens levefod og politiske magt er vokset. Dette har radikalt ændret klassekampens perspektiver i de imperialistiske lande. Medens gennemførelsen af kravet om højere løn, bedre arbejdsforhold o.s.v. i første halvdel af sidste århundrede var uforenelig med de kapitalistiske produktionsforhold, så opfyldes disse krav i dag indenfor systemets rammer. Klassekampen mellem arbejdere og bourgeoisi er fortsat, til tider med særdeles militante midler. Men i takt med at den imperialistiske udbytning af de fattige lande medførte en forbedring af arbejderklassens levestandart, er klassekampen blevet en kamp om delingen af byttet fra de fattige lande. En ændring af den økonomiske situation i de imperialistiske lande er derfor en forudsætning for, at klassekampen igen kan få et revolutionært socialistisk sigte i disse lande. Når den tredie verdens økonomiske og politiske frigørelse har svækket imperialismen i en sådan grad, at systemet er havnet i en dyb økonomisk krise, vil mulighederne for socialisme i de imperialistiske lande være til stede. Arbejderklassen vil miste sin privilegerede stilling på verdensplan ved bortfaldet af “det ulige bytte”. Kapitalisterne vil som klasse kun kunne vende sig mod arbejderklassen i de rige imperialistiske lande for at skaffe sig profit ved at presse lønninger ned. De imperialistiske landes arbejderklasse vil igen blive en udbyttet klasse, atter stå i den situation, at det er den, der opretholder samfundet. Det blomstrende marked i de rige lande vil dø ud, og kapitalismen vil igen havne i sin klassiske overproduktionskrise. Produktionsforholdene vil blive en lænke for produktivkræfternes udvikling: De økonomiske, politiske og sociale kriser, som det vil føre med sig, vil atter kunne stille socialismen på dagsordenen i disse lande. Den nuværende økonomiske krise, eller rettere stagnation, i den imperialistiske økonomi har ikke været nær dyb nok til at fremkalde en sådan effekt. De imperialistiske landes økonomier har været i stand til at “aflønne” ca. 10 – 20 millioner arbejdsløse, og har dermed hindret social uro og bevaret købekraftsniveauet. Dermed er en alvorlig overproduktionskrise hindret. Krisen har ikke betydet nogen grundlæggende ændring i arbejderklassens økonomiske og sociale forhold. De mest pessimistiske beregninger taler om en tilbagevending til et 1973-leveniveau. Men oliekrisen har, til trods for at dens effekt er blevet afsvækket af recirkulationen af olieindtægterne – vist, hvor sårbar den imperialistiske økonomi er overfor prisstigninger på produkter fra den tredie verden. Lignende prisstigninger på andre af den tredie verdens råvarer, kombineret med, at disse lande selv er i stand til at forbruge de deraf følgende indkomster i en central planlagt udvikling af deres økonomier, vil få langt alvorligere konsekvenser for de imperialistiske landes økonomier. De imperialistiske landes sårbarhed overfor prisstigninger og forsyningstrusler på produkter fra den tredie verden viser også, at det ikke er den tredie verden, der er afhængig af de rige lande – hvilket ofte påstås – men omvendt. De rige lande kan kun forblive rige, fordi de til stadighed dræner de fattige lande for store værdier. De fattige lande kan sagtens klare sig uden de rige lande – de ville klare sig bedre. Derimod kan de imperialistiske landes befolkninger ikke opretholde deres enorme levestandard, hvis de ikke udbyttede de fattige lande. Derfor er den tredie verdens frigørelse af afgørende betydning for kriseudbrud i de imperialistiske lande. Kriser, der vil ændre klassekampens karakter og muliggøre en revolutionær situation.

Mulighederne for socialisme i de udbyttede lande

Den udvikling og velfærd, imperialismen dannede baggrund for i de rige lande, har fået sit lovmæssige modstykke i den tredie verden. Kapitalismens tendens til koncentration af rigdom på den ene pol og fattigdom på den anden er slået igennem internationalt. Det er kun i de rige lande, kapitalismen synes at have løst sine modsigelser. På det globale plan eksisterer de fuldt ud. Rigdommen og den rivende udvikling i de imperialistiske lande og fattigdommen og underudviklingen i de udbyttede lande er to afhængige fænomener, to sider af samme sag – imperialismen.

Ligesom den oprindelige akkumulation – d.v.s. den direkte voldelige plyndring af Amerika, Afrika og Asien – var én af forudsætningerne for kapitalismens rivende udvikling i England, så var plyndringen og ødelæggelserne under den oprindelige akkumulation også udgangspunkt for den videre udbytning af de undertrykte lande. I en periode, fra industrikapitalismens fødsel og frem til sidste trediedel af 1800-tallet, syntes det dog f.eks. for Marx og Engels som om, kapitalismen ville sprede sig ud over verden og udvikle de underudviklede områder til et niveau svarende til de gamle kapitalistiske magters. Men med imperialismen og fremvæksten af “det ulige bytte” vendte denne tendens sig til en stigende ulighed. De imperialistiske lande udviklede sig hurtigere og hurtigere i forhold til kolonierne og de andre udbyttede lande. Efterhånden som et ulige bytte mellem de gamle industrialiserede lande og de fattige og udbyttede lande fik voksende betydning, blev den økonomiske udvikling i verden mere og mere ulige.

Hvad er udvikling – underudvikling?

Inden vi går videre med at beskrive den ulige udvikling, er det på sin plads at definere, hvad udvikling er. Ved et lands udvikling forstås udviklingen af dets produktivkræfter indenfor alle sektorer. Produktivkræfternes udvikling vil dels sige en udvikling af den menneskelige arbejdskraft, dens mængde, viden og faglige kunnen. Dels vil det sige en udvikling af kvaliteten og mængden af produktionsapparatet (bygninger, maskiner, værktøj o.s.v.) i videste betydning. En udvikling af produktivkræfterne medfører en forøgelse af produktiviteten gennem en højnelse af arbejdskraftens kvalitet via uddannelse, gennem bedre organisering af arbejdet og ved anvendelse af ny og mare effektiv teknik. Underudvikling kan derfor defineres i forhold til de potentialer, der eksisterer på en given tid i et givent samfund for udvikling af produktivkræfterne over for den produktion, der rent faktisk eksisterer. Hvis der er en ringere udvikling af produktivkræfterne og dermed en mindre produktiv anvendelse af den samlede arbejdskraft i forhold til de grænser, det eksisterende teknologiske niveau sætter, er der tale om underudvikling. De udbyttede lande kan karakteriseres som underudviklede i den forstand, at det ikke er muligt for dem under de herskende produktionsforhold at udnytte det potentiale, de besidder i form af menneskelig arbejdskraft.[10]

Udvikling betyder mekanisering, automatisering og højnelse af viden og faglig kunnen indenfor alle sektorer i produktionen, såvel indenfor selve industrisektoren, som indenfor landbrug, fiskeri og skovbrug. Alt for ofte bliver der sat lighedstegn mellem udvikling og vækst specielt i industrisektoren. Lande som Danmark, New Zealand og Australien har imidlertid slået sig op på en industriel udvikling af landbrugssektoren. Medens lande med en meget stor industrisektor, f.eks. Taiwan, Hong Kong eller Sydkorea, forbliver relativt underudviklede. De imperialistiske landes overlegenhed består ikke i, at industrien udgør den største andel af nationalproduktet. Overlegenheden består i, at både deres industri, landbrug og andre sektorer er udviklede. Grænsen mellem over- og underudvikling går altså heller ikke mellem industri og landbrug. Grænsen går mellem en højtudviklet varieret økonomi og en hæmmet ensidigt udviklet økonomi.

Det ulige byttes sammenhæng med den ulige udvikling

Det ulige bytte og den ulige udvikling har samme grundlag, nemlig de internationale lønvariationer, der er vokset frem mellem de rige imperialistiske og de fattige lande. Der er således ingen direkte sammenhæng mellem det ulige bytte og den ulige udvikling. De summer, der via det ulige bytte overføres fra den fattige del af verden til den rige, giver sig udslag i et henholdsvis lille og stort forbrug.

Det grundlæggende problem for kapitalismen er ikke at producere, men at sælge. De kapitalistiske kriser opstår ikke som følge af kapitalmangel, men af mangel på et købedygtigt marked. Kapitalens cirkulation bliver brudt af de svigtende afsætningsmuligheder. Hvis der i samfundet ikke er tilstrækkelig købekraft til, at de producerede varer kan afsættes til en pris, der giver profit, tiltrækkes der ikke kapital.

Marx skriver om årsagen til kapitalismens kriser i midten af 1800-tallet:

Men som sagerne står, afhænger erstatningen af den i produktionen anbragte kapital i det store og hele af de ikke-produktive klassers konsumtionsevne, mens arbejdernes konsumtionsevne bliver begrænset, dels af lønlovene, dels af at de kun bliver anvendt så længe, de med profit kan anvendes af kapitalistklassen. Den sidste årsag til alle virkelige kriser, er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning overfor den kapitalistiske produktionsdrift mod at udvikle produktivkræfterne, som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne satte grænserne for dem.

MK. III, 3, s. 636.

Det forhold, Marx beskriver, overproduktion i forhold til købekraft, som var årsagen til de tilbagevendende kriser i midten af sidste århundrede, ændredes som tidligere beskrevet i de imperialistiske lande via de lønforbedringer, arbejderklassen tilkæmpede sig i århundredets sidste trediedel. Modsigelsen produktion – konsumtion blev samtidig forstærket i de udbyttede lande. Det lave lønniveau udgør i de fattige lande ikke et tilstrækkeligt købedygtigt marked til, at tiltrække kapital til en industriel udvikling, der blot ligner den, der er foregået i Vesteuropa eller USA.

Kapital tiltrækkes, når muligheden for profitgivende investeringer foreligger, hvilket forudsætter et købedygtigt marked. De imperialistiske lande, med deres høje lønniveau udgør et sådant marked. Det er den enorme købekraft i de imperialistiske lande, der tiltrækker kapital og er den vigtigste forudsætning for den hurtigere udvikling af produktivkræfterne. Op imod 3/4 af de udviklede kapitalistiske landes investeringer foretages i de udviklede lande selv. Det lave lønniveau i de udbyttede lande medfører modsat, at det købedygtige marked er for begrænset til at tiltrække kapital i større omfang. Dermed etableres der kun få produktioner, der baserer sig på hjemmemarkedet. Selv nationale kapitaler – f.eks. fra OPEC – søger ofte til de imperialistiske lande, hvor de rentable investeringsmuligheder er større. De fattige lande, der i dag søger at udvikle sig via en kapitalistisk dynamik, søger på alle mulige måder at tiltrække kapital, f.eks. ved oprettelse af frihandelszoner, ved skattebegundstigelser o.s.v. Selv med så favorable produktionsbetingelser tiltrækkes kapitalen kun i ringe omfang til disse lande, simpelthen fordi det indre marked er så begrænset. De fremmede kapitaler, der trods alt er investeret i de udbyttede lande på grund af de geologiske forhold, klimatiske forhold eller den billige arbejdskraft, bygger i overvejende grad på eksport til verdensmarkedet, hvilket for 75% vedkommende vil sige de rige imperialistiske lande. Det drejer sig især om investeringer i mine- og plantagesektoren, men i de senere år også i industrisektorer såsom elektronik- og tekstilindustrien. Produktivkræfterne i den tredie verden får således ofte en meget skæv udvikling. En moderne eksportorienteret industri eksisterer sammen med et udbredt subsistenslandbrug og tilbagestående håndværk, der fungerer som en stadig kilde til billig arbejdskraft.

Emmanuel beskriver, hvordan investeringer i de imperialistiske lande fører til udvikling, og hvordan investeringerne i de udbyttede lande forbliver begrænsede og isolerede:

Hvordan kan det være, at europæisk kapital i USA og Australien og amerikansk kapital i Canada gavner disse landes økonomiske udvikling – medens de samme landes investeringer i den tredie verden har en skadelig virkning – idet de blot danner enklaver. Med enklaver menes, at de udenlandske investeringer ikke deltager i landets udvidede reproduktionsproces. I mindre lærde termer vil det sige, at investeringerne ikke udvides til andre brancher end den oprindelige, når denne når sin fulde udnyttelse, og i stedet hjemtages hele profitten.

Firmaet Société Cénérale de Belgique etablerede Union Miniére i Congo og Canadian Petrofina i Canada. Det første udvandt kobber, det andet olie. Da investeringerne nåede deres potentielle maksimum, brugte Canadian Petrofina deres profitter til at etablere et rafinaderi. Til dette formål øgede det endog dets kapital… I adskillige år udbetalte Canadian petrofina ikke dividender i form af penge, men udstedte i stedet friaktier til aktionærerne… Derefter engagerede firmaet sig i distribution af olieprodukter og købte et net af salgsstationer. Det næste var petrokemisk industri og en fabrik til produktion af tankbiler. Og hvad derefter? Måske en kæde af stormagasiner eller en skofabrik. Hvis firmaet ikke gør det, så gør aktionærerne det, ved at instruere deres bankier i at opkøbe aktier på Montreals børs for deres dividenter ….

I kontrast til dette, så udvider Union Miniére du Katanga, når dets udbygning af kobberminen er afsluttet ikke yderligere sine investeringer, men udbetaler sin dividende i penge til aktionærene. Der opstår en enklave. Hvorfor? Er det fordi ledelsen af Société i Brussel er specielt interesseret i at udvikle Canada og underudvikle Congo? – nej – virkeligheden er anderledes. Det simple faktum at den canadiske befolkning p.g.a. det høje lønniveau har en høj levestandart skaber et marked for alle typer af produkter, medens lønnen og levestandarten i Congo er af en sådan beskaffenhed, at der ikke er noget, der kan interessere en større kapitalistisk virksomhed – lige bortset fra udvindingen af mineraler og produktionen af visse råvarer, der uafvendelig må søges, hvor de kan findes, og hvor de kan produceres.

Denne situation er en effekt af de lave lønninger – ikke årsagen til dem. De lave lønninger bliver – via den profitsøgende kapitalismes logik – årsagen til blokeringen af udviklingen af produktivkræfterne.

EUX, s. 72.

Det lave lønniveau og den deraf følgende underudvikling af de udbyttede lande er en selvforstærkende proces. Gennem det ulige bytte og eksporten af størstedelen af de skabte profitter til de imperialistiske lande berøves de udbyttede lande forudsætningerne for en dynamisk kapitalistisk udvikling. Jo mere begrænset investeringerne er – jo større arbejdsløshed og pres på lønningerne. Det betyder samtidig en yderligere indskrænkning af markedet og dermed dårligere mulighed for at tiltrække kapital.

På den anden side betyder det høje lønniveau et relativt højt forbrug og dermed et stort købedygtigt marked i de imperialistiske lande. Dette tiltrækker kapital, og dermed følger udvikling af produktivkræfterne. Alt dette styrker den imperialistisk arbejderklasses faglige og politiske kampmuligheder for yderligere forbedringer. De rige bliver rigere og de fattige fattigere.

Tilskyndet af de høje lønninger investeres der i de rige imperialistiske lande i arbejdsbesparende mekanisering og maskiner i større omfang end i de underudviklede lande, hvor der på grund af den billige arbejdskraft er en umiddelbar fordel i at lade arbejdskraften tage slæbet.

OPEC-landenes milliardindkomster i forbindelse med prisstigningerne på olien illustrerer på en vis måde lønniveauets betydning for tiltrækningen af kapital, og dermed for udviklingen af produktivkræfterne. Det lykkedes for de olieproducerende lande gennem OPEC at få gennemtvunget en forhøjelse af olieprisen, som forbedrede deres bytteforhold.[11] Olieprisstigningen var ikke et resultat af et stigende lønniveau i de olieeksporterende lande. Den store andel af olieproduktionen, som OPEC-landene stod for, muliggjorde at disse lande – alle tilhørende den tredie verden – ved en politisk beslutning kunne hæve oliepriserne. Olieprisstigningerne betød en enorm forøgelse af disse landes indtægter i forhold til deres hidtidige nationalprodukt. Imidlertid betød disse indtægter ikke umiddelbart den rivende udvikling for alle OPEC-landene, som man kunne forvente. En stor del af de forøgede olieindtægter vendte tilbage til de imperialistiske lande, i virkeligheden forlod store dele af de olieeksporterende landes tilgodehavender aldrig de store vestlige banker, de skiftede blot konto. OPEC-lande som Algeriet, Iraq og Libyen, hvis økonomi til en vis grad styres ud fra en nationaløkonomisk plan, var i stort omfang i stand til at udnytte oliepengene til en national udvikling af økonomien. Endda i et sådant omfang, at de måtte ud på det internationale lånemarked for at hente yderligere kapital til deres ambitiøse udviklingsplaner. I et planøkonomisk samfund, hvor investeringer ikke foretages ud fra umiddelbare profithensyn, men i overensstemmelse med en national planlægning, er et lavt lønniveau ingen hindring for udvikling, tværtimod. Lave lønninger betyder her, at en større del af nationalproduktet kan akkumuleres og anvendes til yderligere investeringer i stedet for, via løn, at indgå i et uproduktivt forbrug. Anderledes forholder det sig med OPEC-lande som Saudi Arabien, Kuwait og De arabiske Emirater. Disse landes investeringer bliver for størstepartens vedkommende foretaget ud fra rene profithensyn. Hovedparten af deres olieindtægter vender derfor tilbage til de imperialistiske lande, hvor de profitable investeringsmuligheder er langt større end hjemme. I 1974 udgjorde de arabiske landes olieindtægter sammenlagt ca. 60 milliarder US.$. Mellem 43 og 48 af disse millioner US.$. vendte tilbage til vesten i form af investeringer i industriforetagender og som spekulationskapital. Disse kapitaler stammede for hovedpartens vedkommende fra Saudi Arabien og Kuwait.

De OPEC-lande, hvis økonomi er styret af en kapitalistisk dynamik, har meget vanskeligt ved at udnytte de relativt store mængder kapital – der tilflød dem i og med olieprisstigningerne – til en national udvikling. Det lave lønniveau, der eksisterer i de fleste af disse lande, begrænser det købedygtige markeds omfang og dermed de profitable investeringsmuligheder i industri og landbrug. Oliepengene siver derfor dels tilbage til de imperialistiske lande i form af finans- og spekulationskapital, eller bliver brugt af overklassen til ekstrem luksus importeret udefra.

Venezuelas udvikling i de senere år er et udmærket eksempel på denne dynamik.

Venezuela, der er olieeksportør, fik med de stigende oliepriser i løbet af 70erne stigende eksportindtægter. Alene i 1980 var indkomsten fra olien 18 milliarder US.$. Staten, der i begyndelsen af 70erne havde nationaliseret olieindustrien, havde intentioner om via lempelige kreditter at lede disse penge ind i en national udvikling af industri og landbrug, hvilket totalt mislykkedes. Kun en lille del af pengene blev faktisk investeret i industri- og landbrugsprojekter, og disse gav som regel underskud. Hovedparten af olieindtægterne gled via de favorable statslige lånevilkår, dels ind i servicesektoren, importvirksomhed, spekulation i jord og ejendom, og dels forsvandt de til udlandet – mest til USA – i form af finans- og valutaspekulation. Udover at financiere en kapitalistklasse, som manglede viljen til at investere i industriel og landbrugsmæssig vækst, financierede oliepengene fremvæksten af en stor uproduktiv korrupt statssektor.

Til trods for de store statslige olieindtægter, faldt reallønnen for den brede befolkning i Venezuela fra 1974 – 1977 med ca. 10%, arbejdsløsheden steg, der var periodisk mangel på vigtige fødevarer, nedgang i den sociale velfærd og voksende slumbebyggelser omkring de store byer. (Se “J.F. Petras, M.H. Morley: Petrodollar and the State: The failure of state capitalist development in Venezuela”. Third World Quarterly, 1983. Vol. 5, no. 1. London 1983.) (Herefter PMP)

Den privatkapitalistiske sektors manglende vilje til at investere hjemme, kom til udtryk i en kapitalflugt og import af luksusartikler. Fra midten af 70erne strømmede privat kapital ud af Venezuela. I 1981 strømmede der dagligt ca. 100 millioner US.$. ud af Venezuela, i marts 1982 var strømmen oppe på 133 millioner US.$. dagligt. (PMP, s. 14,16). Dette førte til, at staten har måttet optage enorme lån for at dække betalingsunderskuddet. Venezuela er i dag et håbløst forgældet land.

Det venezuelanske bourgeoisi investerede ligeledes i luksushuse i USA. Man regner med, at venezuelanere udførte ca. 2,3 milliarder US.$. alene i 1977 til køb af weekendhuse i det sydlige Florida, medens selv konservative indrømmer, at mindst 25% af befolkningen i Venezuela lever i ubeboelige huse. I storbyområderne var der samtidig et fald i det offentliges service. Vand- og elektricitetsmangel, dårlige uddannelsesforhold, alvorlig og vedvarende arbejdsløshed og betydelige indskrænkninger i de statsfinancierede sundhedsaktiviteter.

Den lave købekraft hos de brede masser i den venezuelanske befolkning bidrog til, at det ikke var muligt for økonomien at absorbere petro-dollarrigdommen. Regeringens politik førte i stedet med sig, at det finansielle overskud fra olien blev kanaliseret til udlandet i form af finanskapital…

Op. cit. s. 15.

I slutningen af 1978 blev ca. 40% af Venezuelas oliepenge investeret i finansoperationer udenlands og kun 60% blev investeret hjemme. Disse forhold førte til en opbremsning af Venezuelas økonomi i 70erne. Væksten i nationalproduktet var i 1976 8,4%, i 1977 6,8% og i 1980 var der en negativ vækstrate på -1,2%. Dette var det dårligste i årtier i det olierige samfund. (PMP, s. 15)

Kort sagt, det statslige ejerskab (af olieindustrien) tjente som en mekanisme til fordeling af det økonomiske overskud til det nationale og internationale bourgeoisi, forøgede deres profitmuligheder, men udbyggede nødvendigvis ikke produktivkræfterne i hverken industri eller landbrug….. det fremgår tydeligt, at hverken olierigdommen eller statsejendommen til den har betydet grundlaget for et mere lige og produktivt samfund. Desforuden er den eftertragtede økonomiske uafhængighed, som olierigdommen skulle have givet, forsvundet i den blå luft. Venezuela er i dag ligeså afhængig af udenlandske lån, som det tidligere var af udenlandske investeringer.

PMP, s. 27.

Emmanuel udtrykker de kapitalistiske OPEC-landes situation således:

Efter i lang tid af have været for fattige til at sælge deres olie til en normal pris, er de – da det endelig er lykkedes dem af få justeret denne pris – for fattige til at udnytte de penge, denne prisforhøjelse repræsenterer.

Denne fastlåste situation er udtryk for en af kapitalismens grundlæggende modsigelser mellem den samfundsmæssige produktion og den private tilegnelse.

UER, s. 72 – 73.

Kapitalismen, som den fremtræder i den tredie verden, er ikke i stand til at udvikle produktivkræfterne i samfundsmæssig omfang – samt at frigøre de enorme ressourcer af menneskelig arbejdskraft, som den tredie verden besidder. Den stadige dræning af kapital forhindrer direkte og det ulige bytte indirekte de investeringer, der er nødvendige for udviklingen af produktivkræfterne. Det betyder imidlertid ikke, at den tredie verdens lande overhovedet ikke udvikler sig. De hindres blot i at udvikle sig i samme takt som de imperialistiske lande – de sakker mere og mere bagud. De sociale og politiske konflikter bliver derfor større og større. Flere lande i den tredie verden nærmer sig et punkt, hvor udvikling ikke længere er mulig indenfor rammerne af kapitalismen. Dette skaber forudsætningerne for de revolutionære omvæltninger der sker i den tredie verden.

For en ny verdensorden

Hvad er progressivt?

Den tredie verdens udviklingsproblemer kan ikke løses indenfor de rammer, den nuværende økonomiske verdensorden sætter. Løsningen kræver dels en national planøkonomi, som fremmer den nationale udvikling til gavn for masserne i den tredie verden, dels en ny økonomisk verdensorden, der fjerner det ulige bytte mellem den rige og fattige del af verden. Den nuværende internationalt ulige kapitalakkumulation medfører, at de udbyttede lande med jævne mellemrum havner i økonomiske, politiske og sociale kriser, der skærper såvel de nationale klassemodsætninger som forholdet til de imperialistiske lande. Denne situation er kommet til udtryk i en lang række revolutionære situationer og kampe i den tredie verden. De udbyttede og undertrykte massers kamp har været rettet dels mod de imperialistiske magter i form af nationale befrielseskrige, og dels mod de herskende klasser på det nationale plan.

Det er selvfølgelig ingen tilfældighed, at det er i den tredie verden, at revolutionen står på dagsordenen. Det er i disse lande, at produktionen på grund af befolkningens meget ringe konsumtionsevne er hæmmet i en sådan grad, at produktionsforholdene er blevet en lænke, der må sprænges, for at produktivkræfterne kan fortsætte deres udvikling. Dette er en grundlæggende årsag til den sociale uro og de revolutionære forandringer i den tredie verden. Hvis disse forandringer skal føre til forbedringer, må de nødvendigvis være af socialistisk karakter, hvilket vil sige, at produktionen gøres til samfundseje, således at der under proletariatets ledelse kan gennemføres en samfundsmæssig planlægning af produktionen og forbruget. Under socialismen forsvinder modsigelsen mellem den samfundsmæssige produktion og den private tilegnelse, der er karakteristisk for den kapitalistiske produktionsmåde. Under socialismen får modsigelsen produktion – konsumtion en anden form, fordi under denne samfundsform er et købedygtigt marked, d.v.s. et uproduktivt forbrug, ikke en forudsætning for investeringer og dermed udvikling. Dén sammenhæng mellem forbrug og udvikling, der hersker under de kapitalistiske produktionsforhold eksisterer ikke. Tværtimod behandles forbrug og investeringer som de omvendt proportionale størrelser, der er. I et planøkonomisk samfund er et lavt lønniveau en accelererende faktor for udviklingen. En relativ stor del af den samfundsmæssige produktion kan akkumuleres, hvilket vil sige, at den kan investeres produktivt i udviklingen af en industriel basis eller landbrugsproduktion. På denne måde dannes grundlag for en stigende levestandard for masserne på længere sigt. Den russiske og kinesiske revolution er historiske eksempler på dette.

Den russiske revolution betød skabelsen af nye produktionsforhold, og Sovjetunionen blev det første samfund med planøkonomi under proletariatets ledelse. Dette betød, at Sovjetunionen på kort tid kunne udvikle sig fra et relativt underudviklet land til en moderne industristat. Sovjetunionen opnåede for en del sin hurtige udvikling i 30erne ved bl.a. at holde lønningerne og dermed det uproduktive forbrug nede. Med denne strategi kunne størstedelen af produktionen henlægges til nye investeringer.

Kina kom efter revolutionen til at udvikle sig med en hast som intet andet land i den tredie verden før havde gjort. Fra den første femårsplan i 1953 frem til slutningen af 70erne havde landet et forhold mellem akkumulation og forbrug, der gav en akkumulationsrate på 35 – 40%. Dette førte til en gennemsnitlig årlig vækst i industriproduktionen på 13,5% og i landbruget på 5,5%, hvilket er højere end i noget kapitalistisk land. [12]

For en socialistisk verdensorden

Et er imidlertid den nationale udvikling, noget andet er de internationale økonomiske relationer. De udbyttede lande kan indadtil etablere planøkonomi og derved skabe visse forudsætninger for en forøget national udviklingstakt til gavn for befolkningen. Elendigheden i den tredie verden hænger imidlertid nøje sammen med tilknytningen til det kapitalistiske verdensmarked. Den pris Angola får for sin kaffe på verdensmarkedet ændrede sig ikke, fordi MPLA besejrede den portugisiske kolonimagt og etablerede en folkerepublik med et vist omfang af planøkonomi. Alt, hvad Angola i første omgang kunne gøre, var at anvende sine indtægter på en anden måde. Omkring dette forhold er der en stigende bevidsthed i de udbyttede lande. Langsomt og famlende er et samarbejde mellem de fattige lande ved at tage form. “77 lande gruppen” indenfor UNCTAD [13] og kravet om “en ny økonomisk verdensorden”, der blev rejst på FNs ekstraordinære generalforsamling i 1974, er nogle af de første tegn på denne stigende bevisthed.[14] Uanset hvilken økonomisk politik, der har været gældende i de fattige lande, har de måttet erfare, hvordan deres individuelle bestræbelser på at udvikle deres økonomier er blevet bremset af de betingelser, der hersker på verdensmarkedet. Verdensmarkedet, der forårsager, at de må sælge deres produkter billigt og købe de varer, de importerer fra de rige lande, dyrt. Julius Nyerere sagde følgende om dette forhold på et møde i “77 lande gruppen” i 1979:

Nationer, som lige har frigjort sig fra kolonialismen, og ældre lande i Latinamerika, har alle arvet den samme tanke fra den fremherskende euro-amerikanske kultur: ‘Arbejd hårdt, så bliver du rig’. Men lidt efter lidt har vi alle opdaget, at hårdt arbejde og rigdom ikke var årsag og virkning. Ydre kræfter synes altid at bryde den påståede forbindelse! Den såkaldte neutralitet på verdensmarkedet viste sig at være det neutrale forhold mellem udbytteren og den udbyttede, mellem en rovfugl og dens offer… Selv om vi ikke har forsøgt andet end at sælge vores traditionelle eksportvarer og købe vores traditionelle importvarer, har det vist sig, at vi har kunne købe mindre og mindre for stadigt mere af vort hårde arbejde.

Citeret fra Kontakt nr. 3, 80/81. København, Mellemfolkeligt Samvirke, s. 43.

Om kravet for en ny økonomisk verdensorden siger Nyerere:

…. de fattige nationers kritik af det nuværende system er ikke kun, at vi er absolut fattige og relativt fattige i forhold til de rige nationer, men også at vi inden for det eksisterende økonomiske system må forblive fattige og endda blive fattigere. De fattige nationer i verden forbliver fattige, fordi de er fattige….

Kravet om en ny økonomisk verdensorden er et udtryk for, at selv de fattige nationer må være i stand til at udvikle sig selv i overensstemmelse med deres egne interesser og selv drage fordel af de anstrengelser, de yder.

J. Nyerere: The plea of the poor. 4/10 – 1977, fra: Third World Quarterly. Vol. 3, nr. 3. July 1981, s. 51.

De fattige landes hovedkrav ved UNCTAD-forhandlingerne i den såkaldte “Nord – Syd” dialog og i lignende forbindelser har altid været: En retfærdig og rimelig sammenhæng mellem priserne på de varer, de udbyttede lande eksporterer og de varer, de importerer. Handlingsprogrammet for en ny økonomisk verdensorden lægger endvidere vægt på u-landenes suveræne rådighed over egne naturforekomster.

Fidel Castro opsummerer u-landenes 10 vigtigste krav på følgende måde:

1. Det ulige bytte forarmer vore folk; det skal ophøre.
2. Inflationen, som eksporteres til os, forarmer vore folk; den skal standses.
3. Protektionisme forarmer vore folk; den skal ophøre.
4. Den ulighed, der råder angående udnyttelse af havets ressourcer, er enorm; den skal ophøre.
5. Den financielle støtte fra de udviklede lande er utilstrækkelig; den skal øges.
6. Udgifterne til militær oprustning er vanvid; de skal stoppes, og den kapital, som derved frigøres, skal bruges til at financiere udvikling.
7. Det internationale monetære sysum, der hersker i dag, har spillet fallit, og skal erstattes med et andet.
8. De mindst udviklede landes gæld har nået uacceptable højder og kan ikke indfries; den skal eftergives.
9. Gældsforpligtelser lægger et tyngende økonomisk pres på de øvrige udviklingslande; de skal lempes.
10. Den enorme økonomiske kløft mellem de udviklede lande og dem, som forsøger at få en udvikling igang, bliver stadig større; den skal elimineres.

Fidel Castro: De internationale økonomiske og sociale uretfærdigheder hindrer varig fred. (Tale på IPUs kongres, sep. 1981): Manifest nr. 17, 1982.

Efter næsten 10 års forhandlinger om hovedparten af disse krav har de fattige lande kun opnået meget ringe resultater. Kun OPEC-landene har haft tilstrækkelige magtmidler til at opnå en ændring af bytteforholdet for en enkelt vare, olien. Det bliver mere og mere klart for landene i den tredie verden, at selvom de fleste vestlige lande taler om et behov for en ny økonomisk verdensorden, så tænker de overhovedet ikke på at indfri kravene. De udbyttede lande erkender langsomt, at man ikke kan forhandle sig frem til fundamentale ændringer i det økonomiske verdenssystem. Der er nemlig ikke tale om et interessefællesskab, men om interessemodsætninger mellem de rige og fattige lande. En ny økonomisk verdensorden vil derfor ikke komme som et resultat af forhandlinger og overstatslig styring, men som et resultat af konfrontation mellem de imperialistiske og udbyttede lande. En ændring af det bestående system forudsætter, at de udbyttede lande bliver i stand til at sætte magt bag deres krav. Et af de magtmidler, de fattige lande kan anvende, er produktionskarteller. OPEC har vist både styrken og svagheden ved sådanne karteller. På den ene side har det kunne lade sig gøre at gennemføre betydelige prisforhøjelser, og det til trods for, at OPEC langt fra har monopol på olieproduktion. På den anden side har OPEC vist sig at være svag på længere sigt bl.a. fordi, der er reaktionære regimer, der dominerer sammenslutningen. De nationalistiske regimers krav om højere priser er blevet svækket af de reaktionæres dobbeltstilling. Lande som Saudi Arabien og Kuwait har efterhånden store investeringer i vesten, og deres overklasser er i den grad allieret med imperialismen, at de ikke ønsker at skade de imperialistiske lande. Et kartel udelukkende bestående af stater under ledelse af proletariatet vil selvfølgelig have en langt større slagkraft. Efterhånden som flere og flere af den tredie verdens lande tilvejebringer de indre forudsætninger for udvikling, ved at afskaffe de kapitalistiske produktionsforhold og erstatte dem med planøkonomi, øges også mulighederne for et slagkraftigt internationalt samarbejde mellem de udbyttede lande. Dette kan etableres ikke bare i form af karteller, men først og fremmest i form af en øget samhandel og teknisk og politisk samarbejde rettet imod imperialismen.

Konklusion vedrørende mulighederne for socialisme i de udbyttede lande

I Latinamerika, Afrika og Asien står imperialisme og kapitalisme i vejen for fremskridt og udvikling. Derfor er det her kampen mod dette system foregår. Denne kamp imod den imperialistiske verdensorden er den vigtigste progressive kraft i verden i dag. Den åbner mulighederne for socialisme såvel i de udbyttede lande som på længere sigt i de imperialistiske lande.

Noter

[1] Lenin karakteriserer den revolutionære situation således:

“For marxister er det ubestrideligt, at en revolution er umulig uden en revolutionær situation; det er tilmed ikke enhver revolutionær situation, der fører til revolution. Hvilke er, sagt i almindelighed, symptomerne på en revolutionær situation? Vi tager bestemt ikke fejl, hvis vi peger på følgende tre vigtigste symptomer:

(1) Når det er umuligt for den herskende klasse at bevare sit herredømme uden nogen forandring; når der er tale om krise, under en eller anden form, blandt de “øvre klasser”, en krise i den herskende klasses politik, der fører til en revne, hvorigennem de undertrykte klassers utilfredshed og harme kan bryde frem. For at revolutionen skal finde sted, er det almindeligvis utilstrækkeligt, at “de lavere klasser” ikke ønsker at leve på den gamle måde; det er også nødvendigt, at de “øvre klasser” må være ude af stand til at leve på den gamle måde;

(2) Når de undertrykte klassers lidelser og nød er blevet mere akut end sædvanligt;

(3) Når der som følge af de nævnte årsager er en betydelig stigning i massernes aktivitet, de masser, der uden at klage i “fredstid” lader sig plyndre, men som i urolige tider både af alle krisens omstændigheder og af de “øvre klasser” selv trækkes ind i selvstændige historiske handlinger”.

V.I. Lenin: Anden Internationales sammenbrud. Collected Works, vol. 21, Moscow, Progress Publishers, 1964, s. 213.

[2] Det amerikanske forbrugersamfund opstod allerede i 1920erne. En udvikling Europa ikke nåede før i slutningen af 1950erne. 20ernes USA var præget af en kraftig forbrugsudvidelse. Boligbyggeriet steg voldsomt, helt nye industrigrene blev anlagt: biler, flyvemaskiner og hårde hvidevarer. Produktionen af varige forbrugsgoder øgedes dobbelt så hurtigt som ikke-varige. I 1920ernes USA fik privatbilismen en udbredelse, som vi først kender den i 60ernes Europa. Henry Ford startede en masseproduktion af biler og storstilet moderne markedsføring. I 1920 fremstillede USA 83% af verdens biler. Der kørte 20 gange så mange biler på USAs landeveje som i den næststørste bilnation, Canada. Fra 1909 til 1927 produceredes der 15 millioner biler af Ford model T, en rekord, der først blev slået af Folkevognsfabrikkernes “nedgroede negl” i midten af 1970erne. I tilknytning til bilindustrien voksede der olie-, gummi- og glasindustri frem. Krakket i 1929 betød et midlertidigt afbræk, men “New Deal” og anden verdenskrig accelererede atter den amerikanske udvikling. Ved slutningen af krigen var USA ubestridt verdens førende økonomiske og politiske magtfaktor.

Baggrunden for den dynamiske amerikanske udvikling, etableringen af den “rene” hvide settlerstat er beskrevet tidligere. Se side 47-55. [Afsnittet: “USAs udvikling fra koloni til udviklet kapitalistisk magt“, Onlinered. note]

Det høje lønniveau – det store indre købedygtige marked af relativt velstillede selvejerfarmere og industriarbejdere – medførte en hastig voksende industriel udvikling.

[3] Herom siger F.eks. Nkrumah:

“De imperialistiske magter kan ikke skabe velfærdssamfundet uden ved hjælp af nykolonialismen. Velfærdssamfundet er den hjemlige forudsætning og nykolonialismen den udenrigspolitiske forudsætning for at storfinansen i verden kan bevare sit hegemoni”.

Kwame Nkrumah: Handbook of revolutionary Warfare: Kwame Nkrumah: Afrika! Stockholm, Gidlunds forlag, 1970, s. 108.

[4] Lenin videreudvikler opfattelsen med:

“Imperialismen har tendens til også blandt arbejderne at skabe privilegerede lag og udskille dem fra proletariatets brede masser. Det må bemærkes, at imperialismens tendens til at splitte arbejderne, til at styrke opportunismen blandt dem og forårsage midlertidig råddenskab i arbejderbevægelsen, har vist sig i Storbritanien længe før slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, for to af imperialismens vigtigste kendetegn – uhyre kolonibesiddelser og en monopolistisk stilling på verdensmarkedet – viste sig i Storbritanien allerede i midten af det 19. århundrede. I flere årtier sporede Marx og Engels systematisk denne sammenhæng mellem opportunisme i arbejderbevægelsen og den britiske kapitalismes imperialistiske træk,

V.I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Udvalgte værker bd. 6, København, Tiden, 1947, s. 174.

[5] New Deal og K.K. Steinckes socialreform er eksempler på dette forhold.

K.K. Steincke gennemførte som socialdemokratisk minister i 30erne en lang række reformer for arbejdsmarkedet, social- og sundhedsvæsenet, og lagde således grunden til det sociale sikkerhedssystem, vi kender i dag.

New Deal (ny fordeling) er navnet på Franklin D. Roosevelts reformpolitik fra 1933 – 38, i kølvandet på det store krak i 1929. Det var en socialbetonet politik, der nærmede sig den europæiske socialdemokratiske tankegang. New Deal tog udgangspunkt i, at USA også i fremtiden ville og skulle være et kapitalistisk samfund. Men kapitalismen skulle modificeres og humaniseres. Staten skulle – i overensstemmelse med den britiske økonom Keynes tanker – gribe ind i økonomien som en regulerende og udjævnende faktor. Der blev iværksat statslige arbejdsprojekter for at mindske arbejdsløsheden. Med “Social security”-loven i 1935 blev der indført folkepension, arbejdsløshedsunderstøttelse, socialhjælp o.s.v. I 1938 blev der indført regler for maksimum arbejdstid og minimumslønninger.

[6] Internationale arbejderassociation er det samme som I. Internationale, oprettet d. 28/9 1864. Efter Pariserkommunens nederlag i 1871 begyndte Internationalen at gå i opløsning p.g.a. forfølgelse og splittelse (især mellem Marx og Bakunin). I. Internationale blev formelt opløst i 1876.

II. Internationale blev oprettet i 1889. Trods mange resolutioner og forsikringer om, at de forskellige landes arbejdere aldrig ville gribe til våben mod hverandre, stemte såvel det tyske som det franske socialistparti for krigsbevillingerne i deres respektive parlamenter op til 1. verdenskrig. De nationale socialdemokratiske partier sluttede borgfred med borgerskabet og opgav endelig II. Internationales principper.

III. Internationale blev dannet i Moskva i 1919 (også kaldet Komintern). “II. Internationale er død, besejret af opportunismen…” (Lenin ved dannelsen af III. Internationale).

[7] O.A.S. (Organisation Armée Secrète). En terrororganisation bestående af franske officerer og kolonister, som gennem bombeattentater og snigmord i både Algier og Frankrig søgte at hindre forhandlingerne mellem den franske regering og den algeriske befrielsesbevægelse F.L.N om Algeriets selvstændighed i foråret 1962.

[8] Angående forholdene i Danmark, så er venstrefløjen, i dette tilfælde “Internationalt Forum” (en tværpolitisk antiimperialistisk organisation), i den grad forblændet af sine egne “søforklaringer”, at den i en programpjece, der specielt behandler forholdet mellem rige og fattige lande i verden, er i stand til at skrive følgende om den danske arbejderklasses økonomiske vilkår i perioden fra midten af 60erne og frem til oliekrisen i 1973:

“Det er ikke muligt at konkludere, at arbejderklassen er blevet økonomisk styrket i denne periode, eftersom stigningen i pengelønningerne skal vurderes i forhold til stigningerne i forbrugspriserne sammenholdt med den produktivitetsstigning, der har fundet sted i perioden”.

(Understregningen er original i begge betydninger af ordet)

“Det er ikke muligt at konkludere, at arbejderklassen er blevet økonomisk styrket” i den periode, hvor “Mallorcarejser”, stereoanlæg, bil og sommerhus, parcelhus eller lystbåd er blevet almindelig udbredte goder for arbejderklassen! I perioden 1965 – 73 har den største velstandsstigning, den danske arbejderklasse nogen sinde har tilkæmpet sig, fundet sted. Derimod er de selv samme folk fuldt ud i stand til at konkludere i linien efter ovenstående citat, at: “De seneste års (1973 – 77) store arbejdsløshed har betydet en økonomisk svækkelse af den danske arbejderklasse. Begge citater er fra: Imperialisme og Klassekamp, perspektiver for en ny økonomisk verdensorden, Internationalt Forum 1977, s. 51.

Og det til trods for at “krisen” i de første år kun medførte en stagnation i stigningen af reallønnen. Først fra 1977 er der sket en tilbagegang, og med tilbagegang menes, at vi skal tilbage til et 1973-niveau. (Internationalt Forum: Imperialisme og klassekamp, København, IF, 1977, s. 51.

[9] F.eks. Danmarks Kommunistiske Ungdom: Kampens vej: Programudtalelse, 31. kongres, maj 1975, s. 5.

“I dag forenes tre stærke kræfter mod imperialismen: Folkene, der opbygger socialismen og kommunismen, arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande og de nationale befrielsesbevægelser. Disse tre hovedkræfter kæmper på hvert sit frontafsnit i den internationale klassekamp. Men uanset hvilke umiddelbare opgaver, de står overfor, er kampen mod imperialismen deres fælles opgave”.

[10] Emmanuel finder, at når denne definition anvendes på udvikling, den eneste logiske, da har vi i sandhed en underudviklet og fattig verden, hvor kun de rige lande udgør undtagelser, men hvor verdens flertal lever i fattigdom og elendighed. Emmanuel skriver:

“I så fald er jorden en underudviklet planet. I vores tidsalder med rumraketter og automatisering er der kun, til en befolkning på 3,5 milliarder 1488.000 km jernbane, og den årlige produktion af motorkøretøjer er ca. 25 millioner stk. Resultatet af dette er, at flere hundrede millioner mennesker fortsat må rejse på de mest primitive måder eller simpelthen til fods.

Vor produktion af cement og stål overstiger ikke 450 millioner tons for hver. Hvilket medfører, at en stor del af jordens befolkning må leve i stråhytter eller lignende.

Det er allerede blevet påpeget, at hovedparten af vores jord stadig ligger brak. Ud af ca. 27 millioner kvadrat miles opdyrkelig land er mindre end ca. 1/8, d.v.s blot 3,8 millioner under opdyrkning, og en stor del af denne 1/8 dyrkes end ikke med brug af traktor eller blot trækdyr.

Vores verden er fattig. Fra en serie artikler udgivet af Kindleberger i 1955, kan man udregne, at det gennemsnitlige nettoprodukt pr. hoved pr. år i verden ligger på omkring 330 US.$., hvilket ca. er det samme som gennemsnittet for Latinamerika. Singer kan konkludere, at den gennemsntilige økonomiske levestandart i verden (undtagen USSR) i 1956 var mindre end i 1913, og måske endda mindre end i 1900.

I denne fattige og underudviklede verden er der imidlertid nogle småøer med avanceret udvikling. Her er 9/10 af hele verdens materielle produktionsudstyr koncentreret. Set som helhed – tager verden i dag sig ud som en europæisk nation i begyndelsen af industrialiseringen. I stedet for den centrifugale kraft, som den økonomiske videnskab forestillede sig ville sprede fremskridtet fra centret til periferien, opstod der en uforudset centripitalkraft, som koncentrerede rigdommen ved særlige vækstpoler. Historiens forløb har medført, at det er lykkedes de industrialiserede lande at eksportere deres fattigdom i en sådan grad, at marxismens forudsigelser, som syntes at miste deres realitet indenfor de industrialiserede lande, bliver opfyldt til perfektion på det verdensøkonomiske plan.

Disse uligheder, stiller nu verden overfor de samme problemer, som de industrialiserede lande stod overfor i slutningen af 18-hundredetallet og begyndelsen af 19-hundredetallet.

EUX, s. 262.

Underudvikling må endelig ikke forveksles med Lenins teori om “uens udvikling”, hvormed menes de forskellige imperialistiske magters udvikling med forskellig hastighed, hvor snart den ene magt er forrest i udviklingen, snart den anden. Dette skabte efter Lenins mening ustabile forhold og mulighed for krige. Ved “ulige udvikling” er der tale om en fast opdeling, som reproduceres og uddybes mellem de imperialistiske magter og den tredie verden.

[11] Til trods for de relativt store prisstigninger på olie i de sidste 10 år er der i virkeligheden blot tale om en justering af bytteforholdet. I 1950 kunne man for en dansk gennemsnitstimeløn købe 14 l olie. I 1982 kunne man for en gennemsnitstimeløn købe 21 l.

[12] Beijin dagbladet “Guangming Ribao” 9/5 1980. I de senere år er der sket en ændring af denne politik. Kinas førende økonom Xue Mubiao skriver i “oktober 81 nummeret” af “Jing Guanli” (økonomisk ledelse):

“Fejlen ved Kinas økonomiske politik gennem 30 år (1949 – 79) var det forkerte forhold mellem akkumulation og forbrug. I perioden 1952 – 78 voksede Kinas industriproduktion årligt med 11,2% (det noget lavere procenttal skyldes af Xue bruger 1952 som udgangspunkt, mens “Guangming” bruger 1950), hvilket er højere end i noget kapitalistisk land.

Imidlertid fremviste folkets levestandart kun få forbedringer mellem 1957 og 1978, fordi akkumulationsraten var så høj og den økonomiske produktionseffekt så lav”.

Fra 1979 – 80 er akkumulationsraten således begyndt at falde til omkring de 30%, og den industrielle vækstrate er sat ned til 6 – 8%, medens det uproduktive forbrug er sat op.

(Samtlige disse oplysninger stammer fra en artikel i “Information” af Dina Raymond Hansen med titlen “Kinas nye økonomiske politik”, fra 1981.)

[13] 77 landegruppen blev dannet på baggrund af den tredie verdens behov for at tale med en stemme på UNCTAD-konferencer og lignende internationale møder om verdens økonomiske forhold. Siden det første møde i Algeriet i 1967 er gruppen udvidet fra 77 til 120 lande, alle fra den tredie verden.

[14] På de alliancefri staters vegne indkaldte Algeriet til denne konterence, hvor emnet var “Råvarer og udviklingsproblemer”. Under stærk modstand fra de vestlige lande vedtoges de 2 resolutioner, der går under navnet “en ny økonomisk verdensorden”.