RAF betyder Rote Armee Fraktion og er en vesttysk byguerillagruppe, den gruppe, der (efter de to ledende medlemmer) i pressen er kendt som Baader-Meinhofgruppen. RAFs rødder skal føres tilbage til det vesttyske “ungdomsoprør” i 1968. De kendsgerninger, som de vesttyske ungdomsoprørere i 68 var stillet overfor var bl. a.: Den borgerlige parlamentarismes sammensmeltning til en massiv enhedsblok, idet det vesttyske socialdemokrati tog endnu et skridt til højre og dannede “den store koalition” med kristdemokraterne; en højremonopoliseret hetzpresse, Springerpressen, og en arbejderklasse, der var totalt afvisende over for alt venstreorienteret, den vesttyske antikommunistiske “Wirtschaftswunder”-arbejderklasse. På grund af disse særegne forhold reagerede ungdoms-oprørerne i teorien (imod det genopstandne “prøjser-dømme”) med at lægge kraftigt vægt på det “anti-autoritære”, og i praksis blev de tvunget til at hævde deres opposition med uparlamentariske, voldelige midler. Med til disse aktioner hører Andreas Baaders brandstiftelse i et varehus, der fører frem til RAFs første aktion: Den væbnede befrielse af den fængslede Baader i maj 70. Fra dette tidspunkt til anholdelsen af RAFs “kerne” i 1972 har RAFs vigtigste aktioner været: Sprængningen af officersklubben i det 5. US-Armeekorps’ hovedkvarter i Frankfurt i maj 72 som svar på US-bombardementerne af Hanoi, og bombe-attentatet i Springerhøjhuset i Hamburg, ligeledes maj 72. Derudover har RAF til dato fået 3 medlemmer skudt af politiet, én er død i forbindelse med de fængslede medlemmers sultestrejke imod den ekstraordinært skærpede isolation af RAF-fængslede. I øjeblikket er omkring 100 personer fængslet i Vesttyskland i forbindelse med RAF. RAF er med andre ord en organisation, der i sine handlinger adskiller sig væsentlig fra den vesttyske venstredyne fra DKPister til MLere, der alle mener, at voldelige aktioner mod imperialismen ikke kan tillades på vesttysk territorium, fordi de skræmmer arbejderklassen bort fra det økonomiske fluepapir.

RAF og den vesttyske venstredyne

RAF blev slået i en fase, hvor de først var i færd med at opbygge et operationsgrundlag. Heraf følger, at RAFs aktioner i sig selv ikke tegner nogen politisk linie. En kritik af RAF må tage sit udgangspunkt i det politiske perspektiv, som RAF selv har opstillet for sine aktioner, altså RAFs analyse af Vesttyskland og RAFs strategi.

Så forskellig RAFs praksis har været fra den forvrøvlede tyske venstredynes økonomistpraksis er det overraskende at se, at RAF teoretisk i høj grad bygger på det gængse venstreorienterede verdensbillede. RAF har en tung arv fra det tyske ungdomsoprørs dage at slæbe rundt på, nemlig “det nye venstre”s teoretiske makværk: Marxismens forurening med psykologien, abstrakte “anti-autoritære” principper. At RAF ikke er grundlæggende uenige i venstredynens analyse fremgår af deres skrift “Stadtguerilla und Klassenkampf”:

“Det er modsigelsen i det nye venstre, at dets økonomiske analyser og politiske bedømmelser er grundigere, mere radikale og nøjagtige end alt, hvad det vesttyske venstre har produceret indtil recessionen i 66/67, at dette venstre kender rekonstrukfionsfasens ophør, efterkrigstiden og den vesttyske imperialismes styrke, at det ved, at det må forberede sig på usædvanlige klassekampe, men at det, idet det propagandistisk og organisatorisk begrænser sig til nationale rammer, er fantasiløst og snæversynet med hensyn til, hvad det kan forestille sig som revolutionære interventionsmetoder”. [1]

RAFs analyse af den vesttyske arbejderklasse er imidlertid skizofren. På den ene side hævder RAF, at en del af masserne er potentielt revolutionære, og f. eks. at arbejderklassen er ved at blive mere klassebevidst (i ovennævnte skrift taler RAF i en kommentar til kemistrejken i 1971 således om, at “de næste år” i Vesttyskland vil bringe “mere bevidsthed om klassemodsigelse, klassehad” [2] – noget der altså allerede i praksis har vist sig at være forkert).

Bestemmelse af de revolutionære kræfter

I “Die Aktion des Swarzen Septembers in München – zur Strategie des antiimperialistischen Kampfes” giver RAF sit syn på de vesttyske massers situation og bestemmelsen af revolutionære kræfter:

Vi er ikke enige med RAF i, at Marx’ økonomiske lære ikke længere beskriver metropol-arbejderklassens udbytningssituation. Men vi mener, at udbytningssituationen ikke er det eneste moment i denne arbejderklasses økonomiske bestemmelse. Vi mener, at der indgår et andet og i øjeblikket vigtigere element, nemlig tendensen til bestikkelse. Og RAF er tilsyneladende ikke klar over, at Lenins “arbejderaristokrati”- begreb ikke har et moralistisk indhold, men er betegnelsen for en økonomisk kategori af arbejdere: De arbejdere, der bestikkes ved hjælp af imperialistiske superprofitter. Ellers ville RAF ikke først arrogant affeje “arbejderaristokrati”-begrebet som utilstrækkeligt for derefter at vende sig mod selve bestikkelsens følger: At arbejderklassen er marked for forbrugsvarer, og arbejderen er behersket af forbrugersamfundets ideologi. Da RAF ikke ser sig i stand til at forklare dette ud fra Marx’ lære om udbytningen forlader de marxismen til fordel for psykologiens anvendelse på samfundslivet, altså materialismen til fordel for idealismen. RAF trasker derefter videre i APO- (Ausser Parlamentarische Opposition)-ideologen Marcuses fodspor, og på denne vej fremtræder arbejderklassens øgede forbrug ikke som det, det er, nemlig en følge af bestikkelsens dominans over udbytningen, men derimod som øget udbytning, nemlig: “Udbytning af følelser og tanker, ønsker og utopier”. Denne “merværdiudsugning”(sic), som finder sted ved siden af udbytningen i fabrikken, på alle samfundets livsområder, mener RAF bør undersøges nærmere. Vi kunne her tænke os, at RAF til en begyndelse besvarede f. eks. følgende konkrete spørgsmål: Cirka hvor mange timers merarbejde tilfalder der kapitalisten, når arbejder X i Dortmund tager et bad i sit flisebeklædte badeværelse, kører en tur i sin VW 1200 og ser et TV-program i farver???

Hvilke klasser er revolutionære?

Efter at begrebet udbytning er blevet forsynet med en dominerende mental dimension forbliver RAF på idealismens grund, når de skal lave klasseanalyse. Hvilke klasser i Vesttyskland er revolutionære? RAFs svar: De revolutionære er de, der (moralsk-intellektuelt) har forstået revolutionens nødvendighed.

Svaret er umiddelbart i overensstemmelse med virkeligheden, idet det rent faktisk er et “psykologisk” spørgsmål, hvem der bliver revolutionære i det nuværende Vesttyskland – fordi der er tale om individuelle afvigelser, idet nemlig ingen klasser eller noget betydende lag af nogen klasse er potentielt revolutionære. Men RAFs svar er forkert, fordi de ikke først med en marxistisk analyse slår denne kendsgerning fast – og sammenholdt med, at de, som følgende vil vise, rent faktisk mener, at der findes potentielt revolutionære befolkningslag i Vesttyskland.

RAF fortsætter beskrivelsen af deres “revolutionære subjekt”:

“Med postulatet: Imperialismens revolutionære subjekt i metropolerne er det menneske, hvis dag, 24-timers-dagen, er under systemets diktat, formynderskab – afstikker vi ikke andet end rammerne, inden for hvilke klasseanalyse må laves – vi hævder ikke, at postulatet allerede er analysen.

Det er en kendsgerning, at hverken Marx eller Lenin eller Rosa Luxemburg eller Mao har haft at gøre med Bild-læseren, fjernseeren, bilisten, den psykologisk funderede skoleelev, universitetsreformen, reklamen, radioen, postordresalget, selvopbyggeropsparingskontrakten, “livskvaliteten” osv.

Det er en kendsgerning, at systemet i metropolerne reproducerer sig gennem en fremadskridende offensiv mod menneskenes psyke og det netop ikke åbent fascistisk men derimod gennem markedet.

At erklære hele befolkningslag for døde for den antiimperialistiske kamp, bare fordi de endnu ikke kunne forekomme i Marx’s kapitalismeanalyse, er ligeså vanvittigt, sekterisk som umarxistisk .

Kun idet det lykkes for os at bringe 24-timers-dagen på det imperialistisk-antiimperialistiske begreb kan vi kommer dertil at formulere og redegøre for menneskenes problemer i denne således, at vi bliver forstået af menneskene, at ikke alene vore aktioner bliver forstået, som RAFs aktioner er blevet forstået, men også vores propaganda, vores sprog, vore ord. Tjen folket.

Eftersom den tredie verdens folk er den antiimperialistiske revolutions avantgarde, dvs.: Det objektive, store håb for menneskene i metropolerne for deres egen befrielse, så er det vores opgave: At skabe sammenhængen mellem den tredie verdens folks   befrielseskamp og længslen efter befrielse, i fabrikkerne, i familien, i fængslerne, i store kontorer, sygehuse, forvaltninger, partier, fagforeninger – overalt.” [4]

Da marxismens fædre ikke har beskrevet imperialismens forbrugersamfund finder RAF det påkrævet at smide den materialistiske historieopfattelse overbord. Efter RAFs mening er det, i og med imperialismens forbrugersamfund, ikke længere således, at menneskene optræder klassevis i historien. Revolutioner finder ikke sted, fordi en klasses grundlæggende materielle forhold er således, at den er tvunget til at lave oprør. Nej, for RAF drejer det sig nu om “mennesker” i almindelighed og det er samfundets ideologiske sider, der tæller: RAFs “klasseanalyse” tager ikke sit udgangspunkt i den produktive del af 24-timers-dagen, men koncentrerer sig om “merværdi-udpresning” af følelser osv. RAF falder i svime over, at forbrugersamfundet genspejles i menneskets hjerne – til trods for at det i alle hidtidige samfund har været således, at samfundet har “reproduceret” sig ideologisk – endog 24 timer i døgnet. RAF sniger sig uden om forbrugersamfundets materielle grundlag. Derved omgår de den kendsgerning, at den vesttyske imperialisme for tiden rent faktisk er i stand til at dække alle klassers grundlæggende materielle behov i en sådan grad, at ønske om samfundsforandring i øjeblikket ikke har noget grundlag i større dele af befolkningen. RAFs private – og i sig selv korrekte og berettigede – forargelse over afstumpningen af mennesket i den plumpe forbrugerideologi reproducerer RAF på hele den vesttyske befolkning, som de derefter hævder går med en indre længsel om befrielse. Men hvorfra kommer længslen om befrielse? Tilsyneladende forudsætter RAF stiltiende, at den borgerlige bevidsthed, som den vesttyske befolkning rent faktisk har, er et udslag af “fremmedgørelse” – og det vel at mærke på den måde at forstå, at denne bevidsthed ikke er deres egen, men at den er kunstigt påtvungen – og ved den blotte nævnelse af et par åbenbaringens ord vil vise sig slet ikke at have objektiv eksistens. RAF forudsætter med andre ord hos homo sapiens en medfødt, oprindelig,  revolutionær – kommunistisk underbevidsthed. (At det virkelig er denne art at drømmetydning, der har optaget RAF, fremtræder tydeligt i “Væbnet kamp i Vest-europa”, hvor det vrimler med hentydninger til arbejdernes “immuniserede bevidsthed”, deres “volds-potentiel styrket i regressiv stilling”, deres “borgerlige over-jeg” og hvor der lægges vægt på de “blot skjulte” revolutionære energier i “den deformerede klassebevidsthed og massernes tilsyneladende modvilje mod de revolutionære elementer”. [5] At RAF ikke laver klasseanalyse, men kun afstikker dens rammer, forhindrer dog ikke, som det ses, at der på grundlag af disse rammer drages en vidtløftig strategisk konklusion: Løsningen af “massernes faktiske problemer” kan umiddelbart forenes med den antiimperialistiske kamp, problemet er blot at finde de rigtige sproglige formuleringer…..

RAFs virkelige klassebaggrund

Nu er det imidlertid sådan, at den ringe støtte, som RAF har fundet, har været koncentreret hos visse grupper i Vesttyskland. I argumentation mod marxologen Oscar Negt (en pave inden for tysk universitets”marxisme”) siger RAF:

Marxister er folk, der beskæftiger sig med masser og klasser. Er RAF ikke klar over, at det er en brøkdel af de venstreorienterede, der støtter dem, og at de venstreorienterede kun udgør et mindretal af de meget tynde klasselag, der hedder studenter, skoleelever og lærlinge? RAF tror ikke som Negt på ideernes selvskabelse i hjernen. Har de så ikke bemærket, at hoveddelen af den vesttyske venstredynes aktiviteter i virkeligheden ikke består af andet end – under iagttagelse af “marxistisk” liturgi – at præsentere et småborgerligt lags klasseinteresser? Selvfølgelig har RAFs støtte hos et lille mindretal i dette lag en eller anden baggrund i dets materielle betingelser, ligesom et andet ukarakteristisk, numerisk tilsvarende mindretal af de uddannelsessøgende – også på grund af materielle betingelser – støtter det fascistiske Junge  Nationaldemokraten. Det væsentlige for en marxistisk analyse af dette lag er selvfølgelig ikke, om de fandtes på Marx’ tid, men derimod om dette lags materielle betingelser i øjeblikket er således, at det overvejende flertal er revolutionært, eller om det er borgerligt-demokratisk indstillet.

Der findes ikke i nogen klasse i dagens Vesttyskland materiel basis for forankring af en revolutionær, antiimperialistisk kamp. Det viser praksis: Alle betydende lag af alle klasser har som helhed betragtet stillet sig afvisende til RAF. Det er utilladeligt selvbedrag, når Ulrike Meinhof i sin tale i Baader-befrielsesprocessen har udtalt: “Det var det chokerende ved vores aktion” (Baader-befrielsen) “for den imperialistiske stat, at RAF i folkets bevidsthed blev opfattet, som det den er: Den praksis, sagen, der logisk og dialektisk fremgår af de bestående forhold – den praksis, der som udtryk for de virkelige forhold, som udtryk for den eneste reale mulighed for at ændre dem, omstyrte dem, gengive folket sin værdighed, give fortidens kampe, revolutioner, opstande, nederlag og revolter mening – igen muliggør, at folket får bevidsthed om sin historie.” [7] En sådan forståelse af RAF har folket i Vesttyskland aldrig haft.

RAFs strategi: fascisme og revolution

I RAFs første manifest, “Das Konzept Stadtguerilla” og i det skrift, Tiderne Skifter har udgivet på dansk: “Væbnet kamp i Vesteuropa” (et skrift, der tilskrives det daværende RAF-medlem Horst Mahler) går vejen til socialismen i Vesttyskland gennem et samspil mellem legale gruppers arbejde i fabrikker og bydele og RAFs supplerende, væbnede aktioner, deraf navnet Rote Armee Fraktion. Horst Mahler, hvis reaktion på RAFs nederlag har været at slutte sig til det Kominternfraseologiske økonomistparti Kommunistische Partei Deutchlands, (og derefter blev smidt ud af RAF), har draget dette perspektivs yderste konsekvens, idet han (med det formål at vinde RAF-sympatisører for KPD) i en “selvkritik” har fremstillet RAFs oprindelige politik. Ifølge Mahler gik den ud på at “forbinde sig med masserne, organisere deres kamp for dagsfordringer på grundlag af den proletariske linie, med den hensigt at udvikle den væbnede intervention som våben i denne kamp.” [8] — Den væbnede intervention i kampen for dagsfordringer, altså “5 øre mere i timen eller vi skyder’.” – det er den væbnede økonomisme, der har set dagens lys i Mahlers skrift. (Mahlers leflen for RAF-sympatisører har siden fået en brat ende, da 2. juni-bevægelsen tilbød Mahler at blive sat på fri fod i bytte med Lorenz – hvortil Mahler svarede, at han ville fortsætte afsoningen af sin 15-årige straf til den dag masserne højst personlig åbner fængselsportene!)

I praksis har tendensen til “væbnet økonomisme” aldrig spillet nogen rolle hos RAF. Og i teorien er perspektivet med socialismen som voksende frem af folkets stadig stærkere, væbnet supplerede, interessekamp blevet sat i baggrunden af et andet perspektiv:

Altså: RAF, opererede som den tredie verdens folks femtekolonne i metropolerne, vil med sine aktioner mod statsapparatet fremtvinge fascismen i Vesttyskland – og denne fascisme vil undertrykke folket således, at folket tvinges til at befri sig gennem en revolution. RAFs “revolutionens og kontrarevolutionens dialektik” går altså ud på, at har man først det mest kontrarevolutionære, man kan tænke sig (fascismen), er det en dialektisk selvfølgelighed, at det kun kan gå fremad for revolutionen.

Det er uden tvivl rigtigt, at den vesttyske imperialisme stillet overfor en trussel vil betjene sig af fascismens redskab. Men for os består problemet netop i konkret at afdække, hvilke tendenser der i dag truer den vesttyske imperialisme. Det er for os åbenlyst, at arbejderklassen eller befolkningen i Vesttyskland ikke i dag udgør nogen indre trussel mod den vesttyske imperialisme. Det er en overvurdering, hvis RAF anser sig for at være en sådan indre trussel mod den vesttyske imperialisme, at de vil kunne blive grund til, at fascismen genopstår i Tyskland. RAF vil højst, under ændrede betingelser, kunne levere anledningen. Under de nuværende økonomiske forhold er Vesttyskland ikke moden for fascisme. Den vesttyske monopolkapitals udvikling formidles fortrinligt af det borgerlige demokrati, hvorfor skulle den altså indføre sit direkte diktatur? RAFs indvirkning under de nuværende betingelser vil højst kunne drive det borgerlige demokrati endnu et stykke til højre, altså f. eks. hidføre dødsstraffens genindførelse og forbud mod de forskellige Sovjet- og Kinaorienterede økonomistpartier. Forholdsregler, der bereder grobunden for fascismen, men som ikke er at forveksle med fascismen selv. Når Vesttyskland derimod bliver ramt af en alvorlig økonomisk krise, så er det ud fra vesttyskernes historiske forudsætninger temmeligt sikkert, at en fascistisk massebevægelse igen vil   vinde overhånd. Og så vil RAF eller deres efterfølgere, hvis de er der, spille en rolle i den fascistiske propaganda – og hvis de ikke er der, vil fascismen alligevel komme. Endvidere er det os ubegribeligt, hvorfor RAF tror, at fascisme automatisk vil sætte arbejderklassen op imod sig. Hvis fascismen fremkaldes på grund af en ydre “trussel” mod den vesttyske imperialismes videre udvikling, vil så ikke en større del af de vesttyske arbejdere tilslutte sig fascismen? Det er en kendsgerning, at Hitler-fascismen vandt tilslutning i større dele af den tyske arbejderklasse. Samtidig med, at det er en kendsgerning, at hundredtusinder af tyskere måtte spærres inde for af skabe den gnidningsløse militærstat, kapitalen dengang krævede. Men var Hitler-fascismen kapitalens reaktion på en revolutionær trussel fra arbejderklassens side? Var det ikke først og fremmest en reaktion mod de rammer, Versailles-freden m.v. havde spærret tysk imperialisme inde i?

RAF vil operere som en militær femte kolonne i den tredie verdens befrielsesfronters kamp mod den vesttyske imperialisme. Efter vor mening står den vesttyske imperialisme i dag ikke overfor nogen konkret ydre politisk-militær krigsmodstander eller trussel. Ikke alene er den vesttyske imperialisme ikke direkte militært involveret nogen steder i den tredie verden. Som vi tidligere har sagt, er det ikke i overensstemmelse med virkeligheden at tro, at tilstanden som helhed i den tredie verdens lande kan karakteriseres med ordet “befrielseskrige” (hvad der er blevet yderligere korrekt efter FUNKs og FLNs endelige sejre i Indokina.) De trusler, der truer den vesttyske imperialisme, er endnu ikke akutte, er ikke åbenlyse at se i den politiske eller militære sfære. Det betyder ikke, at de ikke er der – vi ser hver dag på overfladen symptomer, der viser, at imperialismens indre modsigelser stadig arbejder på livet løs, og vi ved abstrakt-alment, at imperialismen bevæger sig i retning af sin død. Men trusseltendenser mod den vestlige imperialisme er i dag at forefinde som modsigelser i verdenskapitalismens økonomiske system. At afdække disse tendenser konkret kræver altså – vi beder spontanisterne tilgive os – en teoretisk indsats.

RAF har ment, at det var muligt at forankre en væbnet, antiimperialistisk kamp i den vesttyske befolkning. Vi mener, at RAFs egen praksis har modbevist denne tese og ser RAFs nye teori om fascismens fremkaldelse som en reaktion derpå. Man kan ikke udvikle sin praksis uden at passere teoretiske led. Og her ligger RAFs største svaghed: Så længe de bruger freudianismen som revolutionsvidenskab er de ude af stand til på grundlag af deres praksis at bringe deres ideer i overensstemmelse med den objektive virkelighed.

Noter